La Palma – La Isla Bonita

Fyrtårnene på La Palmas sydspids

La Palma (la isla bonita- den smukke ø) er den nordvestligste af de Kanariske øer, og den er 708 km2 stor med 80.000 indbyggere. Det er en perle af en ø, der ligger dér på kanten af Atlanterhavet og den har, som alle de øvrige Kanarieøer, et behageligt klima året rundt.

Øen har en meget særpræget og dramatisk natur – ja, dens lige findes ikke andre steder på planeten. Så der er ingen som helst grund til at rejse til fjerne destinationer, så længe man ikke har set La Palma – det bliver ikke flottere andre steder. Øens højeste punkt hedder El Roque de los Muchachos og det er 2.426 m. højt – 16 gange så højt som Himmelbjerget. Men øens største attraktion er utvivlsomt krateret La Caldera de Taburiente, som trodser enhver beskrivelse – det er vildt flot, smukt og skrækindjagende. Men hvis man ikke er til vertikale gys, byder øen også på dejlige badestrandeen smuk natur og massevis af bananpalmer. La Palma er bestemt en udflugt værd.

Vi har det sådan i vores familie, at når vi har noget rundt at fejre, så tager vi ud på en ø. Jeg er vild med øer, og gemalen følger troligt med. Denne gang var det vores 30 års bryllupsdag, vi skulle markere med øbesøget, og det var alle pengene værd.

Det er nemt nok at komme til La Palma, for der er adskillige ugentlige afgange fra Málaga, men man skal over Tenerife Norte. Flyveturen til Tenerife tager små 2 timer, og det er et betagende syn, når man under indflyvningen passerer tæt på El Teide (Spaniens højeste bjerg) og kan beundre den kegleformede vulkan med sne på. Fra Tenerife tager det kun 30 min. at flyve til La Palma, og denne del af turen foregår i en lille propelmaskine. Men så er man også ankommet med manér til denne særprægede ø.

Vi havde valgt at bo på øens vestside, og det var muligvis ikke det bedste valg. For lige i de dage stod vinden ind fra Atlanten med regn i stride strømme, og hvor vi lå dér og var udsatte for det ublide vejrlig, lå hotellerne på østsiden i sol og varme. Da vi spurgte i receptionen, om det var normalt med al den regn, sagde de: ”Nej, her regner det aldrig”. Det kan vi så modbevise, for af de 4 dage, vi tilbragte på øen, regnede det de 3. Men det var jo også den vådeste marts over hele Spanien siden 1947.

Man skal jo ikke lade sig slå ud af lidt vand, så vi kastede os ufortrødent ud i øbesigtigelsen. Den første dag havde vi valgt at tage op til øens højeste punkt ”El Roque de los Muchachos”, og den dag var vejret rimeligt. ”El Roque” ligger på den nordlige rand af krateret ”Caldera de Taburiente”. Turen op til kraterranden er vildt imponerende, idet man først passerer ”udmundingen” af krateret – kaldet El Barranco de las Angustias. Man passerer ganske enkelt denne kløft for at komme op på øens nordvestlige del, og jeg må sige, at jeg aldrig har set noget lignende. Kløften skærer sig voldsomt og brutalt ned igennem øen i sydvestlig retning – det er vandmasserne fra det kæmpestore krater, der her engang i tidernes morgen har gravet et afløb med manér. Man tror det er løgn, når man ser kløften – det ser ud som om en kæmpe har grebet en stor økse og har skåret en umanerligt dyb luns ud af øens vestlige side. Vildt og betagende ser det ud.

Hovedgaden i Santa Cruz de La Palma

Men vejen langs med øens nordvestlige side er også vild, for den er anlagt helt oppe på kanten af et plateau. Her kan man ikke køre nede ved vandkanten, for klipperne styrter sig vertikalt ned i havet. Vejen snor sig ud og ind, og selv om man er vant til lidt af hvert, kan denne vej give anledning til et par gode gys. Det er helt specielt, og mod sydvest kan man se øen El Hierro stikke op af havet. Også plantevæksten er speciel – den ligner ikke rigtigt noget, man er vant til at se, og La Palma rummer da også 70 endemiske planter – dvs. at de ikke findes andre steder. Man bliver lidt benovet over at se alle de herligheder, som naturen her disker op med.

På et tidspunkt kommer man op over trægrænsen, og nu er der kun en rødbrun vulkansk stenmark omkring én, mens man stiger og stiger. Vejen er fin og asfalteret, for den er tilkørsel til de 7-8 observatorier, der ligger her oppe på kraterranden. Adskillige europæiske lande har bygget observatorier her, for det er det sted i Europa, der har mindst lysforurening og dermed de bedste muligheder for at observere himmelrummet. Nu skulle man tro, at så mange observatorier ville fylde godt op i landskabet, men det gør de faktisk ikke. De ligner blot vildfarne golfbolde, der er landet oppe på kanten af krateret. Landskabet er så storslået, at det ligesom opsluger alt andet.

Man kan køre helt op til El Roque de los Muchachos, og fra P-pladsen fører en sti ud til nogle udsigtspunkter, hvorfra man kan kigge lige lukt ned i krateret. Jeg synes selv, at jeg er stærk til højder, men da vi var gået ud på en sti, der førte hen til et udsigtspunkt, og der derfra gik en endnu vildere sti ud til endnu et udsigtspunkt, måtte jeg sige stop. Mine nerver kunne ikke tage mere. Flere gange måtte jeg sætte mig ned for at få ro på. Det er virkeligt vildt og sjovt.

Fra El Roque kan man køre tværs hen over øen og ned til ”hovedstaden” Santa Cruz de La Palma. Det er også en spændende tur ned igennem en masse dejlig fyrreskov på øens østside. Santa Cruz er en fin og sympatisk by med en egenartet arkitektur. Vi slentrede rundt i byen en times tid og beundrede de fine huse, mens vi vanen tro ledte efter kager. Men dem var der nu ikke mange af. Vi endte med at se et par gamle paladser og spise et par is.

Det er helt klart naturen, der spiller hovedrollen på La Palma. Vi havde store forventninger efter at komme ned i krateret Caldera de Taburiente, der har nærmest lodrette sider ned til bunden og en omkreds på 27 km. Nede i krateret er der altid vindstille, og det er jo også specielt. Caldera betyder kogekedel eller kæmpestor gryde, og det er det. Men gryder har normalt en fin og glat bund, men ikke denne gryde – no, señor! Bunden er fyldt med klippeblokke, hvilket betyder, at den ikke er let at bevæge sig rundt i. Calderaen blev erklæret for naturpark så langt tilbage som i 1954, så den er en af Spaniens ældste og mest kendte naturparker med hele 3 stjerner.

Nu tror man muligvis, at en sådan kæmpestor attraktion er let at komme til, men så tager man fejl. Og det er ikke turistmyndighedernes skyld, at det er svært. Nej, det er Vorherre himself, der lige synes, at det ikke skulle være for let. Krateret kan kun attackeres fra to sider – dels fra El Barranco de las Angustias, men her er problemet, at der løber en flod der, hvor man ellers kunne gå. Og langs med flodens stejle sider, var stierne lige skyllet væk pga. regnen. Den anden ”indgang” til krateret findes oppe på den sydøstlige del af randen, men heller ikke her, er det let. Her findes der et lille ”pas” lige neden for en Machu Picchu lignende klippe med navnet ”La Cumbrecita”. Her er der anlagt en lille rundtur på 3 km. ad en fin sti med udsigt ned i krateret, men stien går ikke derned – der er vertikale drops flere hundrede meter ned. Denne rundtur bør man absolut tage (vi tog den i delvis regnvejr), for der er nogle gevaldige kig ned i krateret, og her kan man til overflod beundre den for Kanarieøerne endemiske fyr ”el pino canario”. Denne fyrreart har umanerligt lange nåle – de er over 20 cm., og træet kan tåle skovbrand – det vokser bare ufortrødent videre. På Kanarieøerne er de meget stolte af deres fyrretræer.

La Cumbrecita

Fra ”La Cumbrecita” udgår den 2. sti ned til kraterbunden, hvor der en anlagt en ”campingplads”, men det er en 13 km. lang tur ad fedtede og vildt stejle stier. Stien var lukket, da vi var der, fordi dele af den var skyllet væk af regnen. I nærkontakt med kraterbunden kom vi aldrig. Men det giver jo én blod på tanden, og jeg tænker bare, at jeg må derover igen med et lille telt, så jeg kan komme til at overnatte inde i krateret på lejrpladsen. Man kan kun komme derind til fods, og man skal have al proviant med på ryggen, for der er ingen kære mor derinde. Nå, men det synes gemalen godt han kunne leve foruden – måske kunne man lokke nogle af børnene eller veninderne med? Hm….

En anden stor attraktion på La Palma er den 19 km. lange vandrerute langs med øens ”rygrad”. Denne rute hedder Vulkanruten (GR 131) og den starter ved refugiet El Pilar ca. midt på øen og går sydpå. Denne rute blev af ”los guanches” (øens oprindelige beboere) brugt som transportrute for varer fra den ene ende til den anden, og i dag er den, som sagt, en yndet vandrerute. Den havde jeg glædet mig helt vildt til. Men nej – det blev heller ikke denne gang, for ruten lå konstant i skyer. Og hvis der skulle være nogen, der tror, at det er sjovt at vandre i en sky og have 2 meters sigt, så kan de roligt tro om igen.

Nu er der det ved øer, at de har deres helt eget klima. Hvis det regner på nordøen, så er det som regel solskin på sydøen. Teorien passer fint, også på La Palma, problemet er bare, at sydøen ender i en spids, hvor der står et par fyrtårne. Så der er ikke så meget at komme efter, hvis det er sandstrande, man gerne vil opsøge. Men øen HAR skam sandstrande – med sort sand. Vi fandt en fin en af slagsen ved Puerto Tazacorte – lige dér hvor El Barranco de Angustias løber ud i havet. Det er et meget specielt sted med en del restauranter og isboder omgivet af en flot natur og en speciel strand.

La Palma byder på masser af vandreruter, og vandreturisme er en stor sag på øen. Der findes en del arrangører af vandreture, og hvis man ikke har lejet bil, kan det være praktisk at tage med på en sådan tur. Men har man bil, kan man blot købe et ”finmasket” kort over øen. Vi købte et kort 1:30.000 (fra Freytag og Berndt –østrigerne ER de bedste til den slags) og der kunne man se alle vandreruter. Da vi således studerede kortet, fik vi øje på endnu en vild kløft , El Barranco del Jorado, på øens nordvestside, og den måtte vi se. En fin vandresti udgår fra landsbyen Tijarafe og ned langs med kløften. Vejret så lidt tvivlsomt ud, men vi drog ufortrødent afsted. Det gik godt den første halve time, men så kom regnen med fynd og klem. Vi fandt kløften, men kunne ikke se ned i bunden pga. tåge og regn – der er 500 m. derned. Det så vildt ud, og det var vildt. Vi søgte efter en hule La Cueva de Candelaria, og vi så en speciel mølle, men efter 2 timers vandring havde vi ikke så meget som 1 cm2 tør hud nogen steder på kroppen, så vi måtte opgive. Ak ja.

Men regnen skal ikke lægges La Palma til last – øen er og bliver en udflugt værd.