Der venter Málaga CF et spændende år, når holdet for første gang spiller med i Champions League og samtidig står i en uvant rolle som en af Barcelona og Real Madrids største udfordrere til La Liga-titlen. Den danske Málaga CF-fanklub er som altid med på sidelinjen, og også her er der naturligvis stor optimisme at spore.
Siden 2009 har La Peña Dinamarca været garant for dansk opbakning til Málaga CF’s kampe. Det har dog ikke altid været lige sjovt, for der har oftere været grund til at hænge med hovedet efter et nederlag end til at juble over en sejr. Det ændrede sig i sidste sæson, hvor holdet spillede sig til en flot fjerdeplads, der giver adgang til dette års Champions League-kvalifikation. Så det er selvsagt en forventningsfuld La Peña-formand, der ser frem mod den kommende sæson.
”Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med nye og gamle medlemmer af La Peña de Dinamarca og med vores gæster og så selvfølgelig til at se, om Málaga CF matcher herskerne i spansk fodbold, Real Madrid og FC Barcelona. Vil Málaga med kommende forstærkninger endelig kunne hamle op med disse?” spørger en spændt Morten Møller, der noterer sig, at de to storhold gæster La Rosaleda henholdsvis lige før jul og i starten af januar næste år. Endnu er det ifølge den altid velorienterede La Peña-formand svært at spå om Málagas forudsætninger for at ride videre på den flotte 2011/12-sæson.
”Det mest interessante ved pausen er, at intet er sket. Alle venter på yderligere kapital til spillerindkøb fra klubejer sheik Al-Thani i Doha. Alt afhænger af de nye indkøb, som vi ikke kender endnu,” mener Morten Møller, der alligevel er klar med et forsigtigt bud på, hvad vi kan forvente os af Champions League-debuttanterne.
”Jeg tror, vi ender mellem de fire bedste i La Liga, mens det bliver meget vanskeligt i Champions League mod rutinerede europæiske storhold,” lyder gættet. Så har han vist heller ikke satset for meget, den gode hr. Møller.
Også for kvinder
Igen i år kan bestyrelsen bag den danske Málaga CF-fanklub glæde sig over en øget interesse. Medlemstallet ligger nu på godt 200, og det ”vælter allerede ind” med billetbestillinger til den forestående sæsons kampe. Klubben har medlemmer med bopæl i Spanien, Danmark, Færøerne, Grønland, Norge og USA, men mest imponerende er måske den måde, som La Peña de Dinamarca har formået at lokke kvinder til den ellers traditionelt set mandsdominerede hobby.
”Damer, der er med til fodbold for første gang i deres liv, bliver begejstrede. Måske ikke altid over, hvad der sker på grønsværen, men over hele scenariet og den intense atmosfære med den enorme opbakning, som Málaga-spillerne får af alle supporterne,” siger Morten Møller, der vurderer, at godt 10-15 % af de 50 til 150, som er med til hver hjemmekamp, er kvinder. En af de absolut mest trofaste er Herdis Nysted, der altid er let at kende på de karakteristiske øreringe med Málaga CF’s logo. Hun mener ikke, man nødvendigvis behøver være fodboldfan for at melde sig under La Peña-fanerne.
”Hvis man er åben for nye oplevelser, så vil man ikke blive skuffet. Det er en virkelig god klub, der tager sig godt af alle, vi får lidt lækkert at spise, og klubben består af rigtig mange virkelig søde mennesker. Selvom man ikke er interesseret i fodbold, så er det også en stor oplevelse at komme på La Rosaleda. Málaga har Spaniens bedste publikum, så det vil under alle omstændigheder være sjovt at komme der,” mener Herdis Nysted. Hun forventer at skulle finde plads til i hvert fald 20 kampe i den kommende sæson – 18 hjemme- og mindst to udekampe – og hun kan dårligt vente på det første startfløjt.
”Jeg glæder mig først og fremmest til at se, hvilke nye spillere der kommer, og derefter til at se ”mine drenge” vinde over dem alle sammen. Jeg glæder mig til alle kampe,” slutter den entusiastiske Málaga-supporter.
Sæsonen 2012/13 begynder for Málaga CF’s vedkommende den 18. august, hvor holdet besøger oprykkerne fra Celta Vigo. Otte dage senere gælder det første hjemmekamp mod Mallorca, og her vil La Peña de Dinamarca naturligvis være på plads. Vil du med til kampen, eller ønsker du at høre mere om klubben, er du velkommen til at kontakte Morten Møller på info@malaga-support.dk.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001