Han er kendt for at trylle folk i julestemning på et øjeblik, rollen som politimesteren Hermann i Rejseholdet og de velkendte stemmer i Walt Disneys tegnefilm. Stig Rossen er meget mere end sprød powerstemme og et stort skuespillertalent. Han er familiefar og ualmindelig god til at skelne mellem livet som professionel og livet som Stig på Østfyn.
– Jeg bor herude på landet med skov og marker på alle sider. Skal der spredes møg, så skal der spredes møg. Her får du ikke lov til at være en stjerne. Det er en skøn kontrast at tage herfra og have kæmpet med muldvarpen en times tid og fået havetraktoren til at fungere og savet træ ned med motorsaven, tage et bad og halvanden time efter er man i Dragør og give koncert, siger Stig Rossen og fortsætter:
– Efter man har været stjerne på scenen og skrevet autografer, tager man herned og forbi sit gadekær, og så forsvinder alt det. Man bliver altid hevet tilbage.
Hevet fra den professionelle verden og hjem til Østfyn, hvor rutinerne går deres gang.
– Jeg tror og håber, at folk kan mærke på mig, at jeg er den samme i de to verdener. Jeg laver ikke om på mig selv. Herhjemme rager det dem en papand, at jeg er en kendt sanger og bliver tiljublet. For herhjemme skal der ordnes vaskestøj, så her bliver man trukket ned i den skønne dagligdag, som jeg elsker og for mig er den perfekte.
Den 54-årige danske stjernes karriere har blandt andet budt på Cameron Mackintosh’s Les Misérables på Palace Theatre i London, senere hovedrollen som Jean Valjean i samme forestilling, optræden i alverdens musicals og koncerter, lagt stemme til Mulan og Lilo & Stitch og sunget sange til Tarzan og Bjørne Brødre – og har ikke været nervøs i 24 år.
– De første fire-fem år var jeg. Sidenhen som professionel mærker jeg ikke nervøsiteten mere. Man kan godt være i en ny situation i parken for 40.000 publikummer i Les Misérables, hvor man mærker suget i maven, man husker fra, da man var helt ny. Men der er ikke noget, der kan få mig ud af kurs.
Hvilken scene står han så på i dag 28 år efter, det hele startede til et Melodi Grand Prix i TV Byen i Søborg, hvor han sang sig ind i danskernes hjerter med ’Vi danser rock og rul’?
– Det er svært at sige, fordi man er midt i processen. Det er noget, man ikke tænker så meget over. Dengang var jeg en glad amatør, og nu er jeg professionel og har været i branchen i 28 år. Jeg føler mig rigtig godt til rette. Det er blevet mit arbejde, og klart at det bliver en form for hverdag. I den her branche har jeg kunnet bevare nysgerrigheden. Jeg glæder mig stadig hver eneste dag til at skulle på job og lave så mange forskellige ting: Bamses venner, mine gamle venner i Four Jacks, intimkoncerter og gospel.
Stig Rossens Spanien
Den 8. oktober bliver det Sydspanien, hvor Stig Rossen for første gang giver intimkoncert i Margrethekirken i Fuengirola, hvor vi kan forvente os et enormt nærvær fra sangeren.
– Jeg plejer at lave miks af musicalsange og pop blandet i hinanden. Et skønt miks. Jeg elsker at springe rundt mellem genrerne. Jeg vil helst gå fra gospel og Elvis til The Music Of The Night og Phantom of the Opera. På den måde laver man bindinger mellem sangene. Det sætter jeg størst pris på i intimkoncerter.
Selvom spændet kan gå fra 25.000 tilskuere til 250, er der forskellige aspekter og talenter, der skal udforskes. Men det at tale mellem numrene, samtidig med sangene er veludførte og godt fortolkede, er vigtigt for Stig Rossen.
– Når jeg er til intimkoncert, vil jeg have følelsen af at møde personen. Følelsen af at man når lidt tættere på mennesket. Tag Niels Hausgaard hvor man føler, at man kommer lidt indenfor. Jeg forbereder aldrig, hvad jeg skal sige inden numrene og har ikke gjort det siden 91. Det gør nogle gange, at man siger nogle mærkelige ting, men man bliver mere umiddelbar og kommer tættere på publikum.
Selvom det er første gang, Stig Rossen giver koncert i Spanien, er det ikke første gang, han og familien flyver til Costa del Sol. I mange år har det været et af de foretrukne feriemål.
– Vi har venner, der bor i Puerto Banús. Vi er fuldstændigt vilde med det. Og når børnene er blevet store, finder vi et lille sted dernede mellem Estepona og Málaga. Jeg elsker tempoet og vejret. Vi er begge ret glade for det.
____
Kom til Stig Rossen-koncert i Margrethekirken
Lørdag den 8. oktober kl. 18.00.
Margrethekirkens Venner har den store glæde at invitere til en dejlig, musikalsk aften med Stig Rossen. Billetter a 40 € inkl. sandwich og vin kan købes fra den 7. september i Margrethekirken, hos Vitamina i Centro Idea, samt hos Jørgen Kobstrup tlf. 661 714 508 / mail: the.kobstrups@get2net.dk
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001