Propfyldt med seværdigheder, flad som en pandekage og med cykelstier overalt, er det ingen tvivl: Tysklands hovedstad oplever du bedst på cykel!
Berlin er en af Europas mest populære turistmål, og flere millioner mennesker besøger hvert år Alexanderplatz, Brandenburger Tor, Fjernsynstårnet, resterne af Berlin-muren, den nye Potzdamer Platz og alle de andre seværdigheder, som den tyske hovedstad har at byde på.
Fra Málaga findes der gode flyforbindelser til Berlin, bl.a. med flere lavprisselskaber som flyver direkte til flyvepladsen Schönefeld, 18 km syd for centrum. Turen tager rundt regnet tre og en halv time. Fra Schönefeld tager du bare toget eller flybussen direkte ind til centrum, og med ét, er du klar til at forsyne dig med alle herlighederne.
Lej en cykel!
Du opdager hurtigt, at denne by er som skabt for den tohjulede. Tilbuddene om at leje cykel er at finde mange steder i centrum. Et godt udgangspunkt er netop Alexanderplatz. Skulle du fare vild, kan du let orientere dig efter toppen af fjernsynstårnet, som rager højt over alt i Berlin.
Når du har installeret dig på hotellet eller pensionatet, tager du bare en S- eller U-bahn (tunnelbane/metro) til den kendte plads. Her finder du en række tilbud om cykelleje fra 10 euro dagen og opefter. Så er det bare at sætte rumpen i sædet og lade benene gøre arbejdet. Du slider dig næppe op, for denne by er flad og har mange gode cykelstier. Med et godt kort er det ikke svært at finde rundt.
Ønsker du alligevel at tage det lidt med ro, så tager du bare cyklen med i metroen. Det er nemlig gratis! Her får du listen over nogle af seværdighederne, du bør se på din cykeltur i Berlin:
Tysklands højeste bygningsværk
Med Alexanderplatz i midten af det tidligere Øst-Berlin er første stop fjernsynstårnet. Det ligger lige overfor metrostationen på pladsen og er umulig at undgå. Med sine 368 meter er dette Tysklands højeste bygning.
Fra udsigtspunktet, i 203 meters højde, har du en fantastisk udsigt i alle retninger og du kan nemt skabe dig et overblik over storbyen. Er det tid til frokost eller en kop kaffe, kan du gå en etage op til den roterende restaurant, der ligger 207 meter oppe i tårnet. Herfra kan du sidde i ro og mag og nyde den flotte udsigt.
Det er ofte kø for at komme op i tårnet, men brug den nye sms-tjeneste, når du bestiller, så får du sms-melding tilbage om hvornår du kan tage den hurtige og indbyggede elevator op i tårnet.
Museumsøen
Fra fjernsynstårnet er cykelturen kort over til Muesumsinsel (museumsøen) midt i bydelen Spree. Efter du passerer broen, møder du først den mægtige Berliner domkirke, der under sidste verdenskrig næsten blev bombet sønder og sammen. I dag er den protestantiske kirke for længst færdigrestaureret og er et smukt syn som den ligger lige ned til floden.
Pergamon-museet udgør bare en del af alle museerne, som er samlet på øen, men er et besøg værd på grund af alle de gamle skatte, der er samlet her.
Selve symbolet for Berlin
Efter at have bevæget dig over Schlossbrücke og over til ”fastlandet” på den anden siden af Spree, kommer du lige til ”Unter den Linden” i det tidligere Øst-Berlin. Frem til 1945 var dette hovedgaden i Berlin. Endnu er gaden fuld af historiske bygninger.
Vi triller gennem storbyen, og pludselig aner vi Brandenburger Tor lige fremme, selve symbolet på både det gamle og nye Berlin. I og med at Brandenburger Tor tidligere lå i Øst-Berlin, var den ikke særlig tilgængelig fra 1961 og frem til murens fald natten til 10. november 1989.
Nu bør du låse cyklen og få gang i benene, både for at se nærmere på Brandenburger Tor, men også fordi du lige bag den nye amerikanske ambassade finder det særegne mindesmærke for de over seks millioner jøder, der blev nazisternes ofre.
Reichstag-bygningen
Den gigantiske Rigsdagsbygning – det tidligere ”stortinget” – er næste stop. Du finder bygningen med den gigantiske glaskuppel op til venstre for Brandenburger Tor. Som så mange andre seværdigheder i denne by blev også Rigsdagen næsten lagt i ruiner under sidste verdenskrig. I dag er den enorme bygning pudset op og har fået sin helt specielle glaskuppel, som du kan besøge.
Vi smutter ned igen og ud på 17. juni-gaden, som starter der, hvor Unter den Linden slutter. På vej mod Siegssäule (Sejrssøjlen) passerer vi gennem Tiergarten, som var den tyske kejsers private jagtmarker. I dag er området et kæmpemæssigt grønt område, ideelt for små turer, cykling og solbadning.
Ud i det grønne
Men vi fortsætter, for nu skal vi til et helt specielt område, midt i storbyen. Ved Charlottenburger Tor svinger vi ned til venstre og fortsætter turen på gang- og cykelstien helt nede ved Landwehrkanalen, en lille sidekanal til byfloden Spree.
Her cykler vi i grønne og landlige omgivelser, som står i stærk kontrast til det hektiske liv andre steder i Berlin. Har du lidt mad og vand med i tasken, er det her, du skal sætte dig i græsset helt nede ved vandet, høre lidt på fuglekvidren, se på kanalbådene som tøffer forbi og ellers bare nyde den gode stemning.
Kurfürstendamm
Vi er på vej tilbage østover mod Alexanderplatz, men vi tager en afstikker lidt syd for byen for at se Kaiser Wilhelm Gedächtnischkirche, eller rettere sagt resterne af kirken, som ligger i den ene ende af hovedgaden, Kurfürstendamm.
Efter krigen blev det bestemt, at den udbombede kirke skulle forblive som et minde af krigens grusomheder. I dag er resterne af kirkerummet bygget ind i betonklodser, som er åbent for publikum.
Et stenkast derfra ligger KaDeWe (Kaufhaus des Westens), som efter Harrods i London er Europas største varehus. 50.000 kunder er igennem hver dag, og de kan vælge mellem 360.000 varer. Men vi dropper shoppingen i dag.
Potsdamer Platz og muren
Den 160 kilometer lange Berlin-mur, som blev bygget i 1961, er heldigvis væk. Bare en 1,3 km lang del af den har fået lov at stå i fred og blev i 1990 omdannet til kunstgalleri, også kendt som East Side Gallery. Her har kunstnere fra hele verden fået hver deres fire-fem meter til at sammensætte deres kulturelle indtryk.
På vej tilbage til cykeludlejningen, svinger vi ned af Friedrichstrasse for at se ”Checkpoint Charlie”, den mest kendte grænseovergang mellem det tidligere øst og vest i Berlin.
For mig er gensynet specielt, for akkurat her passerede jeg i 1988 – et år før muren faldt – grænseovergangen efter nøje at være blevet visiteret af østtyske sikkerhedsvagter. Før var det vagttårne og mure, pigtråd og bevæbnede vagter, som prægede området. I dag har butikker og nybyggerier overtaget. Bare en symbolsk grænsestation er sat op midt i gaden, så turister kan få et indtryk af, hvordan det rent faktisk var.
Mens solen er begyndt at gå ned i vest, triller vi ind på Potsdamer Platz, som tidligere var et enormt stort brakområde, men i dag er centrum i det moderne Berlin. Her finder du eksperimentel arkitektur med spændende former og farver.
Men vi må tilbage til Alexanderplatz, for om knap ti minutter slutter cykelturen. Vi klarer det med nød og næppe!
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001