Den andalusiske appelsin

Overalt i Sydspanien pynter appelsintræerne på gader og pladser.
At den runde frugt fylder så meget i gadebilledet har sin historiske forklaring.

I Jardines de Murillo ved bymuren i Sevilla prøver en norsk familiefar forgæves at nå op til en af de fristende orange appelsiner i rækken af træer. Efter et par hoppeøvelser løfter han sønnen op, og sammen får de plukket en appelsin. Familien skal nok desværre regne med, at smagsoplevelsen bliver mere end småsur, for mange af de træer, der pryder gadebilledet i de andalusiske byer, bærer frugter af arten citrus aurantium, der er nærmest uspiselige.

Spiselige eller ej, så er synet af de mange appelsintræer i gadebilledet et herligt syn. Et af de steder, hvor appelsintræerne tager sig ekstra nydeligt ud i historiske rammer, er appelsingården Patio de los Naranjos foran moské-katedralen La Mezquita i Córdoba. I den stemningsfulde gård omgivet af den gamle moskés massive ydermure står 96 appelsintræer i et gittermønster, og for foden af træerne løber et nøje udtænkt netværk af små vandingskanaler. Det var her, de troende vaskede sig før bønnen, dengang Córdoba var hovedstad i det muslimske kalifat al-Andalus.

Frugten kom med erobrerne

Netop araberne og deres erobring af store dele af Spanien i 700-tallet er forklaringen på appelsintræets placering i første række i det Syd-spanske gadebillede. For muslimerne – kaldet maurerne – indførte en række nye afgrøder til den Iberiske halvø – heriblandt sukkerrør, ris, citroner og appelsiner.
Erobrerne havde sans for at skabe velfungerende vandingsanlæg, og den evne kom også til udtryk i form af imponerende prydhaver med bassiner og springvand. Et smukt eksempel er det gamle mauriske palads Alhambra, der troner over Granada. Her indgår appelsintræer og andre grønne elementer i en harmonisk sammensmeltning med vandbassiner og karakteristisk arabisk ornamentik.

Men det var ikke kun appelsintræerne og de flotte haveanlæg, der blomstrede under det muslimske kalifat. Også kunst, filosofi og videnskab havde gode vækstforhold under det muslimske styre, der i flere hundrede år repræsenterede en tolerant og videbegærlig udgave af islam. Faktisk taler historikere om, at Córdoba i sin gyldne periode var centrum for det mest civiliserede samfund i middelalderens Europa. Den anden kalif, al-Hakam 2., oprettede et bibliotek, der efter sigende indeholdt 400.000 bind, og både jøder, kristne og muslimer levede i fredelig sameksistens i byen.

Men intet varer som bekendt ved. I midten af 1100-tallet overtog en religiøs-fanatisk retning styret i Córdoba og jog både jøder og kristne på flugt. Og efter den kristne generobring af Córdoba i 1236, var det maurernes tur til at lade sig tvangsassimilere eller alternativt blive udvist.

Arabiske fodspor

En anden seværdig appelsingård i historiske rammer finder man ved Sevillas imponerende katedral, hvor gravmonumentet med de jordiske rester af selveste Christoffer Columbus er en af hovedattraktionerne i den enorme kirkebygning.

Akkurat som ved moské-katedralen i Córdoba er træerne forbundet af et fint mønster af små vandingskanaler, der vidner om, at muslimerne også har været på spil i Sevilla. Og katedralen, der tager titlen som verdens tredjestørste kirke, er da også bygget på fundamentet af en moské. Det 93 meter høje klokketårn La Giralda er bygget oven på det oprindelige minaret, og i murværket kan man se overgangen fra arabisk ornamentik til kristen renæssancestil.
Katedralen i Sevilla er dog en noget mere harmonisk bygning end moské-katedralen i Córdoba, hvor en kristen kirke er placeret inde midt blandt skoven af arabiske søjler i den enorme moské. Den malplacerede bygning er et bastant symbol på, at respekten religionerne imellem har svære kår – både før og nu. Alligevel skal man ikke snyde sig selv for et besøg i moské-katedralen, hvis turen går til Córdoba, for alt andet lige er bygningen både seværdig og fascinerende

Appelsinen drog mod nord

Efter den kristne generobring og arabernes tilbagetog, blev appelsinerne i Spanien, og i de følgende århundreder drog de orange frugter til gengæld på lidt af et sejrstog op gennem Europa. Blandt Europas kongelige kom de eksotiske frugter på mode, og danske Christian 5. fik bygget et orangeri ved Rosenborg, der dog ikke eksisterer i dag, da bygningen blev omdannet til kaserne for livgarden. Vi skal dog et stykke op i 1900-tallet, før appelsinen bliver almindelig kendt blandt folk og fæ i Nordeuropa, og den klassiske appelsinjuice på karton blev først almindelig i Danmark i 1970’erne.
I dag er de spanske appelsintræer naturligvis også andet og mere end smukke indslag i gadebilledet.

Spanien er en af verdens størsteeksportører af citrusfrugter, der vokser i store plantager, og producenterne får kritik for brug af både illegal arbejdskraft fra Nordafrika og giftig overfladebehandling af frugterne.
Men den andalusiske appelsin er stadig lige romantisk, når man finder frem til en lille, køn plads mellem de hvidkalkede huse i Sevilla, Córdoba eller en anden sydspansk kulturby. Trods imponerende historiske seværdigheder, kan det nemt blive dagens bedste stund, når man sætter sig til rette under appelsintræernes skygge med en god bog, et par småretter fra den lokale tapasbar – eller blot et glas friskpresset appelsinjuice.

Orange fakta
Ordet appelsin kommer af det tyske apfelsine og betyder ”kinesisk æble”. Det er ikke så underligt, for frugten stammer oprindeligt fra Kina.
På spansk hedder appelsinen naranja, der henviser til dens farve – orange. Ordet naranja har rod i det arabiske narun.
Appelsinen har også fået sin plads I symbolsproget og mytologien. Spanierne taler om at finde sin media naranja – sin ”halve appelsin”- i form af kærligheden til den eneste ene. Og når man får en appelsin i turbanen, er man jo bare en heldig kartoffel – sagt med en anden populær fødevaremetafor.