Den 13. november optræder Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard i Sala Fortuna på det fashionable Hotel Torrequebrada i Benalmádena Costa. La Danesa har talt med de to komikere og bringer her et lille portræt af Danmarks mest populære komikerpar gennem 30 år.
”Hellooo, I would like one Squaaash.” Hvem husker ikke 80’ernes og 90’ernes legendariske Squash-reklamer? Eller de rablende vanvittige Jydekompagnietfilm. Finn og Jacob har om nogen sat præg på dansk komik de sidste 30 år. Der var dog ikke meget, der tydede på, at de to herrer skulle gå ad den vej i de tidlige ungdomsår.
Utraditionelt brancheskift
Finn Nørbygaard er født i Esbjerg i marts 1952 og voksede op som adoptivbarn. I ’75 kunne han kalde sig nyuddannet folkeskolelærer fra Esbjerg Seminarium og ernærede sig efterfølgende som folke-, ungdoms- og aftenskolelærer. Otte år blev det til i den branche, før et komikergennembrud i en tv-rolle som billetkontrollør – i øvrigt sammen med Jacob – satte gang i den karriere. Herefter begyndte tingene at tage fart, og siden 1986 har Finn levet af at være entertainer.
I den tid er det blevet til en række succeser med Jacob, men også solo og med andre kompagnoner har Finn haft flere vellykkede projekter. I 1994 optrådte han med Musik og Fis, et comedy-/musikshow, som han lavede sammen med Jette Torp. Det var en pæn succes og blev kendt under navnet Finn og Jette Show. Finnsk Fjernsyn var et andet af Nørbygaards projekter. Det Dave Allen-inspirerede fjernsynsprogram er en blanding af små, forproducerede filmsketch og jokes fortalt af en siddende Finn, tæt på publikum og med en øl i hånden.
Krisens største offer
De seneste år har opmærksomheden på Finn Nørbygaard været af den mere kedelige slags. IT Factory-skandalen, der afslørede Stein Bagger og hans firma i omfattende bedrageri, kostede angiveligt Finn flere hundreder millioner kroner. Han var skandalens nok hårdest ramte privatperson, og aviser, blade og internet havde derfor stor fokus på Finn og hans historie.
I kølvandet på IT Factorys kollaps er Nørbygaards foredragsvirksomhed vokset markant. Porteføljen indeholder fem forskellige foredrag med hvert sit udgangspunkt, og de er blevet genstand for stor ros og efterspørgsel. Mest populært er dog Tillykke med din krise – en komiker bag facaden, som er en åbenhjertig og ærlig fortælling om livet som komiker og den pludselige personlige krise, der ramte Finn som følge af IT Factory-bedrageriet. Tillykke med din krise – en komiker bag facaden er også titlen på den bog, Finn udkom med i 2008. Ved siden af karriererne som komiker og foredragsholder har Nørbygaard siden 2004 praktiseret som psykoterapeut.
Driverten, der blev folketingspolitiker
Ikke alle kan prale af erfaring fra så mange forskellige job som Jacob Haugaard. Rengøringsassistent, murerarbejdsmand, montør, sømand, pædagog, huslærer og portør er bare nogle af de stillinger, den ellers erklærede arbejdssky Jacob Haugaard har betrådt. Mest kendt er han dog for sin periode som folketingspolitiker, komiker og musiker.
Jacob Haugaard er oprindeligt fra Færøerne, hvor han blev født i 1952. Herfra flyttede han til Danmark. I ’69 færdiggjorde han sin realeksamen og i ’74 en HF, men derfra var det så også slut med det konventionelle karriereforløb. Skiftende job, øl og hash var de følgende år fast inventar i Haugaards liv, ligesom musik og en fremtrædende stilling i SABAE (Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer) tog en stor del af livsnyderens tid.
I slutningen af 70’erne var Jacob forsanger i bandet Sofamania, der med sange som Mit hjem det har intet WC var en parodi på den på det tidspunkt populære punkmusik. Bandet udgav to LP’er og oplevede blandt andet at spille på Roskilde Festivalens store scene. Hans samlede diskografi tæller i dag 13 albums, hvorfra nummeret Det er hammer hammer fedt nok er det mest kendte. Hvad mange ikke ved er, at Haugaard faktisk også står bag Kim Larsens hit Haveje.
Sideløbende med Sofamania og med det efterfølgende musiske samarbejde med Claus Carlsen var Jakob aktiv i SABAE. I forbindelse med det engagement stillede han fra 1979 op til seks folketingsvalg i træk. Kandidaturet var ment som en stor vittighed – hvilket også afspejlede sig i stemmetallet. F.eks. blev den valgkampsstøtte, Haugaard ligesom ”rigtige” partier modtog fra det offentlige, brugt til uddeling af gratis øl og pølser. Haugaard var træt af politikere og deres evindelige løfter, som de alligevel ikke kunne holde, og hans egne blev derfor mere og mere absurde for hvert valg. Hans politiske agenda var blandt andet:
• Mere medvind på cykelstierne
• Fregatten Jylland skal gøres kampklar
• Nutella i feltrationerne
De første fem valg var stemmetallet ikke bare i nærheden af at være nok til en plads i Danmarks lovgivende forsamling – heldigvis. For det hele var jo bare en stor practical joke. Men ved sjette valg skete det umulige: Jacob Haugaard blev med uhørte 23.253 stemmer valgt ind i Folketinget. Her tilbragte han godt 3 ½ år i det, han selv kalder ”det bedste AMU-kursus, han nogensinde har været med på”. Vil man vide mere om Haugaards tid i Folketinget, kan det anbefales at læse hans biografi ”Jacob Haugaard: Det ærede medlem: HOFNARREN!”
Actionfilm på vej
Selv om begges CV rummer en del pæne succeser, er det nok som duet, de er bedst kendt. Deres første samarbejde var i 1984 som billetkontrollører i en række radiosketch, og de gjorde i den forbindelse det jyske ”jadak” landskendt. Mest berømte er de nok for Squash-reklamerne, der måske er de mest kendte danske reklamer nogensinde, og som i flere år var fast samtaleemne i frokoststuerne på danske arbejdspladser. Senere kom de to Jydekompagniet-film, som begge blev kæmpe succeser. Specielt 1’eren var en ren blockbuster, da den solgte mere end en halv million biografbilletter. Det er flere end storfilm som Fire bryllupper og en begravelse, Star Wars Episode II og Dirty Dancing. Nu er de så snart på gaden med endnu en film – og det bliver i en helt anden boldgade.
”Jeg har aldrig været så spændt på noget, som jeg er på det her. Folk bliver simpelthen baldret op bag i biografen. Den kommer til at stikke helt af,” lover Finn La Danesas læsere. Hele 19 mord og vild og blodig action-comedy er, hvad der er biografgængerne i vente.
”Vi har forsøgt at forny os og lave noget, der er nutidigt. Jeg vil ikke sige alt for meget, men vi er rigtig, rigtig godt tilfredse med den” siger Jacob til La Danesa. Filmen er i biografen den 15. december, men inden da lægger de to herrer vejen forbi Kysten, hvor de lover et show med fuld knald på.
Bedre med alderen
”Vi er i topform, og vi stiller i absolut stærkeste opstilling,” slår Finn Nørbygaard fast og sætter dermed en tyk streg under, at de trods en alder på 59 langt fra er færdige i branchen. Deres karriere som duet har hele vejen været ”on and off”, og der er derfor tale om en form for comeback, når de gæster Costa del Sol.
”Vi har savnet hinanden og har virkelig glædet os til at arbejde sammen igen. Der er en god dynamik mellem os, og vi fungerer bare godt sammen,” siger Jacob Haugaard.
De to begyndte som sagt samarbejdet i 1984, men det var først et par år efter, at de slog sig sammen under det kreative kunstnernavn Finn og Jacob. ”Vi har arbejdet sammen som Finn og Jacob i 25 år i år. Så vi… Hov, så har vi jo sølvbryllup!” udbryder Finn midt under interviewet. Tydeligt begejstret for ikke at gå glip af jubilæet. ”Mange bliver rundere med alderen – vi bliver bare bedre og mere skøre,” griner han stadig lettere euforisk over pludselig at være jubilar.
Showet er med såkaldte greatest hits. Det betyder, at Finn og Jacob har samlet det bedste fra deres mange år sammen og kogt det ned til én forestilling. Tidligere i år var de på Grønland og optræde med det, og bedømt på modtagelsen der er der et fantastisk show i vente.
”Det gik over al forventning på Grønland. De tog rigtig godt imod os og vores show, og turen var generelt en stor succes,” siger Jacob, som glæder sig til at fortsætte opturen på Kysten. ”Vi er begge helt tossede med Andalusien. Vi elsker at være dernede og ser meget frem til at komme og optræde,” fortæller Haugaard, som selv har hus i Andalusien. Han bakkes op af Finn, som indtil IT Factory-skandalen også kunne kalde sig husejer på Costa del Sol. ”Specielt vinterhalvåret er fandeme fedt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne vil have hus dernede (på Costa del Sol, red.) igen – bare et klubværelse. Hvis min kone vinder i lotto, må vi have os et klubværelse,” slutter Finn, der også ser meget frem til showet.
Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard optræder i Sala Fortuna på Hotel Torrequebrada i Benalmádena Costa den 13. november kl. 18.
Billetter (i prisklasserne 40, 35, 30 og 25 euro) kan købes hos:
Fuengirola/Mijas: Vitamina, UniOptica, Hair Inspiración, Café Copenhagen, La Panera, Holger Danske, Restaurant Lucía, Karen & Martin, Casa Danesa, Restaurant Kromand, Café La Vida, Private Investment v/ John Frank, BoConcept, Dicton
Arroyo de la Miel: Candy
Marbella: Handelsbanken, Nykredit
Torre del Mar: Muebles Pirámides Puerto
Nerja: Annis Vitalshop, Olé Optica
Almuñecar: Café Rosa, Delta Estates
Eller bestil online på www.eventhuset.es. Info-line: Tel. 670 63 57 86
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001