Det danske magasin i Spanien
Amin Jensens første show på Costa del Sol

Amin Jensens første show på Costa del Sol

Komikeren Amin Jensen lægger ud, når EventHuset d. 9. oktober byder velkommen til koncert med Bamses Venner i Benalmádenas tyrefægterarena. I modsætning til Bamses Venner har Amin Jensen optrådt mange gange i Spanien, men begge navne optræder for første for et dansk publikum på Costa del Sol.
”Jeg har optrådt i en bus og i en flyvemaskine, men jeg har aldrig optrådt i en tyrefægterarena før, så det bliver sjovt”, fortæller en forventningsfuld Amin Jensen til La Danesa.
Selvom Amin Jensen debuterer med sit show på Costa del Sol, har han i mange år optrådt for danskere i Spanien, herunder på Gran Canaria, Tenerife, i Calella samt i Barcelona.
”Jeg holder meget af de Kanariske Øer, hvor jeg flere gange har optrådt på restauranten Barbacoa i Puerto Rico på Gran Canaria”, siger han.
Den 9. oktober er det traditionelle spillested imidlertid skiftet ud med en tyrefægterarena, og publikum kan forvente sig et brag af et show, der samler alle guldkornene fra hans tidligere optrædener i Danmark. Amin Jensen fortæller:
”Mit show vil være meget politisk, da jeg blandt andet tager fat på emner som terrorisme og Knivloven. Jeg tager min mundharpe og min guitar med, og jeg vil slutte af med at synge arien Nessum dorma fra Puccinis opera Turandot.
Han tøver imidlertid med at fortælle, hvilke parodier vi kan se frem til den 9. oktober, da han først vil sætte sig nærmere ind i publikums forventninger.
Amin Jensen var opvarmning for Bamse for 15 år siden i Odense, og han har mødt ham et par gange i forbindelse med seer-succesen Hit med sangen. For ham repræsenterer Bamse noget enestående inden for den danske musikverden.
”Bamse har en helt unik lyd; du skal bare høre ham i to sekunder, så ved du, det er Bamse. Det er ligesom med Peter Belli. De har begge to nogle meget karakteristiske sangstemmer. Men jeg ville stadig godt kunne parodiere dem…”, siger han og får et pludseligt indfald:,
”Jeg skal da parodiere Bamse! Det har jeg aldrig gjort før…”
Og på den måde løftede han alligevel sløret for i hvert fald én af showets parodier.
Amin Jensen ser frem til at optræde på Costa del Sol, men han glæder sig mindst ligeså meget til at og komme rundt og snakke med danskerne på kysten dagen efter.
Faktabox
Amin turnerede i foråret med sit sjette one man show Fyrre Fit og Fattig. Derudover har han optrådt med showene 150 kg over bæltestedet (1998), Stort (2000), der har solgt platin og rundet 50.000 DVDer, Hit med Amin (2003), Blæs på DK (2005) og Stort II (2008).

Han har desuden været tv-vært i quiz-programmerne Hvem er Hvem (1997), Hit med Sangen (2000), Endelig Fredag (2005) og Charlie Quizzen (2008).
I 1994 indtaler Amin sin første tegnefilm, og han har bl.a. lagt stemmer til Rollinger, Sesam luk dig op, Tobias Tot, Calimero og Hugo.
Senest har han lagt stemme til den danske udgave af Shrek, spillet Kjeld i musicalen Olsen Banden, og deltaget i Dansk Melodi Grandprix 2008 med sangen Luciano My Friend, som handler om den afdøde tenor Luciano Pavarotti.
Amin Jensen er en af de få entertainere, der selv skriver tekst og musik, og han har lavet over 1.700 shows i hele Danmark.


Hvorfor skal du til koncert med Bamses Venner?

Susanne, Holger Danske
"Det er ren nostalgi. Jeg er vokset op med Bamses Venner. Jeg var 14 år, da de kom frem, og har mange gange danset til deres sange. Og så kan jeg selvfølgelig synge med på de fleste, så jeg tror, det bliver en hyggelig oplevelse. Jeg glæder mig i hvert fald".

Stig Wiberg, CheapGreenfee.com
"Jeg ser frem til at opleve kombinationen Amin/Bamse. Det er et godt mix. Og så synes jeg, det er stort, at vi skal til dansk koncert i en spansk tyrefægterarena. Det bliver en kæmpe oplevelse!"

Helle Eriksen, Dan Scan Forsikring
"Jeg har altid godt kunnet lide Bamses Venner, men det er første gang jeg skal til en af deres koncerter. Det er fedt, at der arrangeres koncerter med danske kunstnere her på Costa del Sol."

Busafgange
17.30 Almuñecar – 18.00 Torre del Mar (retur 24.00). Info i DSS
19.30 Feriapladsen Fuengirola
20.15 Casa Danesa


Mere end en tyrefægterarena
Siden sin grundlæggelse i 1968 har adskillige matadorer gjort deres entré i Benalmádena tyrefægterarena inklusiv den nuværende forpagter af arenaen Gaspard Jiménez. La Danesa møder ham til en kort introduktion til landsbyarenaens stolte traditioner.
Til mit møde med forpagteren af arenaen, bliver jeg mødt af en liflig duft af grillet kød, og Gaspar Jiménez står i baren og sludrer med sine kollegaer. Væggene er plastret til med et væld af plakater og malerier af matadorer og tyrefægtning, og vi sætter os med en øl og tapas fra grillen. Gaspard Jiménez har været forpagter for Benalmádena tyrefægterarena i ni år, og han træder stadig selv i arenaen en gang imellem for at opfriske sine gamle trin. Af samme årsag fremhæver han derfor, at tyrefægtning fortsat er det primære formål med arenaen.
”Der er tyrefægtning fra marts til oktober hver søndag med priser fra 50 – 90 euro,” siger han.
Om det nylige forbud mod tyrefægtning i Catalonien har haft effekt på salget af billetter, afviser han med et langt forsvar for tyrefægtertraditionen og dets berettigelse – hvilket i sig selv var en bekræftelse på, at denne tradition ser sig truet på grund af den ophedede debat. Gaspard Jiménez er i derfor også åben over for alle typer af arrangementer, som man ønsker at holde i arenaen. Den er ikke mere hellig end som så.
”Der bliver afholdt koncerter og danseopvisninger, især Flamenco men også lukkede fester som grill-middage, virksomhedsarrangementer og produktpræsentationer”, fortæller Gaspar Jiménez og tilføjer:
”I morgen kommer der for eksempel 22 danskere i forbindelse med et virksomhedsarrangement bestående af en workshop med tyrefægtning, Flamenco-show og grill-middag”.
Tyrefægterarenaen i Benalmádena Pueblo har en bemærkelsesværdig smuk beliggenhed. Fra arenaen er der udsigt til Sierra de Mijas, der omkranser landsbyen. Heriblandt fremtræder det 771 meter høje bjerg, Calamorro, som er en turistattraktion i sig selv, da der går en svævebane fra bjergets top til Arroyo de la Miel. Men den 9. oktober fungerer attraktionen som scenebaggrund for koncerten. En ganske enestående baggrund, aldrig før set i forbindelse med Bamses Venner.

Godt udsyn og "rigtige" stole
Til Bamses Venner koncerten bliver publikum placeret nede i selve arenaen. Højre side bliver ståpladser, og i venstre halvdel vil der blive stillet stole frem. For dem, der gerne vil sidde på tribunerne, hvor man normalt sidder og ser tyrefægtning, anbefales det, at man tager puder med, da man sidder på det rene cement. Skulle man alligevel have glemt et siddeunderlag, sælges der puder for 1 euro pr. stk.

Af Lajka Hollesen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.