Ny serie: Sorg er hjemløs kærlighed

 

“Det føles som at blive skåret midt over”
For godt 10 år siden mistede Inger Weidner sin mand Erik til prostatakræft. Han blev 65 år, og siden skoletiden havde de to været uadskillelige. Sammen flyttede de til Sydspanien for 25 år siden, og i dag bor Inger Weidner stadig i parrets hus i Mijas kommune. Hun har lært at leve med savnet, men når hun husker tilbage på tiden efter hans død, mindes hun, hvordan maden pludselig blev smagløs, at hun skulle tvinge sig selv udenfor. Et nyt liv tog sin begyndelse.

 

Sorg er en kærlighed, vi ikke længere kan komme af med. Kærligheden deles med et andet menneske, men sorgen er en ensom følelse, den enkelte må håndtere alene. Og for Inger Weidner blev sorgen efter hendes mands død næsten altoverskyggende, indtil hun en dag besluttede sig for, at livet stadig skulle leves. “Det var et viljevalg ikke at henfalde i en depression. Jeg kunne ikke være det bekendt over for mine børn at give op, og ikke mindst over for mine forældre. Skulle de have opfostret sådan et skvat, der ikke kunne tage sig sammen og få noget ud af det liv, de havde givet hende,” fortæller Inger Weidner og smiler.

 

Rejsen endte i Sydspanien
Hjemmebagte vaniljekranse og te står på sofabordet. Solens varme trænger ind gennem altanens store glasparti og minder én om, at de kolde nætter snart vil være ovre igen. Inger Weidner sidder i lænestolen. Hun tænder en cigaret. I en alder af blot 15 år fandt hun den mand, som skulle blive hendes livspartner. Han kom fra en ingeniør-familie, og hun fra en familie med lærere, translatører og læger. Det at rejse var en fælles passion, og som ung arbejdede Erik for bilfirmaet Hertz, hvor han om sommeren skulle køre biler rundt til forskellige destinationer i Europa. Inger Weidner tog ofte med, og turen gik både til Paris, Rivieraen og Grækenland. De sydlige lande gjorde indtryk, og selvom de aldrig nåede til Spanien, da det var underlagt Francos styre på det tidspunkt, så var det her, de for 25 år siden besluttede sig for at begynde en ny tilværelse. Et besøg hos nogle venner i Sydspanien førte til, at de i flyveren hjem sad med skødet til en lille lejlighed. Sammen nåede de at have nogle dejlige år på kysten, og i dag betyder de gode minder meget for Inger Weidner.
“Jeg har stadig et savn. Efter man har levet 50 år af ens liv så tæt forbundet med et andet menneske, er det jo ikke noget, man bare glemmer. Det føles som om, man bliver skåret midt over, men heldigvis er det ikke længere sådan, at mit hjerte bliver knuget sammen, hver gang jeg tænker på det. Og til min store glæde fandt jeg ud af, at det fortrinsvis er de positive minder, som bliver tilbage. For efter så mange års ægteskab har man selvfølgelig haft sine “ups and downs” – ellers ville man da dø af kedsomhed,” griner hun.

Da Erik fik stillet sin diagnose, var han allerede meget syg, og de vidste, hvad klokken havde slået. Håbet mistede de dog aldrig, og han gennemgik både hormonbehandling og en operation inden han 1,5 år efter døde på en forårsdag. Parrets to piger ankom til Spanien dagene inden, og sammen med Inger Weidner fik de taget afsked med deres far.
“Tirsdag eftermiddag, inden han døde om lørdagen, kan jeg huske, vi sad rundt om sengen og drak kaffe, og så kom vi i tanke om, at vi havde en masse gamle dias, som vi kunne se. Vi kom til at grine af nogle af dem, og selvom han på det tidspunkt befandt sig i en døs, så livede han på en måde op og deltog i latteren. Men inden han gik bort, var det nogle lange nætter. Man vogter jo på hvert åndedrag.”
Lørdag morgen ringede Inger Weidner til lægen for at sige, at nu var det lige op over. Lægen skulle lige nå i bad. I mellemtiden tog Erik det sidste åndedrag, og Inger Weidner ringede til lægen for at fortælle ham, at han ikke behøvede at skynde sig.
“Da vi kunne se, Erik ikke var hos os længere, tænkte vi, at vi jo måtte hylde far. Så da lægen kom, sad vi tre piger på terrassen og delte en flaske champagne. Men han var jo godt klar over, at det ikke var en fest – men en afsked.”

 

Tiden efter tabet
Inger Weidner og pigerne gik i gang med det praktiske. Dog ikke uden nye udfordringer, som de skulle overkomme.
“Det var helligdag, og sygeplejersken var der ikke, og vi blev spurgt, om vi ikke selv kunne vaske ham og gøre ham i stand. Det var jeg meget ked af, det var jo ret intimt og forfærdeligt at stå med et dødt legeme. Men vi var tre om det, og man må jo være lidt barsk, når sådan noget sker, så vi fik det klaret.”
Bedemanden kom om eftermiddagen og hentede Erik, hvorefter han blev kørt til kapellet, hvor han skulle brændes.
“Det var Eriks ønske at blive brændt og spredt ud oppe på bjerget her bagved. Det var for meget for pigerne, så jeg måtte sprede asken. Jeg tog den håndfuld for håndfuld og kastede den ud i luften, hvorefter den steg til vejrs. Ja, det virkede faktisk som om, han steg til himmels, og så drak vi endnu et glas champagne. Og så er det rart at tænke på, at han ligger deroppe og kigger ned.”

Snart efter holdt hverdagen igen sit indtog. Pigerne måtte tilbage til deres liv, og Inger Weidner skulle begynde et nyt. Hun husker tilbage på tiden som en hård overgang.
“Det var meget svært ikke at ryge ind i en depression. Det første år eller halvandet skulle jeg i den grad hive mig selv op i nakken. Jeg tvang mig selv udenfor og til at sige ja til invitationer. Jeg ville jo egentlig gerne, men det var trist at komme hjem om aftenen. Bare det at sætte nøglen i til et tomt hus gjorde, at man blev slået ned igen,” siger hun og roder lidt med cigaretten i askebægeret.
“Jeg troede, jeg ville mærke en form for lettelse, men tabet var så overvældende, at det, der skulle være en lettelse, udeblev. Jeg skulle tvinge mig selv til at spise noget. Det var ligegyldigt.”
I dag er appetitten igen blevet vakt, både hvad angår livet og maden. Hun arbejdede sig ud af sorgen ved hjælp af gode veninders selskab og et bevidst valg om at se det positive i alt.

 

Dansen fortsætter – men nu solo
Da Inger Weidner var ung, blev hun bidt af en gal rejsekuffert. Hun drog til England, hvor hun boede i et år, og da hun vendte tilbage påbegyndte hun en livsrejse sammen med manden, hun elskede. Den endte i Spanien for godt 10 år siden. I dag rejser hun stadig, og seneste tur gik til Filippinerne for at besøge den ene datter og barnebarn. Ofte tager hun til Granada med en veninde eller til andre spanske byer, og hun glæder sig dagligt over tilværelsen i Spanien, hvor de lyse dage og varmen har været med til at overkomme den mørke periode, hun gennemgik efter Eriks død.
“Da Erik gik bort spurgte mine piger mig, om jeg så ikke havde lyst til at flytte hjem. Men hjem for mig, er her,” siger hun og pointerer:
“Jeg tror ikke, det ville være nemmere i Danmark. Jeg er taknemmelig for lyset her og værdsætter det hver dag.”

Inger Weidner sørger ikke længere over Eriks død, men savnet er der stadig. Og specielt i starten var det svært at gøre de ting alene, som de plejede at gøre sammen. Det aktive valg om at se det positive i alt hjalp hende ud af den depressive periode, ligesom troen på, at energierne fra sjælen ikke forsvinder, men blot manifesterer sig en ny form, har hjulpet hende på vej.
“Jeg havde brug for en kraftig støtte at hænge min hat på. Det er ikke, fordi jeg tror, jeg møder ham igen, når jeg dør, men måske genkender min sjæl nogle af hans energier og slutter sig til dem,” siger hun med et smil og tager et sug af smøgen.
Kort tid før Erik døde, begyndte Inger Weidner at gå til linedance. En aktivitet, der også fik stor betydning for hendes mentale tilstand.
“Jeg har altid elsket at danse, og også efter hans død, tog jeg af sted. Det var en stor kilde til energi, og så er det en dans, man kan danse alene,” pointer hun og trykker den sidste stump af cigaretten ned i bunden af askebægeret. En lille stribe af røg stiger op fra den lille runde glasskål, inden gløden brænder ud.