“Man skal ikke udsætte en god idé”

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
LOFT 1
 
LOFT & Roomers har haft et succesfuldt første år på Costa del Sol, og i november, efter små bump på vejen, slog de dørene op til endnu en butik, for som direktør Kenth Boutrup siger, ville det være dumt ikke at tage chancen.
 
Efter kun et år på Costa del Sol har møbelbutikken LOFT & Roomers udvidet med en ny butik, denne gang på Ctra. de Mijas, hvor den ligger side om side med BoConcept og World of Sofas. Denne strækning landevej mellem Fuengirola og Mijas kaldes ofte “møbelvejen”, og det var hele tiden planen, at LOFT & Roomers også skulle være repræsenteret på dette stykke af Costa del Sol og ikke kun i Marbella, hvor den første butik slog dørene op i efteråret 2012.
 
“Måske er der nogle, der tænker, at det er dyrt at købe møbler i Marbella og kommer derfor ikke ind til os der. Så det gav sig selv, at vi også skulle sælge vores møbler til de skandinaver, der bor her i området,” forklarer Kenth Boutrup, der er direktør for de to butikker.
 
Da han kom til Spanien, opdagede Kenth Boutrup, at der manglede en møbelbutik med produkter, der gav mere værdi end hvad kunden følte de betalte for dem. Han havde erfaring med salg af kvalitetsmøbler til gode penge, og det virkede derfor oplagt at åbne en butik til de kunder, der på daværende tidspunkt ikke kunne finde de rigtige møbler til den rigtige pris. Marbella blev hjemsted for den første LOFT & Roomers butik, der har haft succes siden åbningen.
 
LOFT 3
 
Noget til enhver smag
Møbelkonceptet dækker over to forskellige stilarter, der også er repræsenteret i navnet på facaden. LOFT symboliserer den skandinaviske stil, med rene linjer og et enkelt udtryk, hvor Roomers er mere romantisk og rustik. Kenth Boutrup mener, at der er en ekstra grund til, at LOFT & Roomers’ møbler er populære på Costa del Sol:
“Mange investerer i en lejlighed eller et hus med henblik på at udleje, og de kan aldrig vide, hvad der sker med møblerne. Derfor vil de have et flot produkt, der ser godt ud i hjemmet, men som ikke koster for meget.”
 
Kenth Boutrup og hans kolleger vidste godt, at Mijas-vejen ville være det oplagte sted at ligge, da de andre møbelbutikker tiltrækker kunderne. Derfor var der ingen tvivl, da det perfekte lokale blev fundet.
“Vi har i forvejen de omkostninger, der er forbundet med at have en butik, så vi sagde til os selv “hvorfor ikke bare springe ud i det?”. Det ville være dumt at vente, man skal jo aldrig udsætte en god gerning”, fortæller Kenth Boutrup.
 
LOFT 2
 
Erfaring og gode tilbud i ryggen
En af grundene, til at det er lavere priser, der står på møblerne i de to LOFT & Roomers-butikker, er deres samarbejde med den danske møbelproducent Actona Company. Deres verdensomspændende erfaring med møbelproduktion og logistik sikrer, at kunderne på Costa del Sol kan købe moderne, billigere møbler, men også personlig erfaring fra Actona Company kommer Kenth Boutrup til gode. Bag sig har han nemlig Orla Dahl Jepsen, der har skabt Actona Company. Orla Dahl Jepsen har stået bag Kenth Boutrup og hans kolleger i forbindelse med åbningen af begge butikker, og hans erfaring er værdifuld, forklarer Kenth Boutrup.
“Vi trækker på hans knowhow og hans måde at strukturere og lede projekter på.
Desuden har han en enorm erfaring indenfor international møbelsalg, og har kva hans position i Actona en finger på pulsen hvad der sker design- og udviklingsmæssigt i branchen.”
 
LOFT & Roomers på Ctra. de Mijas åbnede den 15. november, og udover butikkens tre etager, der byder på mere salgsplads end butikken i Marbella, har LOFT & Roomers også fået meget mere lagerplads, og det vil komme deres kunder til gode. Nu kan størstedelen af møblerne nemlig leveres indenfor 24 timer, og Kenth Boutrup har mulighed for at takke ja til store kvantiteter af møbler fra Actona Companys fabrikker.
“Vi kan nu udnytte stordriftsfordelene, og det betyder, at kunden får et større sortiment at vælge fra og bedre priser,” siger Kenth Boutrup.
 
Af Lisa Nordbo Fiil, lisa@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa