Det er nærmest umuligt ikke at stifte bekendtskab med bare nogle af Málagas 90 borge, men alligevel er der mange af os, som ikke skænker dem en tanke i det daglige. Det er en skam, for det er fæstningsværker, der vidner om knudepunkter i et magtspil om kongeriger, og hver har deres egen spændende og unikke historie at fortælle.
Álora er en lille hvid bjergby flankeret af bjerge, der flyder ned mod vandet på den ene side og en endnu en bjerg-mastodont på den anden. Selve borgen ligger selvsagt på byens højeste sted og med årene har den lille landsby vokset sig større og større ved at tage en bid af borgens fod for til sidst at nå helt op til borgmurene. I dag er den lille landsby med godt 13.000 indbyggere nabo til el Caminito del Rey, den nyåbnede og nyrenoverede sti, der årligt modtager over to millioner gæster.
Borgen i Álora fortæller en historie om maurere og kristne, hjemstavns-stolthed og militærstrategi. Beliggenheden har gjort det nærmest umuligt at nærme sig fæstningen uden at få skudt en kugle eller pil for panden, afhængigt af hvilket århundrede, man skulle finde på at nærme sig. Igennem hele middelalderen har de kristne konger forsøgt at indtage den uindtagelige Álora borg og blev gang på gang sendt på retræte. Her beskrives de vigtigste forsøg; dét, der næsten lykkedes, og dét, der gjorde.
Álora la bien cercada
Sådan lyder titlen på det digt, der for evigt vil ledsage borgen i Álora. Diego de Rivera tjente under den Castillanske krone som guvernør i Andalusien. I 1434 led han en tragisk død på borgen i Álora. Det er ham, digtet ”Álora la bien cercada”, handler om. Digtet beretter om dengang, alle folkene i Álora, ledet af Rivera, med høtyve, og hvad de ellers kunne samle af våben, i hænderne gik i samlet trop mod borgen, maurerne okkuperede, for at få jaget dem bort. Ved synet af den store folkemængde flygtede maurerne langs bagsiden af borgen. Kun en enkelt maurer sad tilbage med en seddel spiddet på sin bajonet. På sedlen stod der: ”Fred, fred, Guvernør. Borgen er din.” Ifølge digtet løftede guvernør Rivera sit visir for at kunne læse sedlen, hvorefter en maurer fra et af tårnene skød ham en pil for panden, der penetrerede hans kranie og gjorde en ende på hans liv.
I 1484 forsøgte los reyes católicos, Isabel og Fernando, at gøre et modtræk imod sultanen af Granada og indledte et angreb på borgen i Álora netop pga. dens militærstrategisk vigtige placering. Ekspeditionen talte 35.000 kavaleri samt kanoner. Soldater og ryttere gik til angreb fra alle sider af den uindtagelige borg, og kanonerne og det tunge artilleri placeredes på en høj direkte overfor. Fra højen lod de kanonkuglerne regne ned over fæstningsværket. Det tunge skyts ramte borgen dér, hvor det gjorde ondt – på tårnene. Maurerne svarede igen, men deres våben rakte ikke lige så langt, som Isabels og Fernandos kanoner. To tårne og en stor bid af muren lykkedes det katolikkerne at destruere. Maurerne forsøgte at lappe muren indefra, men da hullet blev for stort, og tårnene ikke stod til at redde, besluttede den mauriske hærfører ikke at yde mere modstand og overgav derfor borgen for at undgå yderligere tab og for at kunne pleje de tilskadekomne.
Det har været en af de mest vanskelige generobringer i Málaga, og med indtagelsen i 1484 stadfæstede man definitivt erobringen af Granada, som fra nu af var under los reyes católicos’ styre. Da den først var blevet generobret, var Álora en af de eneste få landsbyer, Isabel og Fernando faktisk selv besøgte. På fundamentet af den moské, maurerne havde bygget, etablerede de en kirke, og som det var skik og brug, når man havde indtaget et sted, gav man den navnet Santa María de la Encarnación. Senere blev den ødelagt af et jordskælv, og kun ruinerne er tilbage i dag.
I den næste udgave af La Danesa tager vi jer med på den sidste rejse igennem historien for denne gang. Vi dumper ned på slagmarken på Castillo Sohail i Fuengirola, hvis fascinerende historie inkluderer snarrådige generaler og modige polakker. Glæd dig til det sidste blodige slag i denne artikelserie.
Ved slaget om Álora så man for første gang et tiltag, der senere skulle blive skik og brug i enhver krig og ethvert slag – felthospitalet. Bag slagmarken udenfor borgen, opstillede man seks enorme telte med bårer til de tilskadekomne og syge, der kunne blive tilset af et hold af læger og kirurger, alt sammen betalt af dronning Isabel. Efterfølgende indså man, hvor effektivt dette tiltag var og implementerede det på slagmarkerne i hele Europa.
