Det danske magasin i Spanien
Don Ø, Dario, La Liga og Al-Thani

Don Ø, Dario, La Liga og Al-Thani

Foto1 

Når Don Ø – alias den tidligere bestyrelsesformand og administrerende direktør i FCK (senere Parken Sport & Entertainment A/S) Flemming Østergaard – fredag den 10. april kl. 19.00 stiller op til La Peña de Dinamarcas arrangement på Hotel Tamisa Golf, er vi i showbranchen. Don Ø krydrer sine epokegørende beretninger med filmsekvenser fra højdepunkter, og arrangørens vanlige populære lotteri bringer vinderne videre i underholdsindustrien. Der er billetter til Costa Events koncert med Dario Campeotto i Casa Danesa den 16. april (kan byttes til den 14. på restaurant Parque del Rio i Torre del Mar), samt billetter til La Liga-kampe på Estadio La Rosaleda i Málaga. Her huserer Málaga CFs succeshold i kampen for kvalifikation til en europæisk turnering.
En klub, som formanden for La Peña de Dinamarca, Morten Møller, i øvrigt i sin tid foreslog Flemming Østergaard at købe. Men han havde andre planer og så tog en sheik, Abdullah Al-Thani fra Doha i Qatar, i stedet over.
 
De kendte om Don Ø
“Han er et ikon i dansk fodbold, og så har han sågar en svaghed for FC Bayern Munchen – en klub, der ligger mit hjerte meget nær. Hans nærvær og indlevelse i andre mennesker er imponerende, og han er aldrig bleg for at diskutere emner, der ligger udenfor fodboldens verden.
Op til en vigtig kamp har jeg således drøftet ligestilling med ham”.
Lykke Friis, tidligere klima- og energiminister
 
“Flemming uddeler ordrer med en venlig, men også bestemt tone. Når man så er sammen med ham på tomandshånd, er han en anderledes blød person. Han taler altid om sin familie – undtagen når vi lige snakker fodbold eller fjernsyn, eller han skal brokke sig over journalister. Flemming er venligheden selv – og en god kammerat”.
Jes Dorph-Petersen, tv-journalist
 
“Fra næsten ingenting til alting – fra fodbold i topklasse og sportslige oplevelser ud over det sædvanlige, til overraskende tiltag som boksning, Grand Prix og motorcykler med plads til koncertnavne i topklasse i Parken. Tilsat sjove ferieoplevelser i Rødby og Billund – alt sammen skabt med vilje og kærlighed og en vis portion stædighed. Godt gået Flemming”.
Lars Liebst, administrerende direktør i Tivoli
 
“Fra første gang, jeg mødte ham, fik jeg indtryk af en meget visionær og ambitiøs person med stor gennemslagskraft. Flemmings indtræden i FC Københavns ledelse og hans vision om “Byens Hold” kombineret med hårdt og målrettet arbejde gjorde, at hans afløsere fik overdraget tidens mest succesrige fodboldklub og det bedste stadion i Norden”.
Jim Stjerne Hansen, tidligere generalsekretær i DBU
 
“Før jeg kom til Danmark i 2006, kunne jeg se, at det var FC København, der havde de største ambitioner med Flemming Østergaard i front. Det havde stor betydning for mit valg af klub. Med Flemming Østergaard er der ikke kun snak, men også handling bag ordene. Han er et kapitel for sig”.
Jesper Grønkjær, tidligere spiller i Atlético Madrid og FC København, nu tv-kommentator.
 
“Flemming har været en stor leder i klubben, og han har også været et vigtigt medlem i gruppen omkring holdet. Han viste sig at være utrolig stærk, også når resultaterne gik os imod, og i mange situationer var han god til at tage presset fra trænere og spillere. Flemming gav mig chancen for at træne FCK, og han har altid vist mig tillid. Det er jeg meget taknemmelig for”.
Ståle Solbakken, tidligere spiller og nuværende cheftræner i FC København.
 
“Flemming Østergaard har sat nye standarder for professionalismen i dansk fodbold. Han har løftet overliggeren og sat mål op, som ingen troede en dansk klub kunne nå. Men “Byens hold” nåede mange af dem, og har gjort os alle stolte. Ikke kun os, der bor i København, men alle i Danmark. Don Ø. gjorde en forskel. Og han er ikke bange for at træde nogen over tæerne”.
Søren Pind, tidligere udviklingsminister
 
“Flemming Østergaard ligger på ingen måde under for Sandemoses Jantelov. Han har altid sat overliggeren højt, og på ganske udansk facon har han aldrig lagt skjul på egne evner eller FCKs potentiale både sportsligt og økonomisk. Han har modtaget nogle slag gennem årene – navnlig på det seneste – men når hans eftermæle skal skrives taler vi om en person, der har betydet mest for dansk klubfodbold udvikling”.
Peter Nørlund, Viasats sportschef
 
“Han turde tale middelmådigheden midt imod. Og samtidig gav Flemming Østergaard kedsomheden en tåhyler. FC København var ikke rykket forbi resten af klubberne i Skandinavien, hvis det ikke havde været for Østergaards drive og ærgerrighed. Han så mulighederne og forløste potentialet. Hans stil personificerede FCKs images som den frække og selvbevidste klub”.
Anders Bay, tidligere redaktionschef på Canal 9
Citater fra FCK Tribute
(særnummer april 2010)
 
Bestilling og betaling af entré hos La Peña de Dinamarca, på event@malaga-support.dk – tlf. 649 814 842
Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.