Det danske magasin i Spanien
Kandis – 30 år på pop-toppen

Kandis - 30 år på pop-toppen

Kandis til Kysten for første gang: Stor koncert torsdag den 21. marts i El Palacio de La Paz i Fuengirola
 
Vi træffer forsanger Johnny Hansen i Sindal-hallen i Nordjylland. Det er sommer og han og hans vanvittigt populære pop-orkester Kandis har forrygende travlt. De kan nå flere jobs på en dag.
Således viser kilometer-tælleren at de årligt farer 100.000 kilometer rundt på landevejene til koncerter – heraf Johnny Hansen selv 30.000 til solo-optrædener.
Som i Sindal med tid til en snak inden det går videre til næste arrangement.
”Ja, der har altid været ræs på”, siger han. ”Men vi elsker jo vort job. Og glæder os til at komme til Costa del Sol, hvor vi heldigvis også får tid til et par feriedage. Sådanne har vi ellers kun nogle få gange om året i vor bolig i Alanya i Tyrkiet.”
Fra den tyrkiske rivera til Costa del Sol en stor glæde for Kandis-folkene. Deres hårdt booket kalender har aldrig givet den mulighed, som la Peña de Dinamarca, den danske supporterklub af Malaga CF, nu byder dem på.
Kandis-koncerten et af klubbens 10 års jubilæums-arrangementer her i 2019.

Udlandet

Og for Kandis med rødder i det afsides Thy bliver der også tale om et festligt jubilæum:
30 år på pop-toppen med et hav af plade- og cd-udgivelser. De er vel stort set det eneste af de gamle danske orkestrer, der hele tiden fornyer sig. Arrangører i Norge, Sverige, Tyskland og Holland har igennem flere år kaldt på dem og det er endvidere blevet til krydstogt-underholdning i Stillehavet og koncerter så fjernt som i Sydney og Brisbane.
I 2015 deltog Kandis i Country-festivalen i Nashville.
Og så ikke en uge i Danmark uden optrædener!

Livsglæden

Kandis-repertoiret er lystigt og stort. Orkestreret er rejsende i livsglæde.
Johnny Hansen, der er udlært elektriker, siger:
Det, der gør at vi bliver ved, er lysten til musikken. Det er vores glæde at tage ud og spille og nyde det gøgl, der er omkring det.
Tænker du aldrig på, at det kunne være fedt at lave noget andet?
Nej, jeg har lige siden, jeg var lille dreng drømt om at spille og synge musik. Min far gav mig inspirationen til det. Det var det bedste der kunne ske for mig.”
”Kandis bliver ved i mange år endnu”, forsikrer Johnny Hansen.

Kort om Kandis

Spillede første gang den 4. januar 1989 til et enkebal på hotel Phønix i Thisted.
Fik i 1993 deres gennembrud med nummeret ”En lille ring af guld”. Den lå på dansktoppen 33 uger i træk.
Har solgt over 1,5 million plader.
CD nummer 17 netop udgivet, skønt de digitale tider presser dette marked.
Orkesterets fanklub tæller ikke færre end godt 3.000 medlemmer.
Kandis har tilbagelagt ca. 1,3 millioner kilometer på landevejen. Det svarer til 30 gange rundt om jorden!

12 hurtige til Johnny

Din største koncert-oplevelse?
Da vi for ni år siden samlede 13.000 i Tivoli. Mørket på den lyse sommeraften gav et helt specielt skær. Og stemningen var fantastisk.
Din største oplevelse i livet?
Mine børn.
Din største koncert-skuffelse?
Det danske Melodi Grand Prix i 2001. Vi kom end ikke videre til finalen!
 
Din største skuffelse i livet?
Jeg har som alle andre haft nedture. Men har let ved at huske alle de glade dage.
 
Dit/Kandis forbillede?
De svenske Vikingerne.
 
Er der ting, der aldrig har været skrevet om dig?
Nej, alt har været berettet.
 
Hvor mange børnebørn ønsker du dig?
En ordentlig flok!
 
Hvad frygter du mest?
Helbredet. Heldigvis har jeg og min familie det godt.
 
Er ønske, der endnu ikke er blevet opfyldt?
At alle har det godt.
 
Er du blevet tilbudt et politiker-job?
Nej, og jeg holder iøvrigt musik og politik adskilt.
 
Er du troende?
Ikke specielt, men går som de fleste i kirke 24. december.
 
Din livret?
Jeg elsker selv at lave mad. Jeg kan bruge det meste af en dag i køkken.
Jeg dvæler ved gode sauce.

Billetsalg til koncerten

Billetpriserne til Kandis-koncerten torsdag den 21. marts.
40 EURO.
Her kan billetter købes:
Unioptica, Fuengirola
Vikingos Minimarked, Centro Nordico
Vitamina, Centro Idea
Restaurant Holger Danske, Los Boliches
Restaurant Casa Danesa/Club Danes
Ticketmaster DK
La Peña de Dinamarca
kontakt@malaga-support.dk
+34 617 700 424
Kl. 19.00: Koncertstart i El Palacio de La Paz på Feriapladsen i Fuengirola.
Kl. 18.00: Dørene åbnes.
Servering af mad og drikke i foyen.

De kendte om Kandis

I fars fodspor
 
Johnny Reimar, sanger, tekstforfatter, impresario, producer og tv-vært:
”Forsanger Johnny Hansen var kun et par år gammel, da jeg traf ham første gang. Anledningen var at hans far, Bjørn Hansen, spillede i et populært orkester, der hed ”Okay Kvartetten”. De var så populære, at jeg på stedet lavede en pladekontrakt med dem.
Det blev til en stribe hits som ”Du og jeg” og ”Den gule flyver”
Dengang var der ingen, der kunne forestille sig, at lille Johnny skulle følge i sin berømte fars fodspor og sælge mere end 1 million plader og bånd. Men han havde fået musikken ind med modermælken og opdagede hurtigt, at han også kunne synge og spille. Som 18-årig lavede han sit første band ”Airport” og senere det berømte ”Kandis”.
I begyndelsen lå han så tæt på sin fars stil, at man næppe kunne høre forskel. Men hurtigt udviklede han sin helt egen stil, der nu også indeholder rock og country. Men fremfor alt har han bibeholdt den ægte dansebandstil som vi bl.a. kender fra de svenske ”Vikingerne”.
I begyndelse af orkesterets karriere havde det hovedsageligt et stort jysk publikum, men i dag har det bredt sig over hele Danmark. Kandis er garanti for et vellykket arrangement”.
 
Top-professionelle
Birthe Kjær, sanger:
”Kandis er et topprofessionelt band, som altid leverer varen til deres fans rundt omkring. De er utrolig populære, hvor end de optræder, fordi de kommunikerer så godt med publikum, og selvfølgelig spiller alle de hits, de er kendt for – og lidt mere.
De investerer også i bedre og bedre scenografi og udvider gesjæften med netbutik og fanklub. Det er noget deres publikum sætter pris på.
Det er altid en fornøjelse at møde Kandis rundt omkring i landet”.
 
Stærk frontfigur
Keld Heick,bSanger, tekstforfatter og TV-vært:
”Da jeg første gang skulle skrive tekst til en melodi, Johnny Hansen havde begået (”Dansen går”), ringede jeg til hans far, min gode ven Bjørn, og spurgte, om det var ham, der havde skrevet musikken, for enhver kunne da høre, at det var ham, der sang på indspilningen, jeg havde modtaget. Efter han var færdig med at le, fik han fortalt, at det var unge Johnny, der havde skrevet melodien – og også ham, der sang på demoen. Jeg kunne simpelthen ikke høre forskel.
Det kan jeg til gengæld i dag. Kandis har for længst fundet deres egne ben at stå på, og Johnny har markeret sig som en stærk frontfigur med sin helt egen personlighed.
For mig har det været en glæde, at følge den udvikling, som i dag har gjort Kandis til det største navn i genren. De har ganske enkelt sat helt nye standarder for dansebands, og indtil videre er der intet, der tyder på, at nogen vil kunne true deres status, som genrens suveræne og naturlige nr. 1”
 
Sikke et tempo
Lonnie Kjer, Sanger, journalist og tekstforfatter:
”Jeg har arbejdet sammen med Johnny i efterhånden mange år nu. Jeg har ikke tal på, hvor mange tekster, jeg har leveret til ham og Kandis – men det er mange – og det har på alle måder været et aldeles ukompliceret og virkelig godt samarbejde.
Johnny og drengene har styr på tingene, og om man er til den genre eller ej, så får de altid tingene til at lyde godt. Der er masser af ”dansktoppere” af ikke så god kvalitet, så det er skønt, at der er et band som Kandis, der har respekt for deres arbejde og for musikken i det hele taget.
Det har jeg stor respekt for – ikke mindst for deres heftige koncert-aktivitet – de spiller så ufatteligt mange koncerter årligt. Jeg er sikker på, de bliver ved, til de absolut ikke kan mere, og jeg glæder mig bare til fortsat godt samarbejde”.
Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.