Mens vi stadig gik og fordøjede Helle T’s selfie, Yahya Hassans halalpoesi, ministerrokaden, Barske Bodil og andestegen, begyndte 2014. Mit ‘Feliz Año!’ til en taxachauffør var ment helt bogstaveligt, men blev åbenbart opfattet som opfordring til en omgang brok, der fik danske landmænd og fiskere i forening til at lyde som et gospelkor. Jeg fornægter på ingen måde krisen i dette land, men jeg overgiver mig ikke til troen på, at klynk er vejen frem. Og hvis jeg troede, at de danske landmænd, som jeg selv har været en af og hvis brokkende fællesskab jeg forlod af samme årsag, havde patent på klynk, så måtte jeg revidere den opfattelse umiddelbart efter min flytning til Spanien for snart 25 år siden. Især blandt andalusierne er den udtalt. Der findes næppe noget mere ynkeligt – især ikke når en 35 km lang brokkeremse i en taxa afsluttes med: “Jeg har kun stemt én gang siden demokratiets indførsel!” Lige der var det meget heldigt, at vi nu var fremme ved min destination, så jeg, i stedet for at pande chaufføren én, kunne stige ud og trække vejret ekstraordinært dybt og længe, mens jeg funderede og klynke-fænomenet. Naivt havde jeg troet, at andalusieren var fyrig, lidenskabelig, stærk og handlekraftig. Og stolt. Men stolt over hvad? Det er måske her, problemet ligger. For ikke så længe siden var jeg på Malta, der ligesom Andalusien primært lever af turisme. Dette lille land er et af verdens tættest befolkede. Her er ikke en eneste flod, et bjerg eller en skov, men her er en stolt befolkning. En befolkning der er bevidst om, hvad den har at være stolt af og har at byde på. Og det gør den så. Byder på det. Jeg møder folk fra såvel det maltesiske samfunds top som bund og midte, og ingen klynker over den krise, som ikke har ladet øen gå ram forbi. Derimod servicerer de stolt deres turister, og byder dem på det allerbedste landet kan mønstre af mad, vin, kultur og seværdigheder. De har ikke noget, der bare ligner vores natur og seværdigheder, og man kan da også undre sig over, at nogen overhovedet vælger Malta som feriemål fremfor Andalusien. Men så er det, at man møder malteserne. Jeg bliver helt pinligt berørt ved tanken om den måde, mange andalusiere behandler turisterne på. Det er ikke kun uforskammet, men også dumt. Meget.
På Malta mødte jeg så også lige en ung dame fra Sevilla. Hun var i praktik som massør i hotellets spa – fordi hun ikke kunne finde en praktikplads i Spanien. Så langt så godt. Egentlig en dygtig ung pige – og dog: Hun var måske egentlig bedre til at klynke end til at massere. Hun havde været på Malta i tre måneder og kunne stadig ikke et ord engelsk (maltesernes andet modersmål). Hvor typisk og ærgerligt. Da jeg fortalte hende, at jeg i sin tid var flyttet til Spanien, fordi jeg søgte et land med muligheder, var hun ved at besvime. Men sådan er vi selvfølgelig så forskellige. Nogen ser et land i krise, andre ser et land med potentiale. Nu var det en afslappende rygmassage, jeg betalte for og ikke en omgang andalusisk brok, så jeg standsede hendes talestrøm ved at fortælle om en driftig hollandsk iværksætter, som netop har åbnet et stort wellness center på Costa del Sol, men som endnu ikke har kunnet finde de 20 massører, som hun har søgt. Eneste krav: Massøruddannelse, spansk- og engelsktalende og et præsentabelt udseende. Det der med at gøre sig forståelig på engelsk viste sig, helt absurd, at være en kæmpe udfordring for centrets indehaver – kun overgået af det faktum, at ansøgerne ikke ville have en arbejdskontrakt, da de jo så ikke ville kunne hæve deres understøttelse samtidig… Den lader vi lige stå et øjeblik.
“Kunne du være en af de massører, der søges her? Det kan du jo tænke over – uden lyd – mens du masserer min ryg”.
Klynker man længe nok i Danmark, er der altid en velmenende socialdemokrat, som står klar men en check…, men sådan er det ikke her, så stop klynkeriet, udnyt potentialet og vær med til at løfte det her land i flok, så vi sammen kan hjælpe til med også at gøre livet bedre for dem, som ikke kan bidrage.
Godt Nytår!
he
Af Helle Espensen
