Krig for fred

– Spanske tropper trækkes ud af Afghanistan, mens andre sendes til Mali

Krigen for freden i Afghanistan har kostet 100 spanske soldater og en tolk livet, og den har desuden stået den spanske stat i omkring 2,9 milliarder euro.

I marts pakkede de spanske soldater i Afghanistan dog den sidste forpost sammen. Det var lejren Ricketts i Moquer, hvor omkring 250 spaniere havde været udstationeret. Inden da havde man lukket og slukket på basen Bernard de Gálvez i Ludina, hvor tropperne havde opholdt sig blandt taleban og ugæstfrie naboer, og man havde tilbagekaldt kampenheden COP, som er den spanske enhed, der har lidt de største tab.

Der var indtil da 1.606 spanske soldater og andet personel udstationeret i Afghanistan. Lidt efter lidt er opgaverne i stedet overgivet til det afghanske forsvar, som de spanske enheder skal fortsætter med at træne i kampen imod de yderligtgående islamitter i taleban. NATO anser, at afghanerne nu selv skal være i stand til at nedkæmpe taleban, og ved NATO’s topmøde i 2010 i Lissabon blev det besluttet, at de internationale styrker, ISAF, gradvist skulle overdrage ansvar til afghanerne. ISAF’s operationer slutter 31. december 2014.

NATO vil dog også efter 1. januar 2015 hjælpe med at træne og finansiere de afghanske styrker. Senere på året lukker spanierne også hovedbasen Quala-e-now og flere end 1.000 soldater kommer hjem.

Politiske fadæser på slagmarkerne
Krigen var som bekendt en reaktion på 9/11, terrorangrebet på USA i 2001. Den startede allerede den 7. oktober samme år, for at det i forvejen så krigshærgede og på mange henseender plagede land ikke længere skulle være grobund og træningslejr for terrororganisationer.

Meningen blev dog også, at afghanerne skulle hjælpes, at de ikke længere skulle leve under talebans modbydelige regime. Det mente i hvert fald mange af USA’s allierede, heriblandt Spanien. Men selvom Spanien har støttet sine allierede har holdningerne blafret i vinden, afhængig af, hvilket parti, der har været ved magten, og det har sendt blandede signaler til udlandet.

Den daværende statsminister, José María Aznar (PP), mødtes før invasionen af Irak i 2003 med USA’s præsident, George W. Bush, og den konservative spanske regering valgte at støtte den republikanske præsident på trods af overvejende modstand blandt befolkningen –  inklusive flere folk fra partiets egen top. Men Aznar argumenterede med, at Saddam Hussein skulle have masseødelæggelsesvåben og pusle med atomvåben, som man måske også ville sende efter kurderne, hvilket nu i de fleste kredse anses som værende ukorrekt.

Spanien modtog som flere andre lande trusler fra islamitiske grupper på grund af missionen i Irak, og op til parlamentsvalget i 2004 lovede oppositionspartiet, socialistiske PSOE, at man ville trække tropperne ud af landet, så langt væk som muligt fra den meget sprængfarlige konflikt. Så skete det, 11 M, den 11. marts 2004, da 10 bomber sprængtes på morgenfyldte tog på vej ind til Madrid. 191 personer blev dræbt, mens 1.841 mennesker blev såret i galskaben.

José María Aznar meddelte samme dag, at den baskiske organisation ETA havde stået bag attentaterne. Han var dog alt for hurtigt ude, og mange mente, at han ville skjule sandheden for ikke at blive presset til at stoppe Spaniens engagement i Irak eller for ikke at miste stemmer ved valget, der lurede lige om hjørnet. Måske var udtalelsen en gigantisk fadæse, vi kan aldrig vide det med sikkerhed, men på trods af at meningsmålinger få dage før valget gav PP 42,2 procent af stemmerne og PSOE bare 35,5 procent, tabte PP tre dage efter attentatet valget til PSOE.

Nogle har ligefrem beskyldt Aznar for at være ansvarlig for attentaterne. Den nye statsminister, José Luis Zapatero, opfyldte sit løfte om at trække de spanske soldater ud af Irak, og allerede et par måneder senere kunne sidste spanier forlade missionen. Men det, anså mange på daværende tidspunkt, var en socialistisk fadæse og internationalt set pinligt for Spanien, eftersom det nu blev betragtet som om, at man gav efter for de islamitiske terrororganisationer, der jo stod bag Madrid-bombningerne.

Den socialistiske regering, der trådte af i slutningen af december 2011, havde ligeledes besluttet, at Spaniens deltagelse i den internationale styrke i Afghanistan skulle stoppe, og tropperne skulle begynde at komme hjem allerede i løbet af januar 2012.

Uenigheden i Spanien er parallel med den politiske meningsforskel i USA, hvor George W. Bush indledte krigene i Afghanistan og i Irak, mens Barack Obama lovede at afvikle begge. Og Spaniens nuværende konservative regering, der i 2011 igen overtog regeringsmagten, besluttede at udskyde hjemsendelserne for at lade tilbagetrækningen fra Afghanistan ske i koordineret orden med NATO.

Det var et enigt kongres, inklusive både PP og PSOE, der i januar godkendte støtten til de franske tropper i det vestafrikanske Mali.

Fra Kabul til Timbuktu
De to byer, der lyder som taget ud fra hver sit eventyr, er i den virkelige verden forarmede byer i to af verdens fattigste lande. Og fra at have soldater og hovedfokus på indsatsen i Afghanistan, hvor kun enkelte lades tilbage, sender det spanske forsvar nu andre til Mali.

I januar sendtes et transportfly af typen Hercules 130 af sted for at støtte den franskledede aktion imod de radikale islamister, som hærger i specielt den nordlige del af landet og blandt andet området omkring den historiske by Timbuktu.

Efter sigende skulle der dog flere anmodninger til, inden den spanske forsvarsminister, Pedro Morenés (PP), tilbød sin franske kollega, Jean-Yves Le Drian, at stille et fly til rådighed. Det benægter spanierne, der uanset hvad også har egne og rigelige interesser i at stoppe et ekstremt islamitisk diktatur på den anden side af Middelhavet.
Den spanske regering har desuden ladet Frankrig og de andre lande anvende spansk luftrum og spanske lufthavne under aktionen, hvilket ikke nødvendigvis er nogen lille ting.

Konflikt i Mali efter indsatsen i Libyen
Men uanset vejen og midlet, så er Spanien og flere andre europæiske lande nu i Mali. Landet blev en uafhængig stat i 1960. Det ligger presset inde mellem bl.a. Senegal og Mauretanien, Algeriet og Nigeria. 90 procent af befolkningen er muslimer, der længe havde levet under den verdslige regeringsform, og Mali var i flere år et eksemplarisk demokrati. Men det arabiske forår i Libyen og Muhammed Gaddafis endeligt i 2011 ændrede det glansbillede.

Separatistgruppen Tuareg i det nordlige Mali havde kæmpet som lejesoldater for Gaddafi, og de flyttede nu hjem igen, bevæbnet til tænderne med alt fra maskingeværer til jord til luft-missiler, som havde været nemme og billige at købe i det efterfølgende anarki i Libyen. Tuareg slog pjalterne sammen med jihadister fra Al-Qaeda, der havde kontrolleret en del af ørkenen fra Atlanterhavet til Chad, og få uger senere havde de sammen erobret tre af Malis nordlige regioner.

Sharia-loven blev indført, modstandere blev pisket, stenet eller fik lemmer amputeret, og historiske monumenter blev ødelagt i bedste taleban-stil. Flere hundredetusinde af indbyggerne flygtede mod syd. Præsident Amadou Toumani Touré blev afsat af utilfredse borgere, sammenslutningen af afrikanske stater, ECOWAS, blandede sig og placerede Dioncounda Traoré som leder af en midlertidig regering i hovedstaden, Bamako. Han flygtede dog til Paris efter at være kommet under angreb, og det stod klart, at Malis regering ikke var i stand til at kontrollere landet.

Traoré bad om hjælp.

Frankrigs dengang nyvalgte præsident, François Hollande, lavede ved årsskiftet en historisk aftale om at hjælpe denne og andre tidligere kolonier, der er banket tilbage til middelalderen, med at rydde op i korruption og stoppe voldelige og udemokratiske magtovertagelser i bytte for råvarer.

Frankrig trak sig allerede sidste år ud af Afghanistan.

Aktionen i Mali blev godkendt af FN, hvor USA-ambassadøren dog kaldte det ’un plan de merde’. Hollande bad om hjælp til sin lorteplan fra andre lande, og her trådte Spanien så igen ind på den internationale scene.

Principielt er det tropper fra ECOWAS, der, rådgivet af en gruppe franske officerer, nedkæmper jihadisterne eller terroristerne, hvilket foreløbig ser ud til at lykkes, da de nu kun kontrollerer to mindre områder.

En EU-ledet mission på omkring 500 mand skal de næste 15 måneder træne Malis eget, svækkede forsvar, og omkring 50 spanske soldater er nu på vej til Mali for at bridrage i denne del af kampen for freden, der ellers er værgeløs i flere afrikanske lande. Og det ser den spanske regering som en fare for flere terrorattentater og større, illegal immigration til Spanien.

Effekten og prisen på aktionen i Mali er ukendte faktorer, som det på den lange bane også stadig er med den snart afsluttede mission i Afghanistan. Forsvarsminister Pedro Morenés mener ikke, at indsatsen har været forgæves:

”Jeg tror ikke, at missionen i Afghanistan har været en fiasko. Måske har det ikke været en total succes, men situationen er bedre end for 12 år siden.”

Lidt efter lidt er opgaverne i stedet overgivet til det afghanske forsvar, som de spanske enheder skal fortsætter med at træne i kampen imod de yderligtgående islamitter i taleban. Aznar argumenterede med, at Saddam Hussein skulle have masseødelæggelsesvåben og pusle med atomvåben, som man måske også ville sende efter kurderne. Men det, anså mange på daværende tidspunkt, var en socialistisk fadæse og internationalt set pinligt for Spanien. Det arabiske forår i Libyen og Muhammed Gaddafis endeligt i 2011 ændrede det glansbillede. Sharia-loven blev indført, og modstandere blev pisket, stenet eller fik lemmer amputeret, og historiske monumenter blev ødelagt i bedste taleban-stil.

Spaniens deltagelse i internationale aktioner
Spanske tropper har de seneste årtier deltaget i internationale missioner og fredsbevarende styrker i en række lande, heriblandt:
Afghanistan: Spanien har været med siden 2003, og mens størstedelen af personellet er på vej hjem, forbliver enkelte her til 2014.
Bosnien Hercegovina: Siden 1992 har Spanien deltaget i europæiske styrke EUFOR’s fredsbevarende mission, som består af omkring 1.300 personer.
Djibouti: Den spanske flåde, der har base i Djibouti, har siden 2009 medvirket i Atalanta-missionen, som bekæmper pirater fra bl.a. Somalia. 300 mænd og kvinder er i øjeblikket udstationeret her. EU har foreløbig givet mandat til operationen til december 2014.
Irak: Spanien meldte sig i 2003, men i 2004 resulterede et regeringsskifte i, at tropperne blev hevet hjem. PSOE vandt valget den 13. marts, og allerede den 27. maj var Spaniens deltagelse forbi.
Libanon: 1.050 spaniere deltager i FN’s internationale styrke kaldet UNIFIL i den sydlige del af landet. Man forventer at halvere antallet i løbet af indeværende år.
Mali: Omtrent 50 soldater skal deltage i den EU-ledede træning af det afrikanske lands egen forsvarsstyrke.