I denne og kommende udgaver af La Danesa taler vi med raskmeldte kræftpatienter om netop det at blive rask. Missionen er at give håbet videre, og fortælle nogle af de mange historier, der ender godt – og som alt for sjældent får spalteplads sammenlignet med de sager, der får en dødelig udgang. Det er muligt at overleve kræft, at blive helt rask eller at leve et godt liv med kræft.
Når kræften har forladt kroppen, er der stadig et menneske tilbage, men nogle ting ændrer sig efter et overstået kræftforløb. Inger Alis har fået et andet forhold til sine egne grænser og døden efter hun fik brystkræft.
“Tilværelsen er, som den plejer at være, og hverdagen bliver hverdag igen, men alligevel lidt anderledes,” fortæller Inger Alis om at være kommet ud på den anden side af et kræftforløb, der startede for omkring tre år siden. En knude, som hun var blevet enig med sin læge om at lade være, viste sig pludselig at være ondartet, og fem dage efter, hun havde fået konstateret aggressiv brystkræft, var hun allerede opereret.
“Jeg var simpelthen så gal, da de gav mig diagnosen. Det var bare så uretfærdigt, for jeg ikke havde nået alt det, jeg ville inden, jeg skulle dø,” siger Inger Alis, der er ejendomsmægler her på Costa del Sol.
Men hun klarede den, og for et halvt år siden konstaterede hendes læge, at hun var helt rask. Den udmelding kom efter et langt forløb, hvor lægerne havde testet og ledt, da en af hendes prøver efter endt behandling viste, at noget ikke var, som det skulle være. Frem for at gå og være konstant nervøs for at blive syg igen, har Inger Alis valgt at sige til sig selv, at det bliver hun ikke, og sådan er det. Det er hendes oplevelse med kemoterapien, der har betydet, at hun under ingen omstændigheder vil gennemgå kræftforløbet igen. Så hellere acceptere sygdommen. Hun forklarer:
“Jeg har bestemt mig for, at jeg hellere vil leve den sidste tid og have det godt, i stedet for at blive dødssyg én gang til, uden bevis for at kemoterapien egentlig hjælper noget.”
Da hun fik meddelelsen om, at hun var kræftfri, var det som at blive født på ny. Det var fantastisk at kunne ringe og fortælle de nærmeste den gode nyhed. Deres glæde strømmede ud gennem telefonen og gjorde smilet på Inger Alis’ ansigt endnu større, end før – hvis muligt.
“Man føler sig simpelthen uovervindelig,” husker hun tilbage.
Næsten den samme, men ikke helt
Da hun var i gang med sin behandling, var hendes hoved fyldt med tanker om, hvorvidt de prioriteringer, hun havde haft i sit liv, havde været de rigtige. Det viste sig, at de ting, hun troede var meget vigtige at opnå, inden hun døde, ikke var vigtige mere. Men når hverdagen igen kommer snigende med arbejde og andre praktiske ting, forsvinder de tanker ligeså stille af sig selv igen.
“De går lidt i glemmebogen, for nu, hvor jeg er rask, har jeg ikke lyst til at gøre de samme ting, som da jeg troede, det var min sidste tid,” siger Inger Alis.
Selvom hverdagen i dag ligner hverdagen, som den var, før hun fik kræft, er Inger Alis ikke den samme. Hun tror, mange andre tidligere kræftpatienter har oplevet, at de ændrer sig, når de kommer ud på den anden side. Hvor nogle måske bliver mere tolerante og tålmodige, er hun blevet det modsatte.
“Der er nogle ting, jeg simpelthen ikke gider bruge min tid på. Jeg finder mig også i meget mindre nu, og så prøver jeg at blive bedre til gøre ting for min egen skyld. Det var jeg ikke særlig god til før,” fortæller hun.
Døden er ikke skræmmende
“Nogle gange ville jeg hellere dø end at have det sådan her,” sagde Inger Alis’ mor, inden lægerne fandt ud af, at hun var dødssyg af kræft. “Det forstår jeg godt,” kunne Inger Alis svare. I modsætning til sine søskende, der afværgede morens tabubelagte udtalelse, havde Inger Alis nemlig selv været dér, hvor døden blev et alternativ til livet.
“Der var et tidspunkt, hvor jeg havde det forfærdeligt på grund af kemoterapien. Jeg kiggede på skyerne og tænkte, at hvis jeg nu sad deroppe i stedet for, var det måske ikke så dårligt,” siger hun.
Det, hun havde savnet meget under sit kræftforløb, kunne hun nu give sin mor – anerkendelsen af, at døden kan være udgangen. Hendes søskende havde reageret på morens holdning på samme måde, som Inger Alis oplevede, at de fleste reagerede, når hun fortalte, hun havde kræft. “Det skal nok gå,” og “lægerne er så dygtige nu til dags” var de svar hun fik, men det eneste, hun havde brug for, var at kunne tale om, hvad der skulle ske, hvis hun ikke blev rask igen.
“Det er rart at kunne tale om tingene, som de er. Når du har kræft, ved du godt, at lægerne vil gøre alt for dig, men du har brug for at snakke om det praktiske også, og det inkluderer døden,” siger Inger Alis.
Hun følte også, at hendes omverden ikke ville tale om døden, fordi det ville betyde en anerkendelse af den, og hun oplevede, at det var meget få mennesker, der havde et afslappet forhold til døden.
“Nu har jeg det sådan, at måske gider jeg ikke blive 90 år, som jeg altid havde regnet med. Der er stadig meget, jeg gerne vil, men jeg er ikke bange for at dø. Jeg har et bedre forhold til døden, end jeg havde før,” siger forklarer hun.
Men at overleve kræft har andre positive sider, end at døden bliver afmystificeret. Den positivitet, Inger Alis blev nødt til at holde fast i under behandlingen, er blevet hos hende og nu betyder de små ting også meget.
“Der er nogle ting, som man bare sætter pris på, på en helt anden måde, når man er kommet ud på den anden side. Jeg har fået en chance mere, og den skal jeg nyde,” siger Inger Alis.
