Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.
85-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar 2013 – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned skal vi læse mere om Holger og hans uadskillelige rejsekammerat. Her hører vi, om Holger og Chica bliver udsat for landevejsrøveri, eller om de slipper helskindet gennem Barcelona.
På rejse med Chica – del 2
Chica og jeg havde holdt en dejlig siesta på rastepladsen udenfor Barcelona og skulle videre sydpå. Jeg var begyndt at pakke sammen, da der pludselig stod en pæn, ung mand ved siden af mig. Han hilste høfligt, var snaksaglig og videbegærlig. Hvor var de nummerplader fra? Hvor skulle jeg hen? Kunne jeg lide Spanien? Og kunne jeg godt lidt fútbol? Han var lidt skuffet over, at fútbol ikke var min store passion. Kunne det virkelig passe? Det var da det mest spændende i verden. Han slap ikke emnet, men nævnte et par navne, jeg da måtte kende. Det chokerede ham, at jeg bare så dum og uvidende ud. Nu ville han demonstrere en tackling for mig. Så han lagde højre arm op omkring min venstre skulder, højre ben bagom mit venstre. Sådan fravristede man den imaginære bold fra en modspiller. Denne forvirrende puffen og skubben virkede bekendt. Den havde jeg oplevet under forskellige former og omstændigheder forskellige steder i verden, men fælles for dem alle var, at bagefter manglede jeg altid min tegnebog.
Jeg greb til min baglomme. En rigtig bondeknold går nemlig altid med tegnebogen i baglommen, synlig for enhver. Den var der endnu, og jeg holdt godt fast på den. Men hvordan fik jeg standset den idiotiske ‘tackling’?
Jeg opfattede i et glimt en mørk skygge, der som et lyn strøg henover parkeringspladsen, og pludselig standsede ‘tacklingen’. Min ‘instruktør’ gav et udbrud af smerte eller forbløffelse og stod mere stille end en statue, balancerende på det ene ben og det andet hævet lidt over jorden med den smarte tennissko solidt placeret mellem Chicas kæber som i en skruestik. Han turde ikke en gang blinke.
Chica havde den uvane at snappe folk i tæerne, når den syntes, de kom for tæt på mig, og det fik den naturligvis altid skældud for. Men aldrig havde den optrådt så voldsomt og resolut som nu, og denne gang synes jeg, det ville være usportsligt at blande mig. Nu var det jo den, der demonstrerede en ‘tackling’. Omsider løsnede den grebet, og den unge fyr trak forsigtigt foden til sig. Han bevarede sin høflighed og sagde pænt ‘adios’, da han humpede hen til en bil, som jeg ikke havde bemærket. Her sad tre andre pæne, unge mænd, som havde fulgt optrinnet. Jeg håber da, de har haft sans for humor.
Chica var nok indstillet på en ordentlig skideballe og blev glædelig overrasket, da jeg klappede den og sagde, at den fandeme var en virkelig kammerat. Den var glad og lidt stolt over at have bevist, at den var vagthund og bodyguard i topklasse.
For megen fodboldinteresse går åbenbart udover opmærksomheden. Jeg tog i hvert fald en forkert motorvej og i stedet for at komme let og smertefrit udenom Barcelona, endte jeg nede i byens havneområde. Nu skulle jeg igennem byen, fra den ene ende til den anden. Jeg valgte en af de store boulevarder, der så ud til at have den rigtige retning, og gjorde mig klar: Justerede pacemakeren, holdt på hat og briller og trådte speederen helt i bund i et forsøg på at blive en naturlig del af trafikken. Det er det, der er svært, når man kører 2CV, for den skal have sin tid til at accelerere, og når den endelig er kommet op i fart, bliver lyset rødt, og man kan begynde forfra. Ingen er indstillet på, at nogen lunter af sted med under 120 km i timen, så man nærer en konstant frygt for at blive torpederet bagfra. De værste er de store lastbiler, for intet kan provokere en lastbilchauffør som en ‘Dos Caballos’, der ligger foran.
Chica sad på forsædet ved siden af mig. Det gjorde den hjemfalden til en bøde på 500 euro, men det sked den højt og flot på. Hvor mon vi egentlig kommer hen, spurgte jeg min hund. Men det vidste den selvfølgelig ikke bedre end jeg.
Har du lagt mærke til de gule biler, der kommer nu og da, spurgte jeg videre.
“De bliver kørt af verdens dygtigste mennesker. De føler sig som fisk i vandet i dette trafikale inferno. De har intet besvær med at finde frem, for de kender byen bedre end deres egen bukselomme. Kunne vi bare få et ord med en af dem i to sekunder?”
Det lykkedes. Ved en lidt fræk manøvre kilede jeg mig ind mellem to biler, da det blev rødt. Den til højre var en taxa. Jeg lænede mig hen over Chica og vrælede gennem vinduet: ‘Tarragona’. Chica troede, det var et skældsord og gav sit besyv med. Den larmede og gøede af taxachaufføren, så man ikke kunne få ørenlyd. Han afventede roligt, at jeg fik hunden til at holde kæft og begyndte så at forklare grundigt og kom ikke med en forceret håndbevægelse, som jeg ellers var forberedt på. Noget kunne jeg høre gennem larmen, og noget forstod jeg endog. Men jeg glemte det meste i samme tempo, som det blev fortalt. Lyset skiftede, og jeg var indstillet på at spurte af sted, men han var ikke færdig med sin forklaring og fortsatte uanfægtet. Vi blokerede to baner, og snart blev der en infernalsk larm af biltuden, men den lod ham fuldstændig kold. Til sidste spurgte han, om jeg nu havde forstået det hele. Eller skulle han gentage? Jeg svor, at jeg havde forstået hvert et ord, og så vinkede vi kammeratligt tak for sludderen og kørte. I samme øjeblik skiftede lyset til rødt igen, og vi var vist de eneste i de to baner, der slap over. Og gud være priset for det, for hvis vi var blevet fanget, tror jeg, vi var blevet lynchet.
Barcelona måtte være enorm stor. Vi kom til en vældig plads, hvorfra der udgik gader og avenuer og boulevarder i alle retninger som stråler fra en julestjerne. Mon ikke det var her, vi skulle dreje af? Jeg fandt et lille roligt hjørne, hvor jeg kunne standse og orientere mig. Men næppe havde jeg parkeret, før der stod en person lige udenfor højre sidevindue.”Ham kender vi jo!” Det var taxachaufføren, vi havde snakket med der langt tilbage. Mens jeg var halset af sted med nerverne i trevler, var han roligt fulgt efter for at forvisse sig om, at jeg fulgte hans instrukser. Det gjorde jeg åbenbart.
“Det klarede du jo fint,” sagde han anerkendende. Men det gjorde mig ikke indbildsk, for det skyldtes i hvert fald mere held end forstand. Nu skulle jeg bare følge den avenida, han viste, og så ville jeg automatisk komme ud til autopistaen mod Tarragona. “Buen Viaje!”, og så gik han sindigt tilbage til sin taxa.
Snart begyndte trafikken at blive fornuftigere, og vejen mod syd lå åben foran os. Der var langt til Málaga, men vi var allerede begyndt at drømme om vores fredelige ‘Casa de Campo’, hvor vi rigtig skulle slappe af, Chica og jeg.
