Når frygten får dig til at flygte fra dit land

 

“Det var en underlig og surrealistisk følelse, og jeg troede virkelig, at tiden gik i stå, og vi blev skudt ned. Jeg var bange for, at jeg skulle dø,” fortæller Zlatko Trenk.

I 1992 flygter han fra krigen i Bosnien-Hercegovina sammen med en gruppe landsmænd. De frygter for deres liv. Første stop er Beograd, hvor krigen ikke er lige så voldsom som i Bosnien-Hercegovina. Zlatko Trenk er egentlig forberedt på et nyt liv og har efterladt det meste i lejligheden på 12. etage i en skyskraber i Sarajevo. Men efter blot få dage i Beograd rammer frygten ham igen som en hammer i brystet.
“Vi følte os ikke sikre, og jeg tog beslutningen om, at vi måtte forlade landet,” fortæller Zlatko Trenk, der flygtede sammen med sin kone Dana.

Årsagen til krigen i Bosnien-Hercegovina var en direkte følge af, at det tidligere Jugoslavien i 1991 gik i opløsning. Lande som Kroatien, Slovenien og Makedonien blev selvstændige forholdsvis nemt. Men Bosnien-Herzogovina, som også erklærede sig selvstændigt, var et multietnisk land, hvor tre store grupper af forskellig religion var repræsenteret, og det gjorde, at der aldrig var samlet enighed om at lede det nye land. Omkring 40 procent af den bosniske befolkning var muslimer, 33 procent var ortodokse serbere, og ca. 17 procent var katolske kroatere. Zlatko Trenk tilhørte en endnu mindre gruppe: jøderne.

 

Kugler og missiler fløj gennem gaderne
Lynhurtige projektiler og missiler oplyser den ellers normalt rolige nat i Sarajevo og flyver gennem gaderne, når religiøse styrker mødes i ildkamp. Det er begyndelsen af krigen i 1992. Zlatko Trenk sidder i sin stue med Dana og lytter til den tunge buldren og bragene fra gaderne. Ud af ingenting kommer et vildfarende missil flyvende ind i bygningen, og alt ryster.
“Der skete heldigvis ikke noget med os, men vores nabo mistede en søn, da missilet ramte bygningen,” siger Zlatko Trenk.
Krigen kommer for tæt på. Efter den episode bliver det for meget for Zlatko Trenk.
“Jeg var bange for at miste mit liv,” siger han og fortsætter: “Jeg var også bange for at miste min værdighed. Jeg kunne ikke bare blive og kæmpe, for hvordan kunne jeg vælge en gruppe at holde med, når min far var kroatisk, min mor var jødisk og min kone serbisk.”

Zlatko Trenk husker, at der i de to uger, inden missilet rammer bygningen, hvor han bor, er konstante angreb, skyderier og protester i gaderne. Det er ikke en bestemt religiøs gruppe, der angriber de andre. Alle skyder efter hinanden. Zlatko Trenk tager konsekvensen og vælger at flygte fra krigszonen tidligt i forløbet.
“Jeg var måske heldig, at jeg kom væk i tide, eller også var jeg klog. Men nogle gange tænker jeg alligevel på, om det havde været bedst at være blevet der. Det er jo ikke til at vide.”

I marts 1992 stemte 99 procent af befolkningen for, at Bosnien-Hercegovina skulle være et selvstændigt land, men stemmeprocenten var kun på 64, da de serbiske vælgere boycuttede afstemningen. I starten af april begyndte de første kampe efter en demonstration med mellem 50.000 og 100.000 folk på gaderne, der alle stemte for fred. Det stoppede ikke de serbiske styrker, der skød på menneskemængden og dræbte en ung studerende. Det var den dag, krigen reelt begyndte.

 

 

Tobak og badebukser
Flyet letter fra startbanen i Beograd og sætter kurs mod Barcelona. 13 familier sidder i flyet på vej væk fra deres liv og den krig, der allerede få måneder efter den begynder, har dræbt mange mennesker og fået folk til at flygte. Zlatko Trenk sidder uroligt i flyet denne junidag i 1992, uvidende om, hvad der skal ske de næste tre år i hans land. Han regner med og håber på, at opholdet i Barcelona kun varer et par måneder, indtil krigen ebber ud. Zlatko Trenk tænker på den ti kilo tunge kuffert, der ligger i lastrummet. I den er kun det mest nødvendige.
“Jeg pakkede tobak og badebukser. Jeg ved virkelig ikke hvorfor. Jeg var usikker på, hvad der skulle ske, og det var det første, der faldt mig ind,” fortæller Zlatko Trenk.
Han og Dana efterlader alt, for i kufferten, der kun må veje ti kilo, er der ikke plads til alle minderne, billederne og de personlige papirer, og i øvrigt regner de med at komme tilbage til hjemlandet om et par måneder.

 

Den spanske hjælp kom, fordi 1992 var 500-året for udvisningen af de sefardiske jøder. Derfor havde den spanske konge, Juan Carlos, på vegne af Spanien dårlig samvittighed overfor jøderne, og han tilbød forsoning – jøderne var igen velkomne hjemme i Sefarad – det hebraiske ord for Spanien.

 

Hjemmet bombes
I Barcelona sidder Zlatko Trenk med sin kone og følger med på tv-skærmen. Nyhedsudsendelsen når til et af de daglige indslag om krigen på Balkan, og pludselig ser Zlatko Trenk et billede af sin lejlighed i Sarajevo, der er blevet ramt af et missil. Han sidder og peger med rystende hånd på skærmen, og glæden over at være sluppet væk bliver med ét større.
“Det bliver nok mere end to måneder, vi skal være i Spanien, tænker jeg. Det var et forfærdeligt billede at se,” siger Zlatko Trenk.

Hver dag kører billederne af krigen henover ikke bare tv-skærmen, men også i tankerne, og Zlatko Trenk og de andre flygtninge indstiller sig på, at opholdet skal være mere permanent, end de havde regnet med. Efter seks måneder i Barcelona bliver de 13 familier kontaktet af borgmesteren i Mijas Kommune, som kan tilbyde job og bolig til dem.
“Jeg vidste ikke, hvad Mijas var, men vi takkede ja og fik alle et job, lærte spansk og blev integreret. Jeg tror, at omkring halvdelen af os stadig er i Mijas og omegn,” fortæller Zlatko Trenk, der arbejder i den tekniske afdeling i Mijas Kommune.

Krigen i Bosnien-Hercegovina varede fra 1992 til 1995, og det skønnes, at mere end en million mennesker blev drevet på flugt fra deres land.

 

Historien får næsten tårerne til at trille
På en bænk foran Mijas Kommunes kontor i Las Lagunas sidder 61-årige Zlatko Trenk og fortæller om sine oplevelser fra dengang, hvor hans liv var helt anderledes, og hvor han tog den drastiske beslutning om at flygte fra sit land. Han stirrer ud i luften med et blik, der er mere tomt end de forladte, krigshærgede landsbyer i Bosnien-Hercegovina, som tusinder flygtede fra.
“Jeg vil gerne tale om det, der skete dengang, men når jeg gør det, bliver jeg vred og ked af det og er lige ved at græde,” siger han.

Spørgsmålene om, hvorfor der overhovedet var krig, melder sig dagligt i hans sind.
“Når jeg tænker tilbage, bliver jeg ked af det og overrasket. Jeg kan stadig ikke tro, at der virkelig var krig. Hvad skete der med mit land?,” spørger Zlatko Trenk, der stadig er påvirket af den tragiske tid for over 20 år siden.
“Det er forfærdeligt. Normalt er jeg positiv af sind, men jeg er ked af, at alle de mennesker blev dræbt, og at landet blev ødelagt. Mit liv blev ændret totalt, jeg har haft brug for at søge en forklaring, og jeg læste derfor en masse bøger og aviser for at forstå den. Det er efterhånden ved at lykkes, men ikke helt.”

 

Skiltet med ‘spænd sikkerhedsbæltet’ tændes og indflyvningen til Sarajevo begynder. Han kigger på sit ur. Og han kigger ud af vinduet for at prøve at genkende Bosnien-Hercegovina. Men det kan han ikke, for alt er anderledes i forhold til, hvordan landet så ud 1992. Duftene er anderledes, lydene er forskellige, da han stiger ud af flyet, men alligevel føles det som ‘hjem’ for Zlatko Trenk, hver gang han kommer tilbage til sit land. Påvirkningen fra krigen rammer ham dog stadig, for han kigger rundt med et flakkende blik efter soldaterne, kampvognene og skuddene, mens han lytter efter tilråbene fra demonstrationerne. Men de er der ikke. Denne gang går uret ikke i stå, når flyet krydser grænsen, for tiden går, og krigen er overstået, og Bosnien-Hercegovina er et fredeligt land igen.

 

Det var spontant og tilfældigt, at Zlatko Trenk og de øvrige flygtninge kom til Mijas tilbage i 1992. Daværende borgmester, Antonio Maldonado, havde en jødisk bekendt i Israel, som foreslog, at flygtningene kunne gavne Mijas, fortæller Carlos Calvo, der dengang var koordinator for projektet.

Af Kasper Ellesøe og Christine Petersen, kasper@norrbom.com og christine@norrbom.com

Skal de ende på gaden, eller skal jeg hjælpe dem med at blive integreret i Spanien?
Det spørgsmål stod Mijas’ daværende borgmester, Antonio Maldonado, overfor i 1992, da han fik nys om, at der i Barcelona befandt sig en gruppe veluddannede jødiske flygtninge fra det krigshærgede Jugoslavien. Sådan fortæller Carlos Calvo, som dengang arbejdede på borgmesterkontoret.
“Antonio Maldonado havde en ven i den israelske regering, og han fortalte, at der var en gruppe flygtninge i Lloret de Mar nær Barcelona,” fortæller Carlos Calvo og fortsætter: “Borgmesteren besøgte dem i Barcelona for at se, hvordan de havde det. Myndighederne i Barcelona havde gjort sit arbejde i de seks måneder, flygtningene var i Barcelona, og Antonio Maldonado kunne nu vælge at integrere med til Mijas eller efterlade dem på gaden,” siger Carlos Calvo, der i dag er chef på Mijas Communicación.

Antonio Maldonado valgte den første mulighed og inviterede Zlatko Trenk og de øvrige flygtninge til Mijas Kommune, hvor de blev tilbudt et sted at bo, mad og spanskundervisning.

 

Hele Mijas støttede projektet
Det var i december 1992 og i begyndelsen af 1993, at flygtningene kom til Mijas. Der kom både den gruppe jødiske flygtninge, som først havde været i Barcelona, men også en gruppe muslimske flygtninge. I alt var det 70 personer, hvoraf næsten 50 var børn. Fælles for dem alle var, at de kom til Mijas uden papirer og med kun én eller slet ingen kuffert.
“Hele Mijas hjalp med at tage i mod dem. De manglede tøj, så borgerne donerede beklædningsgenstande til dem, og vi spurgte supermarkederne, om de ville støtte med noget gratis mad og måske nogle madkuponer. Alle var meget villige til at hjælpe dem. Og da de hverken havde pas eller andre papirer fra deres hjemland, lavede vi med tilladelse fra indenrigs- og socialministeriet et improviseret identifikationskort til dem. For man skal have identifikation, når man opholder sig i et land. Og med ét var de borgere i Spanien,” siger Carlos Calvo.

 

Flygtninge tog sproget og kulturen til sig
Da flygtningene havde fået bolig, mad og identifikationskort, var der nu kun to ting, der skulle til, for at de kunne blive ordentligt integreret: De skulle lære sproget og have et job.
“De udviste alle stor lyst til at lære sproget, og for mange tog det kun tre-fire måneder,” siger Carlos Calvo. “De var alle veluddannede og meget kvalificerede. Zlatko Trenk og hans kone er arkitekter, og en anden var advokat og dommer, så de havde virkelig noget at tilbyde. Vi tog kontakt til forskellige virksomheder, for at de kunne få et job. Det var i 1993, og alle mindre virksomheder kunne bruge arbejdskraft til fx at male eller ordne haven. Det var ret nemt. Især efter flygtningene lærte at tale spansk og blev bedre integreret,” fortæller Carlos Calvo.
Selvom det er mere end 20 år siden, flygtningene kom til Mijas, er flere af dem stadig i kommunen. To af dem arbejder i Mijas Comunicación, hvorfra én også er pensioneret, mens Zlatko Trenk arbejder i Mijas Kommune. Resten er enten taget tilbage til hjemlandet eller bor andre steder i Spanien, fortæller Carlos Calvo.