Der er blevet strammet op på dem – men det er langtfra nok.
De spanske pensioner hænger i en tynd tråd, for statens pensionskasse er ved at være tom. Og endnu værre; fremtidens modtagere af pension er de meget store og pensionstunge årgange.
”Spaniens største udfordring bliver at sikre fremtidens pensioner”, var nogle af Mariano Rajoys første ord efter valgsejren ved sidste parlamentsvalg i 2016.
I en tid med store gældsproblemer og tårnhøj arbejdsløshed undrede mange sig over statsministerens udtalelse. Måske kom den ikke på det mest passende tidspunkt. Til gengæld forstår de fleste i dag sagens alvor. Fra i dag, og i de kommende årtier, kan det næsten kun gå én vej for pensionerne; nedad – eller den forkerte vej, om man vil.
De blide reformer…
José Luis Zapatero blev ikke populær, da han mod udgangen af sin regeringstid i 2011 gennemførte en lov, der gradvist hæver pensionsalderen fra 65 til 67 år. Men det skulle vise sig kun at være første kapitel i historien om de indskrænkede pensioner. For blot få år efter måtte hans efterfølger, Mariano Rajoy, også justere på loven. Rajoy afskaffede efterlønnen, strammede kravene for at få fuld pension og nærmest fastfrøs de nuværende pensioner. Det er hård kost for de spanske seniorer. Men intet tyder på, vi er kommet til hovedretten. Absolut intet.
…og de hårde perspektiver
Set på alder er den spanske befolkning nemlig helt skæv. I EU-landene er der i dag mellem 53 og 56 pensionsmodtagere for hver 100 mand i den erhvervsaktive alder. Det gælder også for Spanien. Men fra i dag og frem til år 2050 vil mængden af pensionsmodtagere stige til 77, og det kan den halvtomme spanske pensionskasse selvsagt slet ikke klare.
José Carlos Diéz er økonom og fast gæst på tv-stationen La Sexta, hvor han ikke er bange for at tage bladet fra munden. Vel ligger 2050 langt ude i fremtiden, men den spanske økonom er sikker på, vejen dertil bliver præget af ændringer og voldsomme nedskæringer i pensionerne. Og at de første allerede kommer om få år, for i krogene i parlamentet snakkes der allerede i dag om at forlænge den gradvise forhøjelse af pensionsalderen til 69 eller 70 år. Men her stopper legen ikke. Kommentatoren mener, vi også vil blive vidner til generelle skatteforhøjelser og nye skatter og afgifter for at få flere midler i den halvtomme pensionskasse. Tidens snak om grønne afgifter og miljøskatter har en god klang, men midlerne kommer aldrig til at gavne miljøet. Det er for at sikre pensionisterne deres månedlige udbetaling, mener José Carlos Diéz. Det er hårde ord, men intet tyder heller på fremtiden bliver let. Rajoy & Co. gør sikkert sit for at sikre fremtidens pensioner, men det er yderst tvivlsomt om begrebet pension vil bestå, når 80 og 90’ernes børn ikke længere magter at arbejde. Og det gælder naturligvis alle nationaliteter, der bor og arbejder i Spanien. Både EU’s økonomiske råd og OECD anbefaler højlydt det arbejdende folk at tegne en privat pensionsopsparing. Måske er det værd at lytte til.
Den store mængde af ældre er stort set et isoleret problem for Spanien.
På verdensplan er det kun Japan, der i år 2050 vil kunne tangere Spaniens mængde af pensionsmodtagere. De øvrige EU-lande vil, i grove træk, bevare den nuværende mængde af pensionister på 53-56 for hver 100 mand på arbejdsmarkedet. Men alligevel vil flere velfærdsstater få problemer med at udbetale fremtidens pensioner. Derfor er det f.eks. i Tyskland på tale at hæve pensionsalderen til 70 år, præcis som den danske regering er i gang med en gradvis eliminering af efterlønsordningerne.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com
