Det danske magasin i Spanien


 

De søde pinjelarver (catepillar, lepidoptera), der om foråret falder ned fra pinjetræerne, og går en ukendt fremtid i møde, kan være til fare for såvel mennesker som dyr. Pinjelarverne vækker fx hundes nysgerrighed. Hunden vil gerne lege med larven og slår måske ud efter den med sin pote. Når det sker, udskiller pinjelarven en gift, der svider enormt meget, når den kommer i kontakt med hundens hud. For at lindre den sviende fornemmelse fra giften begynder hunden at slikke på det område, der er blevet ramt af giften, men får dermed også giften ind i munden, hvor den forårsager alvorlige skader på vævet. Katte derimod har en medfødt skræk for pinjelarver, og det er meget sjældent, at de bliver forgiftet.

Hold øje med din hund
Alt efter hvor varmt det er, kan pinjelarven være en fare fra januar til april. Larverne udvikles i pupper, der ligner bomuldsklumper, der sidder fast på pinjetræets grene. I løbet af vinteren udvikles pupperne til larver, og tidligt om foråret kravler larverne ned fra træet og åler sig frem i lange rækker for at finde føde. Senere hen på foråret graver larverne sig ned i jorden, hvor de udvikler sig til møl i midten af maj måned. Larverne er små (ca. 3-5 cm), lange og behårede. De ligner små tusindben, der bevæger sig i lange rækker på op til 50 m. Larvens gift sidder på hårene, og hvis giften kommer i kontakt med en hund, og hunden slikker sig, opstår der betændelse på hundens tunge og i svælget. Hvis det er tilfældet, skal man kontakte en dyrlæge med det samme.

Symptomer på forgiftning
Det er forholdsvist nemt at opdage, om ens hund er blevet forgiftet af en pinjelarve. Et af de mest synlige tegn er en kraftig produktion af spyt, der efterfølges af en kraftig allergisk reaktion og store smerter, der kan medføre nedsat blodtryk, der i sidste ende medfører, at hunden går i chok og dør, hvis det ikke bliver behandlet.
Et andet tegn på forgiftning er, at hundens tunge svulmer op, og der opstår betændelse på selve tungen og muligvis også i svælget. Der kan opstå koldbrand efter et stykke tid, og hunden risikerer at miste dele af sin tunge.

Førstehjælp
En hund, der er blevet forgiftet, er altid en nødsituation, der kræver hurtig behandling. Man bør først og fremmest forsøge at skylle hundes mund med rigeligt vand. Da giften også er farlig for mennesker, skal man sørge for at være forsigtig og beskytte sine hænder.

Forebyggende tiltag
På offentlige steder er kommunerne forpligtet til at udrydde pinjelarverne, men bor man i en landsby, bør man være opmærksom på, at der kan forekomme pinjelarver. Om foråret kan man ofte se ”bomuldklumperne” hænge på pinjetræernes grene, og man bør derfor lade være med at lufte sin hund sådan et sted. Hvis man skulle være i tvivl om forekomsten af pinjelarver i det område, hvor man bor, kan man give sin hund en mundkurv på, så hunden i det mindste ikke får giften i munden. Hvis man har pinjetræer i sin have, og man kan se, at der sidder ”bomuldklumper” på træets grene, er det bedst at kontakte en skadedyrsbekæmper, der kan fjerne pupperne.

Man skal selvfølgelig ikke lade være med at gå tur med sin hund i frygt for pinjelarver, men man bør altid være opmærksom på sin hunds færden og holde øje med eventuelle sygdomssymptomer.

Af Susanne Kamu, Skandinavisk Smådyrsklinik Autoriseret dyrlæge, D.V.M contact@petvetkamu.com www.petvetkamu.com Tlf. 952 667 333

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.