Det danske magasin i Spanien

 

Hej Christina
Jeg elsker frugt og grøntsager og drikker meget æblejuice. Jeg har lagt mærke til, at mine tænder er blevet mere gule med årene. Hvad kan det skyldes? Hvad kan jeg gøre ved det?
Med venlig hilsen Louise

Hej Louise
Tak for din mail. Det er dejligt at høre, at du spiser meget frugt og grøntsager. Men der er et par ting, du skal være opmærksom på, så du ikke slider dine tænder uden grund. Meget frugtjuice er meget surt og opløser den naturlige proteinhinde, der beskytter dine tænder. Hvis dine tænder er udsat for en sådan opløsningen af proteinhinden over en længere periode, er tændernes emalje ikke beskyttet, og den vil efterhånden blive nedbrudt. Når tændernes emalje kommer i kontakt med syrer (fra mad, drikke eller mavesækken), bliver den blødere end normalt og mister en del af sit mineralindhold. Spyt neutraliserer syren og genskaber mundens naturlige balance, så emaljen langsomt bliver hård igen. Men det tager tid, og hvis tænderne ofte udsættes for syreangreb, vil munden ikke kunne genskabe den oprindelige balance.
Visse frugtteer, vine og frugter kan være meget sure og har derfor stor sandsynlighed for at skade tænderne. Det betyder ikke, at man skal undgå mad- og drikkevarer, der indeholder syre, men man skal være forsigtig med hvor ofte og hvordan, man indtager dem. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvad der indtages, men også hvor længe de sure mad- og drikkevarer befinder sig i munden. Jo længere tid man har dem i munden, jo mere forlænges syreeksponeringen på tænderne og risikoen for erosion øges. At skylle munden med syreholdige drikke øger kontakten med tænderne, hvilket også øger risikoen for erosion. Hvis du børster tænderne lige efter, du har spist eller drukket noget surt, vil nedbrydningen af emaljen være mere aggressiv, og efter nogen tid nedbrydes den underliggende hinde, der er mere gul i farven.

Hvad kan du gøre for at forebygge en erosion af tænderne?
Tandemaljen opløses ved en pH-værdi på omkring 5,5 eller laverer, og tandbenet (den substans der findes mellem emaljen og pulpen) nedbrydes ved en pH-værdi på 6,5 eller lavere.
Det er aldrig en god ide at børste tænderne, lige efter man har spist eller drukket noget surt. Man bør mindst vente en time, og nogle eksperter mener, man bør vente endnu længere.
Spis en gulerod før du indtager sure drikke- eller madvarer. Brug mundskyld med fluor, vand eller mælk der neutraliserer syren, og genskaber mundens oprindelige pH-balance.
Spis og drik sure ting i forbindelse med andre måltider, så dine tænder udsættes mindre for syreangreb.
Slid på tænderne, der skyldes erosion, kan føre til en tyndere emalje på tænderne samt ændringer i tændernes sammensætning, form og udseende.
De første tegn få erosion er:
• Stor følsomhed
Når tandbenet blottes på grund af mindre emalje, kan man få isninger i tænderne, når man indtager varme, kolde eller søde drikke- og madvarer
• Misfarvning
Tænderne kan få en gullig farve, når emalje bliver tynd. Samtidigt begynder det mørkere tandben at kunne ses.
• Afrundede tænder

Tændernes yderside og kanter ser ud som om, de er blevet gjort runde med sandpapir.
Den blottede gule overflade på tandbenet kan dækkes med en hvid komposit-fyldning, så tanden bliver hvid igen. Samtidigt bliver tænderne mindre følsomme, og i visse tilfælde oplever man ikke længere isninger i tænderne. En fluorbehandling hjælper også mod isninger i tænderne.
Jeg håber, at jeg har givet dig de svar, du søger. Jeg anbefaler, at du besøger din tandlæge for at få foretaget en vurdering af dine tænder samt få gode råd om kost og helse. I ugen op til du skal til tandlægen, bør du skrive alle de ting ned, du spiser og drikker. Husk også at fortælle tandlæger, om du lider af halsbrand eller sure opstød. Denne syre påvirker nemlig også tænderne, dog mest på bagsiden af tænderne.
Med venlig hilsen tandlæge Christina Radics, Nordic Dental Centre

Hormonsystemet
– Trætte Binyrer og Stress

Af Anni Dahms, Anni’s Vitashop

Genkender du tilstande som: Kronisk træthed, svært ved at komme ud af sengen om morgenen, udkørt, svært ved at klare dagligdagens krav, frygt, bekymring, forvirring, depression, fibromyalgi, lavt blodtryk, allergi, lavt blodsukker og stress?
Det kan være, at årsagen skal findes i, at du lider af en svækket binyrefunktion. Ved svækket binyrefunktion ses også ofte tilstande med hyppige luftvejsinfektioner, astma, aldersdiabetes, alkoholisme samt autoimmune sygdomme.
Binyretræthed er en almindelig, men sjældent diagnosticeret, tilstand. Desværre tror jeg, at binyretræthed er langt mere udbredt end vi ved, og efterhånden er et problem af kolossalt omend uerkendt omfang. Enhver, der konstant presser sig selv, er i farezonen.
Der er ikke mange almindelige læger, der arbejder med binyretræthed. Ønsker du at tale med en læge omkring emnet, kræver det en speciallæge, der er bekendt med tilstanden, og som arbejder seriøst med lidelsen, og kan foretage de nødvendige analyser. Officielt anerkender lægevidenskaben kun Addisons syge som en lidelse i binyrerne.
Du kan hjælpe dig selv et langt stykke hen ad vejen ved at søge viden om emnet, f.eks. er bogen ”Trætte binyrer ”af James L. Wilson skrevet i et spændende, letforståeligt sprog og med udførlig vejledning i, hvordan du ved at ændre livsstil, ændre kosten, indtage gode vitaminer og mineraler samt andre relevante kosttilskud igen kan få stærke binyrer. Denne måneds artikel er skrevet med stor inspiration fra bogen, som har været mig bekendt gennem adskillige år, og stadig bliver mere og mere aktuel. Men søg allerbedst vejledning, da en bog ikke erstatter vejledning fra en kompetent person.
Egentlig er begrebet ”trætte binyrer” en gammel nyhed, idet Hans Selye i 50erne fik nobelprisen for opdagelsen af, hvordan stress påvirkede immunsystemets og binyrernes funktion og dermed har betydning for udviklingen af degenerative problemer.
Stress hænger meget sammen med binyretræthed. Det kan være rimeligt alvorligt. Fx gennemløber kroppen i stressede situationer en række faser, hvor alarmklokkerne overhøres. Nervesystem og binyrer overbelastes, og der optræder alle mulige symptomer lige fra ulidelig træthed til alvorlige sygdomme.

Binyrernes funktion
Binyrerne er delt i en bark og marv. De kaldes for stresskirtlerne. Tilsammen vejer de 10 gram og sidder på toppen af nyrerne. Selvom de er så små, fremstiller de hormoner og hormonlignende stoffer. Hvis man skulle efterligne dem syntetisk, skulle man bygge en større kemisk fabrik på mange tusinde kvadratmeter. Hvis binyrerne bestemmer sig for at nedlægge arbejdet, betyder det døden, hvis man ikke får tilført syntetiske hormoner.
Marven fabrikerer farehormonerne adrenalin og noradrenalin, hvis du ophidses, bliver bange eller vred.
Barken producerer langtidsstresshormoner nemlig kortisol, der fungerer som et langtidsstresshormon, der har til opgave at tilpasse kroppen til længerevarende psykisk eller fysisk belastning. Kortisol er et kraftigt, antiinflammatorisk hormon, som i små mængder fremmer heling af væv, men i større mængder undertrykker kroppens immunforsvar. Normalt udskiller binyrerne små, men afbalancerede mængder af steroidhormoner. Er du udsat af alt for meget fysisk, følelsesmæssigt, miljøbetinget eller psykisk stress, kan det udpine binyrerne og medvirke til et fald af binyrehormonet kortisol. Først stiger kortisolniveauet måske til alt for store højder, men ved konstant udpining falder det, fordi binyrerne ikke længere er i stand til at reagere på den udsatte stress.

Kosten
Kosten er enorm vigtig ved binyretræthed. Mange mennesker med binyretræthed bruger ofte kaffe, cola, kakao, sort te og andre koffeinholdige stimulanser for at komme i gang om morgenen. I løbet af dagen har de behov for at kvikke sig op med de samme stimulanser. Ofte bliver en kop kaffe til flere og stærkere kopper osv.
Ovenstående bør helt undgås. Nedtrapning bør foregå over 14 dage. Hvis du holder op fra den ene dag til den anden dag, kan det give voldsomme symptomer.
Mange er afhængige af sukker og hvidt mel, dette bør undgås. Har du allergi eller intolerance kan det være en god ide at få det tjekket og afholde sig fra det i en periode. Hyppigst er det problematisk med hvede og mælkeprodukter.
Alkohol bliver betragtet som binyregift. Nu er det juletid, så hvis du bestemmer dig for at indtage alkohol så begræns dit indtag til små mængder og drik kun, når maven er fuld og har fået olie og fedtholdig mad, da det hæmmer optagelsen af alkohol.
En kombination af langsomt optagelige stivelsesholdige kulhydrater, protein og fedtstof er det, der belaster binyrerne mindst. Undgå dårlige proteiner fra færdiglavet mad f.eks. pålæg og smøreost. Føler du dig oppustet efter gode proteiner, har du måske for lidt saltsyre og kan have glæde af HCL. De gode kulhydrater får du fra fuldkornsprodukter.
Spis godt med grønsager, af alle mulige slags. De er fyldt med fibre, antioxidanter, vitaminer og mineraler. Brug din fantasi ved tilberedningen. Juice dem, blend, lav råkost, grill, damp osv. Varier dem på mange måder. Det gør dem spændende at indtage både for børn, unge, voksne og gamle.
Pas til gengæld på med for megen frugt. Vent med at indtage frugt til et stykke op ad dagen.
Sørg for at få masser af de gode, sunde fedtstoffer, fx fra hørfrø, nødder, frø mm. men undgå friturestegte retter. Når du steger, er de olier der tager mindst skade af opvarmning f.eks. olivenolie, kokosolie, kakaosmør og almindelig smør.
SID NED og spis i rolige omgivelser.
Ofte har mennesker med binyretræthed en trang til at salte maden. Moderer dit saltforbrug, brug andre krydderier og smag på din mad, inden du salter den. Brug gerne himalayasalt, der indeholder en masse spormineraler.

 

Kosttilskud
Sørg for af få en god base af vitaminer og mineraler kombineret med flerumættede fedtsyrer.
• Udover det, er et tilskud af C vitaminer måske det allervigtigste, fordi C vitamin er vigtig for hele kaskaden af binyrebarkhormoner og binyrernes produktion af steroidhormoner.
• Binyrerne klarer bedre et arbejdspres, hvis der er rigeligt med B5 (panthotensyre) lecithin og C vitamin at bruge af. Desuden hjælper C vitamin også på immunforsvaret. Hvis du har taget høje doser af C vitamin i et stykke tid, så trap langsomt ned, fordi kroppen vænner sig til det høje C vitamin niveau.
• E vitamin og C vitamin arbejder godt sammen, så det kan være en god ide med ekstra naurligt E vitamin. Vær opmærksom på at begge vitaminer er blodfortyndende, så får du blodfortyndende medicin, så tal evt. med din læge om doseringen.
• B vitaminer. Her er det vigtigt at tage hele komplekset. Alle B-vitaminer arbejder sammen, og er med til at støtte binyrerne. Dertil tages ekstra af B5 panthotensyre. Det findes i stor mængde i binyrerne, der har brug for vitaminet til at producere binyrehormoner. Det kan være en rigtig god kombination med ekstra C vitamin, E vitamin, samt B 5 panthotensyre og magnesium. Det øger energi produktionen og er med til at fjerne binyretrætheden uden at de bliver overstimulerede.
• Af mineraler er magnesium den vigtigste hjælp til dine binyrer. Magnesium arbejder godt sammen med C vitamin og panthotensyre. Calcium og magnesium bør altid tages sammen, så det er fint at tage et produkt, der indeholder både magnesium og calcium. I denne her forbindelse gerne lige meget af hvert.
• Det kan være godt at supplere med adaptogene urter, idet adaptogene planter har til fælles at de hjælper til, at vi bedre kan tåle et vist omfang af stress og de har en god virkning på vores binyrer.
• Lakridsrod støtter binyrefunktionen. Lakrids virker mod stress, virker styrkende og øger energi og vitalitet.
• Ingefærrod hjælper ved af være med til at regulere kortisolniveauet.
• Ginkgo Biloba er en stærk antioxidant, der hjælper med at beskytte binyrerne.
• Sibirsk ginseng (eleutherococus senticosus) har en række virkninger, der støtter binyrefunktionen og modvirker mental træthed. Den virker antidepressiv og har en lang række gode virkninger.

Tips
Sørg for at få noget glæde ind i dit liv. Alt for mange har alt for meget arbejde og alt for lidt sjov. Sørg for en god latter, saml på de gode oplevelser og de glade dage. Når du fokuserer på at få glade dage, vil du se, at du får flere og flere af dem.
Lad være med at prøve på at være fuldkommen. Vi kan gøre vores bedste, og så må det være godt. Hvorfor skal vi hele vores liv tro, vi skal være super mennesker. Hvad skal vi leve op til? Det er allervigtigst at være tro mod sig selv og sin egen formåen, og så til gengæld acceptere og tolerere andre mennesker og deres formåen. Vi har hver især forskellige oplevelser med i livets rygsæk. Hver eneste af os har vores egen mønster for tilpasning og mangel på samme.
Sørg også for at få en ordentlig søvn. Her kan Melatonin evt. i kombination med 5HTP være en god hjælp. For lidt søvn kan virkelig skubbe til en binyretræthed.
Vær opmærksom på om du kan være udsat for miljøgifte, du har svært ved at tolerere. Det kan f.eks. være parfume, luftforurening eller andre kemiske stoffer. Det kan være med til at øge din binyretræthed.
Vær opmærksom på dine tænder f.eks. amalgamfyldninger, rodbehandlinger, tandudtrækninger m.m., der har været besværlige og måske givet komplikationer. Det kan virkelig være med til at svække sarte binyrer.
Sørg for daglig motion, men lad det ikke blive en stressfaktor.
Pas på dig selv. Vores krop er en vidunderlig maskine, som vi bør være taknemmelig for og passe og pleje på bedste måde.
Glædelig ustresset jul!

Olivir
Bibelsk omtalt plante opdaget med stærke medicinske egenskaber.
Også hjælp for herpes patienter
De fleste husker sikkert det sted i Biblen, hvor der fortælles om duen, der bringer Noah et olivenblad og således tegnet på, at Syndflodens vande har lagt sig.
I moderne tid har man opdaget et imponerende sunhedsrelateret stof i olivenblade, kaldet oleuropein. Oleuropein er et iridoid, en klasse af kemiske stoffer, der findes i planter. Forskerne har påvist, at oleuropein sænker blodtrykket, fremmer blodstrømmen gennem hjertets arterier, normaliserer hjerterytmen og forebygger mod muskelkramper i tarmen.
Omkring 1970 viste amerikanske undersøgelser, at stoffet calcium elenolat, der udvindes af oleuropein, har en stærk dræbende virkning på virus, bakterier og parasitiske protozoaner. Det spændende nye er, at også herpes patienter kan hjælpes med præparatet. Det anbefales videre ved kroniske træthedsproblemer i forbindelse med virusinfektioner, ved blæreinfektioner, samt ved forkølelse og influenza: Plantematerialet har været afprøvet igennem flere år i USA og har også en dokumenteret stærk virkning på hjerte/kredsløbsproblemer.
Phytonorm Olivir
Aktive stoffer: Oleuropein med indhold af elenolsyre.
Virkemekanisme: Elenolsyre virker dræbende på et stort antal virus, bakterier og parasitiske protozoaner. Oleuropein sænker desuden blodtrykket og fremmer blodstrømmen gennem hjertets arterier og giver en normal hjerterytme.
Sygdomme: herpes, sår, betændelsestilstande; for højt blodtryk.
Bivirkninger: Ingen.
Phytonorm Olivir har bevaret olivenbladenes fulde medicinske kraft og indeholder 6 procent oleuropeosider.
Olivir kan købes i Vitamina i Centro Idea.


VacuMed – Trykkammerbehandling

Julen har bragt velsinet bud og kiropraktor Mogens Dahl bringer endnu et, idet han med sin trykkammerbehandling har mere succes, end han havde forstillet sig.

Historie
VacuMed blev oprindeligt udviklet af to tyske professorer til brug for NASA.
Astronauterne fik store problemer med blod og lymfekredsløbet i kroppen under længere ophold i rummet. Hjertets pumpefunktion og venepumpefunktionen blev nedsat i alvorlig grad pga. vægtløsheden, hvilket især påvirkede astronauterne, når de skulle udføre opgaver over flere dage i rummet.
For at forebygge og modvirke det nedsatte kredsløb i kroppen udviklede professorerne og forskerne i NASA sammen med det tyske rumfartsprogram VacuMed trykkammeret, der nu benyttes dagligt af astronauterne i rummet.
Efter at have udviklet og iværksat brugen af VacuMed i rummet, blev samme teknologi efter nogle års forskning taget i brug i forebyggelse og behandling af patienter med kredsløbssygdomme samt til behandling og restituering af atleter: VacuMed til behandling af patienter med kardiovasculære lidelser – og samme teknik til atleter blot kaldet VacuSport.
Teknikken i VacuMed og VacuSport trykkamre er i sidste ende helt ens; men den indbyggede computerstyring i VacuMed er nu blevet medicinsk godkendt i Europa.
I Tyskland er apparaturet taget i brug på sygehuse og sportsmedicinske klinikker.
I Danmark og det øvrige Norden var teknologien indtil for kort tid siden ukendt pga. den almindelige, konservative, lægefaglige holdning til iværksættelse af ny medicinsk teknologi og her i Spanien er der endnu kun den, som Mogens Dahl har – bedre end ingenting!

Teknikken
VacuMed trykkammeret er bygget som et rør. Personen, der skal behandles placeres med hele underkroppen (op til over hofterne) inde i røret, hvorefter en speciel lukkemekanisme strammes om livet, så kammeret er komplet lufttæt.
Herefter vælges et program for behandlingen på apparaturets computerpult. Programmet vælges ud fra personens diagnose.
Under behandlingen, der varer 25 til 40 minutter, foretager trykkammeret cykliske trykændringer mellem -20 til -70 mmHg undertryk og mellemliggende neutraltryk, hvilket giver en rytmisk udvidelse og sammentrækning af blodkar og lymfebaner. 
Denne pumpefunktion er størst i fødder og ben; men den påvirker også resten af kroppen.
Teknikken kan endvidere suppleres med tilførsel af ilt samt tilkobling af magnetfelt, hvis dette er indbygget i udstyret.
Under behandlingen kan måles en udtalt forhøjelse af cirkulationen, iltningen og stimuli af nye blodkar via rytmisk kapillær udvidelse og kompression.
Metoden øger både blod- og lymfekredsløbet markant. Gennemstrømningen i muskler og væv øges og hævelse/ødemer og affaldsstoffer fjernes hurtigt.
Resultatet kan patienten mærke umiddelbart efter behandlingen som en følelse af lethed i benene, en let prikken i fødderne, øget varme i fødder og underben samt måske også en let svimmelhed (pga. behandlingens sænkende effekt på det diastoliske blodtryk).
Når en ny og hidtil ukendt teknik skal tages i brug i behandlingen af patienter/atleter, vil der altid blive stillet spørgsmål til effekten af behandlingen og dokumentation herfor.
Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at VacuMed/Vacusport teknologien er grundig undersøgt med adskillige forkningsprojekter af både NASA, tyske specialhospitaler for kredsløbssygdomme og sidst af Sportsuniversitetet i Köln og resultaterne hos Mogens Dahls mere end 200 glade patienter med kredsløbsforstyrelser.
Alle forskningsresultater konkluderer, at VacuMed/Vacusport har stor effekt på menneskets krop.

VacuMed hjælper mod:
• Claudicatio (vindueskiggersyndrom) / åreforkalkning.
• Behandlingsresistente sår på ben/fødder og sidde/liggesår.
• Diabetes 1, 1,5 og 2 med tegn på nedsat blodcirkulation i ben.
• Årebetændelse og ødemer.
• Nerveskader med påvirkning af kredsløbet i benene.
• Forhøjet blodtryk.
• KOL (trykkammer behandling suppleres med ilt)
• Kolde fødder og uro i ben/fødder.
• Lymfeødem i ben efter f.eks. canceroperation.
• Kronisk syge og handicappede med nedsat bevægefunktion og medfølgende nedsat blod- og lymfecirkulation.
• Restituering efter operation (hofte, knæ og fødder).
• Restituering efter sportsskader i ben.

Undgå trykkammerbehandling, hvis du har:
• Thrombose/blodprop – især i ben.
• Infektiøse hudsygdomme eller sår med kraftig betændelsestilstand på ben (f.eks rosen).
• Akutte blødninger i ben/fødder.
• Blødersygdom.
• … eller er gravid.
Gennem det sidste årti er flere tusinde personer blevet behandlet i VacuMed/VacuSport specielt i Tyskland.
Behandlingsformen er stadig forholdsvis ny, men efter to år i Fuengirola er der ingen tvivl. Vacumed behandlingen virker 100% efter hensigten.
Behandlingspris er nu i Danmark: 375,00 kr. / behandling, svarende til 50,00€.
Man kan købe 10 behandlinger i ”en pakke” for 3.250,00kr., svarende til 430,00€ Mogens Dahl, der har været kiropraktor i 30 år, tilbyder nu behandlingen til 30% mindre end I Danmark, hvilket vil sige 35,00€ / behandling.
Der gives fra 10 op til x antal behandlinger og mange patienter skal forsætte vedligeholdende behandling resten af livet med ca. 1-2 måneders mellemrum.
Kontakt venligst kiropraktor Mogens Dahl for yderligere information på tel. 952 46 41 37.


Akupunktur – den lille nål med den store virkning

Af fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen, www.betiinalarsen.com

Engang blev akupunktur forbundet med noget eksotisk og alternativt. Sådan er det heldigvis ikke længere. Rigtig mange fysioterapeuter og stadig flere og flere læger har taget akupunkturen, her den medicinske akupunktur, til sig, ikke mindst i behandlingen af smerter i bevægeapparatet; og mange steder indgår akupunktur i dag på lige fod med anden behandling. Akupunkturen har – via en naturvidenskabelig tilgang – fundet vej fra det alternative til det etablerede sundhedssystem. Ifølge Verdenssundhedsorganisationens (WHO) definition er sundhed en tilstand af fuldstændigt legemligt, socialt, sjæleligt og åndeligt velbefindende hos et menneske. Du er altså sund, når alle dine organer fungerer perfekt og når du ingen smerter eller ubehag har nogen steder i kroppen, og når du samtidig føler, at din krop har kræfter og vitalitet samt at dit liv forløber harmonisk. Dette betyder dog langt fra, at du samtidig er lykkelig og veltilfreds. I min holistiske tankemåde er det på ingen måde tilstrækkeligt at være sund, ved at kroppens organer og processer fungerer godt. Det er mindst lige så vigtigt, at også den sjælelige tilstand er i balance og harmoni. Derfor mener jeg på ingen måde, at du er sund, hvis du dagligt behøver at lyve for dig selv og undgår sjælelige konflikter, hvor du udadtil bærer en maske, en pæn facade. Dette skaber endnu flere ubalancer i kroppen, som på et tidspunkt vil vise sig fysisk som en sygdom. Da der ligger sjælelige årsager til grund for mange sygdomme, kan disse også have positive virkninger på krop og sjæl, hvis vi opfatter sygdommen som en mulighed for forandringer. En sygdom kan nemlig være en meningsfyldt livskrise, hvis den person, som rammes af sygdom, erkender, at det er den forkerte vej, der er slået ind på. Frustration og negative tanker forgifter vores positive livssyn, og dette vil på et tidspunkt føre til sygdom, der med sine symptomer vil være i overensstemmelse med tilgrundliggende, sjælelige ubalancer. Akupunktur er her en fantastisk behandlingsform, da der arbejdes på at helbrede det hele menneske. Altså ikke kun behandle symptom og sygdom, men skabe komplet harmoni og balance i hele kroppen.

To forskellige retninger indenfor akupunkturbehandlingen
Der findes overordnet to retninger af akupunktur: Den traditionelle, klassiske, kinesiske akupunktur og den såkaldt medicinske akupunktur. Jeg er uddannet indenfor begge retninger, da jeg som fysioterapeut er uddannet i det etablerede sundhedssystem med akupunktur som ekstra uddannelse, og samtidig er jeg også uddannet som traditionel akupunktør inden for den klassiske, kinesiske akupunktur. I mine behandlinger, når jeg anvender akupunktur, bruger jeg begge retninger i sammenspil med hinanden.

Klassisk kinesisk akupunktur
For virkelig at kunne forstå kinesisk medicin er det væsentligt at lade være med at betragte kroppen som en maskine, men derimod tænke at krop, sjæl og sind er en komplet enhed, der er fuldstændig uadskillelig.
Når jeg anvender den klassiske, kinesiske akupunktur, stikker jeg nålene ind efter en kinesisk filosofi, der forklarer sygdom og sundhed ud fra yin og yang-principper om at kroppen kan være i henholdsvis overskud eller underskud af energi. Indstikspunkterne placeres på vores energibaner i akupunkturpunkterne, som er placeret overalt på kroppen, med det formål at skabe balance i energien. Jeg kan via nålene og akupunkturpunkterne trække energi i form af for meget yang-energi, som er varme, til fx et sted i kroppen som er i overskud af yin-energi, som er kulde. Derved retter jeg op på livsenergien, også kaldet Qi. Qi flyder i et særligt kanalsystem i kroppen, som kaldes meridianer. I en sund organisme flyder Qi uhindret, men når der opstår forstyrrelser, bliver Qi blokeret. Dette kan medføre nedsat velbefindende eller sygdom. Du kan forestille dig disse meridianer som nervebaner, hvor der er tolv hovedmeridianer, som ligger parvis spejlvendt i højre og venstre side af kroppen, og er derved tilknyttet enten yin- eller yang-energi. Dertil kommer to specielle meridianer, der løber langs kroppens midterlinje på for- og bagsiden. På disse meridianer ligger akupunkturpunkterne, og det er igennem disse, jeg målrettet kan behandle symptomer eller sygdomme.

Medicinsk akupunktur
Den medicinske akupunktur, også kaldet ”dry needling” eller ”intramuskulær stimulation”, IMS, har udgangspunkt i et naturvidenskabeligt synspunkt. Her stikker jeg som fysioterapeut med det formål at påvirke såkaldte triggerpunkter, der er over-irritable punkter i musklen, der ved berøring udløser smerteudstråling og forværrer den genkendelige smerte.
Ved medicinsk akupunktur stikkes akupunkturnålen gennem huden og ind i en muskel. Nålen stikkes ind i et triggerpunkt, som jeg har lokaliseret ved undersøgelse af musklerne. Der stikkes ofte ind i flere punkter, og nålene sidder op til 20 minutter, og der behandles 1-2 gange om ugen. Om indstiksretningen skal være vinkelret, skrå eller parallel på vævet, afhænger af den muskulatur der skal stikkes i – og endnu vigtigere: Hvad der ligger bag ved den muskel, man ønsker at behandle, så man undgår at beskadige det bagvedliggende væv. Under behandlingen, som ikke bør gøre ondt, kan patienten eksempelvis mærke en ”varme”, ”prikken” eller en let ”sovende” fornemmelse, som stråler ud fra de steder, hvor nålene sidder – og herefter smertelindring og ofte en ”tung” fornemmelse i området.

Hvordan virker akupunktur?
Hvordan behandlingen virker, er meget afhængig af, hvilken videnskab du spørger – den kinesiske eller den medicinske. Indenfor den klassiske, kinesiske akupunktur rettes der via nålene op på ubalancer i meridianbanerne, så der skabes perfekt harmoni i kroppens yin-yang balance, og eventuelle blokeringer og stagnationer i Qi livsenergien løsnes op. Derved flyder Qi energien igen frit, jævnt og flydende igennem alle kroppens meridianbaner. Indenfor den medicinske akupunktur er det den smertedæmpende effekt, den såkaldte ‘gate control’-teori, der forklarer akupunkturens virkning. Den går i korte træk ud på, at nerveimpulser fra hud og muskler, i dette tilfælde foranlediget af nålene, vil ”udkonkurrere” – hæmme – smerteimpulserne, når de ”mødes” på rygmarvsniveau, eller med andre ord ”lukke porten” for smertesignalerne. Men også andre mekanismer er i spil: Når nerve ender i hud og muskler stimuleres via nålene, medfører det en øget blodgennemstrømning lokalt i vævet, og det er med til at genskabe normale forhold i muskulaturen. Samtidig stimulerer nålene også nerveenderne, og får hjernen til at frigive morfinlignende stoffer, der virker lokalbedøvende. Kort sagt stimuleres kroppens egne smertedæmpende og regenererende processer. I mine akupunkturbehandlinger bruger jeg selvfølgelig, ud fra min viden indenfor begge retninger, både den klassiske kinesiske akupunktur og den medicinske akupunktur. Ofte i sammenspil med hinanden, hvor jeg opnår de største og mest effektive resultater.

Akupunktur behandling
Ved behandling med akupunktur er det for mig som behandler meget vigtigt at få så mange informationer som overhovedet muligt, da alle symptomer og sygdomme henviser til en ubalance i kroppen. Ud fra de oplysninger jeg får, kan jeg via akupunkturpunkterne rette op på ubalancerne, og derved fjerne blokeringer og skabe harmonisk energi flow gennem meridianbanerne igen. Jo længere tid du har haft et symptom eller sygdom, jo flere behandlinger skal der oftest til. En af de første indikationere på, at behandlingen virker, er ofte en bedre nattesøvn og herefter færre smerter. Der kan også komme reaktioner som svedeture, tørst, træthed og lettere kvalme efter behandling, som er et positivt tegn på, at kroppen reagerer på behandlingen og begynder rense ud i ubalancer i meridianbanerne og ophobede affaldsstoffer i slimhinder og bindevæv.

Skab harmoni og balance mellem krop og sjæl!
Som akupunktør tænker jeg altså således: Der er altid en forstyrrelse af harmonien mellem krop og sjæl til grund for enhver sygdom. Derfor forsøger jeg igennem akupunkturbehandlingen at reetablere ligevægten i den forstyrrede harmoni mellem kroppen og sjælen og derved få skabt en energitilstand, der er så harmonisk som mulig, både fysisk og psykisk. Et positivt livssyn og koncentration om de væsentlige ting i livet og med det, der er i overensstemmelse med vores eget selv, er nøglen til sundhed og balance mellem krop, sind og sjæl.
Jeg vil igennem de næste måneder vise forskellige akupunkturpunkter på kroppen, hvordan du let selv kan anvende disse punkter, hvilke egenskaber de har og ved hvilke ubalancer det enkelte punkt kan anvendes.
Jeg ønsker alle La Danesa’s læsere en vidunderlig og dejlig jul! Mangler du en julegave, kunne en akupunkturbehandling være en fantastisk idé. Du kan kontakte mig på 666 150 448.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.