Turen går til… de Kanariske øer

…der byder på akkurat den ferieoplevelse, man ønsker; hvad enten det er fest og farver, rolig familieferie eller naturoplevelser og kultur. Der findes altid en kanarisk ø, som passer til dit temperament.

Øgruppen består af seks større øer, som ligger ca. 1.150 km fra det spanske fastland og 115 km fra den marokkanske kyst. De kanariske øer er delt i to provinser: Las Palmas de Gran Canaria, som består af Gran Canaria, Fuerteventura og Lanzarote, og provinsen Santa Cruz de Tenerife, med øerne El Hierro, La Gomera, La Palma og Tenerife. Øgruppen er vulkansk, og geologer regner med, at øerne opstod for omkring 40 millioner år siden, sandsynligvis som følge af undersøiske vulkanudbrud. De yngste øer menes at være Lanzarote og Fuerteventura. Der er både hyppige fly-og færgeafgange mellem øerne og man kan derfor let kombinere afslapning på én ø med aktivitetsferie på en anden. Her giver vi dig en smagsprøve på, hvad man kan opleve.

Gran Canaria

Den næsten cirkelrunde Gran Canaria er 1533 km2 stor. Øen har ca. 870.000 indbyggere, hvoraf mange arbejder inden for turistindustrien. Turismen udgør 75 procent af øens bruttonationalprodukt og turistmyndighederne satser store resurser på at gøre øen endnu mere attraktiv for de besøgende ved at differentiere turismen. Mens man tidligere har satset på gammeldags charterturisme, satser man nu på at nå kundegrupper, som sætter større pris på golf- eller naturoplevelser. For selv om Gran Canaria er mest kendt for områderne med strande, store hoteller, indkøbscentre og utallige barer, findes der også fredelige landsbyer, frodig natur og ikke mindst et flot og mægtigt bjergområde.

Den nordlige kyst og bjergene

Den nordlige kyst, med frodig og grøn vegetation, er en vidunderlig naturoplevelse. Her foregår næsten al Gran Canarias banan­dyrkning og bananernes “hovedstad” er Arucas, der er en lille, traditionel by med hvide huse og en stor gotisk katedral ca. 30 minutters køretur sydvest for Las Palmas. Herfra begynder stigningen opover bjergene mod øens indland. Der er masser at se. Blandt andet kan man langs vejene opleve grotter, hvor kanarierne stadig bor og som man kan få lov til at besøge. Det er forunderligt at se, hvordan beboerne har udnyttet disse naturlige bosteder. Byen Teror er mest kendt for kirken, hvor øens skytshelgeninde, Pino-madonnaen, som ifølge sagnene åbenbarede sig i skoven i nærheden, befinder sig. Hertil valfarter mange af øens beboere mindst én gang om året, og op gennem historien har velstående kanariere givet gaver i form af guld, sølv og smykker som tak til jomfruen. Men eftersom der flere gange har været indbrud i kirken, er mange af disse klenodier desværre blevet stjålet.

Tejeda.

Tejeda, med omkring 2.000 indbyggere, er én af de højest beliggende byer på Gran Canaria. Selve byen bærer meget lidt præg af masseturismen. Den ligger smukt inde midt på øen, omtrent 1.000 meter over havet, nord for passet Cruz de Tejeda, det højeste pas på øen, 1490 meter over havet. Her var der engang laurbærskove, som blev hugget ned for at bygge skibe til den dengang ekspanderende spanske armada og brændsel til den nyindførte sukkerindustri. Lokalbefolkningen valfarter hertil i hobetal, når det sner – noget, som ikke sker mere end cirka hvert tredje år. Hvis ikke sneen får en dansker til at fare på afveje, kan mandelblomstringen tidligt om foråret måske gøre det. Hvert mandeltræ er i denne periode indhyllet i en hvid og lyserød sky af blomster, som har en utrolig duft. Mandlerne har også givet grundlag for en stor produktion af kager og konditorvarer; mandelkager, is, brændte mandler og mange andre produkter er kendte langt udover øens skrænter.

Las Palmas

Øens hovedstad, Las Palmas som er Spaniens syvende største by. Den blev grundlagt i 1478 og fik fra begyndelsen stor betydning som mellemstation for den transatlantiske skibsfart. Allerede Columbus gjorde et ophold her, og lastede forsyninger, da han i 1492 sejlede ud for at finde søvejen til Indien. Mens byen tidligere var kendt for at være en noget nedslidt havneby, har den de sidste år gennemgået en omfattende modernisering. I udkanten var der gennem en årrække blevet bygget nogle grå og skæmmende huse uden hverken tilladelse eller planlægning. Byens ledelse gav derfor beboerne ultimatumet at male og istandgøre husene, ellers ville de blive revet ned. Resultatet er en farverig og eksotisk bydel, som afspejler øernes tilknytning til Sydamerika. Stranden, som vel er byens hovedattraktion, ligger ved den nordlige bydel Santa Catalina. Her ligger også de fleste hoteller, restauranter og barer. Byens gamle centrum, i bydelene Vegueta og Triana, ligger lidt længere mod syd. Når solen er gået ned og folk trisser hjem fra stranden, vågner det andet Las Palmas op. Las Palmas er stadig kanarierens egen by med små tapasbarer og restauranter, der først åbner sent om aftenen og diskoteker, som slår dørene op længe efter, at de fleste skandinaver er gået i seng. Årets højdepunkt er karnevalet, som afholdes i februar, det er det største i Europa, og mange vover at hævde, at efter Rio de Janerio, er der intet karneval, som kan konkurrere med karnevalet her.

Lanzarote, den sort-hvide ø

Lanzarote ligger nordøst i øgruppen omkring 45 minutters færgetur fra nordspidsen af Fuerteventura. Øen er 785 km2 stor, og ligger kun 125 kilometer fra Afrika. Den har fået sit navn efter den italienske søfarer Lancelotto Malocello, som kom dertil i 1312. Tidsregningen på Lanzarote regnes dog før og efter d. 1. september 1730. Da begyndte et voldsomt vulkanudbrud, som gennem seks år spyede lavamassen, der formede øen, som vi kender den i dag; størstedelen gold, om end smuk. Den vulkanske aktivitet op gennem århundrederne har givet Lanzarote plads på Unescos liste over uerstattelige kulturarve. I 1968 blev området erklæret nationalpark, og i dag er parken Timanfaya (Parque Nacional Timanfaya) Lanzarotes største attraktion.

Lokalbefolkningens favorit

Mens vulkanlandskabet regerer på den sydlige del af øen, er det nordlige område vidunderligt grønt. Selvom der ikke ligefrem er frodigt, så fremstår det som en oase sammenlignet med månelandskabet i syd. Landsbyerne er også mere rustikke, og her finder man strandene, som øboerne selv benytter. Det blæser kraftigere, men for at skærme for vinden, har man bygget små gryder af sten på stranden. Selvsagt tiltrækker disse vindfulde strande også store grupper af surfere.

De fleste af øens omkring 163.000 indbyggere bor på den sydlige del, hvor også de fleste hotelområder ligger. Byer og strandområder som Playa Blanca, Puerto del Carmen, Costa Teguise og Matagorda har længe været populære feriesteder, og som i resten af Spanien, fortsætter udbygningen.

Lanzarote er en lille ø, og lejer man bil et par dage, kan man nå at se det meste uden at stresse. Følger man vejen langs kysten nordpå, kommer man forbi den pragtfulde kaktusby Guatiza. Kaktusdyrkning er meget udbredt og den lokale kaktusfigen er kendt i hele Spanien. Fortsætter man nordpå, ender man ved bjerget Mirador del Rio og fra toppen af denne, har man en fantastisk udsigt over den lille ø La Graciosa og havet. Turen over til øen tager kun 30 minutter med båd. Har man lyst til en cykelferie er dette absolut stedet (cykler kan lejes). Øen er ikke større end, at man fint kan cykle fra den ene side til den anden. Turismen er så at sige ikke eksisterende og i landsbyerne finder man som regel to til tre pensionater samt et par spisesteder. Strandene på den nordlige del skal bare opleves.

Én af de fineste landsbyer på Lanzarote er Haría, som ligger ca. 15 km nord for Arrecife, som er et glimrende sted at stoppe for frokost. Der ligger en række gode restauranter omkring Plaza León y Castillo. Teguise, som var øens hovedstad frem til 1852, er også værd at se. Hver søndag er der et stort marked, hvortil både de lokale og besøgene kommer i store flokke.

Man kan ikke omtale Lanzarote uden at komme ind på øens kunstneriske søn, César Manrique. Allerede som student på universitetet på Tenerife, var han optaget af, hvordan man kunne bevare hans fødeø. Efter fuldførte studier drog han til USA, hvor han blev til 1964. Da han kom tilbage til Lanzarote, engagerede han sig i at vække befolkningens interesse i at bevare byggetraditionen med lave, hvidmalede huse og undgå uæstetiske løsninger. Han lykkedes også at overbevise myndighederne om fornuften i at forbyde prangende reklameskilte ved vejene og høje bygninger. Manrique var modstander af udbygningen af moderne vejnet på øen og den stadig større bilpark. Han mente, det ville ødelægge meget af Lanzarotes egenart. Hans første projekt på øen var udbygningen af den naturlige underjordiske grotte, Jameos del Agua, der med det imponerende naturlige auditorium den dag i dag imponerer den besøgende. Han lagde vægt på at tilrettelægge bygninger i pagt med naturen og bruge enkle materialer. Hans ønske om at bo omgivet af vulkansk lava, blev opfyldt gennem konstruktionen af hans eget hjem i landsbyen Taro de Tahiche. Huset er et unikt refugium med en række mindre underjordiske grotter. Han ønskede at fremhæve skønheden i den lokale byggetradition samtidig med at han udnyttede naturens eget værk. Huset, som også rummer originale malerier af Miró og Picasso, er nu museum, og stiftelsen La Fundación César Manrique  har fortsat hans arbejde med at bevare Lanzarotes egenartede arkitektur. César Manrique døde i 1992 i en alder af 73 år. Ironisk nok døde han i en bilulykke lige udenfor stiftelsen, han selv grundlagde.

Fuerteventura

Fuerteventura, med bare 125.000 indbyggere, er en stille og rolig ø, mere kendt for sine lange, hvide sandstrande og tørre og solrige klima end for højt tempo og natteliv. Turismen her på øen er forholdsvis ny og derfor langt mindre end på de andre øer. Der er i alt 75 kilometer sandstrande på Fuerteventura og ca. 50 kilometer af dem er hvide, mens 25 kilometer består af lava. Det hævdes, at antallet af geder overgår antallet af mennesker, og når man kører rundt på øen, forstår man denne påstand. Gedemælken er basis for øens største eksportartikel, Majorero-osten, som også sælges på de andre kanariske øer og eksporteres til flere europæiske lande. Der findes to typer af denne hårde ost: Majorero Blanco (hvid) og Majorero Rojo (rød).

Fuerteventura har gunstige forhold for surfing og både Jandia i syd og Corralejo i nord er populære rejsemål for surfere fra hele verden. De kilometerlange strande og den lune vind er med til at gøre forholdene nærmest perfekte for denne aktivitet. Fiskerlandsbyen Corralejo ligger på den nordligste del og har bevaret noget af den lokale charme. Midt i byen er der tre små lavastrande, men et godt alternativ er de majestætiske og uendelige sanddyner i nationalparken Las Dunas. Landsbyen Corralejo byder på små restauranter med lokale delikatesser, som hovedsageligt består af fisk og skaldyr.

Byen Jandia ligger på den sydlige del og har også helt enestående sandstrande. Et stykke derfra ligger fiskerbyen Morro Jable. Bruger man bentøjet, tager spadsereturen omkring 15 minutter langs den bilfri strandpromenade. Også her er det nyfanget fisk og skaldyr, som lokker den madglade, og de fleste af restauranterne holder høj kvalitet og lave priser.

De kanariske øer har sine egne madtraditioner, som holdes i hævd. En specialitet er papas arrugadas con mojo, små kartofler kogt med skrællen på i kraftigt saltet vand, serveret med mojo-sauce. Mojo-saucen er lavet af olivenolie, eddike, vand, hvidløg, spidskommen og chili, som kan være enten rød eller grøn. Hvidløg bruges også i udstrakt grad til gambas al ajillo (rejer stegt i olie med hvidløg), som man også bør tilfredsstille smagsløgene med, når man besøger øerne ud for Afrikas kyst.

Papas arrugadas con mojo