Det første skete i gymnasiet. Det sidste gjorde hun for seks år siden, da hun blev selvstændig på Solkysten. Maria Henningsen tilbyder juridisk rådgivning. Men bag den seriøse rådgiver gemmer sig en rejseglad og farverig kvinde. Hun har ikke prøvet det hele – men det meste.
”Alle sagde, jeg aldrig ville komme hjem igen. Jeg var dog langtfra overbevist – men de fik jo ret,” fortæller Maria Henningsen med et smil. Hun husker tydeligt panoramaet, da hun for 16 år siden landede i Málaga. I hånden havde hun kæresten. I favnen bar hun sin tre måneder gamle datter. Forud var gået en lang række rejser og tilfældigheder.
Barndomshjemmet sprudlede af kernefamilie, men under overfladen slog idyllen gnister. Mor og far var delte. Det samme var deres holdning til Marias forslag om at rejse til Indien. ”Jeg gik ud af gymnasiet efter 2.G. Jeg syntes ikke, det var noget for mig. Dans, kunst og rejser trak derimod,” fortæller Maria Henningsen, der blot var 19 år, da hun rejste til Indien. Det gik lige i blodet på hende – særligt yoga’en. Det vender vi tilbage til om lidt. Først skal vi have Maria hjem igen og på studenterkursus. Så skal vi have hende ud på en ny rejse til Australien, på RUC og tiden, hvor hun fik smag for jura. Og endelig sender vi hende en tur til Madrid som Erasmus studerende, hvor hun møder Salvador. Han var frisk på et år i København, men endnu friskere på at flytte til Málaga. ”Vi faldt fint til i Málaga, men endnu bedre i Rincón de la Victoria. Jeg fik job i administrationen i et danskejet PC firma og Salvador i shippingbranchen. Alle var glade,” fortæller Maria Henningsen. Hun blev dog endnu gladere, da hun blev mor for anden gang og besluttede sig for at blive selvstændig ”Hvorfor starter du ikke for dig selv?, spurgte en advokat mig en dag. Det gjorde jeg så. Alle mine danske kollegaer holder til vest for Málaga, så her øst for Málaga må der være plads til mig, tænkte jeg.” Maria har kontor i Torrox, men har i dag klienter langs hele Costa del Sol og gør sig i alt indenfor juridisk rådgivning. Hun har travlt, men yoga’en giver hende ro.
Det er hver morgen, to dage om ugen i et center og hver søndag på stranden. Maria Henningsen går til den – både fysisk og mentalt. ”Yoga er meget mere, end mange tror. For eksempel er Lyengar Yoga fysisk benhårdt og bringer dig i dog form. Hatha Yoga og Vinyasa flow Yoga har derimod også fokus på meditation, balance og mental styrke. Jeg nyder og praktiserer dem alle,” fortæller den danske pige, som siden teenage-rejsen til Indien har været bidt af Yoga. ”Alt for mange tager for løst på yoga og tilsvarende korrigerer for mange instruktører ikke deres elever. Det er ikke i orden,” mener Maria. På sin venstre arm har hun tatoveret Lotusblomsten. Indenfor yoga’en og buddhismen symboliserer blomsten balance og renlighed i krop og sjæl. Det er præcis dertil, Maria vil nå.
Og så vil hun gerne snart ud at rejse – igen. ”Når børnene flytter hjemmefra rejser jeg videre. Arbejdet tager jeg med mig,” forsikrer Maria, som drømmer om at kunne rejse og arbejde lidt mindre online et par måneder om året. Asien, Canada og Grønland trækker. Og trækker det en dag i børnene, spænder mor bestemt ikke ben. ”Jeg har forsøgt at give dem det bedste fra Danmark og Spanien, og lidt fra den store verden. De skal bare rejse ud og suge til sig,” bliver Maria Henningsens sidste ord. Årene går, men Maria er den samme.
Ti skæve til Maria
1. Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg har boet et år blandt indianerne i Amazon junglen. Det var i 2004 som en del af min uddannelse og internationale udviklingsstudier.
2. Det bedste og værste ved Costa del Sol?
Det bedste er klimaet og livsstilen – uden tvivl. Det er værste er den offentlige sektor. Jeg arbejder med den dagligt, så jeg ved hvad jeg taler om.
3. Din dårligste vane?
Jeg er meget perfektionistisk – hele vejen rundt. Nogle gange grænser det til at blive for meget.
4. Hvad gør dig nervøs?
At tale i større forsamlinger. Jeg kommer igennem det, men er ikke tryg. Jeg har slet ikke brug for al den opmærksomhed.
5. Har du et godt ritual?
Det er min yoga. Hver morgen dedikerer jeg mellem et kvarter og en time til min træning. Det giver mig ro og fokus på dagens opgaver.
6. Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?
Jeg er mere til vin. Og jeg ta’r det med en god veninde. Gerne med Anne – min danske barndomsveninde.
7. Tror du på Gud?
Jeg tror på, der er mere mellem himmel og jord men ikke en decideret gud. Jeg har aldrig betragtet mig som religiøs, men skulle jeg have en religion, ville det blive Buddhismen. Jeg tror meget på energier og skæbnen.
8. Er der noget, du fortryder i dit liv?
Nej – jeg har altid gerne ville bo nær bjergene og være selvstændig. Begge ting er gået i opfyldelse. Ser jeg tilbage på mit liv, er jeg mere end tilfreds.
9. Har du en helt – eller et forbillede?
Det er lidt for store ord, men den amerikanske yoga instruktør Adriene Mishler har et livssyn, jeg fint kan identificere mig med.
10. Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?
Det var, da jeg sprang faldskærm i New Zealand for snart 25 år siden. Jeg gjorde det bl.a. for at komme min højdeskræk til livs. Det lykkedes ikke, men jeg fik en unik oplevelse.
Foto: Mugge Fischer
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001