Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Snød skattevæsnet for 210 millioner euro

Juan Antonio Roca, der er tiltalt i korruptionssagen kaldt Malaya, som i øjeblikket er for retten i Málaga, har tilstået, at han tog 210 millioner euro fra kommunekassen.
Roca havde i 15 år posten som byrådsmedlem med ansvar for byplanlægningen i Marbella. Først var han afdøde borgmester Jesús Gils højre hånd, mens hans under de senere borgmestre, Julian Muñoz og Marisol Yagüe, lod til at være hjernen bag korruptionssagens netværk.
Under afhøringen af Roca i går, tilstod han, at han styrede i alt 71 selskaber, hvis aktiviteter ikke blev opgivet til skattevæsnet, og det er den samlede formue fra unddragelsen, som han nu har erkendt, løber op i 210 millioner euro.
I alt 98 personer er tiltalte i korruptionssagen, heriblandt tidligere borgmester Julian Muñoz, hans eks-kone, Maite Zaldivar, samt hans forhenværende kæreste, sangeren Isabel Pantoja.
Retssagerne startede den 27. september sidste år og forventes at tage over et år.
Afhøringerne af den 57-årige Roca fortsætter i dag. Han er også tiltalt for bl.a. korruption og hvidvaskning af penge og kan risikere op til 30 års fængsel og at skulle betale diverse kompensationer og bøder.
Marbella kommune, anført af borgmester Ángeles Muñoz, mener, at de beslaglagte værdier og bøder løber op i fire milliarder euro, eftersom det er Marbella by, der har lidt under alle årene med korruption, bør pengene tilfalde byen og ikke statskassen, som det ellers er normen.

 

Zapatero søger samarbejde med De Forenede Arabiske Emirater

Zapatero har under sit ophold i Dubai i denne uge givet udtryk for et ønske om samarbejde mellem Spanien og De Forenede Arabiske Emirater. Hans vigtigste mål er at fremme samarbejdet om vedvarende energi, og at tiltrække investeringer. Derudover er det en del af Zapateros dagsorden at give de spanske militære styrker en mulighed for at bruge De Forenede Arabiske Emirater til mellemlanding for flyvninger mellem Spanien og Afghanistan.
Der er allerede skrevet en aftale om et samarbejde med spanske virksomheder, der deltager i udbygningen af Qatars infrastruktur op til verdensmesterskaberne i fodbold 2022. Der forventes at blive investeret 150 millioner dollars.
De Forenede Arabiske Emirater vil også investere andre 150 millioner dollars i en spansk sparekasse. Hvilken sparekasse, der er tale om, er endnu ikke blevet offentliggjort.

 

45,6 procent færre biler indregistreret i februar

6.758 biler blev i februar måned indregistreret i Andalusien, og det er er 45,6 procent færre end samme måned i 2010. Tallene kommer fra bilfabrikanternes association (Anfac) og bilforhandlernes sammenslutning (Ganvam).
De seneste 12 måneder er det akkumulerede fald på 41,1 procent.
På landsplan fik 66.120 biler samme måned plader på, hvilket er et fald på 27,6 procent.
Anfac og Ganvam tilskriver de lave salgstal den økonomiske situation samt strikse regler for lån.

 

Mindre kriminalitet i Málaga-provinsen

Ifølge en ny undersøgelse offentliggjort i dag i Diario Sur er kriminaliteten i Málaga-provinsen indenfor det sidste år faldet med fire procent.
Voldskriminaliten er i Málaga by faldet med 12 procent, mens den i provinsen er faldet med gennemsnitligt fire procent. Også antallet er mord er faldet, i dette tilfælde til halvdelen i forhold til tidligere år.
Årsagen tilskrives bl.a. mere politi i gaderne.
Samtidig er den kriminalitet, der ses som mindre alvorlig, f.eks. røveri, steget og repræsenterer nu 40 procent af samtlige lovovertrædelser.

 

Medlem af PP i Valencia beskyldt for at have modtaget bestikkelse

En ledende skikkelse i rådhuset i Valencia, Vicente Igual, beskyldes for at have modtaget 100.000 euro som kommission for at give ejerne af en stripbar tilladelse til at drive virksomhed i byen. Det skriver El País i dag.
Pengene skulle ifølge barejeren, Pilar Monreal, have gået gennem en mellemmand i Partido Popular, og hun hævder at have beviser i form af dokumentation på en internetoverførsel. Hun har samtidig fremvist en video og en lydklip, der viser det tidligere partimedlem, José Luis Bayo, under et møde med Pilar Monreal, hvor han præsenterer sig som mellemmand.
Rådhuset i Valencia benægter alle anklager, herunder en sammenhæng mellem Vicente Igual og José Luis Bayo.

 

Karnevallet begynder i dag i Cádiz

I dag er karnevallet begyndt i Cádiz. Karnevallet beskrives som en eksplosion af musik og farver, udklædte mennesker og gadeteater.
Cádiz’ karneval er Spaniens næststørste, kun overgået af det i Santa Cruz på Tenerife.
Karnevallet i Cádiz varer frem til den 13. marts.

 

Dagens nyheder den 24. februar 2011:

Fartgrænse på motorvej nedsat

For første gang siden oliekrisen i 1970’erne har Spaniens regering besluttet at sænke fartgrænsen på motorvejene. Fra den 7. marts nedsættes grænsen fra de nuværende 120 km i timen til 110 km.
Årsagen er de stigende brændstofpriser i kølvandet på urolighederne i Libyen.
De høje oliepriser anslås nu at koste Spanien omkring 500 millioner euro ekstra om måneden. Mere end 80 procent af landets energikilder købes i udlandet. Sidste år importeredes 25,51 milliarder tønder olie, 10,3 milliarder tønder mere end i 2009.
Den lavere hastighed forventes at medføre en besparelse på omkring 1,5 milliarder i import, men samtidig give staten et tab i afgifter på estimeret 500 millioner euro.
Statsminister José Luis Zapatero har udtalt, at han håber, begrænsningen bliver kortvarig, men har samtidig sammenlignet med, hvad han kalder mere “avancerede lande”, hvor fartgrænsen allerede er på 110 km og gjort opmærksom på, at initiativet også vil betyde besparelser for bilisterne selv, ligesom det vil redde menneskeliv og reducere forurening.
Partido Popular har kritiseret initiativet og sammenlignet det med “Sovjet-agtige” tilstande, ligesom talsmand Esteban González Pons har påpeget, at det vil koste 250.000 euro at ændre 6.000 vejskiltene. Til sidstnævnte har vicestatsminister Alfredo Pérez Rubalcaba svaret, at man jo bare kan sætte et klistermærke på.
Samtidig er det blevet vedtaget at sænke priserne på togbilletter med Renfe med fem procent. Det sker naturligvis for at få flere til at benytte sig af det offentlige transportmiddel.

 

Fire formodede ETA-medlemmer anholdt i dag

Guardia Civil har i morges anholdt fire formodede medlemmer af ETA. De mistænkes for at stå bag flere attentater og drabet på politimanden Eduardo Puelles i 2009, hvilket var det sidste attentat med dødeligt udfald fra den baskiske terrororganisation.
Tre anholdelser blev foretaget i Bilbao og den fjerde i Galdakao, hvor politiet også fandt våben og 180 kilo spændstoffer.
Den sidste operation mod ETA fandt sted i januar, en uge efter organisationen havde offentliggjort våbenhvilen, der stadig er i vigør. Dengang anholdt politiet i alt 10 personer i hhv. Álava og Navarra, blandt dem sønnen af talsmanden for det forbudte politiske parti Batasuna, Txelui Morenos. Samme dag anholdtes to andre formodede terrorister i Frankrig.

 

Salg af cigaretter faldet med 32 procent

Salget af cigaretter faldt i januar med 32 procent i forhold til december som følge af den nye, strengere rygelov, der trådte i kraft den 2. januar. Det vil sige, at der blev solgt knapt 200 millioner pakker cigaretter.
Myndighederne havde forventet et fald på kun fire-fem procent.

 

Spaniens eneste Miss Universe er død

Spaniens første og eneste skønhedsdronning, Amparo Muñoz, er død 56 år gammel, i sine forældres hus i Málaga. Det skete efter mange års kamp med en sygdom, som familien ikke vil afsløre mere om.
Amparo Muñoz arbejdede som skuespiller, efter hun som 20-årig vandt Miss Universe, men havde en lang historie med stofmisbrug og lovovertrædelser.
El País forsøgte for nylig at få et interview med den sygdomsplagede Muñoz, men hun ville kun tale over telefonen, da hun ikke ville ses offentligt i sin daværende tilstand.

 

Ingen Oscar til Bardem

Mens danskere jublede, da Susanne Bier modtog en Oscar for bedste udenlandske, ikke-engelsksprogede film for Hævnen, var der skuffelse i Spanien.
Javier Bardem vandt ikke sin anden Oscar, da Colin Firth fik statuen for sin rolle i The King’s Speach. Bardem, der var til uddelingen sammen med Penélope Cruz, var nomineret for sin rolle i den mexicanske film Biutiful, og sagde som den gode sportsmand, han åbenbart er, at det var en stor ære at blive nomineret,
Den 41-årige spanske skuespiller fik sin første Oscar i 2007 for sin rolle i No Country for Old Men.

 

Dagens nyheder den 24. februar 2011:

Repsol halverer produktionen i Libyen

Det førende spanske olieselskab, Repsol, har halveret sin produktion i Libyen. Det sker som et resultat af konflikten i det nordafrikanske land. Repsols topchef Antonio Brufau tager gerne det økonomiske tab, hvis det kan afhjælpe den tilspidsede situation i Libyen:
”I øjeblikket tænker vi i samfundspolitiske termer, ikke økonomisk. Prioriteten er, at der er fred i Libyen, og at vores folk er i sikkerhed,” siger Antonio Brufau til El País.
Repsols produktion er gået ned fra 360.000 tønder per dag til 160.000 tønder per dag, mens benzinpriserne når januars rekord på 1,285 euro for en liter.
Repsol arbejder på at hjemsende sine medarbejdere ”hellere før end senere,” siger Antonio Brufau.

 

Bombe koster fem soldater livet

En bombe eksploderede i går ved et uheld på det spanske forsvars anlæg i Hoyo de Manzanares, nordøst for Madrid. Sprængningsulykken kostede fem soldater livet, mens tre blev såret.
Ulykken skete, da soldaterne skulle foretage en kontrolleret sprængning af en bombe; én af de opgaver, de forventedes at skulle udføre, når de senere skulle have været udstationeret i Libanon, hvor flere spanske tropper er tilknyttet FN-missionen. Blandt ofrene var nogle af det spanske forsvars bedste bomberydningseksperter, som blandt andet arbejdede med at eliminere miner og bomber i Afghanistan.
Forsvarsminister Carme Chacón rejste i går til ulykkesstedet, hvor hun blandt andet sagde: ”Det er en forfærdelig ulykke. De forberedte sig på at redde andres liv, men i stedet mistede de selv livet.”

 

Vandstanden i Middelhavet stiger foruroligende

I det sidste århundrede steg vandstanden i Middelhavet med 1,5 millimeter, men siden begyndelsen af dette århundrede er vandstanden steget med tre millimeter om året.
Temperaturen i Middelhavet er de seneste 50 år steget med 0,5 grader.
Tallene er fra en bog, Cambio Climático en el Mediterráneo Español, som det spanske oceanografiske institut (IEO) har udgivet, hvori man altså belyser klimaændringernes betydning for Middelhavet.

 

Málagas hospitaler skærer ned på besøgstider

De hospitaler i Málaga, der er en del af Carlos Haya-komplekset, skærer ned på antallet af besøgende.
Det sker efter flere klager over larm og uro på grund af for mange familiemedlemmer på hospitalernes gange og stuer.
Fra indeværende uge er besøg kun tilladt fra klokken 16.00 til 20.00, og der må kun være to besøgende per patient ad gangen.
De nye regler skal sikre patienternes privatliv og give mere ro omkring de syge, og bygger på en undersøgelse blandt de indlagte, der viser, at mange klager over de store antal besøgende, der invaderer stuerne.
Reglerne gælder dog ikke på skadestuen, intensiv-afdelingen og den neonatale afdeling. Reglerne kan også bøjes, hvis en patient for eksempel ligger for døden, og har brug for sin familie omkring sig.

 

Statsminister Zapatero til Tunesien

Spaniens statsminister, José Luis Zapatero, rejser på søndag til Tunesien. Han bliver den første vestlige statsleder til at besøge landet efter urolighederne og indførelsen af en midlertidig regering i januar. Kun EU’s udenrigspolitiske ordfører, Catherine Aston, er kommet ham i forkøbet.
Statsministeren skalmødes med repræsentanter for regeringen og oppositionen for at høre, hvordan Vesten kan medvirke til indførelse af demokrati i landet.
Efter Tunesien rejser statsministeren til Qatar og de Forenede Arabiske Emirater, som er Spaniens vigtigste handelspartner i Mellemøsten.

 

Ny markedsplads i Marbella

Marbella har fået en ny markedsplads, der, som navnet Bajo los Naranjos (under appelsintræerne) afslører, ligger omkring Plaza de los Naranjos i den gamle bydel.
Her vil fremover være marked hver søndag formiddag.

 

¿Qué pasa? – denne weekend

Málaga

26. februar kl. 22.00
Koncert med Sergio Dalma i Málaga Auditorium Club. Entré fra 27,50 euro på www.malagaentradas.com.

27. februar
La Liga-fodbold på La Rosaleda stadion, Málaga CF – Almería. Tidspunkt: Se dagspressen eller kontakt La Peña de Dinamarca tlf. 617 700 424.

Frigiliana

Indtil 12. marts

Se Caroline Krabbe og Dorthe Krabbes værker i den fælles udstilling i Galería Krabbe, Frigiliana. www.galeriakrabbe.com.

Estepona

Hver lørdag kl. 19.00-24.00
Kunstmarked, Mercado de Arte de Estepona (MAE) med værker af lokale kunstnere afholdes i havnen.

Marbella

25. februar kl. 21.00
Teaterstykket Pavlosky en Angelhada kan ses i Teatro Ciudad de Marbella. Entré 15 euro ved indgangen eller på www.elcorteingles.es.

27. februar kl. 12.30
Børneteater (anbefales fra 3 år) i form af stykket La Encina i Centro Cultural El Ingenio. Entré 5 euro, ved indgangen.

Fuengirola

Fredag og tirsdag kl. 14.00 – 16.00
Eftermiddagsdans med Peter Kleinwich på restaurant Regina ved havnen.

26. februar kl. 20.00, 27. kl. 19.00
Koret Llantrisant Male Voice Choir synger på Salon Varietes. Mere info på www.salonvarietestheatre.com.

 

Helligdag

Mandag den 28. februar er det helligdag i Andalusien, hvor Día de Andalucía, fejres.

Meteorologerne forventer, at den lange weekend vil byde på sol og temperaturer på op til 25 grader.

Vi vender tilbage med nyheder igen tirsdag den 1. marts.

 

Dagens nyheder den 24. februar 2011:

Costa del Sol igen bedste feriemål

Costa del Sol er det bedste spanske feriemål, når det gælder sol- og badeferie, men også hvad infrastrukturen og det kulturelle udbud angår.
Det mener i hvert fald 600 udenlandske rejseskribenter ifølge en undersøgelse foretaget af Oak Power Communication.
På en skala til 10 får Costa del Sol 8,7 point, fulgt af Kanariske Øer (8,5), Balearerne (7,9), Benidorm (7,5), Costa Brava (7) og Costa Blanca (6,9).
De 600 adspurgte sætter især pris på Costa del Sols mange strande, de seneste års forbedringer af infrastrukturen, det kulturelle udbud som Picasso museet og den korte afstand til blandt andet Granada, Sevilla og Ronda.
Når det gælder mere specifikke områder, er Costa del Sol også på førstepladsen. Det er nærmere betegnet Marbella, der får 9,1 point, efterfulgt af Ibiza (8,9), Lanzarote (8,8), Mallorca (8,7), Playa de las Americas på Tenerife samt og Benidorm (8).

 

En million ton mindre CO2 i Málaga i 2025

Det er målet med den nye miljøplan, som formodes at blive vedtaget af Málaga kommune i morgen. Planen betyder, at trafik i områderne ved Paseo del Parque og La Alameda Principal begrænses. Formålet er først og fremmest af fremme antallet af cyklister i områder, der normalt har været forbehold bilerne, samtidigt med at fodgængere vil få bedre vilkår i centrum af byen.
Contorno, firmaet der har udarbejdet den 400 sider lange plan for et bæredygtigt Málaga i 2025, har fastsat forskellige midler til at nedsætte forureningen i byen. Planen betyder blandt andet, at kun offentlige transportmidler, beboere og vareleverandører vil få adgang til centrum af byen. Derfor vil der fremover bliver afsat ekstra ressourcer til at fremme brugen af offentlige transportmidler og cykler i centrum af byen. Man regner man med den nye miljøplan vil kunne reducere biltrafikken med 30%.

 

Antallet af fugle i Andalusien eksploderet

Den store mængde regn i vintermånederne er skyld i en eksplosiv vækst i fuglebestanden i Andalusien, skriver Surinenglish.com, og har den højeste bestand siden 1998. Remedios Martel, miljøchef i Andalusien, reporterer, at vandstanden i provinsens 28 vådområder er det højeste i de sidste 10 år. Det har forårsaget, at omkring 60.000 fugle har overvintret i de andalusiske vådområder. Der er fundet 53 forskellige arter i områderne, hvilket også er det højeste antal i 10 år.
De fleste fugle, ca. 60 procent, er fundet ved Spaniens største sø, Fuente de la Piedra.
Det er ikke kun positivt, at bestanden er stigende, for det går ud over andre arter. Bob Wright fra foreningen “Birding Axarquía”, siger til Surinenglish.com, at den høje vandstand går ud over vadefuglene, som normalt finder insekter i mudderet ved søens bred. Her har de langbenede fugle som storken og hejren til gengæld en fordel. På den måde sker der en ændring i fordelingen af arter.
Netop nu er en vigtig periode for fuglelivet, og den nuværende situation viser, hvor stor en indvirkning vejret har på dyrelivet.

 

Ny byplan for Fuengirola endelig vedtaget

Efter syv års behandling har Junta de Andalucía endeligt vedtaget Fuengirolas byplan (PGOU) for de næste 10 år. Dog dækker den nye byplan ikke alle de områder, som Fuengirola kommune havde håbet på, da Cerro del Toro og Torreblanca del Sol ikke er omfattet af planen. Dog betyder den nye byplan, at man nu kan starte opførelsen af blandt andet nye faciliteter til nationalpolitiet samt den lokale domstol. Desuden er det også givet tilladelse til at opføre 1.500 nye boliger, der er delvist støttet af kommunen, samt en nye busstation ved Castillo Sohail.

 

Dagens nyheder den 23. februar 2011:

300 spaniere strandet i Libyen

300 spanske statsborgere befinder sig i øjeblikket i Libyen. Den spanske regering har fordømt det libyske militærs angreb mod civile, blandt hvilke man forsøger at finde de spanske statsborgere.
Tusinder flygter nu fra Gadaffis kløer til de omkringliggende lande, men situationen anses for så farlig, at det frarådes at køre bil.
Olieselskabet Repsol YPF har nu et fly på vej til Algeriet, hvorfra det i morgen tidligt forventes at flyve til Tripoli, hvorfra man håber at kunne bringe 80 af sine udstationerede medarbejdere hjem. Repsol suspenderede i går alle operationer i landet, hvor det ellers har været siden 1960’erne.
Udenrigsministeriet planlægger desuden at sende militærfly til landet, så snart der er klarhed over, hvor spanierne befinder sig og hvem af dem, som ønsker at rejse hjem.

 

Den libyske stat vil bygge golfbane på Costa del Sol

Den libyske bank Libyan Foreign Bank, som tilhører staten, der stadig må siges at være lig med Muammar Gadaffi, ejer en grund i Benahavís. Det skriver avisen Málaga Hoy i dag.
For 20 dage siden, altså kort før starten på oprøret, modtog kommunen en ansøgning fra Libyen om at opføre en 18-hullers golfbane og 1.915 boliger på grunden for en milliard pesetas. Han ønskede at opføre en forlystelsespark på området.
Det var den libanesiske investor, Reda Alaway, som i 1980’erne købte grunden. Han fik senere økonomiske problemer og kunne ikke betale sine lån til Aresbank, som beslaglagde grunden. Aresbank bank solgte den så i 1995 til Libyan Foreign Bank.
Grunden er på i alt 6.500 hektar, og udover Benahavís, ligger dele af den i Estepona. Dele af grunden er beskyttet område, men ikke de 500 hektar, hvor Libyen nu ønsker at bygge golfbane og boliger.

Det vides endnu ikke, hvordan byrådet i Benahavís planlægger at behandle ansøgningen.


Turismen i Spanien nyder godt af urolighederne i Nordafrika

Turismens død i Egypten og Tunesien (antallet af besøgende til Libyen har altid været meget begrænset), har medført en stigning i antallet af besøgende til Spanien.
I januar steg antallet med omkring 119.000 eller 4,7 procent i forhold til samme måned sidste år. Det vil sige, at 2,7 millioner udlændinge i løbet af måneden besøgte Spanien.
Ud af de 119.000 valgte 70.000 at tage til de Kanariske Øer.

 

Celia Villalobos kalder handicappede ”små idioter”

Celia Villalobos, konservativ repræsentant for Málaga-provinsen i kongressen, trådte i går godt og grundigt i spinaten.
Under en debat omkring beskæftigelse for handicappede lykkedes hun flere gange at kalde handicappede ”tontitos”, altså diminutivt for idioter.
Da formanden for kongressen, José Bono (PSOE), senere tog tontitos-sagen op, kaldte hun ham for den værste fascist, hun nogensinde havde mødt. Bono svarede igen ved at sige: ”Her har vi alle én eller anden form for handicap”.
Hun skældes i dag huden fuld, mest for det nedsættende øgenavn for handicappede, men har foreløbig forsvaret sig med, at ”sådan taler man, hvor hun kommer fra.”

Kupforsøg fylder 30

Det er i dag 30 år siden, der blev forsøgt et kup på det unge demokrati efter Francoregimet. Parlamentet blev dengang holdt som gidsler af en oprørsgruppe med Guardia Civils oberstløjtnant, Antonio Tejero, i spidsen.
I mandags blev sagen belyst fra en indtil nu mørklagt vinkel, da daværende sikkerhedschef, Francisco Laína, fortalte sin historie i et omfattende interview til El País. 
Laína er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en bog om kuppet, hvor han redegør for, hvordan han advarede mod Antonio Tejero.
Tejero var ikke blevet tildelt nogle opgaver, siden han blev taget i at medvirke til forberedelserne af et kup fire år tidligere. Han havde derfor masser af tid til at forme og udtænke et nyt kup. Desuden var han ikke under overvågning, hvilket beskrives af Laína som en stor fejltagelse.
Laína var tæt knyttet til kongen og han sad med, da kongen skulle foretage nogle svære valg efter belejringen af parlamentet. Otte timer efter belejringen af parlamentet gik kongen på landsdækkende TV og fortalte, at kupforsøget var fejlet. 
Som bekendt brød kupforsøget sammen efter 22 timers belejringen af kongressen, og parlamentsmedlemmerne blev løsladt.

Læs hele historien her

 

Dagens nyheder den 22. februar 2011:

Obama-effekten sivet ud af Marbella

Det er seks måneder siden, Michelle Obama besøgte Marbella. Nu lader luften til at være gået ud af ballonen.
Den enorme opmærksomhed, som USA’s førstedames besøg fik, da hun sammen med den ene af parrets døtre i august sidste år holdt ferie på hotel Villa Padierna ved Marbella, lovede ellers stor fremgang i specielt antallet af amerikanske besøgende. Ikke kun i Marbella, men hele Sydspanien. Det anslås, at 660 TV-kanaler, 2.500 aviser, 2.100 internet-medier, 900 radiostationer samt 950 magasiner og ugeblade dækkede hendes besøg, og at den samlede markedsføringsværdi var på omkring 800 millioner euro.
Den store begejstring var berettiget, da Marbellas plettede ry som følge af gentagende korruptionsskandaler siden 1990’erne havde været medårsag til dalende tilstrømning af ferierende til byen. Men det image vendte Michelle Obama op og ned på, da man så hende handle og spise i den gamle by, gå på stranden samt besøge Alhambra i Granada.
De første uger efter hendes besøg meddelte hoteller i området, at de havde modtaget henvendelser fra og også fået besøg af flere amerikanere.
Repræsentanter for ferieindustrien gjorde dog opmærksom på, at medmindre der blev indført flere direkte flyvninger mellem USA og Málaga, ville man ikke kunne udnytte effekten fuldt ud. De andalusiske myndigheder har siden bejlet til Iberia om at indsætte direkte flyvninger, men selskabet lader stadig vente på sig.
Kun Delta Airlines flyver direkte mellem Málaga og New York, og det kun i sommermånederne.
“Besøget havde umiddelbart stor betydning, men for os er det allerede glemt,” siger formanden for foreningen for andalusiske rejsebureauer (AEDAV), Pedro García til Málaga Hoy.
369.959 amerikanere besøgte dog sidste år Andalusien, hvilket var 17 procent flere end året inden.

 

Konservative ville vinde Andalusien i dag

Det konservative parti, PP, ville vinde, hvis der i dag var valg i Andalusien.
Det er organisationen CEPES, som har foretaget en opinionsundersøgelse, og den peger på, at PP i dag ville få 46,2 procent af de andalusiske stemmer, hvilket vil give partiet flertal i det andalusiske parlament, mens det nuværende regeringsparti, PSOE, ville skulle nøjes med 39,7 procent.
Koalitionen IULV-CA ville fortsætte med at være det tredje største parti med 7,6 procent af stemmerne.

 

Mand hænger sig fra bro, da han tror, kæresten er død

En 21-årig mand hængte sig i går fra en bro over Guadelmellato i Córdoba, da han formodes at have troet, at han havde kvalt sin kæreste. Han havde rigtigt nok forsøgt at kvæle hende og havde lagt hende i bagagerummet på sin bil. Derefter begav han sig til broen, hvor han hængte sig.
Det viste sig dog, at kvinden kun var bevidstløs. Hun vågnede tre timer senere og blev indlagt på hospitalet Reina Sofía i Córdoba. Hun skulle ikke have nogle fysiske mén efter episoden.

 

Esperanza Aguirre opereres for brystkræft

Lederen af Madrid-regionens lokalregeringen, Esperanza Aguirre (PP), bliver i dag opereret for brystkræft.
Under en undersøgelse i begyndelsen af februar havde lægen fundet en knude i det ene bryst, og den skal nu fjernes. Aguirre har derfor trukket sig fra embedet nogle dage for også at rekreere sig. Hun regner ikke med, at hun efterfølgende skal have kemoterapi.

 

Kødspisende firben på 1,2 meter fundet i Málaga

Lokalpolitiet fangede i går et kødspisende firben midt i Málaga. Dyret luskede omkring i haven i en urbansation, hvor gartneren så den og tilkaldte politiet.
Firbenet befinder sig nu i dyreværnscentret Parque Zoosanitario Municipal.
Myndighederne mener, at firbenet har været nogens kæledyr, da den lader til at være vant til at omgås mennesker.

 

Dagens nyheder den 21. februar 2011:

Iran undskylder for anholdelse af Spaniens konsul

Iran har officielt undskyldt for anholdelsen af Spaniens konsul sidste uge i Teheran. Undskyldningen kom fra Irans udenrigsminister, Ali Akbar Salchi, som ringede til Spaniens udenrigsminister, Trinidad Jiménez, der havde truet med at hente landets ambassadør hjem fra Iran. Den spanske konsul Ignacio Pérez-Cambra blev mandag den 14. februar anholdt af ni civilklædte mænd udenfor den spanske ambassade i Teheran. Det skete, mens folk demonstrerede i byens gader over regeringens angreb på prodemokratiske demonstrationer. Han blev tilbageholdt i fire timer. Spaniens regeringen kaldte episoden ”uacceptabel” og ”meget seriøs” og sendte en skriftlig klage til regeringsleder Mahmoud Ahmadinejad, hvori der desuden blev gjort opmærksom på, at Iran have overtrådt Wienerkonventionen, der garanterer immunitet for diplomatiske udsendinge. Den spanske regering har udtrykt tilfredshed med undskyldningen.

 

Magic Palace i Torremolinos brændt ned

Europas første teater dedikeret til tryllekunsten, Magic Palace i Torremolinos, brændte i fredags. Magic Palace åbnede i 2006, hvor selskabet Kazan Magic byggede teatret på kommunens grund med en koncession på 50 år og en månedlig husleje på godt 5.000 euro. Men selskabet gik allerede året efter konkurs. Stedet har ikke været i brug siden. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

 

Málagas lufthavn har nu 89 direkte flyforbindelser

Málagas lufthavn har nu direkte flyforbindelser til 89 destinationer. 12 millioner passagerer gik i 2010 igennem Málagas lufthavn, der samme år havde godt 100.000 flyvninger. Det var 9,6 procent flere end i 2009. De positive resultater tilskrives de mange direkte flyvninger, som opereres af 60 forskellige selskaber. Den nye start- og landingsbane forventes at blive taget i brug i slutningen af indeværende år.

 

Sparekasserne får længere frist

Den spanske regering har valgt at give de spanske sparekasser længere tid til at nå de fastsatte krav for egenkapital. Regeringen har nu sat en deadline i september, hvor sparekasserne skal have hævet egenkapitalen til otte procent fra de nuværende seks procent. Udsættelse kommer efter banksektoren i længere tid har stillet krav om mere tid til at opfylde kravene. Banker, der stadig ikke når at få hævet egenkapitalen, kan få kapital fra den spanske bankpakke. Herefter har de tre måneder til at overføre deres interesser til en kommerciel bank, og en måned efter skal de præsentere en plan for at genvinde kapitalen. Den 10. marts kommer den spanske nationalbank med opdaterede oplysninger om bankernes egenkapital på baggrund af oplysninger fra regnskaberne fra 2010.

 

Cyklister får førsteprioritet

Cyklerne skal nu til at prioriteres i hele Spanien. Det har Ramón Ledesma fra det spanske vejdirektorat DGT meddelt ved konferencen for trafiksikkerhed i Córdoba: ”Vejdirektoratet vil nu til at fremme brugen af cykler som det foretrukne transportmiddel i stedet for et alternativt transportmiddel,” siger Ramón Ledesma. De nye regler, der skal udformes i år, vil tillade cyklister at cykle på fortove bredere end tre meter, så længe de bliver en meter fra bygninger. Desuden vil det også blive godkendt, at cyklister må cykle på midten af vejen, hvor der er en fartgrænse på 30 km/t.

 

Døende skildpadde fundet vest for Estepona

Sidst i januar blev en døende skildpadde fundet vest for Estepona. Skildpadden blev opdaget af en pensionist, der gik en morgentur. Han kontaktede hotellet, Costa Natura, hvor han var på ferie, og herfra blev myndighederne straks kontaktet. De ankom kort efter og markerede og skildpadden. Skildpaddens skjold var cirka en meter langt og en halv meter bredt. Ingen ved, hvorfor skildpadden krøb op på land, men det er sjældent havskildpadder af den størrelse viser sig på Costa del Sol. Senest blev en Loggerhead-skildpadde fundet på stranden ved Marbella 15 november sidste år. Den blev identificeret ved hjælp af en chip, den havde fået implanteret. Chippen viste, at den var født i 2003 i et laboratorium i Florida. Loggerhead-skildpadden blev sat fri i 2005, og havnede så på stranden ved Marbella 5 år senere.

 

Dagens nyheder den 18. februar 2011:

Fartgrænsen i byer ned til 30 km

Spaniens trafikråd, Dirección General de Tráfico (DGT), studerer i øjeblikket, hvorvidt det er lønsomt at nedsætte fartgrænsen til 30 km/t på ensporede veje indenfor bygrænserne. Målet er at reducere forureningen og halvdelen af dødsfald forårsaget af påkørsel. “Ved påkørsel med 70 km/t overlever ingen, med 50 km/t klarer 50 procent sig, mens 95 procent overlever påkørsel med 30 km/t,” sagde direktøren for DGT, Pepe Navarro i går i forbindelse med en konference i Córdoba. Han oplyser også, at 268 personer i 2009 døde ved påkørsel, 46 procent af hvem blev kørt ned i byerne. I øjeblikket er fartgrænsen i byerne normalt 50 km/t med mindre andet er angivet.

 

Medicin til udlændinge koster fire millioner om måneden

Det andalusiske sundhedsvæsen Servicio Andaluz de Salud (SAS) har netop offentliggjort, at medicin til de mange folkepensionister fra andre EU-lande, der opholder sig midlertidigt i regionen, koster systemet fire millioner euro om måneden. De har såvel som de spanske pensionister ret til gratis medicin. Der er omkring 43.000 udenlandske pensionister skrevet i mandtal, hvilket svarer til én ud af fem pensionister, de andre værende spaniere. Hvor mange udenlandske pensionister, der opholder sig her midlertidigt, vides ikke, da brugere ikke registreres. For at have ret til gratis medicin skal man dog kunne bevise, at man er pensioneret, hvilket sker via det blå EU-kort.

 

Dyreværnscentret Parque Animal i Torremolinos lukket

De sidste dyr er nu blevet hentet fra dyreværnscentret i Torremolinos, Parque Animal. Stedet lukkede for nogle dage siden, efter det sidste år kom frem, at lederne af centret stod bag mishandling af dyrene. De sidste dyr er flyttet til et center i Alhaurín el Grande. Det er Torremolinos’ byråds intention at genåbne centret.

 

Forvirring omkring de 400 euro til arbejdsløse

Arbejdsløse, hvis normale arbejdsløshedsunderstøttelse har overskredet den tidsbestemte grænse og som ikke har nogen anden form for indtægt, har nu mulighed for at modtage 400 euro i understøttelse. Ordningen erstattede udbetalingen af 426 euro, kaldet Programa Temporal de Protección por Desempleo e Inserción (Prodi), som ikke indebar betingelser. Betingelsen, for at modtage de 400 euro, som har en grænse på seks måneder, er, at man ikke tidligere har modtaget den betingelsesløse støtte på 426 euro eller anden form for støtte samt at man skal deltage i videreuddannelse eller aktiveringskurser. Det nye system trådte i kraft i den 15. februar, men ifølge den lokale spanske presse mødte mange i går forgæves op på arbejdsformidlingskontorerne, Servicio Andaluz de Empleo (SAE), hvor de ansatte svarede, at de ikke vidste noget om sagen. De ansøgende skal dog nu gennemgå ét af de 1.370 forskellige kurser, som SAE tilbyder, og som med et budget på 67 millioner euro har en kapacitet på videreuddannelse af 20.792 arbejdsløse i Andalusien. Alene i Málaga-provinsen er der i dag omkring 183.000 arbejdsløse, af hvilke næsten 60.000 ikke har nogen indtægt overhovedet.

 

Forsvar mod røveri med guitar

Politiet i San Fernando (Cádiz) anholdt i går en man, som forsøgte at begå røveri på et af Renfes billetkontorer. Han truede én af de ansatte med en kniv, men denne modsatte sig og slog røveren med en guitar, der stod i lokalet. Røveren løb ud af kontoret, hvor han dog blev anholdt af en betjent fra Guardia Civil.

 

¿Qué Pasa? – denne weekend

Málaga:

Indtil 1. juni
En udstilling af 25 af Picassos keramiske kreationer (La Colección Serra) kan ses i Casa Natal Picasso, hans fødehjem, på Plaza de la Merced. Åbent alle dage undtaget helligdage. Kl. 09.30 – 20.00. www.fundacionpicasso.es.

18. februar kl. 20.30, 19. februar kl. 20.00
Málagas filharmoniske orkester fejrer 20 års jubilæum med en koncert med værker af F.J. Martín Jaime, P. Saraste, M. de Falla og M. Ravel på Teatro Cervantes. Entré på www.teatrocervantes.com.

Frigiliana:

Indtil 12. marts
Se Caroline Krabbe og Dorthe Krabbes værker i den fælles udstilling i Galería Krabbe, Frigiliana, www.galeriakrabbe.com.

Benalmádena:

Indtil 24. april, kl. 10.00-14.00 og 17.00-19.30
En udstilling af gravørkunst, heriblandt værker af Picasso, Miró og Warhol, kan ses i Centro de Exposiciones i Benalmádena Costa. Gratis entré. Lukket mandag.

Fuengirola:

Fredag og tirsdag kl. 14.00 – 16.00
Eftermiddagsdans med Peter Kleinwich på restaurant Regina ved havnen.

Marbella:

19. og 20. februar kl. 19.00
En musical for børn, kaldet Hairspray, kan ses på Teatro Ciudad de Marbella. Entré 10 euro, ved indgangen.

19. – 26. februar
Festival for moderne teater og dans, III Festival de Teatro y Danza Contemporánesa de Marbella afholdes. Mere information på www.marbella.com.

Nerja:

18. februar kl. 21.00
Tango med Tangoria i kulturhuset Centro Cultural Villa de Nerja. Entré 10 euro. Se www.nerja.org/villadenerja.

Og så er der godt skiføre i Sierra Nevada, læs mere om åbningstider, liftkort og andet på www.sierranevada.com.

 

Dagens nyheder den 17. februar 2011:

Michelin-kokken Santi Santamaría er død

Kokken Santi Santamaría afgik i går ved døden. Han opholdt sig i Singapore, nærmere betegnet på restauranten Santi, som han ejede og som hans datter leder i bystaten, da han pludselig omkring kl. 20.30 lokal tid faldt om. Han blev kørt til sygehuset, hvor man dog ikke lykkedes at redde ham. Årsagen formodes at være et hjerteinfarkt, men en obduktion bliver foretaget i dag. Han blev 53 år. Santi Santamaría var én af de første blandt de spanske kokke til at føre det spanske køkken til de højder, hvor det befinder sig i dag. Specielt hans eget catalanske. Han kom fra Sant Celoni nord for Barcelona, og efter at have taget en uddannelse som ingeniør, som, han syntes, var koldt og kedeligt, åbnede han sammen med sin hustru, Ángels, en restaurant kaldet El Racò de Can Fabes i sit fødehjem. Fra at være et spisested, der tilbød en traditionel dagens menu, udviklede det sig til en kreativ og efterspurgt restaurant. For sine bestræbelser fik han i 1988 den første stjerne i Michelin-guiden. I 1994 fik han som den første catalanske kok tre stjerner, som han beholdt siden.Han havde, som den eneste spanske kok, i alt syv stjerner fordelt på El Racò de Can Fabes og de andre restauranter, han gennem årene åbnede.

La Danesa besøgte i 2007 El Racò de Can Fabes og havde også i den anledning et interview med den bramfrie mand og storartede kok, som kan læses her:

En middag med tre stjerner og Morgenmad med Santi Santamaría

 

Sagaen om røg-restauranten i Marbella fortsætter

Ejeren af restauranten El Asador de Guadalmina i Marbella, der sidste uge blev idømt en bøde på 145.000 euro for at have tilladt gæsterne at ryge, og som måtte se restauranten lukket af politiet og repræsentanter for sundhedsministeriet, da han nægtede at ændre holdning. Det gjorde han imidlertid i går, da han skriftligt gjorde myndighederne opmærksom på, at han nu vil fjerne cigarer og cigaretter fra restauranten og forbyde sine gæster at ryge. Det skulle være nok til, at han kan åbne igen allerede i dag. Bøden står dog stadig ved magt.

 

Politiet i Badajoz jagter hundemishandler

En syg person lagde i begyndelsen af februar en video på sin egen blog, hvori man kunne se, at han i 11 timer torturerer en hundehvalp. Videoen var klippet, så man kunne se 19 minutter ud af de 11 timer. Man så, hvordan ører og hale blev skåret af, ligesom dyret blev brændt og tortureret på flere andre måder. Der tales også på videoen, hvorfor man ved, at det drejer sig om en mand, som taler perfekt spansk. Politiet ved dog ikke, hvem han er, men via IP-adressen ved man, at det drejer sig om en fra Extremadura. Eftersøgningen er nu intensiveret. Der er også en gruppe på Facebook, hvor man kan samarbejde i jagten på personen.

 

Strandet skib trukket fri

Det containerskib, som i tirsdags gik på grund 200 meter ud for stranden Madrid i Almayete i Vélez-Málaga, blev i går trukket fri. Det tog kystvagtens redningskorps fra både Sevilla og Cartagena to timer og et kvarter at trække det 133 meter lange containerskib ud af sandbunden.

 

Ryanair forlader delvist Girona

Lavprisselskabet Ryanair meddelte i går, at 18 ruter bliver annulleret og antallet af afgange på 17 andre reduceret fra lufthavnen i Girona. Den catalanske lufthavn er de senere år blevet nærmest afhængig af Ryanair, men selskabets ledelse traf beslutningen, efter man mislykkedes at blive enige med lokalregeringen omkring tilskud. Reduceringerne i antallet af flyvninger indføres i maj. Det beregnes, at de vil koste omkring 1.700 arbejdspladser.

 

Dagens nyheder den 16. februar 2011:

Marbellas plan for afbetaling af Gils gæld

Marbellas byråd har nu forelagt en plan, hvormed kommunen kan afbetale gæld til kreditorer i én af de mest forgældede offentlige selskaber, der stammer fra den tid, da Jesús Gil var borgmester i byen.
Det drejer sig om selskabet Gerencia de Compras y Contratación, der var det første offentlige selskab i landet, som gik i betalingsstandsning. Det gik ud over 150 mindre private firmaer.
Den samlede gæld er på næsten 18 millioner euro, og byrådets plan er at afdrage omtrent 90.000 euro om måneden, eller godt en million om året, som er det meste, kommunen kan klare, da denne gældspost blot er én af mange.

 

Skib strandet ved Almayete i Vélez-Málaga

Et containerskib gik i går på grund 200 meter ud for stranden Madrid i Almayete i Vélez-Málaga. Årsagen var den stærke vind og gigantiske bølger.Skibet, ved navn K Wave, 133 meter langt og med 274 containere ombord, led ingen skade ved strandingen, og et hold fra kystvæsnets redningskorps fra både Sevilla og Cartagena arbejder nu på en plan for at få skibet frit igen. Skibet er ejet af et tysk rederi og har 13 besætningsmedlemmer.

 

Flere spanier betaler kirkeskat

Det er frivilligt at betale kirkeskat i Spanien, og ønsker man at bidrage til den katolske kirke, skal man bare sætte et kryds på selvangivelsen. Med det kryds går 0,7 procent af ens skat til kirken. Skattevæsnet har nu offentliggjort tallene fra 2010, og det viser sig, at over ni millioner spanske skatteydere valgte at betale denne skat. Det er 34,75 procent af de skattepligtige eller et halvt procentpoint flere end i 2009.
På trods af gavmildheden overfor kirken var det totale beløb, kirken fik fra denne front, 3,2 millioner euro mindre end året før, men alligevel blev det til 249,4 millioner euro. I løbet af de seneste tre år har i alt næsten 800.000 flere valgt at bidrage til kirken. Talsmænd for kirken udtrykker glæde over bidragene, som, de mener, skyldes det sociale og spirituelle arbejde, som kirken udfører, hvilket man er blevet langt bedre til at formidle i form af annoncer og anden formidling. De flere bidragsydere skal også ses i forhold til, at mange meningsmålinger omkring kirken placerer dens omdømme så lavt, at kun politikernes er værre, hvilket måske er et svar på det stigende antal skatteydere, som ønsker at give til kirken.

 

Gode nyheder fra boligmarkedet

I 2010 solgtes 441.368 boliger i Spanien. Det svarer til en stigning på 6,8 procent i forhold til 2009. Siden 2008 har antallet af handler ellers været faldende, men nu lader det til at gå i den rigtige retning.

 

Marbellas taxaer får taxametre

I løbet af indeværende år skal samtlige taxaer i Marbella have taxameter, har byrådet, ifølge Diario Sur, besluttet. I dag kører byens taxaer med blot en prisliste, hvorfor prisen på en tur som ikke måtte være på listen – med det spanske dagblads ord – ”afhænger af taxachaufførens intentioner”. Samtidig med installationen af taxametrene udstyres vognene også med et kreditkortapparat, så det bliver muligt at betale turen med kort. Der er 312 taxaer i Marbella.
Det formodes, at Junta de Andalucía vil udstede et dekret i løbet af året, hvorefter samtlige taxaer i regionen skal følge de samme regler. Marbellas byråd, anført af borgmester Ángeles Muñoz, har dog ønsket, at byen skal gå i teten og allerede nu gøre taxaturene mere regulerede og bekvemme.

 

Vej mellem Torremolinos og A-7 blokeret en måned

Fra midnat natten til torsdag blokeres vejen mellem Torremolinos og motorvejen A-7. Det vil sige vejen, som går forbi kongrescentret, Palacio de Congresos.
Årsagen er vejarbejde i forbindelse med den nye ringvej. Strækningen forventes at være lukket en måned.

 

Dagens nyheder den 15. februar 2011:

Contador frikendt af spansk komité

Trods rygter om et års karantæne valgte den spanske komité i går at frikende cykelrytteren Alberto Contador. Ifølge reglerne er det muligt at frikende en dopingsigtet, hvis han kan forklare, at han ikke selv har været skyld i den ulovlige indtagelse. Contador forklarede, at han havde indtaget de 50 pikogram clembuterol ved at spise en bøf, der indeholdt stoffet. Den spanske komité har valgt at stole på historien, og på den baggrund har de, ifølge El País i går, valgt at frikende den tredobbelte Tour de France vinder. Nu har de to internationale cykelkomitéer UCI og WADA en måned til at anke dommen. I mellemtiden har Alberto Contador ret til at deltage i cykelløb igen.

 

Lig fundet i flodleje i Alhaurín del Grande

I går fandt en mand et lig i et flodleje i udkanten af Alhaurín el Grande. Manden så først, hvad han mente var en fod, der flød på vandet og adviserede Guardia Civil. Politiet fandt dele af et lig i forrådnelse, mens andre dele menes at ligge på lejets bund. Myndighederne er nu ved at undersøge sagen nærmere.

 

Stop for spanske bankchefers uproportionelle bonusser

10 bestyrelsesmedlemmer i sparekassen Caja Madrid stod til at skulle have bonusser på i alt 25 millioner euro udbetalt. I går – og i sidste øjeblik – blev udbetalingerne dog stoppet af sparekassens bestyrelsesformand, Rodrigo Rato. Han kan imidlertid have truffet beslutningen efter henvendelse fra den konservative formand for Madrid-regionen, Esperanza Aguirre. Årsagen til det politiske pres er, at Caja Madrid sidste år fik offentlig støtte på 4,465 milliarder euro i forbindelse med bankpakken Reestructuración Ordenada Bancaria (FROB), hvorfor Aguirre ikke føler, at de store bonusser er proportionelle med bankens resultater. Det har ellers ikke skortet på bonusser i pengeinstituttet. Da den tidligere bestyrelsesformand Miguel Belsa trådte fra, modtog han et håndtryk på 2,8 millioner euro, mens den tidligere kommunikationsdirektør Juan Astorgui fik 1,8 millioner euro ved sin fratrædelse. Caja Madrid skal i øvrigt fusioneres med Bancaja og fem andre sparekasser.

 

ETA S.A.

Den baskiske terroristorganisation ETA’s drab på 829 mennesker i årene 1968 og 2010 har kostet Spanien over 11 milliarder euro. Der skriver bl.a. Diario de Navarra. Det er Mikel Buesa, professor i økonomi ved Madrids Universitet, som har regnet ud, at udover menneskelivene har ETA’s aktiviteter haft store økonomiske følger for Baskerlandet. Buesa har netop udgivet bogen ETA S.A., hvormed han sammenligner organisationen med et selskab, som via ”revolutionsafgifter” har drænet regionen for privat initiativ, været skyld i at mange forretninger har måttet lukke og at store statslige investeringer, som atomkraftværket Lemoniz, er kuldsejlet. Terrorisme har begrænset bruttonationalproduktets vækst med 0,8 procent, hævder Buesa. Mellem 1978 og 2008 opkrævede organisationen 115 millioner euro ved afpresning og 35 millioner i statsstøtte, som gik til sympatiserende politiske partier. Denne indirekte støtte forsvandt dog, da Batasuna blev bandlyst, skriver Buesa. Siden september, hvor den nuværende våbenhvile trådte i kraft, har organisationen ikke udsendt flere breve med krav om ”revolutionsafgifter”, og Buesa mener da også, at kan man stoppe al støtte til ETA, vil organisationen lide en naturlig og snarlig død.

 

Dagens nyheder den 14. februar 2011:

61 immigranter reddet i land i Granada-provinsen

Spanien har ikke oplevet den voldsomme stigning i immigranter, som Italien siden urolighederne brød ud i Nordafrika. Lørdag reddede den spanske kystvagt dog 61 aspirerende immigranter ud for kysten i Granada-provinsen. Båden var ganske vist sejlet ud fra Marokko, men de ombordværende, 42 mænd, 14 kvinder og fem børn, kommer alle fra lande syd for Sahara. De spanske myndigheder blev informeret om bådens ankomst, af den marokkanske pendant, der havde set båden sejle ud tidligt lørdag morgen. Både redningsfly og -skib blev sendt ud for at lokalisere båden, som man fandt i havsnød midt ude på havet mellem de to kontinenter, hvorefter den blev bugseret til Motril. De ombordværende fik et sundhedstjek og befinder sig nu på et immigrationscenter, afventende deres videre skæbne.

 

 

Nye metoder over for arbejdsløse

Det spanske aktiveringssystem er for trægt og ufleksibelt over for de arbejdsløse. Det vil beskæftigelsesminister Mari Luz Rodríguez nu have ændret på. 20 procent af den spanske arbejdsstyrke er arbejdsløs, men det spanske aktiveringssystem er ikke gearet til at håndtere folk, der er afhængige af venners forbindelser eller avisannoncer, for at få arbejde. ”Vi bliver nødt til at se folk som arbejdsløse, ikke som inaktive,” siger beskæftigelsesminister Mari Luz Rodríguez til El País. Beskæftigelsesministeriet har planlagt, at der skal introduceres en række nye tiltag indtil 2013. Første tiltag er, at der skal udarbejdes en oversigt over den arbejdsløses kvalifikationer. På den måde kan arbejdsløshedscenteret få et overblik over, hvem der kan hvad, og foreslå jobs, der kræver disse kvalifikationer. Herudover skal de arbejdsløse igennem forskellige undervisningsforløb, der skal forbedre deres chancer for at finde et arbejde. ”Problemet er også, at i øjeblikket vil folk, der mister arbejdet i 50-års alderen, ikke få et arbejde igen,” siger beskæftigelsesminister Mari Luz Rodríguez.

 

Valencias regeringschef, Camps, for retten i sagen om jakkesæt

Offentlige anklagere insisterer på, at lederen af Valencias lokalregering, Francisco Camps (PP), igen skal for retten i Gürtel-sagen. Ifølge El País mener de, at der er beviser nok til at kunne anklage ham for at have taget imod bestikkelse. En dommer er nu blevet bedt om at beordre Camps til at betale en bøde på 41.250 euro for at have modtaget jakkesæt og andre beklædningsgenstande til en værdi af godt 14.000 euro. Mellem 2005 og 2007 skulle han have modtaget mindst 14 jakkesæt, fire sportsjakker, fem par sko og fire slips fra Francisco. Correa, manden bag korruptionsnetværket, kendt som Gürtel. Correa sidder i dag fængslet, afventende retssagen. Camps har bedt om at få anklagerne mod sig droppet. Under den nuværende lov, indført sidste år, ville han i stedet for en bøde kunne have set frem til op til et års fængsel samt suspension fra posten som formand for den lokale regering, La Generalitat. Men, da han hævdes at have modtaget gaverne, dikterede loven, at straffen for overtrædelsen var en bøde, og det er den, som anklagerne nu insisterer på, at Camps skal betale.

 

Pressens oplysninger behøver ikke være korrekte

Højesteret har besluttet, at sladderpressen ikke behøver at være faktuel, når det drejer sig om programmer, der belyser berømtheder. Afgørelsen kom i sidste uge, efter en appel fra Cayetano Martínez de Irujo, søn af Duquesa de Alba. Han havde i 2005 sagsøgt sladderbladet Qué me dices for at have udgivet en artikel inklusive billeder fra sin bryllupsrejse. Først blev sagen afvist af retten i Madrid, mens højesteret nu har truffet en afgørelse. Den såkaldte prensa rosa behøver ifølge domstolen ikke være ”absolut korrekt i sine rapporter”, da dens opgave er at underholde og ikke nødvendigvis informere.

 

Barca alligevel menneskelige, Casillas ser rødt efter et minut

Den forgangne weekend i La Liga så først FC Barcelona miste point mod Sporting, i en kamp med kun mål af David Villa og på den anden side David Berral. Det gav Real Madrid blod på tanden, og klubben meddelte, at det nu ikke længere gælder om at spille godt fodbold, men kun om at vinde. Det var med denne indstilling, at holdet i aftes stillede op mod Espanyol. Et lidt uforsigtigt spark fra målmand Iker Casillas, der ikke har mistet en eneste Liga-kamp i over to år, resulterede dog i et rødt kort allerede efter godt et minuts spilletid. Reduceret til 10 mand, spillede Madrid dog resten af kampen, som var det dem, der havde en mand i overskud, og vandt 1-0. Dermed mindskede Real Madrid afstanden op til FC Barcelona til nu fem point. Holdene har hhv. 62 og 57 point. Málaga CF holdt hjemme på La Rosaleda skindet på næsen i weekendens kamp mod Getafe, da Rondón i det 94. minut udlignede til 2-2. Alligevel ligger holdet stadig på sidstepladsen med 19 point. I aften kl. 21.00 spiller Mallorca hjemme mod Athleltic.

 

Dagens nyheder d. 11. februar 2011:


Flere selskaber interesseret i Tivoli

Både spanske og internationale selskaber har vist interessere i at renovere Tivoli i Arroyo de la Miel. Parken blev åbnet i 1972 af et danskejet selskab, men efter de første gode år har den haft en omtumlet tilværelse, og de senere år økonomiske problemer. Tidligere på året ansøgte de nuværende ejere om at kunne afskedige 61 ud af 64 medarbejdere med begrænset kompensation grundet trængslerne. Byens borgmester, Enrique Moya (PP), afventer nu, at de skal indlevere deres forslag. Kommunen ønsker, at forlystelsesparken fortsat skal være midtpunkt i byen, og at et nyt selskab ikke kun skal garantere de nuværende arbejdspladser, men skabe mange flere.

 

Røg-restaurant lukket

Restauranten El Asador de Guadalmina i Marbella, som forleden blev idømt en bøde på 145.000 euro for at have tilladt gæsterne at ryge, blev officielt lukket i aftes. Eftersom ejeren, José Eugenio Arias, ikke have givet udtryk for, at han havde tænkt sig at sætte en stopper for rygningen i restauranten, besluttede myndighederne kl. 22.00, at nu var det nok. Politiet og repræsentanter for sundhedsministeriet satte sammen lukke-skiltet på døren. Ejeren har to måneders betænkningstid; ændrer han holdning, kan han åbne igen. Ifølge Diario Sur tændte han dog en stor cigar og meddelte, at han har tænkt sig at åbne en ny restaurant og også der tillade sine gæster at ryge.

 

Sur bordelkunde stjæler bil og kører frontalt mod bordellet

En bordelkunde blev under et besøg på et bordel så forbandet, at han stjal en bil og kørte den mod bordelbygningen. Diario Sur bringer sagen, som skulle være gået ud over etablissementet S’cándalo i industrikvarteret Gualdalhorce i Málaga. Årsagen til kundens vrede var, at han efter et skænderi med én af de ansatte kvinder blev bortvist fra klubben. I stedet for at bede om en hoja de reclamaciones, stjal han en bil og kørte den frontalt ind mod bordellet, hvor det lykkedes ham at køre 20 meter ind gennem hallen og frem til en trappe. Den 19-årige mand blev anholdt kort efter, men er nu løsladt, afventende en retssag, hvori anklagerne lyder på drabsforsøg, hærværk og tyveri.

Madrids miljøchef svarer igen

Madrids miljøchef, Ana Botella, blev for nylig citeret for udtalelsen: ”Jorden er til for menneskets skyld,” og nu er hun så igen ude med en kommentar i et forsøg på at dæmpe de hidsige beskyldninger om forsøg på at skjule Madrids egentlige tilstand i forbindelse med luftforureningen. Ana Botella skyder ansvaret fra sig og lægger vægt på, at arbejdsløsheden er et endnu større problem: ”Arbejdsløsheden er mere kvælende for befolkningen end luftforureningen,” siger hun til El País. Samtidig beskylder Ana Botella også regeringen for at bruge sagen om luftforurening som et led i valgkampagnen, og dermed gøre Madrids tilstand mere alarmerende, end den er.

 

Hjortebestanden eksploderet i Extremadura

Ifølge Ángel Rodrigúez, parkbestyrer i Monfragüe nationalpark, er parkens bestand af hjorte nu oppe på 20.000 på 18.000 hektar jord, skriver El País. Men det er ikke kun et problem i Monfragüe. ”Der viser sig også en stigende bestand i resten af Spanien, og for den sags skyld på hele den nordlige halvkugle,” siger Christian Gortázar, fra det spanske forskningsinstitut CSIC til avisen. ”Bestanden vokser med mellem 20 og 30 procent hvert år, og jagten er nødt til at følge med.” Finanskrisen har været skyld i et faldende antal jagtudflugter, så jagten kun sørger for et fald i bestanden på mellem 15 og 18 procent, ifølge Christian Gortázar. Samtidig er reglerne for jagt ifølge Ángel Rodrigúez for stramme til at kunne nedbringe bestanden. Der er brug for at lempe reglerne uden for nationalparkerne, for at komme problemet til livs. Forskere mener, at der på en hektar jord kan leve mellem 0,2 og 0,4 hjort. Hvis antallet overstiger denne grænse, bliver bestanden en trussel for plantelivet og kan i værste fald overføre sygdomme som tuberkulose til kvæg og husdyr. Som en løsning på problemet er det foreslået at indføre ulve i områder med mange hjorte. Det vil kunne nedbringe bestanden, men ulvene vil også være en trussel for får og husdyr. Ingen har således fundet en løsning på problemet endnu.

 

¿Qué Pasa? – denne weekend

Málaga

11. og 12. februar kl. 18.30 og 22.30
Musicalen Chicago kan opleves på Teatro Cervantes. Opførelsen varer ca. 2 timer og 45 min. Entré fra 17 euro på www.teatrocervantes.com eller 902 360 295.

13. februar
La Liga-fodbold på La Rosaleda stadion, Málaga CF – Getafe. Tidspunkt: Se dagspressen eller kontakt La Peña de Dinamarca tlf. 617 700 424.

Nerja

11. februar kl. 21.00
Jazzkoncert med Daphne i kulturhuset Centro Cultureal Villa de Nerja. Gratis entré.

12. februar kl. 21.00
Klassisk koncert med fløjte og guitar i kulturhuset. Entré 10 euro.

Benalmádena

Indtil 24. april, kl. 10.00-14.00 og 17.00-19.30
En udstilling af gravørkunst, heriblandt værker af Picasso, Miró og Warhol, kan ses i Centro de Exposiciones i Benalmádena Costa. Gratis entré. Lukket mandag.

Fuengirola

Hver fredag og tirsdag kl. 14.00 – 16.00
Eftermiddagsdans med Peter Kleinwich på restaurant Regina ved havnen.

Marbella

12. februar kl. 20.30
El Piano Romántico er navnet på en koncert med Rosa Blanco, som spiller Liszt, Chopin og Albéniz, på Les Roches Marbella. Entré 20 euro på tlf. 689 000 944.

Mijas

13. februar kl. 11.00 (dørene åbnes kl. 10)
Væddeløb på travbanen Hipódromo Costa del Sol. Se mere på http://www.hipodromocostadelsol.es/paginas/carreras.php

 

Dagens nyheder d. 10. februar 2011:


Sortu må vente og se

“Vi må vente og se,” har statsminister José Luis Zapatero sagt om det nye baskiske parti Sortu, der er en reinkarnation af det forbudte separatistparti Batasuna. I går leverede partilederne Sortus statut til indenrigsministeriet. Statutterne fordømmer vold, inklusiv ETA’s, ligesom de er baseret på “demokratiske principper.” Lederne af det nye parti er alle ukendte ansigter i politisk henseende, og de havde følge af en leder af det irske parti Sinn Fein, der gennem mange år var IRA’s politiske talerør. Det er nu op til højesteretten samt forfatningsdomstolen, hvorvidt partiet får lov at stille op til valget i maj.

 

13 personer anholdt for momssvindel

Politiet anholdt onsdag 13 personer, som via momsregnskaberne har svindlet sig til 11 millioner euro, skriver El País i dag. Medlemmerne af banden havde oprettet 14 selskaber og otte forretninger, via hvilke man udvekslede fiktive varer og fakturaer. Anholdelserne skete i Madrid, Barcelona, Alicante samt i Marbella og Alhaurín de la Torre. Generelt har skattevæsnet siden indførelsen af en plan kaldet Plan de Prevención de Fraude Fiscal i 2005 haft stor succes med at opspore bedrageri. Sidste år indkrævedes ifølge dette regelsæt godt 10 milliarder euro, siden 2005 over 45 milliarder.

 

Pensionister lever af mindste pension

En tredjedel af Málaga-provinsens 228.000 pensionister lever af den mindste pension, som varierer i henhold til personlige forhold. Har pensionisten en sambo uden indtægt, er pensionen 742 euro om måneden, mens den er 570 euro, hvis en sambo ikke er økonomisk afhængig af pensionisten. Bor pensionisten alene, er pensionen på lidt over 600 euro. Den højeste pension er i dag 2.500 euro, mens gennemsnittet i provinsen ligger på 749 euro, lidt over det andalusiske gennemsnit på 732 euro, men under landsgennemsnittet, som er 798 euro. Mindstepensionen er siden det socialistiske parti, PSOE, kom til magten i 2004, steget med 47 procent. For at Seguridad Social kan udbetale disse pensioner, må staten dog bidrage med yderligere 200 millioner om året, da de beløb, som pensionisterne har indbetalt i deres erhvervsaktive år, ikke rækker.

 

98 procent overholder rygeloven

Godt en måned efter rygeforbuddet på barer og restauranter viser en undersøgelse, at 98 procent af landets barer og restauranter overholder loven. Undersøgelsen bygger på interviews af 750 observatører, der har ageret barkunder, og på den måde overvåget, om der blev røget. Kun 1,6 procent tillader deres kunder at ryge. Det svarer til 5.000 ud af de 350.000 barer og restauranter, der findes i Spanien. Tre ud af fire barejere siger, at de har oplevet et fald i salg af cigaretter, mens fem procent mener, at det er nødvendigt at reorganisere sig for at bekæmpe loven. Grunden til, at der er så mange, der vælger at overholde loven, kan skyldes de høje bødetakster.

 

Gordon Bleu i Spanien

Spanske kokke har for årtier siden overgået de franske i kreativitet og popularitet. Alligevel har den klassiske franske kokkeskole Le Gordon Bleu netop åbnet en afdeling i Madrid. Skolen skulle være åbnet, netop fordi Spanien er den kulinariske verdens navle, og efterspørgslen af køkkenstudier har aldrig været højere. Skolens mål er ikke at genindføre fransk kogekunst, men at give de studerende en basisviden, som de selv kan bygge videre på. Le Gordon Bleu blev grundlagt i 1895 og har i dag 35 skoler fordelt på 15 lande. Skolen i Madrid har allerede alle pladser besat for de næste to år.

 

Dagens nyheder d. 9. februar 2011:


Bøde på 145.000 euro for at tillade rygning

I går skrev vi, at restauranten Asador Guadalmina i Marbella, som siden rygeforbudets indførelse har ladet gæsterne ryge inde i restauranten, endnu ikke havde fået en bøde. Men det fik ejeren, José Eugenio Arias, netop i går. 145.000 euro lyder den på. Arias anker dommen, men det er tvivlsomt, at han får ret, da han utallige gange har udtalt til pressen, at han nægter at følge loven. Han forventer, at han i så fald bliver nødt til at lukke restauranten.

 

Vrede over catalansk forfordeling

Regeringen havde tilladt lederen af den catalanske lokalregering, Artur Mas fra CiU, at optage nye lån. Regionen er hårdt trængt økonomisk og skal nu låne 11 milliarder euro. Det skete samtidig, som resten af landet fik besked om at stramme livremmen. Specielt lederen af lokalregeringen i Castilla-La Mancha, José Barreda, som selv tilhører det regerende socialistiske parti, er utilfreds og sagde, at grundloven bør gælde for alle og at regeringen bør behandle alle regioner ens og ikke give nogle af dem særbehandling. Regeringen insisterede alligevel på, at alle bliver behandlet ens, og at også Catalonien skal overholde målet på maksimalt 1,3 procent underskud på betalingsbalancen, ligesom alle skal reducere regionernes drift med 10 procent. Cataloniens lån skal udelukkende bruges til at betale en gæld, som den tidligere socialistiske lokalregering har akkumuleret. Statsminister José Luis Zapatero måtte tage kritikken til sig, og han har nu givet tilladelse til, at andre regioner også kan tage nye lån. Foreløbig regner man med, at ni regioner har behov for det, heriblandt er ikke Andalusien. Tidligere statsminister José María Aznar (PP) er trådt ind i debatten om regionerne. Han mener, at man bør genoverveje modellen med de 17 regioner, der alle forsøger at blive små, selvstyrende stater, hvilket bremser den spanske økonomi.

 

Ny parkeringskælder i Marbella får grønt lys

Marbellas byråd har godkendt en plan for en ny parkeringskælder på Avenida Severo Ochoa. Planen er, at konstruktionen skal begynde i september og at den vil tage omkring to år at færdiggøre. Prisen er beregnet til 6,8 millioner euro. Der vil blive plads til godt 500 parkeringspladser fordelt på tre etager, hvoraf én bliver forbeholdt områdets beboere, som tegner en langtidsaftale. Samtidig bliver der anlagt rundkørsler ved Avenida Nabuel og Huerta de los Cristales, og dermed kan man fjerne lyskrydsene der og gøre trafikken mere smidig.

 

Barcelonas stadion har flere besøgende end Guggenheim

FC Barcelonas stadion, det emblematiske Camp Nou, havde i 2010 flere besøgende end museerne Guggenheim i Bilbao og Thyssen-Bornemisza i Madrid, oplyste avisen El Mundo i går. 1.303.738 millioner nysgerrige besøgte i 2010 stadionet, og dette tal inkluderer ikke dem, som kom for at se Barcas kampe. Det er 30 procent flere end året før. Og det er langt flere besøgende, end to af landets største museer havde gennem tælleapparaterne. Thyssen-Bornemisza i Madrid solgte 801.890 entreer, mens fabelagtige Guggenheim i Bilbao havde 956.417 besøgende. Dog solgte El Prado og Reina Sofia hhv. godt 2,7 og 2,3 millioner entreer. Direktøren for FC Barcelonas museum, Jordi Penas, udtaler på Barcas hjemmeside, at succesen skyldes nye teknologiske tiltag, mens klubbens sportslige resultater nok heller ikke har skadet interessen. Camp Nous rekord fra 2007 står dog stadig, for da lagde 1.397.574 personer vejen forbi fodboldtemplet.

 

Contadors dopingsag igen på forsiden

Riis’ pressechef er rasende over, at det nu blev fremlagt som en nyhed, at der under sidste års Tour de France blev taget fire prøver, der indeholdt det ulovlige stof clenbutorol. Ifølge pressechefen fremlagde Contador selv nyheden om de fire positive prøver ved pressemødet den 30. september sidste år. Han beskylder derfor den spanske presse for at føre skandalejournalistik, ved at tage en gammel kendt sag op igen. “Den 30. september sidste år bekræftede Alberto Contador sin positive prøve på et pressemøde, og samme dag – selvsamme dag – offentliggjorde han de her oplysninger”, siger holdets pressechef, Anders Damgaard til Sporten.dk. Han tilføjer, at det er naturligt, at stoffet er i kroppen flere dage i træk, og derfor vil optræde i flere forskellige prøver. At sagen blev taget op netop i går, dagen før den første afgørelse i Contadors dopingsag, er ifølge Anders Damgaard heller ikke tilfældigt. Det forventes, at Contador får en 1-årig dopingdom.

 

Dagens nyheder d. 8. februar 2011:


Små firmaer betaler 94 millioner for meget moms

Små og mellemstore firmaer, de såkaldt Pymes, i Andalusien betaler årligt omkring 94 millioner euro mere i moms (IVA), end de behøver. Avisen Málaga Hoy skriver i dag, at det er ansatte i skattevæsnet, som er kommet frem til dette tal. Andalusien ligger i dette regnskab på en tredjeplads, overgået af Catalonien med 195,2 millioner og Madrid med 149,3 millioner euro. At firmaer betaler for meget IVA, skyldes, at de indleverer fakturerer til skattevæsnet, som endnu ikke er betalt. De betaler altså en moms, som de ikke selv har modtaget. Loven siger, at momsen skal betales, når en vare leveres eller en serviceydelser er udført, og ikke når fakturaen udstedes eller når regningen betales. Den eneste måde hvorpå man i dag kan undgå at betale IVA’en på ubetalte regninger er at bede om udsættelse, hvilket koster fem procent af beløbet. Europarådet så allerede sidste år på dette skæve forhold og beordrede et system indført, hvormed firmaer kan betale IVA, når de har modtaget pengene. Fristen for indførelse af dette system er sat til udgangen af 2012. I morgen onsdag vil problemet blive debatteret i senatet.

 

Ingen sanktioner mod røg-restauranten i Marbella

Der er nu gået knapt seks uger, siden den nye rygelov blev indført. Siden da har restauranten Asador Guadalmina i Marbella ufortrødent fortsat med at tillade rygning. Spisestedets ejer, baskiske José Eugenio Arias, er så meget imod loven, som, han mener, truer hans levebrød, at han besluttede sig for dette personlige korstog mod myndighederne. Ifølge lovgivningen kan han risikere en bøde på op til 600.000 euro fra Junta de Andalucía, samt en anden fra kommunen i Marbella på 10.000 euro. Hverken de andalusiske eller de lokale myndigheder har dog udstedt en bøde, og det vides endnu ikke, hvornår det vil ske – og imens fortsætter baskeren sin protest ved at lade sine gæster ryge i restaurantens.

 

Spanien befolkningstal uvist

På grund af kommunale besparelser og udlændinge, der flytter uden at give besked, er befolkningstallet blevet vurderet en million for højt. “Der er 46 millioner i Spanien, men det officielle tal er 47 millioner,” siger chef for socio-demografisk statistik i det statistiske institut INE, Antonio Argüeso, til El País. Det voldsomme fejlestimat vil blive rettet ved næste folketælling, som vil blive baseret på en undersøgelse blandt husstande. Tidligere har folketællingen været baseret på empadronados, men det giver ikke nøjagtige tal. Desuden har kommunerne også været sløve til at melde dødsfald, og det er også med til at opretholde et falsk estimat af folketallet. Ifølge Antonio Argüeso kan kommunernes sløvhed skyldes, at de får statsstøtte målt ud fra antallet af indbyggere og derfor forsøger at opretholde det højest mulige antal. Af INE’s egen hjemmeside fremgår det, at befolkningstallet 1. januar 2011 var på 46.152.925.

 

Priser og titler i sport

Rafael Nadal og det spanske fodboldlandshold er blevet udnævnt til årets sportsmænd 2010. I går fik de overrakt den internationale pris Laureus for selvfølgelig den bedste tennisspiller og det bedste foldboldhold. I dommerpanelet sad navne som Franz Beckenbauer, Jack Nicklaus og Dawn Fraser. Overrækkelsesceremonien blev afholdt i Dubai. Vicente del Bosque modtog pokalen på vegne af fodboldlandsholdet. Verdens bedste kvindelige sportsperson blev Lindsey Vonn (ski). Zinedine Zidane fik desuden en pris for sine livslange præstationer på foldboldbanen. Kong Juan Carlos udnævnte tidligere i året Del Bosque til markis, en rang der teoretisk set ligger lidt lavere end en hertug, men som i praksis ikke betyder noget.

 

Dagens nyheder d. 7. februar 2011:


ETA’s politiske parti Batasuna stiller måske op til valg

Det baskiske parti Batasuna forventes at præsentere sin nye partiprofil i dag. Den nye profil bygger på at modarbejde voldelige aktioner, også fra ETA. Herudover kommer partilinjen til at ligge tæt op af socialistpartiet PSOE og det baskiske nationalistparti, PNV. Batasuna blev som bekendt forbudt i 2003, da partiet skulle være pro-ETA, og nu prøver man så under et andet partinavn. Partiet forventes at blive registreret på onsdag, så de kan nå at opstille kandidater til kommunalvalget 22. maj.

 

Har Junta de Andalucía illegalt givet millioner til private selskaber?

En politiundersøgelse har fået myndighederne til at tro, at den andalusiske lokalregering har kørt et system, hvormed der er givet hjælp til private selskaber, hvilket ikke er legalt. Ifølge El País løber støtten op i totalt 647 millioner euro. Pengene skulle være udbetalt mellem 2001 og 2010, uden hensyntagen til lov og ret. Udbetalingerne er sat i sammenhæng med sagerne Mercasevilla, som afslørede uregelmæssigheder i den lokale regerings finanser, og fire personer blev anholdt. Den ansvarlige dommer i sagen, Mercedes Alaya, undersøger nu, om der er tale om et plot og et korruptionsnetværk. Flere selskaber skulle have nydt godt af støtten, heriblandt tekstilproducenten Hitemasa samt mineselskabet Río Grande.

 

Thin Lizzys guitarist død på hotel i Estepona

Den kendte guitarist Gary Moore fra den legendariske irske gruppe Thin Lizzy blev i går søndag fundet død på hotel Kempinski i Estepona. Der er ikke fundet tegn på vold, og myndighederne regner ikke med, at han er afgået ved døden under naturlige omstændigheder. Gary Moore blev født i Belfast, men levede det meste af sit liv i Dublin. Han blev 58 år.

 

Barcelona lufthavn nattelukket for at holde hjemløse ude

Lufthavnen El Prat i Barcelona holder nu de fleste døre lukket om natten. Det sker for at holde de hjemløse ude, der har gjort lufthavnen til et logi. Kun to døre vil være åbne mellem midnat og klokken 05.00, og disse vil være overset af sikkerhedsfolk, så kun passagerer og ansatte får adgang til bygningerne. Lufthavnsmyndighederne mener, at omkring 20 personer ellers har overnattet i lufthavnen, ligesom der er rapporteret sammenstød mellem de hjemløse og de ansatte. En medarbejder i et cafeteria har fortalt TV3, at hun blev truet med en ituslået flaske af en russisk kvinde, da hun modsatte sig et tyveri.

 

Ringe opbakning til social og økonomisk reform

Den nye reform, der blandt andet omfatter at hæve pensionsalderen til 67 år, har ikke fået en god modtagelse blandt befolkningen. Ifølge en ny undersøgelse, foretaget for El País, er 51 procent af landets indbyggere ikke tilfredse med reformen, der blev vedtaget sidste tirsdag. Det på trods af Angela Merkels og Nicolas Sarkozys rosende ord til en reform, der ifølge dem kan medvirke til at få Spanien helskindet ud af den økonomiske krise. Men umiddelbart ser det ud til, at regeringspartiet må bøde for reformen, da der ifølge undersøgelsen kun er 28,4 procent støtte til socialistpartiet. Oppositionspartiet Partido Popular ville få 43,3 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.

 

Den forgangne weekend i La Liga

I spillerunde 22 kom Málaga CF desværre ikke ud af det dynd, som holdet har sat sig for godt fast i. Kampen var ellers en andalusisk Clásico mellem Málaga og Sevilla, som blev spillet på sidstnævntes stadion Ramón Sánchez Pizjuán. Forventningerne var store, men kampen endte 0-0. Dermed er Málaga stadig på 20. pladsen, den allersidste. Uafgjort stod der også, da kampen mellem Osasuna og RCD Mallorca blev fløjtet af. Dog havde publikum fornøjelsen at se et mål fra begge hold. Laudrups hold ligger nu nummer 11 med 28 point. I toppen regerer FC Barcelona ufortrødent, 3-0 blev det til i weekendens match mod Atlético Madrid, og selvom Real Madrid vandt 4-1 over baskiske Real Sociedad, fører den catalanske klub stadig med syv point over den foreløbig næstbedste, der har 54 point.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa