Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder den 26. november 2012:


Forslaget skal udvide opholdsretten til to år for ikke-EU-borgere, såsom russere eller kineserne, der investerer mere end 160.000 euro

Lovligt ophold til ikke-EU boligkøbere i Spanien
Der er ikke noget som en illegal indvandrer med penge. I hvert fald ikke i Spanien takket være regeringens nye strategi for at genoplive markedet for fast ejendom. Forslaget er at ændre udlændingelovgivningen ved at give lovligt ophold til ikke-EU-borgere, der køber en ejendom i Spanien for mere end 160.000 euro.
Sekretær for ’State for Commerce’, Jaime García-Legaz, annoncerede projektet, selvom premierminister, Rajoy understregede, at der endnu ikke var ”truffet en beslutning”.
Øjeblikkeligt var der en reaktion fra andre politiske partier, fagforeninger og indvandrerorganisationer, der beskrev planerne som ”mærkelige” og ”usandsynlige”.
García-Legaz forklarede, at reformprocessen vil blive sat i gang inden for et par uger, og at han anså 160.000 euro-tærsklen for at være ”afbalanceret” med hensyn til regeringens mål.
”Vi kan ikke etablere en lavere prisgrænse, fordi det vil skabe en massiv efterspørgsel efter opholdstilladelse, fordi ejendom kan ses som en undskyldning for at få en opholdstilladelse,” understregede han.
En investering i 160.000 euro-grænsen vil give køberen ret til et lovligt ophold i en periode på to år.
Mariano Rajoy sagde, at regeringens hensigt var at ”sætte boliger til salg på markedet til rimelige priser og ikke urimelige priser som førhen”.
”Vi er nødt til at sælge ejendomme for at genoplive byggesektoren. Ikke at bygge 900.000 ejendomme om året, som de gjorde i 2006 og 2007, men det er vigtigt, fordi det giver en masse mennesker arbejde,” sagde premierministeren.
Foranstaltningen har til formål at tilskynde investorerne fra vækstøkonomier som Rusland og Kina. Ifølge García-Legaz er der allerede stor efterspørgsel efter ejendomme i Spanien på disse markeder.
Reformen vil gavne investorer, der betaler for en ejendom med det samme som dem, der tager et realkreditlån.



Justitsminister Alberto Ruiz-Gallardón (t.h.) og udenrigsminister José Manuel García-Margallo forklarer, hvordan Spanien nu gør regnskabet op med de eksilerede jøder.

Efterkommere af udviste jøder tilbydes statsborgerskab
Alle efterkommere af de jøder, altså de sefarder der i 1492 og årene umiddelbart derefter blev udvist af Spanien, kan nu få spansk statsborgerskab. Det gælder uanset, hvor de bor, når de kan bevise deres tilhørsforhold ved f.eks. efternavn, sprog, stamtræ eller brugen af spanske traditioner.
Det er den spanske justitsminister, Alberto Ruiz-Gallardón, og udenrigsminister, José Manuel García-Margallo, begge PP, der har offentliggjort regeringens tiltag omkring de spanske jøder og jøder generelt, da det desuden er blevet strafbart at fornægte og banalisere holocausten under Anden Verdenskrig.
I 1982 blev det vedtaget, at sefarder kunne få spansk statsborgerskab, når de havde opholdt sig to år i landet, men nu gælder reglen også, hvis de bor i et andet land, ligesom deres børn og ægtefæller har samme rettigheder.
Man regner med, at der alene er omkring 250.000 jøder, som den dag i dag taler ladino, deres version af det spanske sprog, som de har holdt i live siden det 15. århundrede. De bor spredt i en række forskellige lande, i Nord- og Latinamerika, Nordafrika og i Mellemøsten, heriblandt i Israel og i Tyrkiet. Ingen kender dog det præcise antal af efterkommere, ligesom det er uvist, hvor mange der nu – 520 år efter at deres forfædre blev udvist – har et ønske om at få spansk statsborgerskab.


Spaniens statsminister, Mariano Rajoy, mødtes med Tysklands kansler, Angela Merkel, i Bruxelles.

Rajoy tilfreds med intet resultat
Spaniens statsminister, Mariano Rajoy (PP), har givet udtryk for tilfredshed, efter EU-lederne i fredags ikke lykkedes at nå til enighed om budgettet for årene 2014-2020. Han mener, at Spanien faktisk står bedre efter møderne, end før de begyndte. Dengang så det ud til, at landet skulle miste omkring 20 milliarder euro i landbrugsstøtte og tilskud til udvikling i regionerne, hvilket ville gøre Spanien til bidragsyder til den fælles kasse for første gang i historien.EU’s formand, Herman Van Rompuy, havde skåret 80 milliarder euro af budgettet på en billion euro, men det var ikke nok for hverken Tysklands kansler, Angela Merkel, eller Storbritanniens statsminister, David Cameron, der kræver yderligere reduceringer på hhv. 100 og 200 millioner euro.
Og yderligere reduceringer ville sandsynligvis skulle findes i netop landbrugs- og udviklingsstøtten, hvilket kunne reducere Spaniens tilskud yderligere, hvorfor Rajoy er godt tilfreds med, at forhandlingerne ingen vegne førte.
Samtidig har Europakommissionen meddelt den spanske regering, at Spanien bør stoppe med at bruge EU-støtten på at anlægge veje og anden infrastruktur og i stedet investere i jobskabelse ved at stimulere og modernisere små og mellemstore virksomheder.
”I Spanien har man investeret meget i infrastruktur. Noget af det har været nyttigt, i andre tilfælde diskutabelt. Men hvad der ikke er investeret i, er mennesker eller mindre virksomheder,” citerer El País EU’s kommissær for regionale anliggender, Johannes Hahn.


Det catalanske flag vejrer stadig højest i den nordøstlige region.

Nationalistiske nederlag og sejre i Catalonien
Søndagens valg til det lokale, catalanske parlament var præget af, at regionens ledende parti, CiU, i september vedtog en resolution, der skulle føre til en folkeafstemning om en eventuel selvstændig catalansk stat.
Partiets leder, Artur Mas, havde udskrevet valg i utide i håbet om at opnå absolut majoritet i parlamentet for dermed, at kunne virkeliggøre en sådan afstemning indenfor de næste fire år.
Inden gårsdagens valg havde det nationalistiske parti 62 ud af parlamentets 135 sæder.
Det gik dog slet ikke, som Mas havde forventet, faktisk gik CiU tilbage med 12 mandater til bare 50, hvormed det dog stadig er det største parti i regionen.
Det andet store uafhængighedssøgende parti, venstrefløjskoalitionen ERC, gik derimod frem med 11 mandater og har nu 21, og dermed har nationalisterne samlet set stadig majoritet i parlamentet og forventes at danne en koalitionsregering.
Det samlede resultat blev: CiU 50 (-12), ERC 21 (+11), PSOE’s catalanske gren PSC 20 (-8), PP 19 (+1), ICV-EUiA 13 (+3), C´s 9 (+6), CUP 3.
Solidaritat Catalana (SI) mistede sin repræsentation.
Valgdeltagelsen var på 67 procent, og det mudrede resultatet er et tegn på, at catalonierne er splittede i spørgsmålet om uafhængighed, selvom kun 28 procent af stemmerne gik til partier, der er modstandere af en afstemning om et selvstændigt Catalonien.
Artur Mas udtalte da også i nat, at han ikke planlægger at stoppe processen mod uafhængighed.


Underholdning for små og store i kongrescentret.

Juleshows i Marbella
De kommende helligdage byder på flere shows for børn og voksne i kongrescentret Palacio de Ferias, Congresos y Ecposiciones de Marbella.
– 2. december kl. 18.00
Héroes y Princesas. En musical gennem nogle af de mest kendte fortællinger som Junglebogen, Skønheden og Udyret m.fl. Entré 12 euro ved forudbestliing, 15 euro ved indgangen.
– 6. december kl. 18.00
El Mundo Mágico. Et show for hele familien. Entré 8 euro ved forudbestliing, 12 euro ved indgangen.
Samlet pris for alle tre forestillinger er 50 euro.
– 23. december kl. 18.00
El Reino Encantado med numre fra Disney sunget af Gisela.
– 3. januar kl. 18.00
Ballet Clásico de Moscú sobre Hielo, klassisk ballet fra Moskva på is.
Yderligere information og reservationer via www.marbellacongresos.com eller 952 828 244.

¿Qué pasa? – aktiviteter de kommende dage

Helligdage
6. december: National helligdag, Día de la Constitución (Grundlovsdag).
8. december: National helligdag, La Inmaculada Concepción (Religiøs helligdag).
Benalmádena
Indtil 16. december
En udstilling af Goyas malerier og gravørkunst kan ses i Centro de Exposiciones i Benalmádena Costa. Tlf.: 952 562 820.
7. december kl. 22.00
Flamencoshow med La Choni Cía. Flamenca fra Sevilla i Sala Fortuna på Hotel Torrequebrada. Entré fra 10 euro på www.elcorteingles.es.
Estepona
28. november kl. 19.30
Cudeca afholder velgørenhedsarrangementet The Think Pink Event på Tikitano Beach Restaurant. Underholdning af Rat Pat og Frankie Valentine samt flere tiltag for at indsamle midler til cancerorganisationen. Middag a 30 euro.
Mere information og tilmelding kan ske på tlf. 697 266 880 eller 690 083 113.
Frigiliana
29. november – 12. januar
Kollektiv juleudstilling kan ses på Galería Krabbe. Læs mere på www.galeriakrabbe.com.
Fuengirola
4. december kl. 19.00
Odd Fellow Broderloge Costa del Sol har møde i Edificio Bourgainvilla, Avenida de los Boliches 108.
8. december kl. 20.00
VM-kvalifikationskampen i professionel supermellemvægtsboksning mellem
Mikkel Kessler og Brian Magee på storskærm i restaurant Casa Danesa/Club Danes,
Haza del Algarrobo, Ctra. de Mijas km. 2.2 – tlf. 952 475 151.
8. december kl. 20.00, 9. december kl. 19.00

Jazzbandet The New Orleans Jump Band spiller på Salon Varietes. Tlf. 952 474 542, www.salonvarietestheatre.com.Málaga
Indtil 10. februar
Udstilling af grotesk kunst, El factor grotesco, kan ses på Picasso-museet, Museo Picasso i Palacio de Buenavista, Calle San Agustín.
Indtil 20. januar
Guggenheim Museet i New York har udlånt Picassos maleri Langosta y Gato fra 1965 til Museo Picasso, på Calle San Agustín. Se med på www.museopicasso.org.
28. november – 2. december
Raphael giver koncert på Teatro Cervantes. Varierende tidspunkter. Entre fra 15 euro på www.unientradas.es.
7. december kl. 22.30
Koncert med El Barrio i sportscentret José María Martín Carpena. Entré fra 30 euro på www.malagaentradas.com.
8. december kl. 18.00
Málaga CF tager imod Granada på La Rosaleda.
9. december
Maraton i Málaga, III Maratón Ciudad de Málaga. Mere information på www.maratonmalaga.info.
Marbella
Indtil 28. november fra kl. 20.00
Kunstudstillingen Cero Arte med værker af Todd White, Antonio Iannicelli, Nigel Cook og James Blinkhorn på Casino de Marbella, Nueva Andalucía. Læs mere: www.casinomarbella.com.
8. december kl. 21.00
Dúo Ludwing spiller værker af Beethoven og Brahms i Centro Cultural San Pedro. Entré fra 20 euro. Se mere på www.musicaconencanto.org.
Mijas
Hver onsdag kl. 12.00
Flamenco-show på Plaza Virgen de la Peña i Mijas Pueblo.
Indtil 3. december
Kunstudstilling af handikapforeningen A.D.I.M.I. i Casa de la Cultura, Las Lagunas.
1. og 14. december kl. 19.00
International julekoncert med TIMS. Den 1. på kommunekontoret La Cala, den 14. på rådhuset i Mijas Pueblo. Entré kan bookes på 952 589 010.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.