Det er formiddag, varmt og vindstille, da jeg parkerer bilen på gaden mellem skolen og parken i Algarrobo. Her venter Vibeke Bekke mig.
Hun demonstrerer med det samme sit vid om byen, da hun lægger ud med at fortælle, at byens park er indrettet med eksotiske planter, og ved et nærmere eftersyn kan jeg godt se, at planterne skiller sig ud fra dem, jeg normalt ser på Costa del Sol.
Vibeke fører mig målrettet gennem af byens første små gader, og jeg følger efter hende ind i en lille bagerbutik, hvor jeg får stukket en indpakket kage i hånden. Vibeke forklarer, at det er ’Tortas de Algarrobo’ – en mandelkage med olivenolie, som skulle være helt speciel for byen. Hun peger på en hjørneejendom med en rund facade, der plejede at huse fabrikken, der producerede dem. Men pga. kagernes stigende popularitet, har ejendommen måttet vige for andre, større produktionslokaler.
Da jeg sætter tænderne i denne torta, forstår jeg med det samme årsagen til populariteten – de smager fantastisk! Men man skal vogte sig for kopier, fortæller Vibeke. Der er nemlig flere producenter, der prøver at gøre Algarrobo kunsten efter. Hvis man vil være sikker på, at få rigtige tortas fra Algarrobo, skal man sikre sig, at der står, at de er producerede i byen af samme navn.
Gumlende på tortas bevæger vi os længere ind i byen og passerer det, der for mange år siden var borgmesterens bolig. Vibeke fortæller, at boligen i dag er lavet om til sognegård, men at der stadig er celler nedenunder boligerne fra dengang, man brugte det til at sætte byens tyveknægte og forbrydere ind og ruske tremmer i borgmesterens kælder.
En by man bliver lokal i
”Algarrobo er et sted, man bosætter sig, hvis man ønsker at integrere sig,” fortæller Vibeke, og mens vi går rundt i byen, hilses Vibeke velkommen af rigtig mange mennesker, som hun da også svarer på meget velklingende spansk. Alle skal de opdateres om, hvad der sker i hendes liv – Vibeke bor nemlig ikke i byen længere. ”Jeg boede her i otte år, men pga. min fibromyalgi (en gigtform, red.), som gør, at jeg har svært ved at gå på trapper nogle dage, måtte jeg flytte. Jeg kunne nemlig ikke få en bolig, med tilhørende garage,” fortæller Vibeke.
Vibeke flyttede til Spanien så snart hendes yngste datter var blevet 18 år. ”Jeg havde været på Montebello to gange og oplevet, hvor meget bedre jeg fik det, dels af genoptræningen men også af det varmere klima. Fra kun at kunne gå 50 meter, kunne jeg gå 1,5 km efter at have opholdt mig nogle uger i Spanien. Min yngste datter havde ikke lyst til at flytte med, så jeg flyttede, da hun var blevet 18.
Og Algarrobo har, som rigtig spanske landsbyer, mange trapper, der forbinder de skæve niveauer med hinanden. Faktisk er der så mange vinkler og højdeforskelle på gaderne, at jeg allerede efter få gader komplet har mistet orienteringen.
Vibeke kender heldigvis hvert et gadehjørne og fører os ufortrødent videre og hen til en smuk vandpost. ”Der plejede at være tre smukke gamle haner, men nu er der kun én tilbage, og den er ikke nær så køn som de gamle,” fortæller hun. Det har at gøre med, at byens indbyggere før i tiden hentede det meste af deres vand fra disse poster, men i dag har de fleste indlagt rent drikkevand i boligerne.
De lokale beboere hilser venligt, når vi passerer hinanden i gaderne. ”Faktisk taler nogle af de gamle beboere med en dialekt, der er svært at forstå selv for andalusiere. Det er fordi, nogle af de gamle mauriske udtryk er gået i arv gennem generationer her i landsbyen,” fortæller Vibeke.
”Algarrobo er en lille by, men man kan få alt her,” siger Vibeke, og vi passerer da også apotek og lægehus og adskillige frisører og købmænd.
Som noget af det sidste på dagens tur når vi op til byens kirkegård, som ligger på det højeste punkt. Her ligger en lille landsbykirke og et fint lille anlæg. Og så er der en fantastisk udsigt.
Jeg kan se, at man bliver gammel i Algarrobo, da jeg kaster et nærmere syn på gravpladserne, der ifølge spansk skik og brug ikke er gravet ned, men derimod opstillet på rad og række som sarkofager. Det er høje aldre, der er noteret på de blankpolerede sten.
Planter i alle afskygninger
Generelt er de små gader ganske besatte med blomsterkrukker og planter, og skønt vi ikke er mere end fire kilometer fra kysten og ikke mere end 50 minutter fra de omgivelser, jeg er vant til, er der alligevel mange af planterne, jeg aldrig har set før. Det kan ikke udelukkes, at La Danesas udsendte kom hjem med et par aflæggere diskret listet ned i tasken.
Det har været et dejligt besøg i en rigtig charmerende landsby, som Vibeke stadig besøger tit. Især fordi hendes veninde nu bor i hendes gamle lejlighed. Og noget tyder på, at Vibeke nok engang skal vende tilbage til Algarrobo: ”Kommer der en lejlighed ledig med parkering, så slår jeg til,” slutter Vibeke med at konkludere, inden hun fortsætter gåturen alene i Algarrobos stejle gader.
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com.
Fotos: Kristina Havbo Kongsgaard
