Sorg er hjemløs kærlighed - "Man skal glæde sig over, hvad man har haft"

Max Cæsius blev enkemand for blot halvandet år siden. Sorgen sidder stadig lige under huden, men kærligheden til livet og de gode minder fylder dog mere. I mere end 50 år havde Dorte stået trofast ved hans side, og da hun i en alder 79 år sagde farvel til denne verden, mistede han ikke kun sin livspartner, men også den klippe, han altid kunne læne sig op ad.

“Hun var bare dejlig. Hun var min base i livet,” fortæller Max, da han skal sætte ord på hans og Dortes 50 år lange ægteskab, som tog sin begyndelse i H.C. Andersens fødeby, Odense.

 

Et oplevelsesrigt liv og kærestebreve
Max Cæsius kan måske bedst beskrives som en globetrotter. Siden sine unge dage har det at rejse været en central del af hans liv – og det kræver sin kvinde at skulle leve en sådan tilværelse. Og den kvinde skulle vise sig at være Dorte.
“Vi er begge odenseanere, og mødtes, da vi begge var i lære. Vi arbejdede lige ved siden af hinanden, og jeg blev forelsket i hende, før hun rigtig kendte mig. Vi skulle cykle samme vej hjem i gennem en tunnel, og der ventede jeg selvfølgelig gerne på hende. Jeg kan huske, hun spurgte: “Kender jeg dig?”, og til det svarede jeg: “Nej, men det kommer du til,” smiler Max, da han mindes det første møde med sin fremtidige kone.
Det unge par mødtes i en alder af blot 18 og 19 år, hvorefter de hurtigt fandt ud af, at det skulle være de to. Derfor forlovede de sig efter kort tids bekendtskab i 1954, og Dortes mor måtte mane til besindighed: “Nu skal l vel ikke giftes lige med det samme,” lød det, og det skulle hun ende med at få ret i.
“Først skulle jeg aftjene min værnepligt hos Jyske Dragonregiment i Holstebro, en del af tiden ved Det Danske Kommando i Itzehoe, og derefter fortsatte jeg videreuddannelsen på Tietgenskolen i Odense. Efterfølgende arbejdede jeg ved diverse firmaer Tyskland, England og Frankrig i to år. Dorte kom selvfølgelig og besøgte mig, og så sendte vi en masse kærestebreve til hinanden. Jeg fik et brev næsten hver anden dag, og jeg har stadig dem alle sammen,” fortæller han med et smil og holder en lille pause.
“Alle de fantastiske tilkendegivelser er nogle gode minder at have i dag.”
Årene gik, og efterhånden ændrede Dortes mors kommentar sig til: “Nå, skal I ikke snart giftes?”
Det skulle de. Og 2. juledag i 1960 stod Dorte klædt i hvidt, og Max kunne endelig kalde hende for sin viv.

 

 

Fra Fredensborg til Sydspanien
Det unge par påbegyndte en tilværelses sammen i en fremlejet lejlighed på Bredgade i København. Senere flyttede de til Christianshavn, hvor Dorte arbejdede i bogholderiet hos Peter F. Heering, mens Max opbyggede et agenturfirma inden for jern- og stålbranchen. Derefter flyttede de til Dragør i 1967, hvor Max umiddelbart efter blev tilbudt jobbet som eksportchef for Coloplast, hvilket indebar stor rejseaktivitet. I de følgende fire-fem år rejste han således jorden rundt, og på trods af, eller måske nærmere på grund af, den ofte lange afstand i mellem dem, formåede de at skabe et solidt og lykkeligt ægteskab.
“Hun var mit hjem. Hun ventede altid på mig, men hun har heller aldrig været ked af at have tid for sig selv. Fra starten af havde hun jo også vænnet sig til, at jeg var meget væk, så det fungerede rigtig godt. Måske er det meget sundt for et ægteskab at have sådanne små “pauser”, og så bringer de mange rejser jo også noget nyt med ind i et forhold,” pointerer Max.

De mange rejser blev en del af hverdagen, og daglige breve, og ikke mindst viljen til at ville hinanden, bandt ægteskabet sammen. Mens de boede i Dragør fødte Dorte sønnen Per i 1964, og fire år efter kom lillebror Henrik. I mellemtiden var de flyttet til Fredensborg, og efter nogle lærerige år hos Coloplast besluttede Dorte og Max i 1971, at de ville starte egen virksomhed med produktion af sygeplejeartikler. Det blev til storsuccesen Dansac, der i dag har over 300 medarbejdere, og som ikke kunne være blevet til uden et tæt samarbejde mellem parret.
“Dorte var trofast på alle måder. Hun tog sig af bogholderriet i virksomheden, og når børnene var i skole, var hun der på halvtid, så hun kunne være hjemme, når de fik fri. Hun tog sig af alle tingene udenom. Hun sagde sommetider til mig: “Jeg kan huske, vi skulle spare”. Det kan jeg slet ikke huske. Jeg synes, det har kørt på skinner hele tiden,” siger Max med et smil.
Efter godt 20 år med egen virksomhed var det dog på tide at prøve noget nyt. De blev enige om at sælge virksomheden, og flyttede til England i 1992. Det var nogle gode år, og her boede de frem til 2008, hvor de flyttede til Andalusien.
“I 1985 havde vi købt en ferielejlighed i Fuengirola, så vi kendte allerede området. Vi havde en del venner her på kysten, og en bekendt sagde, vi skulle se det her hus nær Mijas Pueblo. Og det endte vi med at købe.”
Med købet af det smukke bjerghus, tog deres andet otium sin begyndelse.

 

“Livet skal leves hele tiden”
På den spanske sydkyst fandt de deres base. At det også skulle ende med at blive Dortes endelige hvilested, var de dog ikke forberedt på. I 2011 fik hun to blodpropper, hvilket påvirkede hendes balanceevne, og hun faldt en del gange. Det betød, at Max i høj grad måtte overtage arbejdet i huset, hvilket han på sin vis er glad for i dag.
“Der var det gode ved det, at jeg lærte at bruge alle husholdningsmaskinerne. Jeg begyndte at tage mig af vasketøjet og madlavningen, og Dorte var stadig frisk nok til at tjekke, om jeg nu gjorde det ordentligt.”
Tre år skulle der gå fra den første blodprop, til Dorte en novembernat sov stille ind. Hun havde fået en hjerneblødning og var forsvundet ind i en koma, som hun aldrig vågnede fra igen.
“Det var et stort tab. Jeg ringede til vores sønner og fortalte dem, at vi nok ikke skulle regne med, at hun havde det godt, hvis hun kom hjem igen – men hun kom ikke hjem. Og det var måske også det bedste, for man skal jo have det godt, for at få noget ud af livet.”
De fleste af Dortes ting, befinder sig stadig i huset, og for Max er de gode minder en måde at komme over sorgen. Samtidig har han dog ingen intentioner om at leve i fortiden, for ham er det vigtig at få noget ud af livet – og fortsat leve det.
“Det er et stort savn, og det værste er at komme hjem til et tomt hus, men man skal ikke sørge over, hvad man har mistet, men glæde sig over, hvad man har haft. Og det kan trøste. Jeg har også givet noget af hendes tøj væk, men kun til kvinder, jeg ved, hun kunne lide. Men så igen, hun kunne lide alle, og ja, alle kunne lide Dorte. Hun havde en god smag og købte altid kvalitetstøj. Som mine sønner sagde til præsten, da hun skulle bisættes: “Hun var en kvinde med stil.”

Tilbage i stuen står solen ind af de store vinduer, som vender ud mod haven. For enden kan Dortes sidste hvilested anes, hvor en fin lille gravsten og en rosenbusk pryder landskabet, der hvor urnen er begravet. I baggrunden synger Louis Armstrong om den vidunderlige verden: “I see trees of green, red roses too. I see them bloom for me and you and I think to myself what a wonderful world,” og det er som om, at sangen er skrevet til netop dette øjeblik. Roserne vil nu blomstre for Max og Dorte Cæsius, og selvom verden kan være brutal og ubarmhjertelig, så er den også et vidunderligt sted – hvor, som Max afslutningsvis siger: “Livet skal leves hele tiden”.