What to do, Dear Europe

I min optik, er briternes EU-exit den mest egoistiske, usolidariske og uholdbare beslutning en europæisk nation har taget siden anden verdenskrig. Det er som om fortiden er glemt; hvor vi kommer fra og alt hvad vi europæer har skabt sammen.

Det som om, briterne kun ser på EU som et marked. Men Europa er meget, meget mere. Vi kan sagtens have et fællesmarked, men hvis vi ikke har fælles drømme, har vi ingenting. Og EU er en fælles drøm om sammenhold, tilgivelse og om at kunne leve i fred og fordragelighed efter en trist fortid. Europa er symbolet på fred efter de to verdenskrige og på tilgivelse mellem Tyskland, Frankrig og England. Europa er symbolet på frie valg i Spanien, Grækenland og Portugal. Europa er Berlinmurens fald og slut på kommunismen. Europa er velfærd, demokrati og rettigheder. Har vi fuldstændig glemt det? Og kan vi og briterne sætte alt det på spil for at komme ud af et marked? Der snakkes så meget om, hvad Europa skylder os – måske burde vi tænke på, hvad vi skylder Europa. I det mindste burde vi stå sammen.

 

Med Putins tanks i øst, Trumps handelsmur i vest og en hidtil uset flygtningetrussel fra syd, står Europa i dag mere isoleret end nogensinde. Den bedste medicin burde være sammenhold, men det er som om, vi ikke ved det – eller politikerne ikke formår at forklare os det. Globaliseringen burde ellers fortælle os, at et samlet Europa er eneste alternativ. I stedet står vi nu med et usammenhængende Brexit, som klart viser, hvor skrøbeligt Europa desværre er blevet. Den fremgang, vækst og øget livskvalitet, som alle europæere løbende har vænnet sig til over det sidste halve århundrede, kan hurtigt få et andet fortegn.

 

Jeg håber til det inderste, at Europa og de fælles illusioner kan stå distancen. Briterne trækker sig – på en eller anden vis. Men skulle de en dag fortryde, er jeg den første til at strække armen fem og sige Welcome Home.