Casares - Den berømte hvide landsby

Casares ligger lidt vest for Estepona og er et kendt udflugtsmål, nok især fordi byens beliggenhed er speciel. Husene klæber sig op og ned ad den saddel, som byen ligger på, og der er vist ikke andre byer, der kan prale af helt den samme måde at klamre sig til klippen på. Byen er ældgammel og blev anlagt af romerne – ja, det siges, at selveste Julius Cæsar aflagde den oprindelige fæstning et besøg. Byens navn betyder da også “fæstning”, afledt af det arabiske navn for borg ”Al Qasr”. Fra fæstningen har man et enestående vue ud over landskabet – fra Ronda i nord til Gibraltar i syd. Byen er interessant med sine smalle, typiske gader og den gamle borgruin på toppen. Lidt udenfor byen ligger det fine, nye hotel Hermitage, som er en lille perle af et hotel. Og så byder området på en fantastisk vandretur langs med bjergkammen lige øst for byen, så det er bare om at komme afsted.

Da vi ankom til Casares lørdag midt på dagen, var vi godt sultne og turde ikke kaste os ud i noget som helst med så slunke maver, så vi måtte finde en restaurant hurtigt. Men heldigvis fandt vi ”Mi Cortijo” lige i svinget over byen, og det kan vi anbefale, for her fik vi dejlig typisk spansk mad tilberedt af Mor selv, så der var ikke et øje tørt, da vi forlod restauranten med spændte buge. Og således styrkede og med mod på livet kastede vi os ud i en besigtigelse af Casares.

Det er bedst bare at lade bilen stå ved restauranten og så begive sig til fods ned i byen. Byen ligger på en slags saddel, der som en naturlig bro fører over til fæstningen. Man skal altså først ned og så op. Smalle gader leder én rundt i byen, og der er ikke så meget at tage fejl af, for man skal jo ende oppe ved borgen. Nede på den centrale plads ser vi El Fuente de Carlos III, som fra 1785 førte vand ind til byen. Herfra går vi ad de smalle gader opad mod borgen. Borgen er i dag en ruin, så det mest imponerende ved den er utvivlsomt udsigten ud over landskabet. Vi kan ikke undgå at lægge mærke til, at der rundt om borgen kredser nogle mægtige fugle, som ikke ser helt almindelige ud. Det viser sig, at både vandrefalken og den løvefarvede grib (blandt venner kendt som Leo) holder til her, så i Casares er det ikke spor svært at få disse store fugle at se på nært hold.

Ovenpå det, der engang var en arabisk moské, blev der efter generobringen vanen tro bygget en kristen kirke, og den fik navnet Iglesia de la Incarnación. Kirken blev dog forsømt, og lå fra midt i 1940ene hen som ruin. I dag er den blevet restaureret og bruges som kulturcentrum. Den tidligere minaret og senere kirketårn er ligeledes blevet restaureret. ”Kirken” bærer i dag navnet ”Centro Cultural Blas Infante” og Blas´kontrafej kan ses på bygningens mur. Og hvem var så denne Blas Infante, siden hans ansigt sådan er kommet op at hænge?

Jo, Blas Infante var den andalusiske landsfader, og han havde som politiker, skribent og historiker stor betydning for Andalusiens selvforståelse i første halvdel af 1900 tallet – ja, helt frem til i dag. Han blev født i Casares i 1885 og var på grund af sine politiske ideer ikke populær blandt franquisterne. Han blev dræbt af Francos tropper i 1936 og fik siden en slags heltestatus som francomodstander og fortaler for Andalusiens regionalisme. Det var Blas Infante, der genindførte brugen af det gamle andalusiske hvid-grønne flag, som i dag bruges flittigt. Det var også Blas, der ”opfandt” slagordet: ”Andalucía por sí, para España y la Humanidad.” (”Andalusien for sig selv, for Spanien og menneskeheden”). Blas Infante bliver hyldet hver år den 28. februar – el día de Andalucia. Hans fødehjem kan besøges i Casares, og det ligger i Calle Carrera 51 – skilte viser hen til huset. Både El Centro Cultural og La Casa Natal var lukket, da vi besøgte byen og det på trods af, at vi var der i den åbningstid, der var annonceret på byens website: www.casares.es Nå, hvad skal man sige: vi er jo i Spanien.

Efter et par timers besøg i byen er det tid til at finde vores ”butikhotel”, som det hedder nu om stunder, og det er nemt nok, for det ligger 4 km. udenfor byen i sydlig retning. Besøg hotellet på www.hotelhermitage.es Skilte fra vej MA 8300 viser ind til hotellet.

Hotellet ligger smukt midt i naturen i ”el paraje natural La Celima” og er både hyggeligt og med rimelige priser. Da vi var der, var alle dobbeltværelser belagt, så vi måtte tage til takke med en junior suite. En sådan koster 85 € pr. nat inklusiv morgenmad, og det var fint nok. Der var nu ikke meget suite over værelset, men det havde et badeværelse på størrelse med en balsal og lå lige ud til pølen. Vi var godt tilfredse, idet også maden var god og betjeningen venlig. Fra restauranten kunne man se Gibraltar og lysene fra byen La Línea i det fjerne.

Til morgenmad var der friskbagte croissanter, og da det er mit faste succeskriterium, kan jeg hermed anbefale dette lille, fine hotel.

Søndag morgen er vi, friske og veludhvilede, klar til at kaste os ud i vores vandretur op til bjergkammen La Crestellina, som vi kunne beundre i går inde fra byen. Vi kører hen forbi byen og sætter bilen lige ved restauranten Laura. Lige før restauranten starter turen på højre hånd og et stort skilt forklarer om turens fortræffeligheder. Her kan man blandt andet læse, at der er tale om en rundtur på 8 km. Da vi ikke kunne dy os for at klatre et godt stykke op ad kammen til Cerro de las Chapas, blev vores tur nok på 10 km., og den tog os små 4 timer med hvil og nøl. Turen går rundt langs med bækken Arroyo Albarrán, først på sydsiden og så på nordsiden, og da den er forbavsende godt afmærket, er der ikke noget at tage fejl af. Det er en superfin tur, som hverken er for anstrengende eller for lang. Det skal dog lige siges, at det sidste stykke af nedturen er ret stejlt, så det er en god idé at have stave med.

I starten går ruten på en grusvej, og det går jævnt opad, dog ikke mere end at det ikke er alt for anstrengende. Henne i ”bunden” fører en saddel over til bækkens anden side, og herfra har man en meget fin udsigt med øst og ind over de landsbyer, der ligger der, bl. a. Genalguacil og Jubrique. Lige når man er kommet over sadlen, deler stien sig i to. Den højre går op mod Cerro de las Chapas og den venstre er den, vi skal benytte, når vi skal tilbage igen. Vi kan ikke dy os for at gå til højre opad mod bjergkammen, for der er noget dragende over disse vilde, forrevne toppe. Vi bliver heller ikke skuffede, for deroppe er der endnu flere store rovfugle, der kredser om os og ser ud som om de vurderer, om vi kunne bruges som et måltid. Udsigten ned over Casares mod vest og op imod Sierra de Las Nieves mod øst er fortryllende, så vi dvæler lidt her på bjergsiden for at tage det hele ind.

Vejen tilbage går på nordsiden af bækken, og det er den flotteste del af turen, for stien er herlig og den går lige ud for en stund. På et tidspunkt ser vi et skilt hvor der står Mirador 300 m. og der må vi hen. Fra dette udsigtspunkt kan man se hele verden og lidt til, så det må ikke forsømmes.

Lidt senere passerer vi et ”refugio”, og så går det ellers nedad, skulle jeg hilse og sige. Vi er glade for, at vi ikke tog turen omvendt, så vi skulle kravle op ad den ret stejle sti, der er anlagt her. Nu er det ret let, idet vi blot skal bremse. Men som sagt: husk stave.

Da vi kommer ned, er det blot om at gå op ad vejen til bilen, og således opmuntrede kan vi vende næsen hjemad efter endnu en skøn udflugt i Andalusien –verdens fineste og bedste region. Jo, jeg er klar til at melde mig under Blas Infantes faner.