Situationens alvor har præget Málaga-spillerne. Her fra højre Joaquín, Baptista, Camacho og Weligton i La Liga-kampen mod Sevilla på Estadio La Rosaleda. Resultatmæssigt gik det ikke så godt i slutningen af La Liga-sæsonen.
Málaga CF kan klare sig uden sheiken
Han er problemet, fastslår UEFAs præsident, Platini, i et brev til borgmester Francisco de La Torre. Dom i sportsretten CAS afgør klubbens fremtid. Pellegrini løst fra sin kontrakt.
Juni er sædvanligvis en af de måneder,der sker meget i den internationale fodboldverden.
Spillere og trænere rygtes til nye klubber, når deres kontrakter udløber d. 30. juni og købes ofte fri fra deres arbejdsgivere for store summer.
I Málaga CF er de eftertragtede objekter den 60-årige træner Manuel Pellegrini fra Chile og Europas største talent, den 22-årige Isco, født Benalmádena. Begges kontrakt i Málaga CF udløber først i 2015 og deres frikøbsklausul lyder på henholdsvis fire og 35 mio. euro. Penge, andre klubber er rede til at betale for de to – Manchester City således i en pakkeløsning.
Men Pellegrini blev midt i maj løst fra sin kontrakt. Kvit og frit.
Isco ser tiden lidt an. Han elsker Málaga og sin klub.
Og han venter på en afgørelse i sportens voldgiftsret CAS – Den Internationale Sportsdomstol om Málaga CFs fremtid i europæisk fodbolds store turneringer, Champions og Europa League. UEFA, højeste fodboldmyndighed i Europa, har udelukket Málaga fra disse på grund af økonomisk morads, hvor klubben med ejer sheik Al-Thani i front skyldte til højre og venstre. Træner, spillere, øvrige medarbejdere, andre klubber og skattevæsenet med flere. Forhold, der nu er bragt i orden.
Retssagen i CAS vil finde sted i schweiziske Lausanne og var oprindelig berammet til den 14. maj, men blev udskudt til 4. juni med en forventet offentliggørelse af dommen midt i juni. Indtil da ligger klubben mere eller mindre lammet hen – omend sonderinger foretages på såvel træner- som spillerfronten.
I CAS vil Málaga CF være repræsenteret af advokat Juan de Dios Crespo, der er ekspert i sportslovgivning.
Stram styring
I Málaga CF ser man fortrøstningsfuldt på retssagen. Man mener ikke, at afgørelsen vil gå klubben imod. Med en stram og pengebevidst styring af primært den administrerende vicepræsident Moyad Shatat og general manager Vicente Casado skulle økonomien nu være bragt i orden.
Klubben bedyrer endog, at den er en af de få europæiske topklubber, der har besluttet at ændre sin finansielle struktur, således at den ikke er afhængig af et individuelt ejerskab. Málaga CF skal hvile i sig selv på almindelig forretningsmæssig basis.
Altså om nødvendig uafhængighed af den utilregnelige sheik Al-Thani. Og således, at klubben nu lever op til Financial Fair Play, hvis regler i øvrigt også støttes af det spanske fodboldforbund.
Klubben oplyser til La Danesa, at checken for den succesfulde deltagelse i Champions League lød på 25 mio. euro. Hertil kommer entré- og merchandiseindtægter, som klubben ikke vil oplyse om. TV-indtægter i La Liga forventes sat op til på 34 mio. i sæsonen 2013-2014.
Men Málaga CF er vidende om, at nye investorer kan være interesserede i at gå ind i klubben. Fx hotelkæden Blue Bay.
En anden sag
Og Al-Thani er netop problemet i klubben, fastslår formanden for UEFA, den tidligere franske landsholdskaptajn, Michel Platini, i et usædvanligt brev til borgmesteren i Málaga, Francisco de La Torre.
Førstemanden i Málaga henvendte sig tidligere til Platini for at give sit syn på udelukkelsessagen mod Málaga CF.
”Al-Thani brugte i Málaga CF flere penge end klubben tjente”, argumenterede Platini.
Uden at nævne en sag, der ligger på et andet bord end hans:
Sheilken kan/vil tilsyneladende heller ikke opfylde sine økonomiske forpligtelser i luksus-havneprojektet La Bajadilla Marina i Marbella.
Møder i Madrid
Træner Pellegrini har haft møder med Shatat for at høre til Al-Thanis fremtidsplaner med klubben. Han blev ikke ret meget klogere, men det viste sig hurtigt, at klubben ville af med sin succesfulde træner. Han var for løntung. Også budgettet for spillerlønninger skal strammes.
Der blev trukket i Pellegrini fra andre steder, specielt fra Manchester City, hvis sportsdirektør, den tidligere FC Barcelona-spiller Txiki Begiristain, har holdt møder med Pellegrinis manager, Jesús Martinez, i Madrid.
Begiristain ønskede en pakkeløsning, hvori også indgik Isco.
Så Málaga CF ser sig nu om efter andre trænermuligheder.
Nævnt bliver den tidligere mexicanske landstræner Javier Aguirre, Espanyol, og Roberto Martinez, Wigan i England – en basker, der har spillet i Zaragoza, men ellers siden 1995 har tilbragt sin fodboldtid i England. Men også andre emner drøftes løbende.
Med en sund økonomi går Málaga CF en ny, spændende tid i møde.
FC Barcelona spansk mester
For sjette gang på ti år vandt FC Barcelona det spanske fodboldmesterskab. Triumfen kom i hus allerede tre runder før afslutningen på La Liga, da nærmeste konkurrent, Real Madrid, blot fik uafgjort 1-1 mod en anden Barcelona-klub, Espanyol. Herefter kunne FC Barcelona ikke indhentes.
Real Madrid sluttede på andenpladsen og Atlético Madrid som nummer tre.
De sidste ti års mestre i Spanien:
2003-04: Valencia
2004-05: FC Barcelona
2005-06: FC Barcelona
2006-07: Real Madrid
2007-08: Real Madrid
2008-09: FC Barcelona
2009-10: FC Barcelona
2010-11: FC Barcelona
2011-12: Real Madrid
2012-13: FC Barcelona
Dansk målmand skal til Betis
Den danske landsholdsmålmand, Stephan Andersen, er på en fri transfer overført fra fransk fodbold til den spanske La Liga-klub Betis i Sevilla.
Mod slutningen af sin tid i Evian var han fast bænkevarmer.
Nu håber Stephan Andersen – og i øvrigt landstræner Morten Olsen også – at han får spilletid i Betis.
Matchfixing-sag
Spansk La Liga-fodbold er ramt af en matchfixing-sag. Og heri er involveret den tidligere Málaga-keeper Munua.
Det drejer sig om matchen lørdag d. 13. april, hvor bundholdet Deportivo La Coruña overraskende besejrede Levante 4-0 i Valencia med de tre første mål scoret i den første halve time. Det er Levante-spilleren José Javier Barkero, der anklager fire holdkammerater, Ballesteros, Munua, Juanfran og Juanlu, for klart at underpræstere. De stod for ”pantomine-spil”, som han udtrykker det.
Efterfølgende undskyldte Barkero overfor holdkammeraterne.
Såvel det spanske fodboldforbund som politiet er gået ind i sagen.
Præsidenten for Deportivo La Coruña, Augustu César Lendoiro, udtaler, at den slags ”intriger” altid foregår i afslutningen på La Liga!
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001