En historisk skattekiste
Cartagena er en tætpakket og strategisk beliggende by fuld af smukke monumenter, der fortæller historien om en vigtig, gammel søfartsby, som i dag huser godt 225.000 personer.
Dele af den puniske mur fra år 229 f.Kr. er det ældste fund, som er gjort i Cartagena. Men det er det Romerske Teater, som blev bygget i det første århundrede f.Kr., som er byens absolutte hovedattraktion. Da var Cartagena blevet en romersk koloni under kejser Augustus. Her kæmpede gladiatorer mod gladiatorer, eller mod farlige dyr, til ellevild jubel fra de seks tusind tilskuere, som kunne være i det gigantiske amfiteater. I det 16. århundrede skulle teateret imidlertid delvis være blevet ødelagt af brand, og blev ikke genfundet før i 1987. Efter en folkeafstemning blev det besluttet at bygge det op igen.
Mange uopdagede skatte…
En stor del af det romerske Cartagena ligger fortsat begravet, men arkæologerne gør stadig nye fund. Parque Arqueológico del Molinete blev åbnet for publikum i 2012 mens udgravningerne stadig fandt sted, her graves der fortsat høje huse frem, romerske bade og smukke monumenter. Parken ligger på en lille høj midt i hjertet af Cartagena, herfra er det let at orientere sig i den kompakte by.
Casa de La Fortuna indeholder resterne af et romersk bolighus. Også dette er fra det første århundrede f.Kr., det må have været en hektisk tid for romerne, den gang Cartagena skulle urbaniseres! Huset er på 204m2 og må have tilhørt en svært formuende familie. Huset indeholder blandt andet vægmalerier og nydelige mosaikarbejder.
Cartagena har mange flotte museer, blandt andet Museo Arqueológico, Museo Nacional de Arqueología Subacuática og Museo de la Guerra Civil. Under den spanske borgerkrig (1936 – 1939) var Cartagena hovedbasen for republikanernes flåde.
Religionen har også hjulpet til med at forskønne byen, specielt smuk er Basílica de la Caridad, som ligger lige nedenfor Parque Arqueológico del Molinete. Vi var så heldige, at vi kunne overvære et bryllup med det overdådige interiør som bagtæppe, det var en oplevelse!
Cartagena er fortsat en vigtig søfartsby og har været hovedkvarteret for den spanske marine siden det 18. århundrede. Dette afspejles i mange af byens monumenter. Nede ved havnen står blandt andet en smuk statue, Marinero de Reemplazo; en træt sømand som netop er vendt hjem. Lidt længere væk finder vi Héroes de Cavite, et monument som er rejst for at hædre heltene fra Cavite efter den spansk-amerikanske krig i 1898, som resulterede i, at Amerika fik kontrol over tidligere spanske kolonier i Vestindien og Stillehavet.
Kan du lide at drive rundt i gaderne, er Cartagena en fantastisk by at besøge. Her ligger arkitektoniske perler på rad og række. Byens ”guldalder” som startede i anden halvdel af det 19. århundrede og fortsatte ind i det 20., resulterede
i diverse bygninger, som er godt bevarede. Gran Hotel, som blev bygget i perioden 1907 – 1916 skal være den mest repræsentative bygning for den modernistiske periode i hele Murcia-regionen.
Vi afslutter vores besøg med en cortado i travle Calle Mayor, den bilfrie, charmerende gade, som snor sig gennem byen. Her ligger caféer, barer og butikker på rad og række, og byens borgere sidder herligt afslappet i solen mens snakken går livligt. Selv må vi bruge tid på at fordøje alt vi har set – aldrig har ønsket om at kunne spole tiden tilbage været større…