Integrationen i EU og borgernes frie bevægelighed indenfor Europa har medført stor bevægelse af EU-borgere landene imellem samt medført at mange EU-borgere ikke bor fast i deres oprindelsesland.
Det har specielt i Spanien, hvor der bor mange udlændinge, givet problemer i forbindelse med opgørelse af boet efter udenlandske borgere samt fastlæggelse af hvem der er de retmæssige arvinger. Ifølge spansk lovgivning (art. 9.8 Código Civíl) er det som udgangspunkt arveloven i det land, hvor den afdøde har statsborgerskab, der er gældende, uanset hvor i verden den afdødes ejendele og aktiver befinder sig. Dette har i flere tilfælde skabt juridiske tvister.
For at sikre en korrekt adminstration af skifte indenfor EU har man udarbejdet et europæisk reglement (Nr. 650/2012 af 16. august 2012), som introducerer vigtige ændringer i arvelovgivningen – specielt når man ikke bor i sit oprindelsesland. Fremover vil det generelt være således, at arv efter en afdød borger, der ikke boede i sit oprindelsesland ved sin bortgang, følger arvelovgivningen, ligesom skiftet udføres i det land, borgeren var fast bosiddende i på tidspunktet for sin bortgang, uanset i hvilket land borgerens aktiver og ejendele befinder sig (art. 21 i ovennævnte reglement). Anses borgeren for at have et nært tilknytningsforhold til et andet land, kan der være undtagelse fra denne regel. Men hvis ikke det er tilfældet, vil det være dommerkontoret i den retskreds, man er bosiddende i, som står for hele arveprocessen, også for de ejendele og aktiver som den bortgåede har udenfor Spanien. Ønsker borgeren, at arven skal følge sit nationalitetslands arvelovgivning, er det derfor meget vigtigt, at borgeren gør dette klart skriftligt (via testamente) før sin bortgang.
Dog har Danmark, Irland og Storbritannien indtil videre valgt ikke at deltage i denne lovændring, og borgere med disse tre nationaliteter vil derfor ikke blive berørt af lovændringerne. Bortset fra Danmark, Irland og Storbritannien vil den nye lovgivning være gældende i alle EU-lande og træde i kraft fra d. 17. august 2015, dvs. med effekt for de personer, der går bort d. 17. august 2015 og derefter.
Lovændringerne omfatter kun de juridiske aspekter i forbindelse med arv og skifte, og ikke de økonomiske som afregning af evt. arveafgift og skat. Der er i reglementet ikke taget stilling til, hvorledes landene skal forholde sig ved evt. afregning af arveafgift. Som udgangspunkt følger afregning af skatter og arveafgifter derfor stadig hvert enkelt lands interne bestemmelser, selvom man må forvente, at der i fremtiden bliver udarbejdet regelsæt for, hvorledes landene skal forholde sig til afregning af skatter og arveafgifter i forbindelse med arv.
Der er i forbindelse med lovændringen udarbejdet et europæisk arvebevis, som gør det langt lettere for arvingerne at kunne bevise deres arveret på tværs af de europæiske landegrænser.
Testamente og fuldmagt i Spanien
Har man fast ejendom eller andre aktiver i Spanien, anbefaler vi, at man udarbejder et spansk testamente, hvori man sikrer, at de aktiver, man har i Spanien, disponeres efter ens ønske, når man går bort. Via testamentet informeres om ens personlige forhold (børn, ægtefælle, m.m.), ligesom der klargøres, hvorledes man ønsker at fordele og efterlade sine aktiver.
Testamentet er vigtigt, uanset om man er resident i Spanien eller ej, specielt hvis man ejer fast ejendom her i landet. Når testamentet udarbejdes, er det fordelagtigt, at det udarbejdes både på spansk samt på testatorens modersmål – således sikrer man, at der ikke er misforståelser ved udarbejdelsen og underskriften af testamentet hos notaren.
Har man fast ejendom eller andre aktiver i Spanien, kan det være en fordel at underskrive en notarfuldmagt, hvori ægtefælle, børn eller repræsentant i Spanien kan agere på ens vegne, ifald man ikke selv har mulighed for at komme til Spanien og underskrive f.eks. ved salg af fast ejendom. Denne fuldmagt skal underskrives hos notar ved samme lejlighed som man underskriver testamentet. Husk dog at fuldmagten kun kan benyttes af den fuldmagtshavende, så længe fuldmagtsgiveren er i live. Går fuldmagtsgiver bort, er det testamentet, der træder i kraft og det vil være strafbart at benytte fuldmagten. En sådan notarfuldmagt kan dog være utrolig praktisk at efterlade evt. hos en repræsentant i Spanien, da det gør proceduren lettere ved eventuel salg af fast ejendom. Vi har adskillige gange, via en sådan fuldmagt, kunnet assistere vore klienter ved handel af fast ejendom, hvor det ikke har været muligt for vor kliente selv at møde op til underskrift hos notar i Spanien (enten pga. arbejde eller af helbredsmæssige årsager). En korrekt udarbejdet fuldmagt kan ligeledes benyttes overfor spanske offentlige myndigheder og private virksomheder (kommune, skattevæsen, trafikkontor, el- og vandselskab, grundejerforening m.m.).
Ovenstående er generelle retningslinjer, men det er vigtigt, at man ved planlægning af arv får analyseret sin personlige situation, da forskellige forhold kan have betydning for en korrekt planlægning (skatteforhold, familiære forhold, fordeling af aktiver i forskellige lande m.m.).
Hos Grøn & Andersen kan vi i samarbejde med vores spanske advokat, Javier Toro Díaz, klarlægge såvel juridiske som økonomiske og skattemæssige aspekter i forbindelse med planlægning af arv.
I er velkomne til at kontakte enten Lena Grøn eller Heidi S. Andersen på 851 08 03 86 eller info@gron-andersen.es. For yderligere information www.gron-andersen.es
Af Lena Grøn og Heidi S. Andersen, Grøn & Andersen