Malagueños = Boquerones: Ansjosfolket fra Málaga

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Boquerones 1
 
Langs Málaga-provinsens kystlinje ligger den ene chiringuito efter den anden, og på hver af de små strandbarer dufter der af grillede og friturestegte fisk – hvor især én art skiller sig ud; de såkaldte boquerones (ansjoser). Den lille fisk er nemlig mere end blot en lokal spise. Den er også en stor del af kystfolkets identitet og personlighed, og personer fra Málaga-provinsen kaldes i folkemunde derfor også for boquerones.

 
Et væld af plastictallerkener anrettet med boquerones i vinagre eller i friturestegt form med en skive citron står linet op på aflange borde bag disken. Folk maser sig frem for at aflevere kuponer á en euro, der giver ret til en øl og en tilhørende smagsprøve på weekendens hovedperson – ansjosen. Festen, Día de Bouerones, afholdes hver september i Rincón de la Victoria. Rundt om de opstillede tønder og højborde står folk tætpakket, mens de skåler i kolde cañas, spiser boquerones og griner højlydt.
“Vi er boquerones! Vi er boquerones”, råber festens konferencier ind i mikrofonen. Publikum stemmer i, mens byens førende “boquerón” træder op på scenen.
“Boquerón er en demokratisk fisk – den spises af alle både rig og fattig, ung som gammel. Den samler folk,” siger han og fortsætter:
“I vores pas burde der stå boquerones ved nationaliteten, og når vi bliver spurgt, hvor vi kommer fra, er svaret simpelt; vi er fra “boquerón”,” slår han fast.
Boquerón-festens deltagerer er tilsyneladende enige, og de 950 kilo ansjoser, som er blevet bestilt til festlighederne, går da også som varmt brød.
 
Boquerones 2
 
En lille fisk med stor betydning
En boquerón på Málaga-egnen er en person, som har en særlig lokal karakter. Det er havets folk, og bliver man kaldt boquerón, skal navnet bæres med stolthed. Los malagueños identificerer sig med den lille fisk, da den er en central del af deres kultur og kulinariske historie, og den er blevet symbolet på det rige fiskekøkken, området er kendt for. Derfor kaldes Málagas fodboldhold eksempelvis også for boquerones – det er byens lokale drenge.
En boquerón kan tilberedes på mere end 200 forskellige måder, hvoraf de mest kendte er ansjoser i vinagre eller i friturestegt udgave med tilhørende brød og citron. Den lille fisk indtages normalt i hel form med alt, hvad den indeholder, og gerne akkompagneret af en kold øl og udsigten over Middelhavet.
Boquerones kan købes til meget billige penge i et hvert supermarked med en fiskeafdeling, og de renser gerne den lille fisk, hvis man spørger. Den er nem at tilberede, og en stor portion friturestegte boquerones med citron, alioli med friskhakket persille og nybagt brød vil uden tvivl falde i god jord, næste gang venner og familie kommer på besøg.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com (foto og tekst)

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa