Det danske magasin i Spanien
Adiós til Schuster – Vemoden
Schuster 
 
Ville gerne blive, men blev offer for magtkamp, manglende fan-opbakning og en ny periode med udeblevne spillerlønninger.

 

Det blev et vemodigt farvel til Málaga for den 54-årige tysker Bernd Schuster, hans hustru, Elena, og deres to børn. De havde været glade for at virke og bo på Kysten – omend børnene blev mobbet i skolen i den periode, hvor de største fan-grupper af Málaga CF’s La Liga-mandskab taktfast råbte “Schuster gå nu!” på Rosaleda.

“Men det kan jo ske alle steder i verden,” resonerede den tyske træner.
Málaga CF opsagde hans kontrakt efter blot én sæson. Det fælles projekt lød ellers på fem år, men af en ellers hemmeligholdt klausul fremgik det, at parterne kunne skilles, hvis Málaga CF ikke placerede sig mellem de 10 bedste i La Liga. Det blev til en 11. plads og så valgte Málaga-ledelsen at skille sig af med Schuster. Beskeden gav de ham efter en træningssamling før sidste kamp i sæsonen hjemme mod Levante (vundet 1-0).
En vanskelig og turbulent sæson, hvor der for Schuster også opstod spændinger med visse spillere, men det værste for ham blev det kølige forhold til sportsdirektør Mario Husillos.
“Der har været perioder, hvor jeg har følt mig meget alene i Málaga CF. Og det har staben omkring mig også”, siger Schuster.
 
Schuster 1
 
Rejste – og vendte tilbage
Husillos fungerede også i Málaga CF, da Schuster afløste navnkundige Pellegrini. Hussilos, der er argentiner og i øvrigt tidligere Málaga-spiller, pegede på sin landsmand “Tata” Martino, der i stedet kom til FC Barcelona. Med fiasko i øvrigt.
Husillos forlod herefter Málaga CF, som nu stod uden sportsdirektør, men vendte tilbage i transfervinduet i januar, hvor han fik de to argentinske spillere Pablo Perez og Rescaldani til klubben. Uden den store succes.
Schuster stod bag den eneste disposition af format: Lejekontrakten med den marokkanske landsholdsspiller Amrabat fra Tyrkiet. Amrabat spillede i Galatasaray.
Han blev en kæmpesucces.
“Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få et godt forhold til Husillos”, beretter Schuster.
 
Spillerne blev
Den tyske træner løb endvidere ind i et snart velkendt forløb i Málaga CF. Måneder, hvor spillerne ikke fik løn. Klubben forlangte, at de skrev under på, at de ikke af den grund ville forlade Málaga CF. Det kan de nemlig ifølge overenskomsten, når de har tre måneder til gode. De skrev under. Schuster røg.
Billedtekster:
Bernd Schuster har haft sin sidste kamp i spidsen for Málaga CF. Han beklager, at det ikke blev til nogle flere sejre på Roselada.
Det blev til megen hygge på restaurant El Torreon i La Cala de Mijas. Her er Schuster fotogaferet sammen med ejerne, Salvador og hans søn, Mario.
 
Buenos días til Gracia – Satsningen
Ville ikke forlænge med Almería , sendte Osasuna ned i 2. division og røg ind i en match-fixing sag i græske Olympiacos Volou.Han har været vidt omkring i sine 44 år. Men udover at have stået i spidsen det Almería-mandskab, der i 2013 sikrede sig oprykning til La Liga, har den nye cheftræner for Málaga CF, baskeren Javi Gracia – kaldet Grace – ingen prangende resultater på sit cv. Ja, han sendte sågar Osasuna fra Pamplona ud af den bedste spanske række i den forgangne sæson.

Og i en kort periode i græsk fodbold var han så uheldig, at hans hold, Olympiacos Volou 1937 FC, der havde kvalificeret sig til Europa League, røg ind i en match-fixingsag med tvangsnedrykning fra den bedste række til følge.
 
Hårdt arbejde
“Nej, jeg har ikke den erfaring som de to tidligere store trænernavne i Málaga, Pellegrini og Schuster. Men jeg er sikker på, at spillerne vil blive tilfredse med mig. Den bedste måde, vi klarer os på, er ved at arbejde hårdt.
Her og nu bekymrer jeg mig ikke så meget af det billede, fansene og andre har af mig, men håber, at de i fremtiden vil være mere objektive”.
Sagt af Grace på et særdeles velbesøgt pressemøde i pressecentret på Rosaleda. Han blev på engelsk budt velkommen af vicepræsident Moyad Shatat, der herefter satte sig på første sofarække sammen med den øvrige topledelse i Málaga CF. Herefter foregik alt på spansk med den 55-årige sportsdirektør Mario Husillos som den dominerende person. Af pressemødets 50 minutter udfyldte han de 35 med den lille, spinkle Javi Gracia lyttende til, hvad Husillos mente om fremtiden i Málaga CF – projektet, Gracia nu skal stå i spidsen for.
 
Skærende kontrast
Jeg har også tidligere været til tiltrædelses-pressemøder med de to velvoksne herrer Manuel Pellegrini og Bernd Schuster med de store fyldige manker. De talte – og kun dem!
Den kortklippede Gracia i en nydelig, velstrøget blå skjorte og slips sad som en skærende kontrast til disse to store trænernavne.
Han og Husillos var på fornavn med hinanden: “Javi” og “Mario.”
Et spændende makkerpar, hvor man ikke skal tage fejl af Husillos’ styrke. Med Schusters afgang er ingen i Málaga CF rustet med en fodboldindsigt som han.
Javi og Mario er nu i fuld sving med at sammensætte et slagkraftigt mandskab til den kommende La Liga-sæson med start i weekenden den 23. august.
 

Rundt om Gracia

Født den 1. Maj 1970 i Pamplona, Spanien.
Aktiv karriere:
1989 – 1992: Athletic Bilbao
(100 kampe og 12 mål)
1992 – 1993: Lleida (38 – 13)
1993 – 1995: Valladolid (65 – 2)
1995 – 1999 : Real Sociedad (106 -12)
1999 – 2002: Villarreal (82 – 3)
2003 – 2004: Córdoba (39 – 0)
Ialt 430 kampe med 42 scoringer.
Trænerkarriere:
2004 -2004: Villarreal (ungdom)
2007 -2008: Pontevedra (3. division)
2008 – 2010: Cadiz (fyret midt i 2. sæson – Cadiz rykkede ned fra 2. division).
2010 – 2011: Villarreal B (fyret midt i sæsonen i 2. division).
2011 -2012: Olympiacos Volou 1937 FC i den græske superliga.
2011 – 2012: Kerekyra, græsk superligaklub på Korfu.
2012 – 2013 : Almería (oprykning til La Liga, hvorefter parterne skiltes).
2013 – 2014: Osasuna (tog kort inde i sæsonen over efter den fyrede Luis Mendilibar).
2014: Málaga CF.
 
Eibar – mirakel i spansk fodbold
Med et årligt budget på blot 400.000 euro, 3.800 medlemmer og et stadion, som kun kan rumme 5.250 tilskuere har den lille baskiske by Eibar med 27.000 indbyggere nu et hold i La Liga – verdens bedste fodboldrække.
Ikke mindre end et mirakel af de helt store.
Eibar er geografisk placeret 42 kilometer fra Bilbao og 56 fra San Sebastián, der begge har hold i La Liga; nemlig Athletic Bilbao og Real Sociedad.
Klubbens budget sættes nu op til 2.100.000 euro. En lokal kampagne er sat i gang for at forbedre økonomien. Eibar har aldrig kørt med underskud og vil ikke overtages af en sheik!
Klubben blev nummer 1 i 2. division, hvorfra den anden direkte oprykker til La Liga blev Deportivo La Coruña, hvis ophold i den næstbedste række hermed kun blev af en sæsons varighed.
Den tredje oprykker findes i play off-kampe, som endnu ikke var afgjort ved redaktionens slutning.
 
Al-thani
 
Skuffet Al -Thani – “Jeg kræver respekt”
Da den store optimisme afløstes af sære beskeder på Twitter og Facebook.

Hans fulde navn er Abdullah bin Nasser Abdullah Al Ahmed Al -Thani. 45 år og fra Qatars herskende familie med en ledende bestyrelsespost i forretningsimperiet NAS, Nasser Bin Abdulla & Sons Group i Doha.

Og ja, så er han ejer af Málaga CF – p.t .selvfinansierende.
Al-Thani bragte megen optimisme til klubben og alle dens tilhængere, da han midt i maj ankom i privatfly til Málaga på hans blot fjerde besøg i de fire år, han har ejet klubben.
“Málaga CF skal tilbage til europæisk fodbold”, sagde han. Indforstået, at han var parat med nye spillerinvesteringer. Efter sæsonens sidste kamp på Levante gik han på hyldestrunde sammen med spillerne på Estadio La Rosaleda i samtale med forwarden Santa Cruz (de taler begge engelsk), klappede spillerbørnene på kinden, spøgte med den marokkanske lejesvend Amrabat for herefter at blive i byen, og fra sin lejede villa i Málaga af vise sig mange steder:
Han spiste middag med såvel spillerne som den øverste ledelse i Málaga CF, overværede La Liga-mandskabets opvisningskamp mod El Palo, ungdomsafdelingens træningssessioner og 2. holdets oprykningskamp til 3. division.
Alt synes lutter idyl med en ny æra i sigte. Alle ventede blot på en melding fra Al-Thani om, hvor mange penge han nu ville skyde i fodboldprojektet Málaga CF.
 
Vigtige møder
Sideløbende pågik møder på de bonede gulve:
Med Málagas borgmester, Francisco de la Torre, om sportsakademiprojektet i Arraijanal-området i Málaga og køb af Estadio La Rosaleda for udvidelse og tilbygninger med bl.a. restaurationsarkade.
Med Marbellas borgmester, Angeles Muñoz, om NAS-gruppens planlagte marinaprojekt i La Bajadilla med tilstødende luksushotel.
Møder som gruppens repræsentanter på Costa del Sol, Moayad Shatat, vicepræsident i Málaga CF, og Victor Varela, tidligere pressechef i Málaga CF, havde forberedt.
 
Og så dementerede han
Men noget må være gået rivende galt.
Den 6. juni meddelte Al-Thani på Twitter og senere Facebook, at han forlod Málaga!
“Jeg er ked af at sige det, men jeg fandt ikke respekt, påskønnelse og lighed”, skrev han.
Alle opfattede det som om, at han nu ville sælge Málaga CF. Også pressen.
Men dagen efter dementerede han:
“At forlade klubben vil være som at tage Gud ud af min krop”, lød det fra Al-Thani.
Som fandt det respektløst at misforstå ham…
Lad os forstå disse dage som politisk spin, hvor Al-Thani anvender sit dyrebare legetøj, Málaga CF, som pressionsmiddel overfor myndighederne.
 
Marbella med russer i spidsen op i 3. division

Marbella FC – tidligere kendt som Union Deportiva Marbella – har med en flot sæson sikret sig oprykning til 3. division i fodbold. Klubben ejes af et russisk selskab under ledelse af Alexander Grinberg, som indtager formandssædet.
Historisk set hed klubben oprindeligt Club Atlético Marbella ejet af den senere borgmester Jesús Gil, som også bestred et job som præsident for La Liga-klubben Atlético Madrid. I september 2007 overtog de engelske erhvervsfolk Ian Radford og Wayne Elliott klubben.
De var fra HI-gruppen – et internationalt sport, fritid, ejendom og rejseselskab.
Málaga CFs 2. hold missede oprykning til 3. division i såkaldte play off-kampe.
 
Tribunepladser fås hos La Peña de Dinamarca
Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol som i andre lande er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til La Liga-kampe på Estadio La Rosaleda i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser på den ene langside beskyttet for eventuel regn.
Forinden let måltid, oplæg og i restaurant Casa Danesa og bus tur-retur til stadion fra Fuengirola.
 
Kontaktpersoner:
Kasserer Uffe Madsen 649 814 842
kasserer@Málaga-support.dk
Formand Morten Møller 617 700 424
info@Málaga-support.dk
La Peña de Dinamarca er den en eneste officielle danske supporterklub for Málaga CF optaget i Federación de Peñas Malaguistas i Málaga CF. Den tæller mere end 200 medlemmer og støtter cancerhospice Cudeca i Benalmádena og børnehospital i Málaga.
Klubben optager fortsat nye medlemmer.
www.Málaga-support.dk
Af Morten Møller. Foto: Málagacf.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.