Det danske magasin i Spanien

Rosé er ikke kun søde sager, ’kærestevin’ eller tøsedrik

For ikke så længe siden var verdens mest solgte rosé den portugisiske Mateus og den vin to veninder valgte, hvis de gik ud til en middag sammen. Jeg går ud fra, at de fleste på et eller andet tidspunkt har smagt den. Rosévinen har noget feminint over sig, og tidligere løb mange mænd udenom med den undskyldning, at det var en tøsevin. Det er der så sandelig blevet lavet om på! Den helt lyse rosé, også kaldet ’blush’, næsten laksefarvet, har taget markedet med storm, og på trods af den feminine farve bliver de solgt til bade mænd og kvinder. Feminin eller ej. Rosévine er ’totally in’ og ser ud til at være kommet for at blive.
 
De sidste par år er vores salg af rosévin steget vildt. Vi sælger tre gange så mange flasker som for bare to år siden. Det er ret fantastisk, hvis man lige tænker over det.
De rosévine, som gennem de sidste par år brager frem på markedet, er meget mere anvendelige – tørre og mineralske, og med lækker friskhed.
 
Hvis du ikke har drukket rosé vine de sidste par år, er det på tide at komme i gang med at prøve nogle af de mange spændende varianter, vi har på hylderne.
Aldrig før har vi haft så mange smukke rosa farvenuancer i butikken. De spænder fra at være næsten hvide med et let ’blush’ til at være en næsten rød vin. Lige nu har vi roséer for enhver smag og til enhver lejlighed.
 
Mange har indtrykket af, at de bedste rosévine er de lyse. Og det er naturligvis ikke rigtigt. Hver ting til sin tid, og smag og behag er det, som afgør, om den ene farve smager eller kombinerer bedre end den anden. Men det er helt klart, at moden lige nu er den helt lyse drik, som får betegnelser som trendy og elegant. Det er ikke noget tilfælde, at rosétrenden er så stærk. Den nye rosé-stil byder nemlig på vellavede, smukke, friske, frugtrige, easy-drinking rosévine og passer typisk til mange forskellige retter, f.eks. til buffeter, til forskellige grillretter, til paella, til alverdens salater – og er lig med sommer.
 

Hvordan bliver rosé til?

Langt størstedelen af de rosévine, vi drikker, er lavet på én og samme metode, hvor der bruges røde druer. Hvis du flækker en drue – uanset hvilken farve skindet har – er frugtkødet gennemsigtigt. Så hvis man tager en rødvinsdrue og presser saften ud, fjerner skindet og laver vin af denne most, bliver den altså til en hvid vin, selv om druens skal er rød.
Lader vi skallerne ligge i mosten i ganske få timer, vil de langsomt give farve fra sig, og når vinen har den grad af farve, man gerne vil have, tages skallerne fra, og den lyserøde most er klar til at gære færdig.
Alternativt lader man druerne hvile nogle timer i pressen efter en let knusning, hvorved skallerne også når at afgive lidt farve, inden druerne presses. Der findes flere versioner af denne metode, men grundprincippet er det samme. Man blander altså ikke rødvin i hvidvin for at give den farve. Rosévin kan derimod forklares som enten en rødvin eller en hvidvin på røde druer med meget kort skindkontakt!
 
Så nej, rosévin er ikke en blanding af rød- og hvidvin eller af rød- og hvidvinsdruer (som i vinverden kaldes blå og grønne druer, for resten). Med undtagelse af mousserende rosé – f.eks. Rosé Champagne, som er hvidvin tilsat en lille sjat rødvin. Og man tilsætter heller ikke farvestoffer.
 

Maceration (skindkontakt)

Når farven, som sidder på den blå drues skind, trækker ud i druemosten, kaldes processen for ’maceration’, og i forbindelse med denne proces trækker også smag og tanniner fra drueskindet ud i mosten. Jo mere tid, jo mørkere farve, jo mere saft og kraft. Det skal selvfølgelig tilføjes, at der kan være stor forskel på, hvor meget farve de forskellige druer indeholder.
Ser vi lidt nærmere på de forskellige varianter, vil du hurtigt finde ud af, at der findes et hav af muligheder.
Du kan finde rosévine, som er letdrikkelige og læskende og som egner sig til at nyde på terrassen og ved festlige lejligheder.
Rosévine, som er frugtagtige, friske, alsidige og tørre, er gode til snacks, frokoster, forretter eller fiskeretter.
Og sidst men ikke mindst, kraftigere, intense mad-rosévine til grillet lyst kød og diverse andre kødretter. Udfordr dig selv og find ud af, hvilken type af rosé du er til. Det kunne jo være, du blev positivt overrasket.
 
Lige nu er udvalget som sagt stort, så hvorfor ikke prøve rosévine lavet på forskellige druer. Vi har et stort udvalg lavet på blandt andet Tempranillo, Garnacha, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Sumoll & Sinsault, så mon ikke vi kan ramme noget i din smag.
 
Rigtig god sommer!
 
Af Jeanett Lorentzen fra Birdie Vinos

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.