Det danske magasin i Spanien
El-løbehjulene indtager Málaga – men befinder sig i juridisk ingenmandsland

El-løbehjulene indtager Málaga - men befinder sig i juridisk ingenmandsland

Det varme klima, gågader i det meste af byen og turister året rundt gør Málaga til en attraktiv by for firmaerne bag el-scootere til udlejning.

Hverken fugl eller fisk

De er ikke cykler. De er ikke scootere. Turisterne tager på sightseeing med dem og forretningsfolk bruger dem til og fra metro, tog og bus, igennem gader og stræder, på ramblaer og fortove. Det drejer sig om el-løbehjulene, der har gjort deres indtog i mange Europæiske storbyer. Men det er ikke uden stridigheder fra lokalbefolkningen og erhvervsdrivende. Byens beboere er trætte af løbehjulene, der står i vejen og gør det svært at komme rundt eller udgør en fare for sikkerheden, især for personer med fysiske eller synsrelaterede handicap. I takt med at udlejningstilbuddene stiger, gør klagerne fra beboerne det også.

Bøder eller konfiskering

De elektriske løbehjul er alle vegne i de større byer, hvor flere forskellige firmaer stiller deres løbehjul til rådighed mod en lejeafgift. Det første firma til at rykke ind på de Malagensiske gader og stræder var svenske VOI. Sammen med Lime, Tier og seneste skud på stammen, UFO, udgør det de fire firmaer, der i skrivende stund har el-løbehjul til leje i Málaga. Tal fra kommunens afdeling for trafik og infrastruktur fortæller, at der kører godt 450 løbehjul rundt i gaderne på nuværende tidspunkt. Men klagerne går på, at løbehjulene flyder, når brugerne stiller dem uhensigtsmæssigt efter endt tur, og når de kører ned ad fortove eller gågader med 25 km/t er de til fare for fodgængerne.
Spørgsmålet er også, om parkering af disse køretøjer kræver kommunal autorisation eller ej. Da løbehjulene ikke befinder sig på noget fast sted i byen men hele tiden rykkes rundt, befinder de sig i juridisk ingenmandsland, som det ser ud nu.
Málaga kommunes afdeling for infrastruktur havde i første omgang på tale at Policía Local skulle have lov til at fjerne dem fra gaden, men der er pt. ikke er noget juridisk grundlag for at fjerne køretøjerne. I stedet kan der udstedes bøder, når løbehjulene holder eller ligger på særligt generende steder.

Kommunerne presser DGT

Málaga kommune har udtrykt ønske om et forbud mod parkering af løbehjulene på offentlig vej og understreger nødvendigheden af, at løbehjulene justerer deres fart, når de kører på fortovene. Det vil sige, at de kun må køre 10 km/t, ligesom de andre køretøjer (løbehjul uden el, børnekøretøjer, rulleskøjter mv.), der er tilladte på fortovet.
Direktøren for Spaniens trafikråd (DGT), Pere Navarro, tog i begyndelsen af februar bladet fra munden og udtale sig om den ophedede trafiksituation, efter at der er blevet lagt pres på fra kommunerne. Han understreger, at byernes fremtid bestemmes af deres fremkommelighed. ”De byer, der ikke formår at løse disse problemer bliver overrumplet af tæt trafik, forurening, larm og trafikuheld. Byer, der får løst dette problem, tiltrækker talent og gør sig selv konkurrencedygtige,” udtalte han.
”Indtil nu har el-scooterne ikke været betragtet som køretøjer. Det er de nødt til at blive, for at de kan reguleres på samme vilkår som andre køretøjer med hensyn til alkoholpåvirket kørsel etc.” DGT arbejder nu på et reglement, som har flere vigtige punkter hvad angår el-scootere. Bland andet fastslår Pere Navarro, at de ikke må anvendes på fortovene. Det nye reglement forventes at være klar i slutningen af marts, og så er det op til de enkelte kommuner at implementere det på deres offentlige veje.

Sådan fungerer det

For at anvende løbehjulene downloader du det pågældende løbehjuls app, opretter en profil og indtaster kortoplysninger. Derefter scanner du en kode på løbehjulet med app’en, som låser det pågældende løbehjul op. Du betaler pr. minuts brug. Prisen er forskellig fra udbyder til udbyder men for eksempel koster VOI-scootere 1€ at låse op og derefter 0,15€ pr. minut i leje.
Løbehjulene er ’free floating’, hvilket betyder, at de ikke skal parkeres i en opladerstation efter endt tur. Du har mulighed for at tage løbehjulet lige til døren, men må ikke tage det med ind i dit hjem eller andet, der gør, at andre brugere ikke kan anvende dem. Løbehjulene bliver opladede ved at ansatte kører rundt og samler de løbehjul ind og stiller dem ud igen, når de er fuldt opladede.
Løbehjulene er udstyret med GPS og 4G-data, så firmaerne kan holde øje med hver en bevægelse.

Hvad er et elektrisk løbehjul?
Et elektrisk løbehjul er ligesom et almindeligt løbehjul, men det har en motor, der driver det. Du behøver dermed ikke at sparke med foden, men kan dreje på ’gashåndtaget’ og komme fremad.
El-scootere og dødsfald
I december sidste år døde en 33-årig mand i Códoba efter et sammenstød med en personbil. Manden, der bar hjelm, kørte på en elektrisk scooter af typen ’chopper’ om natten, da sammenstødet kostede ham livet. Chopper-scooterne er en blanding af en almindelig motorcykel og et elektrisk løbehjul, der kan køre op til 80 km/t og har en rækkevidde på 40-50 km. Det er de første dødsfald relateret til elektriske scootere i Andalusien, men det tredje i Spanien.

Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.