Det danske magasin i Spanien
Dagens Spanske nyheder 2012

Dagens Spanske nyheder 2012


Francisco Camp på vej mod en frikendelse.

Gürtel-skandalen: Jury frikender Francisco Camps

Ikke skyldig. Sådan lød juryens afgørelse i går i sagen mod tidligere formand for lokalregeringen i Valencia, Francisco Camps (PP), og tidligere generalsekretær i regionen, Ricardo Costa, der begge var anklaget for korruption.
Korruptionen skulle i første omgang have drejet sig om nogle jakkesæt og andre beklædningsgenstande, som Camps menes at have modtaget fra et netværk af forretningsfolk, nu kendt som Gürtel. Til gengæld for tøjet skulle et konstruktionsselskab have modtaget speciel behandling i form af byggetilladelser, ikke kun i Valencia-regionen, men også Madrid og Castilien La Mancha.
De tungest vejende beviser i sagen var jakkesættene. Camps har hele tiden hævdet, at han selv betalte for dem, selvom der ikke findes beviser på det. Det skyldes, mener den tidligere regionsformand, at han altid betaler alting kontant. En tidligere medarbejder i et af selskaberne i Gürtel havde bevidnet, at hun havde set en regning på 30.000 euro for jakkesæt til Camps i selskabets regnskaber, og skrædderen bevidnede, at Camps ikke selv betalte for tøjet, men det var altså ikke nok til at overbevise flertallet af jurymedlemmerne ved provinsdomstolen i Valencia.
De ni jurymedlemmer var langt fra enige, fem stemte for en frikendelse mens fire stemte imod. Juryformanden forklarede, at der ”ikke var nok beviser på, at Camps ikke selv betalte”.
Gürtel-sagen er dog endnu ikke lukket. Domstolen i Valencia undersøger stadig en række mulige lovovertrædelser, heriblandt finansiering af PP og bestikkelse af flere af partiets medlemmer i regionen.
Optrævlingen af Gürtel-netværket blev igangsat i 2009 af højesteretsdommer Baltasar Garzón. Han er selv anklaget i samme sag, nemlig for at have beordret aflytning af samtaler mellem de anklagede og deres advokater. Den sag afgøres disse dage af et dommerpanel ved højesteret.

 


Prinsesse Cristina sammen med ægtefællen Iñaki Urdangarín, der er anklaget for korruption.

Prinsesse Cristina tiltales ikke for korruption

Prinsesse Cristina skal ikke afhøres ved domstolen den 25. februar som sin mand, Iñaki Urdangarín, der er mistænkt for korruption, skriver avisen 20 Minutos.
Der var ellers rejst tvivl om, hvorvidt også det spanske kongepars yngste datter skulle afhøres. Det skyldes, at hun på bare et par år skulle have tjent 571.000 euro efter at have investeret blot 1.500 euro i boligselskabet Aizoon, som hun ejer sammen med gemalen. Han skulle have skrabet det store overskud ind ved at arrangere konferencer for de lokale myndigheder på Balearerne og i Valencia med sin organisation Instituto Nóos, en ikke-lukrativ organisation.
Selskabet Aizoon bliver gennemgået af skattemyndighederne, men det lader til, at prinsesse Cristina slipper. Beslutningen begrundes med, at hun ikke havde kendskab til Urdangaríns forretninger.
Anklageren, Fernando Pamos, mener, at der er tale om diskrimination.
”Ud fra min erfaring ville en hvilken som helst anden person i samme situation allerede være anholdt. I det mindste ville en større undersøgelse være undervejs. Der bør ikke være tale om mennesker af første og anden klasse,” citeres han i 20minutos.es.

 


Francisco Flores har skabt årets bedste tapa.

Spaniens bedste tapa fra Fuengirola

Hvert år i januar mødes den spanske kokkeelite til den kulinariske kongres Madrid Fusión i hovedstaden. Blandt indslagene på kongressen er kåringen af årets ”designer-tapa”, og i år vandt Francisco Flores fra El Tostón i Fuengirola.
Vinder-tapa’en er en udgave af suppen gazpachuelo, som han kalder ”Nuestra versión del Gazpachuelo”.
Flores har forklaret, at suppen, som serveres lun bl.a. er lavet på fiskebouillon og kartofler, og desuden består af reje-carpaccio og mayonnaise.

 


Pubben er brændt næsten ned.

17-årig har muligvis selv påsat brand på pub i Estepona

Den 17-årige fyr, der blev alvorligt såret, da en brand tirsdag morgen brød ud på en pub i lystbådehavnen i Estepona, kan selv have påsat branden, mener politiet ifølge Diario Sur.
Det meste af pubben brændte ned, da branden brød ud omkring kl. 04.20. Politiet har nu fundet flere beviser, bl.a. benzindunke, der peger på, at ilden blev påsat.
Den unge mand blev først kørt til Hospital Costa del Sol i Marbella, men på grund af alvorlige andengradsforbrændinger blev han senere overført til Hospital Carlos Haya i Málaga.

 


Øget pres efter eliminering i konge-cuppen.

Mourinho forlader Real Madrid i juni

Real Madrids karismatiske træner, portugisiske José Mourinho, forlader klubben den 30. juni, mener dagbladet 20 Minutos.
Mourinho har ikke benægtet rygterne, og dermed konkluderer avisen, at det er ganske vist. Mindre officielt forlyder det, at han er træt af den del af publikum, som er begyndt at pifte efter ham hjemme på Santiago Bernabéu.
Inden gårsdagens match mod FC Barcelona i Copa del Rey blev han på et pressemøde spurgt, hvilken taktik han havde i ærmet, hvortil han svarede:
”Det svarer jeg ikke på. Jeg er træner, og beslutningen er min. Jeg er ikke tvunget til at fortælle, hvordan vi planlægger kampen.”
Hans humør er ikke bedre nu, efter de forsvarende mestre tabte udekampen i aftes, hvilket betyder, at de nu er ude af Copa del Rey. Kampen endte uafgjort 2 – 2, hvilket betyder en samlet sejr til catalanerne på 4 – 3. Men det, mener Mourinho, skyldes kun, at dommerne er på Barcelonas side, hvorfor det er umuligt at vinde over dem.

Mere Copa i aften
Levante tager i aften imod Valencia. Gæsterne vandt den første dyst med 4 – 1, men Levante kan ikke afskrives endnu, dertil har holdet leveret for mange overraskelser denne sæson.
Kampen starter kl. 21.30 og vises på Canal + Liga og Gol TV.

 


Danmark har respekt for det spanske forsvar.

Spanien favorit mod Danmark i håndbold-semi

Både Spanien og Danmark vandt deres sidste kamp i mellemrunden i EM i håndbold, og det betyder, at begge hold nu er klar til semifinalen, som de spiller mod hinanden.
Den anden semifinale bliver et rent Balkan-opgør, nemlig mellem værtsnationen Serbien og Kroatien.
Danmark var før turneringen tippet til at vinde mesterskabet, men selv efter den overbevisende sejr på 31 – 24 over Sverige i aftes, er det ikke længere tilfældet.
Spanien derimod har været turneringens hidtil bedst kørende mandskab. Holdet er så godt sammenspillet, at specielt deres forsvar er svært at komme igennem, men også angrebet er noget af en opgave at stoppe.
Spanien vandt i aftes den sidste match i mellemrunden mod Slovenien, hvor resultatet lød på 35 – 32 til de spanske håndboldherrer. Holdet har modsat Danmark ikke tabt en eneste kamp i turneringen.
Semifinalen mellem Spanien og Danmark spilles fredag kl. 17.45 i Beogradska Arena i Beograd.

 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.