Euroens dobbelte betydning for den spanske 'finanssyge'

 

“Alt på menukortet steg fra den ene dag til den anden, da vi blev pålagt at handle med euro i stedet for pesetas. Før kostede en kop kaffe 100 pesetas, og pludselig skulle kunderne slippe en hel euro for præcis den samme vare,” fortæller Miguel Cusello, der har arbejdet som bartender på restauranten El Refectorium i Málaga siden 1999. I 2002 svarede én euro til 166 pesetas, og prisen på kaffe steg derfor næsten 70 procent hen over natten – hvilket også var tilfældet for en lang række andre basale produkter som mælk, smør, brød og dagens ret. Den store prisstigning skyldtes, at varerne blev rundet op til nærmeste hele euro, og jo lavere prisen på den givne vare var, des mere kunne oprundingen mærkes.
Selvom borgerne mærkede en markant inflation lige efter euroens indførelse, faldt prisniveauet hurtigt til ro, og overordnet klarede landet sig iøjnefaldende bedre, efter de implementerede den nye fælles valuta (se grafen Spanien: Inflationen er aftaget markant).

 

 

Spanien blev medlem af Den Europæiske Union i 1986, mens euroen trådte i kraft den 1. januar 2002. Med indførelsen af den fælles valuta fulgte forpligtelser, og alle eurolandene skulle derfor underskrive en stabilitets- og vækstpagt samt leve op til konvergenskriterierne – dvs. krav til prisstabilitet, holdbare offentlige finanser, den offentlige gæld og den langsigtede rentesats (se boks Konvergenskriterierne). Fordi den spanske økonomi nu blev overvåget af EU, styrkede det tilliden til de spanske finansmarkeder markant.

 

“Investorerne fik større tiltro til den spanske økonomi, efter de kom med i eurosamarbejdet, fordi de havde en forventning om, at de offentlige finanser og inflationen i Spanien ville blive mere stabil, og at landet samtidig ville blive mere ‘tysk’ i sin indstilling til økonomien,” forklarer Tina Winther Frandsen, seniorøkonom og Europa-analytiker i Jyske Bank.

Spaniens økonomiske popularitet fik renten til at falde, så det blev billigere for staten, og dermed også for borgerne, at låne penge (se grafen Spanien: Kraftigt fald i renten).

 

 

“I 00’erne blev Spanien revet med på vognen af de lave renter og en tro på, at man kunne gå på vandet. Det gjaldt ikke mindst boligmarkedet, hvor både byggematadorer, banker og helt almindelige spaniere blev grebet af euforien. Det gjaldt derfor om at hoppe på toget i en fart, og dermed blev boligboblen skabt. En boble der brast, da Sydeuropa fik negativ spotlight på de finansielle markeder,” forklarer Tina Winther Frandsen om den spanske boligboble, der bristede i udgangen af 2007. Efter krisens indtog dalede tiltroen igen til spansk økonomi, hvorefter renten steg og investorer trak sig ud af landet og lod byggeprojekterne stå alene og halvfærdige tilbage.

 

 

Euroens kriseværktøjer
Når Spanien tidligere har været i en krise, ligesom i 1993, har det været kutyme at devaluere pesetaen. Det var bare ikke muligt i den seneste krise, fordi eurovalutaen er fastfrosset af Den Europæiske Centralbank (ECB).
“Selvom Spanien i gamle dage kunne devaluere, er det vigtigt at huske, at en devaluering, som et instrument til at få gang i økonomien, er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen. Det virker lige her og nu, fordi man får forbedret sin konkurrenceevne øjeblikkeligt, men på længere sigt bliver den positive effekt udhulet af bl.a. stigende inflation,” fortæller Tina Winther Frandsen.

En devaluering af pesetaen gjorde de spanske varer billigere at købe for udlandet, og det blev samtidig dyrere for Spanien at importere varer. Det naturlige resultat af devaluering er derfor reduceret import og øget eksport. Selvom en devaluering ikke løser de grundlæggende problemer i en økonomi, har Spanien klaret sig fint efter de tidligere devalueringer, fordi landet stort set er selvforsynende og derfor kun i mindre grad er afhængig af import. Hvis et land vil øge konkurrenceevnen på længere sigt, kan det dog betale sig at investere i økonomiske reformer.
“Økonomiske reformer gør ondt på den korte bane, og det koster vælgere for de politikere, der laver reformerne. For det betyder måske flere ledige, lavere lønvækst og nedsat understøttelse for at få folk hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Det tager et par år, inden et land kan høste frugterne af sådanne reformer,” forklarer Tina Winther Frandsen og tilføjer, at Spanien skulle have søsat sådanne reformer, mens man var økonomisk oven på.

Fordi Spanien havde sat sig selv i meget stor en gæld, gik det mildt sagt rigtig skidt med økonomien efter krisens start og i juni 2012 måtte Spanien ned på knæ og bede de andre eurolande om en hjælpepakke til at redde de kriseramte banker. Man fik bevilget en hjælpepakke på 100 milliarder euro, som gav Spanien en chance for at komme oven vande, og i efteråret 2013 vinkede landet farvel til en 2-årig periode med negativ vækst (se grafen Spaniens opsving tager til – dog stadig langt op af hullet).

 

“Tingene er vendt til det bedre i Spanien. Det er det blandt andet, fordi man tog imod hjælpepakken fra EU, som stillede nogle reformkrav til spansk økonomi. Det ramte den menige borger hårdt, men har været godt for økonomien som helhed. Der blev samtidig ryddet op i Spaniens banksystem, så de sårbare banker enten blev lukket eller slået sammen med større og mere stabile banker,” forklarer Tina Winther Frandsen.

Spanien har blandt andet gennemført en pensionsreformen i 2010 og en arbejdsmarkedsreform i 2012. Pensionsreformen har medført, at pensionsalderen er blevet hævet fra 65 til 67 år, og arbejdsmarkedsreformen har sørget for lavere lønninger og større fleksibilitet. Herudover har Spanien hævet skatterne, lavet en målsætning om at sænke landets offentlige udgifter løbende og fået et større fokus på uddannelsessystemet.
“Det seneste halve til hele år er de positive resultater begyndt at vise sig bl.a. i form af tiltagende vækst, højere boligpriser og lavere ledighed. Spanien høster nu frugterne af den økonomiske politik i 2010-2012, og de begynder nu at lægge fra land i forhold til de andre eurolande, særligt sammenlignet med Frankrig og Italien, der har haft rigtigt svært ved at få gang i et opsving,” udtaler Tina Winther Frandsen.

Også fra EU’s side er der stor optimisme at spore, og man holder ikke igen med skulderklappene. “Spanien er ved at få betydelig mere gang i økonomien, hvor der i 2015 og 2016 forventes vækstrater på 2,7 procent,” står der i Europa Kommissionens forårsprognose fra 11. maj 2015.
Selvom tallene spår, at Spanien er på vej på højkant, er det ikke alle spaniere, der er begejstrede for eurosamarbejdet og de tunge reformer. “Min løn er præcis den samme som ved euroens indtog. Spørger mig, om jeg ville have undværet euroen, er svaret et klart ‘ja’,” siger bartender Miguel Cusello.

Blandt økonomer er der uenighed om, hvorvidt eurosamarbejdet har fungeret eller ej. Jesper Jespersen, økonomiprofessor på Roskilde Universitet, mener ikke, at eurosamarbejdet har fungeret og tror, det vil smitte positivt af på Spanien, hvis de melder sig ud af møntunionen et stykke tid. Andre professorer, som Henrik Jensen fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet, mener, euroen har vist sin styrke ved at have overlevet så dyb en krise, og at det bestemt ikke vil være fordelagtigt for Spanien at forlade samarbejdet.
Tina Winther Frandsen er også generelt optimistisk over europrojektet: “I min optik er det positivt for Spanien, at de er kommet med i eurosamarbejdet. Men det er klart, at de blev lidt for ivrige i opløbet og glemte at udnytte det store vindue med lave renter til at lave investeringer og reformer. De er dog ved at lære det nu, og jeg synes, de har været virkelig gode til at få rettet op på skuden, selvom krisen ikke er slut for Spanien endnu. Der er stadig en ledighed på 23-24%, og næsten hver anden unge spanier står uden arbejde”.

 

“Spanien høster nu frugterne af den økonomiske politik i 2010-2012”, siger Tina Winther Frandsen, seniorøkonom og Europa-analytiker i Jyske Bank. 

 

Det kan dog være svært at vurdere den reelle arbejdsløshed, fordi det er ikke er alle arbejdstagere og lønindkomster, der optræder i statistikkerne på grund af den udbredte sorte økonomi i Spanien. En opgørelse foretaget af ECB viser, at Spanien er det land, som ligger inde med flest 500 eurosedler. Argumentet for at indføre 500-sedler var, at det ellers ville være for tungt at slæbe pengeposen hen til de kontante boligkøb i Spanien, lyder en anekdote fra ECB.

Om euroen er en succes eller ej kan diskuteres, men det er sikkert, at der har været nogle åbenlyse begynderfejl i samarbejdet. Et af problemerne har været, at de økonomiske vismænd i Bruxelles havde spået en fast rentekurs med euroen, hvilket viste sig ikke at blive tilfældet. En anden stor del af problemet er, at EU ikke været konsekvent nok over for de lande, som slækkede på konvergenskriterierne, og de har endnu ikke uddelt bøder, som de ellers har kompetence til. I 2010 havde Spanien for eksempel et budgetunderskud på ni procent af BNP, hvor konvergenskriteriet maksimalt tillader tre procent. Det kunne ellers være, det ville have hjulpet Spanien, hvis EU havde slået hårdere ned, når man ikke overholdt de underskrevne kontrakter. Det har i hvert fald givet positive tal på bundlinjen, efter Spanien blev presset til at foretage reformer i stedet for at devaluere. Så selvom lønningerne ikke er steget meget, og kaffen nu som standard koster 1,5 euro i stedet for 100 pesetas, så er Spanien så småt ved at genvinde det økonomiske fodfæste og er ikke længere i fare for at blive smidt ud af den eksklusive euroklub.

 

Fakta om eurosamarbejdet
I 2002 blev euroen indført som officiel valuta i 11 medlemslande, heriblandt Spanien. Alle lande, der har euroen, skal opfylde konvergenskriterierne (se boks konvergenskriterier). Danmark og England fik forhandlet sig frem til ikke at indføre euroen, men fører i stedet en fastkurspolitik. Det betyder, at værdien af den danske krone ikke må variere mere end +/- 2,25 procent i forhold til euroens værdi. Så selvom Danmark har beholdt den danske krone, er det meget begrænset, hvor selvstændig en finanspolitik, landet kan føre.
Selvom eurosamarbejdet stiller krav til, hvordan eurolandene forvalter en del af deres finanspolitik, bestemmer medlemslandene til gengæld selv indretningen af skattesystemet og de offentlige udgifter. På den måde adskiller euroen sig fra den amerikanske dollar, hvor finanspolitikken i høj grad bliver føderalt kontrolleret. I eurosamarbejdet styres pengepolitikken af Den Europæiske Centralbank (ECB) sammen med eurolandenes centralbanker. ECB styrer de korte renter, mens de længere renter er påvirket af den overordnede økonomiske politik, væksten, inflationen og markedernes tillid til landets økonomi.
I dag bruges euroen i 19 af EU’s 28 medlemslande, og kan samtidig anvendes som betalingsmiddel i en stribe andre lande, bl.a. nabolande og tidligere kolonier. Den omfattende brug af euroen har gjort valutaen til den næst vigtigste – lige efter dollaren.

 

 

Konvergenskriterierne

1. Kravet indebærer, at en medlemsstats inflationstakt (forbrugerprisstigning) ikke må overstige inflationstakten i de tre medlemsstater, der har haft den laveste inflation, med mere end 1,5 procentpoint.
2. Der må ikke være uforholdsmæssigt stort underskud på det offentlige budget. Det vil sige, at det årlige offentlige underskud som hovedregel ikke må overstige 3% af bruttonationalproduktet.
3. Den andel, som den offentlige bruttogæld udgør af bruttonationalproduktet, må som hovedregel ikke overstige 60% ved udgangen af det forudgående finansår.
4. Medlemsstaten skal i de seneste to år have deltaget i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme uden alvorlige udsving, og må heller ikke på eget initiativ have nedsat værdien af sin valuta i den periode.
5. Medlemsstaternes nominelle langfristede rentesatser må ikke overstige de tilsvarende rentesatser i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet med mere end to procentpoint.

Der findes dog enkelte undtagelser til konvergenskravene.