Er du som de fleste, har du sikkert også et hav af noter liggende rundt omkring i hjemmet, uendelige stakke af visitkort, madopskrifter, telefonnumre og huskesedler og hundredvis af bogmærker til websider og artikler, du har planlagt at læse engang, når du har tid. Men, hvad hvis du kunne administrere det hele med ét program, som selv sørger for at opdatere indholdet på din telefon, din tablet og computer? Det kan du med Evernote.
Der findes mange elektroniske notesbøger, der kan gemme madopskrifter, noter, telefonnumre, billeder og webadresser, men forestil dig at have en universel indboks, hvor alt, hvad du gemmer, befinder sig – på ét sted. Det kan du med notesbøgernes schweizerkniv, Evernote, der også bliver kaldt den digitale afløser for notesbogen.
Der er en grund til, at logoet for Evernote er en elefant. Bliver Evernote brugt korrekt, vil dette hjælpsomme, altomfattende og gratis program sørge for, at du aldrig glemmer noget mere. Præcis som en elefant.
Er du ikke bekendt med Evernote, er det et program, der gør brug af notesbøger, som bliver rigtig brugbare, jo mere du benytter dig af programmet. Bruger man programmet fuldt ud, kan man mere eller mindre bygge sig en ekstra hjerne, der husker alt og opdaterer sig selv på kryds af alle telefoner, computere og tablets. Ethvert billede, artikel, website eller personlig note, du ønsker at huske, kan du finde i Evernote. Basisudgaven af Evernote er gratis at bruge og findes i en udgave, der passer til dit sprog.
Kernen i Evernote består som sagt i at gemme notater, som bliver organiseret og synkroniseret på alle ens elektroniske apparater. Du kan gemme, markere og dele alt, du ser online. Du kan gemme PDF-filer direkte til din konto. Du kan klippe i dine Gmail-samtaler og vedhæfte filer til en samlet note i Evernote, og du lave markeringer på skærmbilleder, som du kan dele med andre.
Men Evernote er så meget mere. Man kan dele noter, webklips og tekster med andre, så man eksempelvis kan være flere om at læse og redigere samme dokument. Mails kan også blive videresendt fra din Evernote-konto, så eksempelvis vigtige mails eller brudstykker af dem, er tilgængelige på alle ens elektroniske apparater.
Hvad, du kan bruge Evernote til, er ubegrænset, og kun din fantasi sætter grænsen, men her er en kort gennemgang af, hvad man gøre med programmet.
Sæt turbo på Evernote
1. Web Clipper – Gem alt online med ét klik
Web Clipper et smart lille tilføjelsesprogram til din browser. Læser du en interessant artikel, et genialt afsnit eller et billede fra et website, kan du med Web Clipper hurtigt lave et digitalt udklip, som bliver gemt i Evernote med ét klik.
Med Web Clipper vil du, hver gang du søger på Google, Bing eller Yahoo, også få vist dine relaterede resultater fra Evernote.
2. Evernote Hello
I stedet for at skulle gemme bunker af visitkort kan du bruge Evernote Hello, der fungerer som en slags super-adressebog.
Du kan producere dit eget digitale visitkort. Ja, faktisk kan Hello lave dit visitkort automatisk, hvis du giver det tilladelse til at hente dine oplysninger fra din LinkedIn-profil.
Noget af det mest smarte ved Hello er, at du kan indscanne fysiske visitkort via kameraet på din telefon, som efterfølgende bliver lavet om til et digitalt visitkort.
3. Evernote Clearly
Det kan være irriterende at læse en længere artikel på et website, der er fyldt med blinkende reklamer og distraherende elementer. Når man har installeret Clearly i browseren kan man med et enkelt musetryk få vist artiklen i en mere læsevenlig udgave uden annoncer og selv skifte skrifttype- og størrelse og baggrundsfarve.
Har du ikke tid til at læse artiklen, kan du klikke på ‘Klip til Evernote’, hvor du så kan læse den, når du har bedre tid.
4. Evernote Food
Er værktøjet for madentusiasten, der er interesseret i at samle på opskrifter – eller dokumentere måltider.
Man kan lave en slags tidslinie over ens bedste måltider med fotos og forskellige informationer om måltidet, som eksempelvis hvor og hvornår, man indtog det.
Evernote Food indeholder også en kogebog med en lang række opskrifter, hvor man naturligvis kan gemme favoritterne.
Sådan kommer du i gang med Evernote:
Man starter med at downloade Evernote, som findes på www.evernote.com, og oprette en gratis konto. Herefter installerer man programmet stort set hvor som helst. Det findes som program til Mac, Windows og til alle mobilplatforme, så ligegyldigt hvor mange computere, tablets og mobiler du bruger, kan du benytte dig af Evernote.
Opret din første note:
Evernote kan gemme mange forskellige typer af indhold, og den mest almindelige er tekst, hvad enten du skriver en note til dig selv, en del af en hjemmeside eller en email, som du gerne vil gemme. Evernote ved, hvordan den skal gemme det.
I toppen af programmet, vil du se en stor knap, der hedder: ‘Ny note’
Tryk på den og der vil blive oprettet en ny note, som du skal give en titel.
Tryk herefter i indholdsboksen og start med at skrive.
Så simpelt er det at oprette en note.
Hvis du ønsker det, kan du selvfølgelig ændre i teksten, sætte noget med fed eller kursiv, ændre farver, skrifttype og størrelse.
Når du er tilfreds, skal du ikke gøre noget. Evernote gemmer automatisk dine noter og synkroniserer noten på internettet, så den er tilgængelig på alle de apparater, hvor du bruger Evernote.
God fornøjelse med at udforske og bruge et uundværligt værktøj.
Smarte tilføjelser til Evernote
Alle findes gratis på Evernote under produkter
Evernote Web Clipper
Evernote Hello
Evernote Food
Evernote Clearly
Evernote på tablets og mobil-telefoner
Evernote er gratis at bruge på Iphones, Ipads og Android.
For at få installeret Evernote på tablets og mobiltelefoner, skal du, hvis du er Mac-bruger gå ind i Appstore og finde Evernote. Benytter du dig af Android, skal du gå ind i Google Play eller Play Butik.
Herefter er det ens. Acceptér betingelserne og installér app’en. Du vil blive bedt om at indtaste dit brugernavn og kodeord til Evernote, som du skrev, da du blev tilmeldt Evernote. Når dette er gjort, vil alt indhold blive opdateret på dine mobiler, tablets og computere.