Det danske magasin i Spanien
Private Banking – direkte til døren
Alt er nyt og lækkert, når man træder ind af døren til Jyske Bank på Gibraltars hovedstrøg. Efter 27 år på klippeøen har banken netop gennemgået en omfattende renovering, som ikke kun har haft til formål at gøre banken mere indbydende overfor kunder og ansatte. Jyske Bank har også klart ville signalere, at man er kommet for at blive på Gibraltar.

 

95 bankfolk har deres daglige gang hos Jyske Bank på Gibraltar. Heraf er de 15 danske. Vi møder Carsten Hjort Hansen, som er ansvarlig for Jyske Banks arbejde og initiativer på Costa del Sol. Han plejer at komme til os, men i dag har vi taget turen til Gibraltar. Der er unægtelig forskel på at besøge en banks repræsentationskontor på Costa del Sol og at gå ind af døren hos Jyske Bank på Gibraltar, for det er en ‘rigtig’ bank. “Vi er en stor medarbejderstab, men vi har også både bankfilial, afdeling for erhvervskunder og private banking samlet i ét hus. Dertil er vi mange nationaliteter, men det danske islæt er da vokset støt de sidste år,” fortæller Carsten, mens han viser rundt i de nyrenoverede lokaler. Byggeriet stod på i et år, inden banken i sidste måned kunne byde velkommen. Det er ingen hemmelighed, at Jyske Bank med ombygningen ønsker at sende et klart signal. “Det er ikke kun på Costa del Sol, at mange banker har lukket ned de sidste fem-ti år. Det samme er sket her på Gibraltar, og det har rystet mange, at Barclays lukker ved årsskiftet. Det er en stor bank med 17.000 kunder og 108 ansatte. Men vi vil blive her, og nøjes ikke med at sige det, vi viser det også.”

 
Vinder på service
I Jyske Banks præsentationer, både på tryk og i tale, gør banken meget ud af, at man skal kunne se hinanden i øjnene. Og at man er i samme øjenhøjde. Det lyder flot, men det lyder også ærligt, når Carsten Hjort Hansen siger: “Dybest set er mange banker ens og tilbyder de samme produkter. Forskellen ligger i rådgivningen og servicen, og det er her, vi gør en forskel.” Han lægger vægt på vigtigheden i at få rigtig rådgivning, både når man skal ud af Danmark, mens man er i Spanien og hvis, man en dag vil retur til Danmark. Og tilsvarende lægger han vægt på at få belyst, hvad man som individuel kunde vil med sin formue. Om man vil beskytte den, bruge den, øge den eller lade formuen gå i arv. “Private banking er ikke kun et spørgsmål, om man har en, to eller tre millioner at gøre godt med. Det er også et spørgsmål om at få lagt en plan, så man sover godt om natten.” Når det er klarlagt, garanterer Carsten Hjort Hansen en god og effektiv samarbejdspartner. “Vi har alle vores rådgivere og specialister samlet i samme hus og skal ikke vente på svar fra andre afdelinger. Vi kan handle meget hurtigt. Derudover bliver alle kunder behandlet individuelt. Vi putter ikke folk i bokse. Alle er velkomne hos os. Der er ingen minimumskrav, og for indskud på 150.000 euro får du din egen rådgiver, som taler dit sprog.”
 
Få rigtig rådgivning
Der kan være fordele ved at have en private banking partner på eksempelvis Gibraltar. “Der skal bl.a. ikke betale arveskat af opsparing udenfor Spanien hvis arvinger bor udenfor Spanien. Og sådan vil der altid være nogle fordele. Det er blot et spørgsmål om at få rigtig rådgivning,” siger den danske bankmand, som mærker en stigende interesse for rådgivning om formuepleje blandt danskerne på Costa del Sol. “Der kommer hele tiden nye tilflyttere, som gerne vil have et fornuftigt afkast af deres formue. Tilsvarende er der også folk, der tager retur til Danmark, som har brug for råd, så det gøres skattemæssigt og økonomisk mest fornuftigt,” fortæller Carsten, der selvfølgelig er glad for at blive kontaktet oftere og oftere.
Jyske Banks rolle i lokalmiljøet er også markant blevet optrappet de sidste par år. Banken er fast samarbejdspartner med Casa Danesa, La Peña de Dinamarca, Club de Golf Dinamarca samt en række individuelle arrangementer på Costa del Sol. “Har man ikke mulighed for at komme til os, kommer vi gerne til jer. Det er en del af vores service. Vi kalder det private banking – direkte til døren,” slutter Carsten Hjort Hansen.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.