Verdens største messe inden for mobiltelefonindustrien, Mobile World Congress, blev afholdt i Barcelona i slutningen af februar. Mere end 66.000 besøgende fra over 200 lande var samlet i fire dage for at netværke, lancere nye produkter og gøre forretning. Arrangementet blev dækket af omkring 3.000 medier fra hele verden, heriblandt også La Danesa. Vi fulgte begivenhederne via en af de deltagende virksomheder, dansk-svenske MYMobileSecurity, der bl.a. oplevede, at Mobile World Congress er stedet, hvor alt kan ske.
Der var ikke meget global økonomisk krise over årets Mobile World Congress. Faktisk glemte jeg alt om nedskæringer, lavkonjunkturer og arbejdsløshed i de fire dage, messen varede, og alle mine bekymringer i den retning blev erstattet af et ordentligt skud optimisme både på mit firmas og hele verdensøkonomiens vejne. Mobile World Congress er bare ikke et sted for pessimister. Det var min debut på messen. Og selvom jeg var godt forberedt, kom dens størrelse alligevel bag på mig. Den var enorm. Da jeg tog hjem torsdag aften, havde jeg vel stadig en fjerdedel til gode. Med otte gigantiske udstillingshaller, utallige udendørs pavillioner i forskellige størrelser- proportionelt med virksomhedernes indtjening – (Samsung have lejet en hel bygning) og et kæmpe afsnit, App Planet, kun dedikeret til app-industrien, var der rigeligt at opleve.
Et pebret mobilt mekka
Mobile World Congress er et mekka inden for mobilindustrien, et must for alle med interesse inden for området (lige pånær Apple – forklaring følger). Den har eksisteret som en årlig begivenhed siden 1987 (dengang mobiltelefonerne tyngede som mursten i jakkelommerne) og har gennem årene afspejlet den rivende vækst og udvikling, som branchen har gennemgået. Siden 2006 har messen været afholdt på Fira de Barcelona ved Plaza España midt i den katalanske hovedstad. Barcelona har sikret sig værtsskabet indtil 2018, hvilket selvsagt har en enorm betydning for byen. Det forlyder, at der på messeugen bliver omsat for over 200 millioner euro på turisme, hvilket bl.a. skyldes, at byens hoteller i den periode hæver deres priser med 500 procent. Den katalanske regering har flere gange advaret mod de heftige prisstigninger, som i værste fald kan koste byen værtsskabet, og har derfor – ironisk nok – anbefalet mindre prisstigninger på ”kun” 2-300 procent. Skyhøje priser eller ej, messen slog i år alle rekorder med et fremmøde på omkring 66.000 mennesker fra mere end 200 forskellige lande.
Mobile World Congress er en brancheevent, hvilket vil sige, at det hovedsageligt er topledere, beslutningstagere og pressefolk, som kommer til denne messe. Normalprisen for deltagelse i messen, som gæst, ligger på 600 euro for en billet, og derfor er der kun ganske få slutbrugere tilstede. Ønsker man en stand, er prisen fra 9.000 euro for den mindste, dvs. 6 m2 uden internet. Det forlyder, at store virksomheder som BlackBerry, Samsung, HTC og Nokia har ofret minimum to millioner euro hver på deres stande i år. For mange mindre virksomheder som f.eks. MYMobileSecurity, kan det bedre betale sig at booke mødelokaler end at have en stand, hvilket også var vores strategi i år.
De mest fangende nyheder
Den første formiddag på messen brugte jeg ligesom de tusindvis af andre deltagere, primært mænd i mørke jakkesæt, på at orientere mig blandt de mere end 1400 udstillinger. Med min humanistiske uddannelse i baggagen, forekom flere af virksomhederne og deres produkter mig temmeligt uforstålige, og for at bevare selvtilliden måtte jeg indimellem minde mig selv om, at min IQ faktisk plejer at være normal. Fra hard-og softwareproducenter over netværksoperatører og fabrikanter af elektroniske dippedutter og andre nørderier, var der noget for enhver interesse. Personligt var det de mere konkrete nyheder, der fangede min opmærksomhed. Jeg kan nævne et par af slagsen: Fujitsu fremviste en ny tablet, der kunne tåle at ligge i halvanden meters vand i 30 minutter (virkelig brugbar opfindelse!), svenske iZettle lancerede deres kortlæser til iPad og iPhone, så alle privatpersoner og små erhvervsdrivende, der normalt ikke tager imod kreditkort, nu kan hæve penge på folks kort via en iPad eller iPhone og et koreansk firma ville erstatte metalnøgler til huset med elektroniske koder på smartphonen. Endelig lancerede Lumigon den første danske smartphone med lydteknologi fra Bang og Olufsen og Nokia kom frem med en ny telefon, der tager billeder med hele 41 megapixels. Jeg havde glædet mig til at se Apples stand, men desværre. ”De plejer aldrig at deltage i sådan noget her. Det er en del af deres image at holde sig udenfor”, som en af messens informationsmedarbejdere sagde. Om det er snedigt eller arrogant, kan jeg ikke helt bestemme mig for.
Netværk, øl og nye apps
Som del af MYMobileSecurity´s team (vi var seks personer af sted i år), var jeg primært på messen for at netværke blandt nye og eksisterende mediekontakter, og for at få så meget indblik, som muligt i branchen og firmaets strategier og forretningsgange. Og den mission lykkedes. Jeg fik både udvidet mit netværk, drukket øl med eksistende journalist-kontakter og deltaget i en lang række møder med folk fra virksomheder, der kunne være interessante at komme i dialog med. MYMobileSecurity´s interesse ligger bl.a. i virksomheder, der fabrikerer mobiltelefoner og som kunne være interesseret i at preinstallere vores sikkerhedsapps på telefonerne. Panasonic og Sony Ericsson er eksempler på sådanne foretagender, som vi mødtes med. Vi lancerede to nye apps på messen, og de blev modtaget ganske positivt. Det drejer sig om en backup app og en forældrekontrol app. Sidstnævnte kan forældre installere på barnets smartphone og på den måde havde mere kontrol med, hvad det bruger sin telefon til. Med appen kan de se al kommunikation på barnets telefon, låse kameraet, blokere upassende hjemmesider, links og apps, kreere en liste med godkendte kontakter, blokere adgang til internettet eller Facebook i skoletiden og meget andet. Nye mobiloperatører er også interessante for os. Vi har allerede mange aftaler med mobiloperatører verden over, der sælger vores apps, heriblandt Tele2, og den slags partnerskaber vil vi selvfølgelig gerne have flere af.
Alt kan ske
Et af medlemmerne af vores team, inderen Matu, er tidligere adm. direktør for Telia Indien, og har arbejdet i TDC i mange år. Han kender alle de rigtige mennesker og er en ægte døråbner inden for branchen, især på det indiske/asiatiske marked. Via ham blev det til en del sjove oplevelser. Vi blev bl.a. inviteret til møde med den indiske delegation fra Oracle (en af verdens største soft-og hardwarevirksomheder) og mødet endte med indisk restaurantbesøg om aftenen, hvor vi fik smagt på ægte indisk gastronomi anbefalet af kendere. Samme dag havde Matu benyttet lejligheden til at lægge sit visitkort hos Q-tel, en af Asiens største teleoperatører med over 280 millioner brugere, og sørme om ikke den øverste chef i koncernen ringede på Matus mobiltelefon næste morgen. Matu, der var midt i sit meditationsritual, var ved at få den grønne te galt i halsen. Den indflydelsesrige herre var på vej til at forlade Spanien i sin privatjet, men han ville gerne booke et telefonmøde i den kommende uge for at diskutere mulighederne for et eventuelt samarbejde. Det var den perfekte afslutning på fire intense dage, hvor kimen blev lagt til en masse fremtidige projekter. ”Mobile World Congress-ugen er uden sammenligning den hårdeste arbejdsuge på hele året, hvor de fleste aftaler indledes samtidig med at mængden af søvn er minimal. I år har messen været meget succesfuld for os, men nu glæder jeg mig til at vende næsen mod Málaga og slappe af med familien”, sagde min kollega, medstifter Janus R. Nielsen, med et træt smil på messens sidste dag.
Om MYMobileSecurity
Firmaet laver sikkerhedsapplikationer til smartphones. De har indtil nu lanceret antivirus (MYAndroidProtection og MYMobileProtection), antityveri (MYTheftProtection), backup (MYMobileBackup) og forældrekontrol (MYMobile KidsProtection).
Virksomheden blev stiftet i 2009 af Janus R. Nielsen, Kevin Freij og Jonas Borgh. Den har omkring 30 ansatte med hovedkontor i El Rosario, Marbella. Deres apps har over fem millioner brugere og firmaet har indgået aftaler med over 60 mobiloperatører verden over. Læs mere på www.mymobilesecurity.com
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001