Uheldig og ildevarslende kommentar fra Spaniens statsminister, Mariano Rajoy, der her ses med EU-kolleger i Bruxelles.
Arbejdsmarkedsreformen kommer til at koste mig en strejke
”Arbejdsmarkedsreformen kommer til at koste mig en generalstrejke,” sagde Spaniens statsminister, Mariano Rajoy, i går til sin finske kollega, Jyrki Katainen, under det europæiske topmøde i Bruxelles.
Udtalelsen var en del af en uformel samtale mellem de to, men et Tv-kamera og en mikrofon optog samtalen, forklarer El País.
Under en senere pressekonference forklarede statsministeren, at den ventede arbejdsmarkedsreform endnu ikke er færdigforhandlet, men at han altså allerede nu er klar over, at den ikke vil blive populær.
Derudover advarede Mariano Rajoy de samlede EU-ledere om, at Spaniens nye regering vil få svært ved at nå målet på et underskud på 4,4 procent af bruttonationalproduktet ved udgangen af indeværende år. Rajoy beklagede sig også over, at den afgåede socialistiske regering efterlod et underskud på otte procent, hvilket var to procentpoint mere end forventet.
Planerne om et flyselskab med det catalanske flag er parkeret her i Barcelonas lufthavn El Prat.
Spanair efterlader gæld på 474 millioner euro
Spanairs advokater indgav i går flyselskabets konkursbegæring i Ciudad de Justicia i Barcalona, og dermed er drømmen om et catalansk flyselskab, baseret på SAS’ oprindelige spanske charterselskab, definitivt slut.
Selskabet har en gæld på 474 millioner euro, mens dets aktiver løber op i knapt 100 millioner.
Af de 474 millioner euro er de 260 millioner lån fra aktionærer – heraf 168 millioner euro fra SAS.
Og mens SAS-aktierne i går faldt med godt fem procent, steg Vuelings. Det spanske selskab var hurtig til at træde i Spanairs luftrum og bl.a. fremskynde ruten mellem Barcelona og København og blev derfor belønnet med en stigning på 17 procent.
Antallet af strandede passagerer beregnes at være på omkring 83.000 alene denne uge.
Antallet af medarbejdere, som mister deres job, opgives nu til at være 2.075, mens yderligere godt 2.000 mennesker, som indirekte har arbejdet for selskabet, mister deres levebrød.
Fire ITV i kø i Málaga-provinsen.
Juntaen vil opføre synshal i Benalmádena – mens vi venter på færdiggørelsen i San Pedro, Mijas og Cártama
De lokale andalusiske myndigheder vil opføre en synshal i Benalmádena, skriver Diario Sur.
Det var Antonio Ávila (PSOE), medlem af Junta de Andalucía med ansvar for økonomi, innovation og videnskab, der i går leverede nyheden under et besøg i Benalmádena. Det vil koste omkring to millioner euro at opføre synshallen, på spansk Inspección Técnica de Vehículos – eller en ITV.
Benalmádenas borgmester, Javier Carnero (PSOE), oplyste samtidig, at anlægget skal opføres nær tilkørslen til motorvejen A-7 ved Arroyo de la Miel. ITV’en skal kunne klare op til 45.000 biler om året, hvormed den kan dække behovet ikke blot for Benalmádena og Torremolinos, men også tage noget af byrden fra synshallen i Guadalhorce i Málaga og imødekomme en fremtidig stigning i antallet af køretøjer.
Projektet ventes at starte om 10–12 måneder.
Projektet må dog formodes at komme til at holde i kø med de synshaller, der allerede er planlagt i både Mijas og Cártama samt selvfølgelig San Pedro de Alcántara, hvor synshallen skulle have været klar til brug i 2010. Nu, meddeler Junta de Andalucía, skal den være færdig før sommeren.
Real Madrid træner Mourinho (t.h.) spionerer mod rivalerne CSKA Moskva på ’Marbella Football Center’.
Mourinho spionerer i Marbella
José Mourinho, træner i fodboldklubben Real Madrid, blev i går set i Marbella, nærmere betegnet på træningsanlægget ’Marbella Football Center’.
Anledningen til besøget var såmænd, at CSKA Moskva, der i øjeblikket er i træningslejr i Marbella, er det hold, som Madrid-klubben skal møde i ottendedelsfinalen i Champions League. Matchen spilles den 21. februar.
Det russiske hold deltager under træningslejren i den internationale turnering Marbella Cup, som afholdes fra den 3. – 9. februar.
Nu ser det endelig ud til, at sagen mod Alberto Contadors skal afgøres.
Contadors skæbne kendes tidligst den 6. februar
Den internationale sportsdomstol CAS har meddelt, at man tidligst den 6. februar forventer at afsige dom mod den spanske cykelrytter Alberto Contador.
Den 29-årige madrilener testede positiv for stoffet clenbuterol under Tour de France i 2010 og har siden ventet på en afgørelse i dopingsagen. Selv har han altid hævdet, at stoffet kom fra et stykke kød, og det spanske cykelforbund har allerede frifundet ham.
CAS vil i slutningen af denne uge bekræfte den endelige dato for domsafsigelsen, men det forventes altså at blive mandag den 6. februar.
Dermed skulle også holdejer Bjarne Riis få klarhed over, hvorvidt han har Contador på sit hold den kommende sæson.
Burgo i Ronda-bjergene.
Suppe med syv ingrediensers dag
Den mest traditionelle suppe i byen El Burgo, der ligger i bjergene ved Ronda, indeholder syv ingredienser.
Navnet Sopa de los Siete Ramales kommer af de syv hovedingredienser, som er tomat, peberfrugt, løg, hvidløg, brød, kartofler og grønne asparges.
For at fejre denne suppe, som det sig hør og bør med alle gode supper, deler byens indbyggere suppe ud til alle suppe-aficionados og almindeligt suppe-interesserede midt på dagen den 28. februar.
Det er i øvrigt på Día de Andalucía, hvilket betyder helligdag i hele regionen.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001