Spis og drik ikke noget, som du ikke ved, hvad er! Og brug ikke noget på huden eller i håret, som du ikke vil putte i munden!
Er du i tvivl, så følg disse simple råd. Helt nemt er det dog ikke for de fleste moderne mennesker, der lever i tæt befolkede områder og er henvist til at købe ind i supermarkeder, som max har én m3 plads allokeret til den såkaldte Health Food (gad vide, hvad alt det andet så er?) og endnu mindre plads til miljøvenlige hudplejeprodukter, shampoo og vaskemiddel.
Som de fleste af jer har opdaget, bryder jeg mig ikke om nogen former for fanatisme – og heller ikke når det handler om vores sundhed, idet alt for mange regler, forbud og påbud stresser vores BodyMind.
Derimod går jeg ind for frihed. Og jeg vil vældig gerne have frihed til at følge min krops anvisninger – også når jeg køber fødevarer og hudplejeprodukter. Det handler, som alt andet, om balance.
Jeg spiser plantebaseret kost primært af dyreetiske årsager, men også fordi min krop har det så meget bedre uden animalske produkter. Æg vil jeg dog ikke undvære, og forsøger altid at finde dem hos folk, jeg kender, så jeg kan holde øje med, at deres høns er glade og sunde.
Øko-butikker popper op overalt i denne tid, som et bevis på, at consumer power fungerer. Folk er ved at være trætte af at spise medicinrester, hormoner, giftstoffer, emulgatorer, gmo-halløj og andre mærkværdigheder, som vi ikke en gang kan udtale. Nu vil forbrugerne have rene varer.
Jeg handler også hos de små lokale grønthandlere, selvom de ikke kan fremvise guldrandede økomærker. Og det gør jeg, fordi jeg bekender mig mere til bæredygtighed end til ren økologi. Jeg har det bedst, når jeg spiser mad, som er produceret her, som passer til mikrobiologien i min krop og til årstiden – og som er med til at holde mit lokalsamfund kørende. Det hjælper jo ikke noget at kræve økologi, hvis ikke producenterne kan overleve. Det vigtigste for mig er, at jeg kan se, dufte og føle på varerne.
Jeg har en god fordøjelse, blodsukker i balance og en gennemsnitlig forbrænding, og som sidegevinst har jeg lagt mærke til, hvordan min figur langsomt ændrer sig til det bedre, fordi gammel slagger renses ud. Ved at droppe sukker (med undtagelse af store mængder lakrids af den virkelig usunde slags, når der er Netflix-weekend), har jeg fundet verdens bedste middel mod cellulitis.
Jeg drikker masser af rødvin (gerne fra lokale bønder). Jeg spiser ikke kosttilskud, men supplerer min varierede kost med alle de gode mineraler, som havvand indeholder. Det med at drikke havvand kommer vi tilbage til næste gang.
Jeg elsker mine parfumer i fancy flakoner og mit duftende vaskepulver. Det vil jeg ikke undvære (endnu), og derfor skaber jeg balance i tingene ved at bruge naturlige olier som bodylotion (i øjeblikket bruger jeg økologisk jomfrukokosolie) og i ansigtet (ren arganolie) – og så laver jeg min egen tandpasta af kokosolie og pebermyntedråber. Deodoranten er lavet af Aloe Vera. Jeg farver mit hår (elsker farver) med semi-okay produkter (fordi jeg ikke har fundet rene farver, som virker ordentligt). Til gengæld bruger jeg ikke shampoo, men skyller mit hår i vand, og lader hårbundens naturlige olieproduktion sørge for plejen. Jeg laver min egen myggespray (se opskrift herunder) og min egen solcreme.
Jeg er vild med solen, og stoler på, at den ikke skader mig, hvis jeg ikke misbruger den. Måske får jeg hudkræft en skønne dag, men ikke af solen. Og jo, jeg har rynker og pigmentpletter, men de er skabt af glade, aktive stunder under åben himmel. For 15 år siden udviklede jeg pludselig soleksem på brystet. Bare fem minutter i solen, og masser af små kløende prikker dukkede op. Intet hjalp! Men så tog min mand, hunde og jeg på en lille tur langt ud i bjergene, hvor vi boede i et ‘casa rural’ uden elektricitet og mobildækning. Ren afslapning i naturen. Solcremen havde jeg glemt derhjemme – og det samme gjaldt åbenbart soleksemen, som med al tydelighed var stressrelateret. Det var altså ikke hverken solen eller huden, der var noget galt med, men min livsstil på det tidspunkt (alt for meget arbejde og masser af bekymringsstress og sorg over min mors sygdom).
I Costa Rica iagttog jeg naturen nøje, og her så jeg bl.a., hvordan træernes blade vender sig i forhold til solen. De vender simpelthen bagsiden udad, når solen er stærkest, fordi de er udstyret med en slags naturlig ‘solcreme’ på den ene side. Når solen så er væk, vender de den fine blanke side ud igen.
Det er ikke så svært: Gå ind i skyggen, når solen brænder stærkest, og brug naturlige midler til at beskyttet huden, når du opholder dig i solen.
Min yndlingsblanding er olivenolie (ca. SPF 8) iblandet masser af saftigt kød fra Aloe Vera-planten i haven og mineralrig Himalayasalt. Går jeg på stranden, tilsætter jeg gulerodsfrøolie, fordi den har et meget højt SPF-tal (ca. 40) og er rig på antioxidanter og har gode antiseptiske egenskaber.
Andre gode olier med indbygget solbeskyttelse er hindbærfrøolie (ca. SPF 30), hvedekimolie (ca. SPF 20), avocadoolie (ca. SPF 15) og kokosolie (ca. SPF 8).
Hvordan kan du være sikker på, at det virker, spørger nogle? Jeg prøver mig frem! På nøjagtig samme måde som man bør tjekke, om industrielt fremstillede solcremer virker. Vi har jo kun producentens ord for det!
_____
Lav din egen effektive og ‘sunde’ myggespray
Fyld et rent syltetøjsglas med salvie, timian, mynte, rosmarin og lavendel, og hæld æbleeddike på. Luk glasset med tætsluttende låg, og lad blandingen trække på køkkenbordet i 2-3 uger. Husk at ryste glasset hver dag. Si væsken og hæld den på en sprayflaske i forholdet 50% urtevæske 50% vand. Myggesprayen lugter stærkt, når du sprøjter den på huden, men så snart den er tørret ind, forsvinder lugten – og du har en super effektiv myggespray med gode antiseptiske egenskaber, hvis du får en rift. Opbevar myggesprayen i køleskab.
_____
Vil du bestille tid til en session eller have mere information om BodyTalk, er du velkommen til at ringe mig på tel. +34 607 62 91 06 – eller læse mere om BodyTalk på www.bodytalk-torreblanca.com.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001