Nøddesbo kæmpede sig til pladsen i Barcelona

Han kommer traskende i træningstøj og hjemmesutter, inden det om aftenen går løs mod Island i Palacio de Deportes San Pablo i Sevilla. På spillerhotellet på halvøen Cartuja fortæller Jesper Nøddesbo sin historie: Kampen om pladsen på Spaniens bedste håndboldhold.

Han var én af dem, Ulrik Wilbek udtog til truppen under VM i herrehåndbold i Sevilla. Til daglig bor han i Barcelona med sin kone og 2-årige datter Vida. Når ikke han leger familiefar, spiller han i klubben FC Barcelona. Ifølge den russiske og tidligere holdkammerat Konstantin Igropulo er Jesper Nøddesbo lidt af en trabajador. Og det, må man sige, kommer til udtryk, når den 33-årige håndboldspiller fortæller om sin tur op ad rangstigen i en institution som Barcelona. Han er en stor mand. 1,98. Han ligner, trods de blå øjne, en spanier. De mørkebrune krøller og det markerede ansigt kendetegner meget godt Jesper Nøddesbo. Han er kendt for sin tolerance, når han med begge fødder plantet på jorden giver sig i kast med de mange journalister, der vil have en kommentar fra stregspilleren. Med en midtjysk dialekt fortæller Herning-drengen om anden sæson i FC Barcelona, der hurtigt blev vendt til en hård kamp.

Når Nødden knækkes
Første sæson gik godt, men i anden sæson forekommer der ændringer. Træneren udskiftes, og til Jespers store overraskelse dukker en ny stregspiller op. Klubben ringer til hans agent og siger, at han godt kan finde et andet sted at spille håndbold. Og til den udmelding svarer han:

”Det er fint nok, I gerne vil smide mig ud, men jeg har ikke noget bedre alternativ, så jeg bliver og kæmper for min plads.”

Jesper Nøddesbo tager arbejdshandskerne på og knokler derudaf. Det meste af året går med at være den ”syge” til træning, der ikke får lov til at spille kampe i weekenderne, men da to stregspillere bliver skadet, er Jesper Nøddesbo en vigtig brik på holdet, og i dag kan han skrive sig seks sæsoner bag øret i den catalanske storklub.

”Der var mange knubs, for jeg knoklede og knoklede, men hver eneste gang, der skulle spilles kamp, fik jeg hældt en spand koldt vand i hovedet. Jeg er her for at spille kampe og ikke kun for at træne. Det var virkelig ikke sjovt. Presset forsvandt i og med, man ikke spillede kampe, og til sidst er det kun det pres, du lægger på dig selv, der er det vigtigste,” fortæller han og fortsætter.

”Efter at have siddet på sidelinjen et helt år, spiller jeg endelig min første kamp og scorer faktisk otte mål på ni forsøg. Træneren får øje på mig, og det bliver ligesom vendepunktet. Jeg holdt mig jo hele tiden klar og var villig til at ofre alt, selvom jeg sad udenfor i et helt år.”

”Det er et setup, hvor det kun handler om at vinde”
”Jeg havde måske en lidt naiv tilgang til håndbold, inden jeg kom til Barcelona. Jeg spillede i KIF Kolding, hvor klubben var i fokus, og jeg har meget klubfølelse.”

Det var én af de ting, Jesper Nøddesbo skulle vænne sig til på sin nye arbejdsplads. For selvom klubfølelsen er et vigtigt element for et godt sammenhold og dermed en god spillestil, skal der holdes en vis distance set i et professionelt perspektiv. I Barcelona handler det også om klubfølelse, men samtidig er det meget hård business. På en hvilken som helst arbejdsplads indordner man sig og tager ved lære af andre normer end dem, man er vant til. Det må man sige, at Barcelona-spilleren lærte på den benhårde måde.

”Det er et setup, hvor det kun handler om at vinde, og er du ikke god nok, så er der andre, der står og banker på døren og vil overtage din plads. Du bliver nødt til at være 100 procent skarp. Der er et dagligt pres, som jeg ikke rigtig har prøvet i Danmark. Hvis ikke du leverer, bliver der højst sandsynligt fundet en anden, som gør det.”

Jesper Nøddesbos holdkammerater og familie bakkede ham op, og på det tidspunkt blev hans kone gravid, og pludselig var der andre ting, der optog tankerne.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg havde holdt presset ud, hvis jeg havde siddet alene i Barcelona. Det har hjulpet meget, at familien har været omkring mig. Jeg har også forsøgt at skille de to ting ad. Når jeg tog til håndbold, var det håndbold, der var fuld fokus på, og når jeg kom hjem til familien, var det Jesper der gik ind af døren.”

Nu er Jesper Nøddesbo med der, hvor det er allersjovest, selvom det har været en hård kamp. I dag føler han sig værdsat i klubben. Jesper Nøddesbo vil gerne i gang med at læse, så han kan forberede sig på tiden efter håndbolden. Han er en person, der gerne vil have fat i den røde tråd, så han kan se, hvilken vej han skal i livet. Han indrømmer dog, at han mangler den berømte røde tråd lige nu, men at han har det godt i nuet, og nyder det.

”Jeg er kommet frem til, at det er nu, jeg har den her tid ude, og den tid kommer ikke tilbage. En dag er jeg tilbage i Danmark og kan begynde at læse til fysioterapeut eller coach.”

Fra savnet til den spanske livsglæde
Jesper Nøddesbo og hans kone flyttede sammen til Spanien, da han i 2007 skiftede fra Kolding til Barcelona. Ingen af dem talte spansk, og i af og til blev parforholdet sat på prøve. Men det har heldigvis været en god oplevelse at komme ud og prøve nye ting af, lære et nyt sprog og en ny kultur at kende sammen. Jesper Nøddesbo elsker Barcelona og bor i Asamblea lidt uden for centrum. Familie og venner og store begivenheder i Danmark savner han. Men når familien samles, er der mere kvalitetstid frem for kvantitet. Mener han.

”Jeg er kun hjemme to gange om året. Det er hårdt en gang imellem, fordi vi er i en periode, hvor mange i vennekredsen får børn. Det er store begivenheder, som vi gerne vil være en del af, men som man kun kan være på afstand. Min bror har fået barn nu, og der vil jeg gerne være tættere på. Men når vi så endelig er sammen, er vi sammen på en mere intens måde. Her er man sammen en uge, og så er det super koncentreret, fordi man bor sammen”.

Det er en stor omvæltning at flytte fra ét land til et andet og så til Spanien, som er så forskellig fra Danmark. Kulturen tiltaler ham allermest. Han er vild med den spanske livsglæde og synes, at det er helt fantastisk, at alle er så udadvendte.

“Det er dét, der kommer til mig som det vigtigste,” siger han eftertænksomt.