Hjem?

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” Sådan går H.C Andersens udødelige klassiker. En holdning han tilsyneladende deler med mine forældre. Men langt fra med mig. I Danmark er jeg født, ja. Men om jeg har hjemme der? Nej – i hvert fald ikke lige nu. Selvom man er født i et land, er det ikke ensbetydende med, at det er det land, man har lyst til at kalde for sit hjem. Eller et land, hvor man overhovedet føler sig hjemme.

Jeg var en tur på besøg i Danmark i midten af maj måned. Et besøg, der fik mig til at tænke over, hvad hjem virkelig er. For da jeg sagde til min mor, at jeg glædede mig til at komme hjem igen, var hendes svar: ”Jamen, dit hjem, det er jo her.” Noget vi faktisk kom op at diskutere over. For mig er Danmark mit hjemland, men Spanien er mit hjem. Det er der, jeg er begyndt at opbygge et nyt liv – mit voksenliv. Men hvorfor ikke også udnytte, at verden er blevet mindre, og mere tilgængelig. Hun ville jo ikke have haft et problem, hvis jeg boede i København, og sagde, at jeg glædede mig til at komme hjem – men helt ærligt, det tager kortere tid, at flyve til Spanien, end det gør, at køre til København. Hvorfor er det, at et andet land, ikke også godt kan være ens andet hjem? Uden at man får følelsen af at være en landsforræder. Jeg har ikke afskrevet Danmark, jeg foragter ikke landet, men jeg vil selvfølgelig gerne kunne vende tilbage dertil uden at skulle stå skoleret pga. mit mere kosmopolitiske synspunkt.

Hvad i al verden er hjem?
Den sidste måned har jeg prøvet at definere ”hjem”, jeg har forhørt mig mange steder, og svaret har været det samme: Et ansigt der er formet som ét stort spørgsmålstegn. Der er ingen, der kan definere hjem. Mange kan sagtens definere et hjem, men hjem som begreb, det er en helt anden sag. Og jeg har i bund og grund fundet ud af, at det er en individuel mening, hvad hjem er. Hvad enten det er hjem som et fysisk begreb, eller som et mere mentalt tilhørsforhold. Den udtalelse, der ramte mig mest, kom fra et kvinde, jeg lavede et interview med tidligere på måneden, for hun sagde: ”Jeg tror faktisk, det er noget vi bare siger, for at sige noget.” Ikke nogen slinger i valsen, ganske enkelt, ikke noget med, at skulle smøre de helt store følelser på og lægge den helt store vægt på hjem – som mange faktisk har en tendens til.

For mig er hjem et sted, hvor jeg føler mig tryg, et sted jeg kan vende tilbage til, lukke døren og bare være mig selv, men samtidig invitere venner og familie. Så derfor har jeg utrolig let ved at føle mig hjemme mere end et sted. For mere vægt lægger jeg egentlig ikke på det. Og i og med jeg har så let ved vænne mig til nye omgivelser, så ved jeg, at jeg ikke kommer til at være det samme sted ret lang tid ad gangen. Ikke fordi jeg ikke vil binde mig til et bestemt sted, men nysgerrigheden trækker bare mere end vanerne.

Min konklusion til dette usædvanligt svære emne, som jeg fandt ud af, at hjem er, må være, at lige meget hvor mange mennesker du spørger, uanset hvor mange steder du har boet, så er hjem et individuelt begreb, som vi måske siger, bare for at sige noget.