Vi mødte lige… Cecilia Espensen

Til kunderne finder hun de rigtige briller på stativerne. Men hun er også selv endt på rette hylde. Det er nemlig en glad og afbalanceret Cecilia Espensen, der har sin dagligdag som optiker i Fuengirola. Hun er et spændende udkom af et blandet ægteskab – med en dansk mor fra den store generation af danskere, der valgte bosætte sig på Costa del Sol i 80’erne.

Der var altid Radio Solymar i æteren, når Cecilia blev hentet fra sin folkeskole klokken to. Hendes mor holdt af den tidens skandinaviske lokalradio på Solkysten og syntes det var vigtigt, hendes datter fik lidt danske nyheder, kultur og input i sin spanske hverdag. Nogle år inden var Cecilia nemlig kommet til verden i de mest tænkelige spanske rammer på klinikken Gálvez, som havde en lille fødeklinik, lige op ad katedralen i Málaga. Det er nu 37 år siden. Cecilia Espensen har taget det bedste til sig fra begge verdener, men er faldet til i Fuengirola.

“Det har altid været let for mig at falde til i begge lande. Min skolegang og opvækst var meget spansk, indtil jeg som 15-årig kom på dansk kostskole og gymnasium på Sorø.” Det var derfra hun tog springet til optikeruddannelsen i København og endte hos Profiloptik på Christianshavn. “Det var en anderledes tid – men en god tid. Jeg slog rødder i byen, fik gode veninder, så meget til min bror, blev udlært, blev forelsket og mor,” fortæller Cecilia. Hun måtte senere igennem en skilsmisse for at blive sig selv igen. Men det har også været med til at gøre hende stærk. På Costa del Sol føler hun sig ikke bare stærk og i balance. Hun føler sig også sund.

Nul medicin – nul smerte

Cecilia Espensen led nemlig af psoriasisgigt i hænderne. Hun fik medicin, som hjalp, men gav hende problemer med maven. Det gjorde Cecilia så bekymret, at hun en overgang fik lidt beroligende medicin. Hun fik dog først rigtig ro, den dag en speciallæge gik anderledes til værks. “Han så på min kost, vendte rundt på det hele, så min diæt i dag står på nul kød, sukker, gluten, mælkeprodukter – og ingen medicin. Jeg fik det hurtigt meget bedre og er i dag næsten smertefri,” fortæller en lettet Cecilia. Som sidegevinst har hun smidt en masse kilo uden det var meningen. “Jeg er begyndt at veje mig, for jeg skal ikke længere ned i vægt nu,” forklarer hun med et sødt smil. Det hele spiller ind. Cecilia drikker heller ikke alkohol, har fået smag for fitnesstræning og så sover hun godt. Den sunde livsstil har for alvor fået fat i hende. Det har det sociale liv også.

Når venner bliver til familie

Næsten dagligt ser eller snakker hun med sine bedste venner. “Vi er en god gruppe, som hviler godt i hinanden og i lang tid har lavet tusind ting sammen,” fortæller Cecilia Espensen og fortsætter: “Vi spiser sammen, og næsten hver weekend sover vores børn hos hinanden. Vi står det samme sted i livet og forstår at gøre alt let og hyggeligt.” Cecilia mindes tit København, men føler ingen afsavn. Hendes bedste spanske ven er som en far for hendes nu otteårige søn, og begge hendes forældre bor, og er ved godt mod, i Fuengirola. “Tag ikke fejl af, at jeg sagtens kan være både hård og ambitiøs, men mit fokus er rettet på at leve i nuet, være nærværende, taknemmelig og glad for hverdagen,” er de sidste ord fra Cecilia Espensen. Hun udstråler ro. I Fuengirola har hun fundet balancen.

Fem hurtige til Cecilia

Din bedste og værste tid på Solkysten?

Sidste sommer var rigtig god for mig, for jeg havde tid og friheden til at rejse meget i Spanien. Jeg mødte nye gode mennesker og fik gode besøg fra Danmark. Omvendt har denne vinter været kold, våd, lang og derfor også lidt trist.

Har du en drøm?

Det er at bevare den gode balance, jeg i dag har mellem job, min søn, familie og venner.

Din største bekymring her & nu?

Det er det spanske sundhedsvæsen. Skulle der ske os noget, føler jeg, at vi delvist bliver overladt til os selv. Ventelisterne bliver længere og længere – selv for almindelige konsultationer.

Det vildeste du har prøvet?

Det var at flytte herned som enemor i efteråret 2019. Min søn var på det tidspunkt blot tre år gammel.

En ting som (næsten) ingen ved om dig?

Jeg er en anelse spirituel, og lægger tarotkort til hver fuldmåne. Jeg mener, det er dér, måneden starter. Tilsvarende tror jeg mere på det kinesiske år end vores kalenderår. Ser vi på årstiden, hvor alt blomstrer, på lyset, vores cyklus og energi, giver det mere mening for mig, at det nye år skydes ind i slutningen af februar.