En spaniensdansker ser tilbage - del 5

Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati. 84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned tager vi med på en dobbeltmoralsk tur i den katolske kirke.

Kirkens ‘revanche’
Der var to ting, der prægede folkelivet og dominerede gadebilledet i Spanien. Den ene var militærpolitiet. Den anden var præsterne. Hvilken af dem, der virkede mest ubehagelig, kunne under tiden være svært at afgøre: De brutale og afstumpede civilgardister med deres trekantede lakhatte og skarpladte skydevåben over skulderen eller de alt for hellige og hykleriske præster med deres store, sorte, rundpuldede hatte og bibelen i højre hånd, så de hurtigt kunne åbne den, hvis den hellige trang skulle blive alt for voldsom.

Borgerkrigen varede i tre år og udviklede sig til en af de grusomste krige i nyere tid, hvor gamle venner og familiemedlemmer valgte forskellig side og blev dødsfjender for resten af livet. Da demokratiet omsider bukkede under, kunne Franco etablere sit militærdiktatur, der kom til at overleve i næsten 40 år. Hermed havde kirken fået sin ”renæssance”, revanche. Man så præster overalt, og de var blevet betydningsfulde, for Spaniens kulturelle, progressive elite havde kæmpet mod Franco og var nu i landflygtighed. Så befriet for ateister, ”røde” og andet skab var præsteskabet blevet eneforvalter af det åndelige liv både i Spanien og i himlen. Ikke så underligt, at de følte sig selvtilfredse og betydningsfulde, og at der skulle så mange til.

I en lille by, hvor jeg boede nogen tid, havde jeg udsigt fra hotellet ned over gaden og over folkelivet. Jeg kom til at lægge mærke til præsten, der hver dag ved siestaens begyndelse forlod kirken og gik til frokost. Jeg formoder i hvert fald, at han gik hjem for at spise. For mennesket lever jo ikke af ånd alene, og det var meget usandsynligt, at det korpus han slæbte rundt på var opnået ved fromhed og altervin alene. Men from det var han i hvert fald, for når han bevægede sig hen ad gaden, langsomt og værdigt let skrævende og lidt vraltende, havde han altid den opslåede bibel i højre hånd og gik og læste i den. Han var så henrevet af de hellige skrifter, at han slet ikke kunne løsrive sig og sanse den verdslige verden omkring. Var det mon de guddommelige væsener, der ledede hans trin under denne færd? Jeg så ham i hvert fald aldrig bumpe ind i andre fodgængere, men det var nok meget forståeligt, da de gik ærbødigt udenom ham i en bue, så han havde god plads på fortovet. Men jeg så ham heller aldrig blive rendt over ende af en æselkærre eller dumpe ned i en lygtepæl. Det var ret forunderligt, eller måske var han alligevel ikke hundrede procent opslugt af de hellige ord.

Hvordan kunne han tro, at nogen hoppede på den komedie? Hykleriet må da vist være kørt så langt ud, at selv den allermest naive måtte gennemskue det. Men han var da bestemt ikke noget særtilfælde. Adskillige gange så jeg præster udføre dette skuespil.

Spanien var velforsynet med kirker mere eller mindre interessante, og når man gik forbi en kirkedør, der stod åben, var det nærliggende lige at smutte indenfor og se, hvad den gemte på, men inden for meget kort tid var man næsten altid i selskab med en præst. Det kunne selvfølgelige godt være en person, der var seriøs og gerne ville vise kirkens klenodier. Men ofte havde man en ubehagelig fornemmelse af, at formålet var noget helt andet, og selvhøjtideligheden og værdigheden var pludselig forsvundet. Det kunne være noget så banalt som chancen for at inkassere en drikkeskilling for deres kulturelle ydelse (som man egentligt helst ville have undværet). Hvis man ikke tilbød dem meget, var de ikke blege for at bede om mere, til kirkebøssen naturligvis. Den stod som regel lige i nærheden, og jeg gjorde det til princip selv at putte pengene i. Så kunne de ikke se, hvor meget jeg ”donerede”, og jeg risikerede ikke, at de ”glemte” at give pengene videre.

Men det mest ubehagelige var, når hjælpsomheden skyldtes deres mere eller mindre abnorme seksuelle tilbøjeligheder, og det var et ret påfaldende fænomen. Jeg ved ikke, om kirken virker stærkt dragende på disse skæve mennesker, eller det er påbuddet om cølibat, der hen ad vejen gør de fleste mere eller mindre skøre i bolden.

Cølibatpåbuddet stammer helt tilbage til den tidligste kristendom, hvor man mente, at hvis man afstod fra og glemte alt om sexlivet, kunne man hellige sig det guddommelige uden at blive distraheret. Umiddelbart en ganske logisk og fornuftig tankegang. Men teorien virkede ikke rigtig i praksis. Tværtimod. Besynderligt at de gamle kirkefædre ikke hurtigt fandt ud af det. Vi andre kender fænomenet fra andre situationer end netop sex. I almindelighed går vi ikke voldsomt op i, hvornår det er spisetid igen, men hvis vi er sultne tilstrækkeligt længe, tænker vi ikke på andet end mad. Der kan vist drages visse sammenligninger.

Jeg kom igennem en by, hvor man fortalte mig, at kirken delvist var opført af ”genbrugsmateriale” fra en gammel maurisk bygning. Den måtte jeg naturligvis kigge på, og specielt interessant var en række mauriske søjler med relieffer. Spændende at gå og udforske dem helt alene. Men meget hurtigt var der en præst, der klistrede sig på næsten i bogstaveligste forstand. En lille smiskende fyr, der virkede direkte ubehagelig, viste mig ting, jeg udmærket kunne se uden hans hjælp. De øverste billeder havde i særdeleshed hans interesse. Han stod og pegede på dem og da han lod hånden falde ned, var han så uheldig at ramme mig lige i skridtet. Det var naturligvis en smule pinligt, men da det skete anden gang, begyndte jeg at tvivle på tilfældighedernes spil og anbragte mig i en stilling, hvor jeg ikke var så udsat for fejlberegninger.

Reliefferne indeholdt en del dyrebilleder, og jeg mente, at det var forbudt i islamisk kunst. Men nu havde jeg jo kultureksperten lige ved hånden og kunne spørge ham. Men hvis han vidste noget, havde det i hvert fald ikke hans interesse. Han hev mig hen til en anden søjle, og der skulle jeg bare se! Han pegede op på søjlen, hvor en relief viste to geder, der parrede sig. Jeg gentog mit spørgsmål angående dyrebilleder. Men jeg skulle bare kigge på det frække billede, han pegede på.

”Figge, figge,” sagde han, eller noget i den retning, og så fniste han som en dreng i pubertetsalderen, som syntes han har været meget uartig.
Jeg var klar over, at nu var det bare med at være i forsvarsposition, når han tog hånden ned. Jeg holdt begge hænder foran mig, som jeg havde set fodboldspillerne gøre, når der er frispark.

Mange vil sikkert tro, at jeg overdriver, og jeg kan næsten høre en og anden mumle: ”Han er da vist patologisk præstehader.” Men det er jeg slet ikke, har endog haft et par præstevenner, både en protestantisk og en katolsk.

I næste nummer af La Danesa skal vi læse om, hvordan Spaniens middelhavskyst var, da Holger Johansen rejste som ung, før nogen kendte navnet Simon Spies eller havde hørt om hans grisefester. Før turisterne lå og stegte i solen så tæt som sild i en tønde. Tjæreborg havde måske ikke en gang nogen præst, og Holger Johansen troede, at han var Costa del Sols eneste gæst. Dengang alt var centreret om havnen, byens hjerte og centrum.