Vis mig din landsby - Anette Tamborg

   

“Jeg hedder Anette Tamborg og er cand. mag. i dansk og historie. Jeg er 69 år og forelskede mig i Álora fra et togvindue for 25 år siden.”

 

Sådan stod der i en mail, vi modtog på redaktionen med emnet ’Vis mig din landsby’. At Anette skulle vise sig at kende Álora mere indgående end nogen anden dansker, var en overraskelse.

 

”Álora passerer man på vej til El Caminito del Rey, men den er værd at gøre et ophold i. Jeg boede der i 1995-96, hvor jeg studerede spansk i Málaga og fik mange gode venner. Siden har jeg været der et par gange om året på længerevarende ophold og holder både venskaber og sprog ved lige,” skrev Anette, og vi satte straks kursen mod Álora.

 

Anette har et spændende program klar til os. Vi gør som det første hold på skolen ’Los Llanos’. Her underviser María Moreno, der er nyuddannet lærer og nu masterstuderende. Og så er hun datter af nære venner af Anette, der lærte María at kende, da hun var tre måneder. I dag er hun 21 og hjælper Anette med skriftlig spansk. På skolen underviser hun en klasse med udviklingshæmmede børn. ”Álora har hele fem skoler, men denne er den eneste, der har en klasse specielt til udviklingshæmmede og handicappede børn. På andre skoler integrerer man dem, så godt man kan, i de almindelige klasser,” fortæller María. Det har lige været ’Semana Blanca’, og hall’en er fyldt med elevernes kreationer, der skal sætte fokus på byens historie og går helt tilbage til stenalderen.

Anette viser et tidsskrift frem, ’Seniorernes Blad’, hvor hun har bidraget med en artikel om Álora, der hedder ’Bag de hvide mure’. Forsiden prydes af fire spanske kvinder, hvor en af dem holder et spædbarn på armen. Det er María som spæd, og det er hendes familie, artiklen handler om.

 

Med os hele dagen er Marisa Segura Zamudio, der pensioneret lærer og fortsat redaktør af sin skoles årsskrift, hvor byens borgere og Anette skriver indlæg om lokalhistorie. Marisa er desuden i fuld gang med at udvikle et lokalhistorisk fotoarkiv.

 

Vi tager en taxa videre fra skolen, for nu skal vi ind igennem nogle af Áloras mest snævre og stejle gader. Taxa-chaufføren svinger rutineret vognen rundt om gadehjørner, der kun lader et par centimeter fri på hver side. Anette gør tegn til, at han skal holde på en gade og da vi stiger ud, forstår jeg hvorfor. Hun holder et print af et maleri op, der forestiller gaden, vi står på, som den så ud for godt 120 år siden. Det er den danske maler J. F. Willumsen, der i 1889 malede ’Gade i Álora’. Det er ikke nødvendigt med en god forestillingsevne, for gaden fremstår, præcis som den blev malet på billedet med få nutidige ændringer. Som en kuriositet kan nævnes, at Willumsen ikke var den eneste danske maler, der forelskede sig i Áloras gader. For nogle år siden dukkede der nemlig et maleri op på Bruun Rasmussens kunstauktioner af den danske malerinde Anna. S. Petersen af den samme gade i Álora. Det viser sig, at hun ledsagede Willumsen på rejsen og malede et billede af den samme gade fra en lidt anden vinkel.

 

Efter at have nydt udsigten og suget lidt historiske indtryk ind, sætter vi kursen mod byens centrum igen. På vej til dagens sidste punkt på dagsordenen lægger vi vejen forbi en lille butik. Inde bag disken står Marisas søster. Hun ejer og driver butikken, der sælger nips, pynt og tøj. Efter en mindre og spontan fotosession går vi tværs over den lille ensporede gade for at få en bid mad i huset overfor.

 

Da jeg træder ind i huset, hvor Anette byder på dagens frokost, må jeg stå stille et øjeblik i hall’en, mens jeg overvældes af indtryk fra en svunden tid. Overalt på væggene hænger porcelæn med sirligt malede krummelurer og ornamenterede billedrammer, som også udgør indholdet på mahognireolerne. Sort-hvid portrætterne i rammerne vidner om, at her har boet Áloras bedre borgerskab. Vi tager plads i de velpolstrede møbler, der er overdænget af broderede pyntepuder. Mens Anette fortæller, skænker Marisa op. ”Jeg var gode venner med deres tante, som boede i huset indtil hun døde sidste år, og Marisa er vokset op her,” fortæller Anette, der færdes, som var det hendes eget hjem. ”I Álora har jeg flere familier, hvor jeg er lige så velkommen, som jeg er her,” fortæller hun stolt.

 

”Jeg vidste med det samme, at jeg ville mere i Spanien end blot at sidde i en strandstol og sippe drinks. Jeg ville ind, hvor det virkeligt spanske liv leves – ind bag de hvide mure,” fortæller Anette. Og det kom hun. ”Jeg havde to indgangsvinkler til det spanske samfund. Den ene var flamencoklubben, hvor jeg tog ned på mit første ophold i Álora. Her fik inspektøren for klubben et ungt par til at tage sig af mig, selvom jeg mit spansk var meget mangelfuldt.

 

Den anden var en lokal mand, Pepe Rosas, som jeg mødte, fordi jeg havde købt en bog i en af butikkerne om Áloras lokalhistorie. Så han kom en dag og prikkede mig på skulderen på en cafe. Han var folklorist – han havde læst folkemindevidenskab – og han inviterede mig med til en masse spændende ting, samtidig med at han fuldstændig ignorerede, at jeg ikke talte spansk,” griner Anette og fortsætter: ”Da beboerne i byen opdagede, at jeg forsøgte mig på spansk og gerne ville lære, havde jeg en helt by af undervisere og blev venligt rettet, når jeg var ude og købe ind og talte gebrokkent spansk med de lokale” fortæller Anette stolt.

 

Selvom Anette er velkommen og kommer ind i mange huse i Álora er der et, der har gjort særligt indtryk på hende. Så stort et indtryk, at hun i 2017 udgav en bog om netop dette hus. Mens Anette boede til leje hos en sigøjnerkvinde, blev hun nemlig indlemmet i dennes store familie af sigøjnere. Bogen ’Marielas hus’ skildrer altså tre verdener – Anettes, sigøjnernes og resten af byens. Mødet med en helt anden kultur blev også en fordel for Anette, der arbejdede som kommunikationsmedarbejder i Brøndby Strand i København, hvor hun havde stor kontakt med indvandrere, og sigøjnerkulturen hjalp Anette til at sætte sig ind i og forstå disse mennesker, der kom fra helt andre kulturer. Dette gjorde det i sidste ende lettere for hende at kommunikere med dem.

”Jeg har en universitetsgrad, men jeg vil sige, at jeg har lært mere af et være i Álora,” smiler Anette.

Har du aldrig overvejet at flytte permanent til Álora?

”Det har jeg ikke, for jeg har ligesom altid vist, at jeg har haft brug for udvekslingen mellem de to liv,” slutter Anette.

 

 

Fra bagsiden af bogen: 
I dag synes jeg næsten, der er magi i Marielas hus. Der er ingen magi i at være ildeset og på bunden, heller ikke selvom man er sigøjner og kan danse flamenco og spille guitar. Magien er opstået af vores møde, af glæden mellem os, det nye pust vi har tilført hinandens liv. Måske er magien bare der, hvor man åbner sit hjerte.”

 

En dansk kvinde lejer sig ind hos sigøjnerkvinden Mariela i en andalusisk landsby i Sydspanien nogle år før årtusindeskiftet. Hun går på sprogkursus i Málaga og bliver hurtigt optaget i Marielas store familie. Især Alvo på otte kaster sin kærlighed på hende. Landsbyens dagligliv belyses gennem fortællerens øvrige venskaber, der spænder fra det bedre borgerskabs frankister til en kommunistisk arbejderklassefamilie.

 

Der bor 14.000 indbyggere i Álora kommune. Indbyggerne kalder sig ’Los Perotes’.

Byen er kendt for at være ’La Cuna de la Malageña’ – flamencoens vugge, og den lokale flamencoklub har fostret mange sangere, herunder flamencosangerinden Antonia Contreras, der i 2016 vandt La Lámpara Minera.

 

Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com. Fotos Kristina Kongsgaard