Havespalten december 2009

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Den dansktalende gartner Eutimio fra Zona Verde Lopez giver gode råd og tips til, hvad du kan gøre lige nu i din spanske have.
Det spanske klima og den spanske flora er meget forskellig fra det, vi kender fra Danmark, og kræver derfor anderledes pasning – men det betyder ikke, at vi skal holde os fra havelivets glæder. Er du nybagt haveejer, eller er du bare ikke blevet dus med din spanske have endnu, så læs med i La Danesa’s månedlige havespalte. Her forklarer Eutimio, hvordan du med enkle midler får det optimale ud af den have, der nu alligevel ligger udenfor døren.
Hver måned får du en række årstidsrelevante råd, men du har også mulighed for at stille spørgsmål om have- og poolpasning til eutimio@zona-verde-lopez.com eller tel. 661 659 249.

Haven i december
De korteste dage i året nærmer sig, og det har en afgørende betydning for planterne, hvoraf mange har afsluttet deres livscyklus eller går ind i deres vegetative hvile.

Før jordtemperaturen falder (selvom solen stadig varmer, er den om vinteren ikke stærk nok til at varme jorden op), bør jorden ventileres og kultiveres. Husk at åbne grøfter, som kan bruges til plantning af hegn og forårets klatreplanter.

Gødningsformer
Gødningen deles i to hovedgrupper: organisk gødning og kunstgødning. Organisk gødning omfatter alle gødningsmidler, der stammer fra planter og dyr. De mest benyttede er staldgødning, kompost, tang, hornmel, benmel og lign.

Organisk gødning: næringsstoffer tilført gennem organisk gødning har nøjagtig samme virking som tilførsel af kunstgødning. Men staldgødning og lign. kan have den fordel, at den kan forbedre jordens struktur. En tung lerjord kan få et større luftindhold, der er af betydning for røddernes arbejdsforhold. En let jord kan blive bedre til at holde på vandet. Staldgødning kan også være fordelagtigt, fordi kvælstof frigøres over en længere periode, og ved at den indeholder mange mikronæringsstoffer som fx. magnesium, natrium, mangan og bor. Den fulde værdi af staldgødning opnås kun, hvis det graves ned. Ved anvendelse som overgødning vil en meget stor del af det dyrbare næringsstof, kvælstof, gå tabt. Staldgødning må ligesom kunstgødning ikke fyldes direkte i plantehullet, da det kan svide rødderne.

Blandingsgødning: langt de fleste gødninger markedsføres som blandingsgødninger, som indeholder hhv. kvælstof, fosfor og kalium. Det er vanskeligt at give nogen generel regel for, hvilken sammensætning der er mest fordelagtig, men til almindelig brug i haven bør foretrækkes en blandingsgødning med et forholdsvist højt indhold af kalium, for at sikre træer og buske en rimelig tilførsel af dette stof. Hvis gødningen helt overvejende skal bruges til græsplæne og grønsager, bør derimod foretrækkes en gødning med et højt indhold af kvælstof.

Rene gødninger: ved rene gødninger forstås kunstgødninger, der kun indeholder ét næringsstof, fx. mangansulfat, superfosfat, kalium, mm.

Flydende gødning: der har i mange år været forhandlet flydende gødninger beregnet til potteplanter og drivhuse. Til udendørs brug er sådanne flydende gødninger også praktiske til krukker, altankasser og mindre bede, der vandes ofte. De har en god sammensætning af nødvendige næringsstoffer.
Der forhandles også flydende gødninger til udendørs anvendelse; man kan få særlige blandinger til roser, rododendron, plæne, køkkenhave, m.v. Det kan være praktisk at bruge dem, især hvis det drejer sig om meget små arealer, hvor udgiften ikke spiller den store rolle. Men generelt er næringsstofferne dyrt købt i forhold til faste gødninger. Til lidt større arealer er faste gødninger derfor mest fordelagtige og lettest at sprede ud. Hvis flydende gødning bruges til mellemstore og store arealer, bør det gives af folk, som ved, hvad de har med at gøre for ikke at beskadige naturen.

Månedens blomst
Julestjernen, også kaldt "Pascuero", er oprindelig fra Mexico og er meget dekorativ.
Den har iøjnefaldende blade. Botanisk kalder man dem blade og ikke blomster, fordi blomsten kommer i midten af disse blade. Blomsterne er meget små og gule, og har ikke nogen dekorativ værdi. Julestjernen findes i mange farver: røde, gule, hvide…

Julestjernen kan både holdes indendørs og ude i haven. Udenfor kan den holdes pæn i varme klimaer, hvor der ikke er frost. Den kan vokse sig stor i haven som en busk, og blive op til flere meter høj.

Zona Verde Lopez ønsker alle en rigtig glædelig jul og et blomstrende godt nytår.

Af Eutimio, Zona Verde Lopez

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa