I nogles ører lyder det kedeligt og monotomt at være præst. Men for Christian Madsen blev præstehvervet lig med en livslang rejse. En rejse der nu har ført ham til Costa del Sol.
Elektriker på verdenshavene
For præcis 50 år siden frarådede hans far ham på det kraftigste at blive landmand. Den lå ellers lige til højrebenet, at Christian skulle gå i faderens fodspor i fødebyen og landbrugskommunen nær Skanderborg.
”Det er det viseste råd, jeg nogensinde har fået. Min far var visionær og kunne allerede i ’67 se, hvilken vej det ville gå. Mine fætre hørte derimod ikke efter. Og halvdelen gik fallit. Men jeg tror faktisk, at dem, der gik fallit, er dem, som økonomisk har det bedst i dag,” fortæller Christian Madsen med et smil.
I stedet blev han elektriker. Økonomisk var det en bedre løsning og arbejdstiderne passede perfekt med Christians store engagement i Østjysk Amatørteater. Det begyndte med en sangtime hos operasangeren Hermann Hansen, som ville lave opera og syngespil med amatører.
”Der har altid været masser af sang, musik og teater i mit liv. Og mine mange år på teatret husker jeg med stor nostalgi,” fortæller Christian Madsen, som en overgang også var kordegn. Det var hans første ansættelse i den danske folkekirke, men det vender vi tilbage til om lidt. Først skal vi en tur med Christian til forsvaret, hvor han både blev sergent, kom på løjtnantskole og fik kontrakt som reserveofficer i Hæren. Og til søs i Østen på de store containerskibe.
”Det var super spændende at sejle. Jeg elskede det virkelig. Men drømmen varede kun et år,” fortæller Christian Madsen, som endnu engang valgte at tage imod et godt råd.
”En af de rutinerede på skibet sagde en dag til mig: ”Se på mig. Gå i land nu. Ellers ender du som mig.”
De tre præstekjoler
På land fik Christian smag for teologi-studiet. Han fik også smag for Gyrite, som allerede var præst og en ideel støtte for at komme godt igennem studiet.
”Jeg havde jo levet og prøvet en masse ting, så jeg blev først præst i ’94 i en alder af 44 år,” fortæller Christian Madsen. Hans nye erhverv lagde dog ikke en dæmper på det aktive rejseliv. Tværtimod. Som feltpræst var han med de danske soldater i Kosovo, Irak og Afghanistan. Det var store men også voldsomme oplevelser, hvor Christian kom helt tæt på krigene.
”Krig er noget mærkeligt noget. I Kosovo kunne vi frit snakke med både albanerne og serberne. De ville os ikke noget ondt. I Irak og Afghanistan kunne vi derimod ikke gå frit, og i alt måtte jeg sende syv dræbte kammerater hjem til Danmark,” fortæller den danske præst, som livligt taler om de store kontraster fra at være feltpræst til sognepræst og præst i den danske kirke øst for Málaga.
”I et sogn hjemme i Danmark er sognepræsten præst for mennesker fra alle samfundslag. Det er man også som udsendt feltpræst. For soldaterne kommer også fra alle samfundslag, men som udsendt arbejder alle under samme fællesnævner. Alle kender hinanden. De fleste er unge og man er sammen døgnet rundt og man er alle afhængige af hinanden. Alt er ligesom ganget med 100. Alt er voldsommere end hjemme i fredelige – mangfoldige Danmark. Som sognepræst har man hele viften, for du bliver opsøgt af både børn, ældre og narkomaner i kirken, privat eller på dit kontor, hvis de bærer på noget, de gerne vil dele med dig som præst,” fortæller Christian Madsen, som elsker sit nuværende pensionisterhverv på Costa del Sol.
”Jeg mærker tydeligt, at det sociale perspektiv er vigtigt her. Det er på alle måder meget anderledes at være præst her, for vi har ingen kirkebygning. I Torre del Mar holder vi til i et lejet lokale, som også bruges af andre kirkesamfund. Og i Almuñécar afvikler vi gudstjenesterne i et fiskerkapel,” fortæller Christian Madsen, hvis gastronomiske interesser strækker sig langt videre end nadver og kirkevin.
Den gastronomiske præst
Christian Madsen elsker at stå i køkkenet. Og det spiller ingen rolle om dagens ret skal være dansk, finere fransk eller simremad. Naturligvis har den madglade præst også fået smag for det spanske køkken, men ”man bør være kritisk, når man spiser ude. Mange ting serveres alt for fedt,” mener han. Til gengæld har Christian kun rosende ord til den spanske skinke, olie, fisk, skaldyr og ostedisken, som han bliver gladere og gladere for. Lige så kritisk – på godt og ondt – er han overfor spansk vin.
”Jeg har svært ved at blive klog på spanske vine. Der er absolut gode vine her, men jeg synes flertallet bærer præg af, at der ikke er kælet for detaljen eller er lidt for voldsomme efter min smag. Omvendt elsker jeg cava’en, som er verdensklasse og tilmed får man meget for pengene.”
Man kan være enig eller ej, men det er i det mindste en stor vinelsker, der taler. Sammen med ti venner driver Christian Madsen således en mindre vinimport fra mindre bodegaer i Sydfrankrig. Det er lysten, der driver værket, men at man har leveret til Restaurant Noma, må man godt være lidt stolt af.
Når han ikke rejser, prædiker, står i køkkenet eller prøvesmager lækre vine, finder Christian Madsen racercyklen frem. Endnu en af hans store passioner.
”Chris Froome vinder Tour de France igen i år. Men Bjarne Riis er mit store idol.
Han tog bare de samme ”vitaminer” som alle de andre, så jeg har for længst givet ham syndsforladelse for hans ugerning,” er de sidste ord fra den livsglade præst.
Ti skæve til Christian
1. Hvornår bad du sidst en bøn?
Til gudstjeneste forleden.
Jeg kommer fra et grundtvigsk hjem, hvor vi ikke beder hele tiden.
2. En drøm du gerne vil føre ud i livet?
Jeg vil gerne tage rejsen fra Rusland til Kina med den transiberiske jernbane med min søn.
3. En ting du gerne vil gøre om i livet?
Der er ikke noget, jeg vil gøre om. Jeg har gjort ting, jeg bestemt ikke er stolt af, men jeg har lært af det.
4. Og en ting du gerne vil gøre igen?
Snorkeldykke ved de Dansk-Vestindiske Øer. Det var som en hel åbenbaring
for mig.
5. Dit bedste rejsemål?
Bornholm. Jeg elsker øen. Lige så forblæst og ondskabsfuldt klimaet kan være, lige så smuk er øen.
6. Er den danske folkekirke ved at gå ”død”?
Ja – men i administration. Der er alt for mange love, regler og fagforeninger, der kommer på tværs. Det sagt så overlever folkekirken kun, hvis den står ved det, den er. Det nytter ikke at forsøge at være en del af underholdningsindustrien, som vi ser det flere steder.
7. Spiller kirken i Spanien en for stor – og gammeldags – rolle i samfundet?
Ja. Den spanske katolske kirke lider under at være blevet for gammeldags. Derfor gider mange yngre spaniere den ikke længere.
8. Det dummeste jeg nogensinde har gjort?
For mange år siden brugte jeg mange ressourcer på at lære at spille klaver.
Da jeg endelig knækkede koden, lagde jeg det fra mig. I dag kan jeg ingenting.
9. Hvad er din mærkeligste vane?
Jeg friserer mig, inden jeg går i seng. Min kone siger, det er min mærkeligste vane. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det.
Jeg har sikkert flere vaner, men når det er en vane, synes jeg jo ikke, det er mærkeligt.
10. Jeg er ret imponeret af…
De ældre mennesker på Costa del Sol, som formår at holde gang i de to danske kirker. Der ligger meget arbejde bag og de mange frivillige kunne let bruge tiden på andre gode ting.
