Atomkraft - Hvem vil have en atomgravplads?

Industriministeriet vil bygge et lager til opbevaring af højradioaktivt affald. Det skal kunne opbevare affald i omkring 100 år. Denne beslutning modsiger imidlertid regeringens gentagne løfter om, at ikke blot vil man ikke bygge flere atomkraftværker, man vil også gradvist lukke de eksisterende.

Ti kommuner ansøgte om at lægge jord til et lager til atomaffald, som industriministeriet havde udliciteret og som skabte mere halløj end valget mellem kandidaterne til årets Melodi Grand Prix. Sidste frist var den 1. februar, og selvom man kunne forvente den meget menneskelige indstilling, at ”atomkraft måske er meget godt, bare det ikke ligger i min baghave”, overvejede langt flere kommuner seriøst at ansøge.

Lageret hedder ATC (Almacén Temporal Centralizado), populært kaldes det dog en gravplads. På trods af dets øgenavn mener de ti kommuner, at atomaffaldslageret vil skabe liv, eller omsat til disse tiders mest værdifulde møntfod – arbejdspladser.
Flere af kandidaterne er små kommuner, den mindste, Torrubia de Soria, har blot 80 indbyggere, og håbet er, at et affaldslager vil få flere mennesker til eller i det mindste stoppe affolkningen.
På den ene side er altså bekymringen om radioaktivt udslip og på den anden spørgsmålet om, hvorvidt byerne i det hele taget vil overleve. Men, mener modstanderne af gravpladsen, det er et tegn på total desperation, at man beder om at lægge jord til højradioaktivt affald.
Der har været lige stor uenighed på begge sider af det politiske spektrum. I én kommune stemte PP imod, eftersom forslaget kom fra et politisk uafhængigt byråd, i en anden var det byrådsmedlemmer fra PP, som indsendte ansøgningen. Formændene for et par af de lokale regeringer truer desuden med at klage til forfatningsdomstolen, da de mener, at en højradioaktiv losseplads bør være et regionalt og ikke et kommunalt spørgsmål.
Der findes allerede en enkelt gravplads i Spanien, som ligger i El Cabril (Córdoba), men denne kan kun tage lavradioaktivt affald. Det højradioaktive affald ”eksporteres” til Frankrig og England, og udgiften hertil, mener industriministeriet, bør spares og pengene investeres i Spanien.
10 millioner euro vil blive udbetalt som ”husleje” til den udvalgte kommune, og der bliver tale om cirka 300 arbejdspladser på det nye ATC. Det skal bygges efter en hollandsk model og kan opbevare affaldet i omkring hundrede år, men affaldet skal egentlig indkapsles i omkring en kvart million år, for ikke at være skadeligt. Håbet er, at vi efter de hundrede år har opfundet længerevarende opbevaringsmetoder.
Har man atomkraftværker, kan man vel også selv opbevare sit affald. Men at man vil bygge et lager nu, modsiger regeringens løfter om gradvist at lukke de eksisterende værker.

Debatten genopblusset
Op til parlamentsvalget i 2004 lovede José Luis Zapatero og det samlede PSOE, der som bekendt vandt, at lukke landets atomkraftværker. Det samme var på partiets manifest i 2008.
Værkernes nøgler skulle ikke drejes om fra den ene dag til den anden, men, lovede man, de skulle smides væk, efterhånden som licenserne for fremstillingen af denne, på alle måder eksplosive energiform, udløb.
Modstandere af a-kraft syntes, at det lød meget godt. Tilhængere viste sig mere afventende.
Sidste år gav regeringen så alligevel grønt lys til at udsætte lukningen af landets ældste, operative værk, der ligger i Santa María de Garoña i Burgos-provinsen. Fire år på respirator fik værket, hvilket betyder, at det vil fungere ud over de 40 år, som det oprindeligt blev konstrueret til.
”At holde værket åbent i endnu fire år, er en katastrofe. Det er gammelt, farligt, og marginalt hvad el-produktionen angår,” mente Ana Rosa Martínez fra Greenpeace. Værket producerer under to procent af landets forbrug.
”Det ville være en skændsel ikke at forlænge operationen af en elektrisk installation, der imødekommer alle garantier om sikkerhed,” udtalte Teresa Domínguez fra Foro Nuclear.
Oppositionsleder Mariano Rajoy (PP) har besøgt værket i Garoña, og han lovede, at hvis han vinder valget i 2012, vil det holde åbent endnu længere. Og det nukleare sikkerhedsråd, Consejo de Seguridad Nuclear, havde da også bedømt, at værket var sikkert nok til at kunne fungere i op til yderligere ti år.

Nykonverterede atomkrafttilhængere

Spanien er som bekendt det land, der er længst bagud med nedskæringer af CO2-udslippet, som stipuleret i Kyoto-aftalen – faktisk går det i stik modsat retning, og er det område, der bliver værst ramt af klimaændringerne. Om disse ændringer skyldes drivhusgasserne er et helt andet spørgsmål, men faktum er, at man har indgået en aftale, og, hvis den overholdes, vil den resultere i et bedre miljø.
Kun 18 procent af Spaniens elforbrug kommer fra a-kraft, men det er nok til at spare landet for et udslip på 40 millioner tons CO2 om året, hvilket rundt regnet svarer til det, som halvdelen af landets biler lukker ud.
Det er derfor ikke for at score billige point, hævder regeringen, at man ikke har opfyldt valgløfterne, men i stedet reddet de hellige arbejdspladser i Garoña. Usikkerheden omkring olie- og gasforsyningerne puster også til gløderne, og pludselig er atomkraft ikke længere det fyord, det var i forgårs. Det er det heller ikke i andre europæiske lande. I Frankrig, hvor 76 procent af elektriciteten er nuklear, planlægger man at bygge flere, og det samme gør man i Finland, hvor verdens største anlæg er under opførelse på øen Olkiluoto. Frankrig eksporterer også elektricitet fra værkerne, det samme gør Finland og også Sverige, hvorfra den sendes til Danmark og Norge. Totalt dækkes omkring 25 procent af det nordiske elbehov af den omstridte energikilde.
30.000 personer er beskæftiget ved Spaniens seks værker, som opererer med i alt otte reaktorer. På længere sigt kan disse arbejdspladser dog blive erstattet i den grønne branche. Mens a-kraft i dag står for 18 procent af landets el-behov, leverer vedvarende energikilder omkring 25 procent, og i 2020 vil det tal hedde 40 procent, hævder regeringen fortsat.
Tilbage står det samme gamle, men stadig lige gyldige argument mod atomkraft. Ulykkesfaktoren. Uanset den statistisk lille risiko for en ulykke, er faren reel. Der har da også været en række hovsa-hændelser på de spanske værker. Det ældste, Zorita, indviet i 1968, blev lukket for et par år siden.
Men efter forlængelsen af Garoña kan ingen forvente, at regeringen vil lukke flere af værkerne, selvom åbningstilladelserne for værkerne i Almaras, Vandellos, Ascó og Cofrente alle løber ud før valget i 2012. Og kommer der et regeringsskifte, hvilket meget tyder på, bevares de så længe som overhovedet muligt. Ud fra den synsvinkel giver det mening at bygge en egen gravplads til det højradioaktive affald, som af miljøorganisationer beskrives som ”farligere end Chernobyl”. Den heldige kommune bliver valgt i juni.

Disse 10 kandidater (to har søgt sammen) vil lægge jord til lageret
• Torrubia de Soria (Soria).
• Zarra (Valencia).
• Ascó (Tarragona).
• Villar de Cañas (Cuenca)
• Yebra (Guadalajara)
• Albalá (Cáceres)
• Villar del Pozo (Ciudad Real)
• Congosto de Valdivia (Palencia).
• Santervás og Melgar de Arriba (Valladolid), har ansøgt samlet.
Anlægget får en kapacitet på 6.700 tons. Det vil tage fem år at bygge det.